thumb|Den store overdækkede udgravning ved Çatalhöyük, der er tilgængelig for besøgende. Çatalhöyük (andre stavemåder er Çatal Höyük og Çatal Hüyük eller uden diakritiske tegn Catal HuyukPeter K. A. Jensen, Menneskets oprindelse og udvikling, G.E.C. Gads forlag, 1996. .) er en høj på den anatolske højslette med resterne af en af verdens første byer. Området ligger sydøst for byen Konya. Çatalhöyük har været beboet i den yngre stenalder (midt i den neolitiske revolution ved overgangen mellem en jæger-samler kultur til en fastboende landbrugskultur). Der er dyrket for eksempel hvede og holdt tamfår og tamgeder, men der har stadig været jagt på blandt andet urokser.
Çatalhöyük er det hidtil største neolitiske fundsted i verden, og det har frembragt spor efter et ekstraordinært rigt symbolsk liv i form af vægmalerier, relieffer, skulpturer og statuetter; derfor et godt eksempel på den neo-darwinistiske teori om symbolsk revolution. Byen har også haft et højt teknologisk niveau med fremstilling af vævning, keramik og redskaber af obsidian.
Geografi thumb|Udsigt fra Çatalhöyük. Çatalhöyük (af tyrkisk çatal = "gaffel" og höyük = "høj") ligger lidt syd for den nutidige landsby Kücükköy, omkring 60 km sydøst for storbyen Konya. Den nærmeste større by, stationsbyen Çumra, ligger 17 km derfra. Højen er ikke naturlig, men skabt ved, at der i løbet af den tusindårige bosættelse er bygget nye huse oven på de gamle. Højen skiller sig tydeligt ud fra den flade slette, og den består egentlig af to høje ved siden af hinanden: Den østlige høj er den største, ældste og mest berømte, mens den mindre vestlige høj, Küçük Höyük ("lille høj"), er en bosættelse fra en yngre tid — kobberalderen. Arkæologerne anslår, at byen har haft fra 3.000 til 8.000 indbyggere, og op til 2.000 huse.
Konyas højslette er den udtørrede søbund fra en stor pleistocæn sø. Den ligger lidt over 1.000 meter over nutidens havoverflade. Floderne, der førte vand til datidens sø, dannede vifteformede deltaer, og Çatalhöyük lå på den største af disse, ved floden Çarşamba, der oprindeligt løb mellem de to høje, og forsynede indbyggerne med ferskvand i det tørre klima.Trevor Watkins, "From Foragers to Complex Societies in Southwest Asia", kapitel 6 i The Human Past: World Prehistory & the Development of Human Societies, Chris Scarre (redaktør), Thames & Hudson, 2005. .
Udgravninger thumb|Udgravning af Çatalhöyük. Çatalhöyük har været kendt af lokale som et sted, der blev brugt til udflugt og græsning, men samtidig også et sted, der var knyttet et vis overtro til.<ref name="HodderI2006Catalhoyuk">Ian Hodder, Çatalhöyük. The Leopard's Tale – Revealing the Mysteries of Turkey's ancient 'town''', Thames & Hudson, 2006. .</ref>
Det var dog først i 1958, at arkæologer opdagede stedet. Det skete den 10. november, da de tre britiske forskere David French, Alan Hall og den 33-årige James Mellaart fra Britisk Arkæologisk Institut i Ankara bemærkede højen under en "jagt" på tidlige bosættelser på Konyas højslette.Michael Balter, The goddess and the bull. Çatalhöyük: an archaeological journey to the dawn of civilization, Free Press, 2005. . Allerede samme dag gjorde de tre fund af keramik og obsidian, og det blev klart for dem, at højen var et kæmpestort stenalderfund. Mellaart var i gang med en anden udgravning ved Hacilar, og det var først i 1961, at han vendte tilbage, nu sammen med sin kone (der bl.a. virkede som fotograf) og et hold tyrkiske arbejdsmænd. De begyndte store udgravninger, der afslørede 13 lag med bebyggelse, dateret til mellem 6000 og 5500 f.Kr. Feltet dækkede 13 hektar, og var dermed omkring ti gange større end andre bopladser fra perioden. Mellaart anslog, at stedet kunne have haft optil 8.000 indbyggere. Mere end 150 bygninger blev undersøgt. Mellaart tolkede de små kvindefigurer som en modergudinde. Nogle af vægmalerierne mente han, kunne være tidlige prototyper for moderne tyrkiske tæppemønstre. Brian Fagan: A little history of archeaeology (s. 244), Yale university press, 2018,
Stedet viste sig at være enestående, og det er blevet en af verdens mest berømte udgravninger. Mellaart kom dog i dårligt lys hos de tyrkiske myndigheder pga. den såkaldte "Dorak-affære". Mazur: Getting To The Bottom Of The Dorak Affair | Scoop News Ifølge Mellaart havde en ung kvinde bedt ham om at vurdere nogle "antikviteter", der øjensynligt var fundet i fire grave ved landsbyen Dorak i det nordlige Tyrkiet. Mellaart tegnede nogle skitser af det interessante fund, der blev offentliggjort i Illustrated London News i 1959, hvilket tiltrak de tyrkiske myndigheders opmærksomhed. Mellaart blev mistænkt for illegal antikvitetshandel og smugleri; og da man forgæves eftersøgte skatten og den unge kvinde, fik de tyrkiske myndigheder nok. Mellaarts udgravninger blev derfor standset i 1965.
thumb|Udgravning ved Çatalhöyük. Først næsten 30 år senere, i 1993, genoptog et nyt hold arkæologer udgravningerne, denne gang i tæt samarbejde med tyrkiske myndigheder. Internationale udgravninger under ledelse af arkæologen Ian Hodder fortsætter nu hver sommer, og nye oplysninger kommer frem. De nye udgravninger anvender såkaldt mikromorfologi, hvor arkæologerne bruger mikroskoper til at flest mest mulige informationer.Michael Balter, "The First Cities: Why Settle Down? The Mystery of Communities", Science, bind 282, nummer 5393, side 1442, 20. november 1998. Hodders hold går ganske tålmodig til værks, og mens Mellaarts hold udgravede mere end 200 bygninger, udgravede Hodders hold i løbet af de første par år kun en eller to bygninger hvert år. I 2006-sæsonen deltog 230 i denne internationale og tværvidenskabelige udgravning, der er en af verdens største."Recond number of experts to take part in Catalhoyuk excavations", Turkish Daily News, 2006. For at finansiere den store udgravning, har Ian Hodder i vidt omfang benyttet sig af firmasponsorater fra så forskellige firmaer som Boeing, Fiat, British Airways og Shell. Det arkæologiske hold har også i høj grad involveret den lokale befolkning.
Et dansk islæt under James Mellaarts udgravning var palæobotanisten Hans Helbæk fra Nationalmuseet. Helbæk bestemte store mængder domesticeret hvede (emmer og enkorn), byg og ærter.Hans Helbæk, "First Impressions of the Catal Huyuk Plant Husbandry", Anatolian Studies, 14:121–123, 1964.
Datering og størrelse Kilderne nævner forskellige årstal for bosættelsen. Lagene, som blev undersøgt under Mellaart, er fra tiden omkring 6250 f.Kr. til 5400 f.Kr,Christoffer Edens, "Çatal Hüyük", The Story of Archaeology, Paul G. Bahn (redaktør), London : Phoenix Illustrated, 1997. , mens Ian Hodder angiver bosættelsen til at vare omkring 1.400 år (fra 7400 f.Kr. og 6000 f.Kr) gennem 18 arkæologiske lag.Ian Hodder, "Women and Men at Çatalhöyük", Scientific American, bind 290, nummer 1, siderne 67–73, januar 2004. Et af de nyeste arbejder angiver tidsrummet fra ca. 7400 f.Kr. til 5600 f.Kr.T. Carter og M. S. Shackley, "Sourcing obsidian from neolithic Çatalhöyük (Turkey) using energy dispersive X-ray fluorescence", Archaeometry, 49(3):437–454, 2007.
Også angivelse af størrelsen af Çatalhöyük varierer noget. De spænder fra 32 acres over 13,5 ha til 20 ha. Det siger noget om Çatalhöyüks enorme størrelse, at kun fem procent af den er afdækket på trods af, at der i 2007 har været udgravning i sammenlagt 15 år.Ian Hodder, "This old house" , Natural History Magazine, juni 2006.
Bygninger og kulturgenstande thumb|right|Et stykke blankpoleret obsidian fra Çatalhöyük, der er fortolket som et spejl. thumb|right|Rekonstruktion af hus fra Çatalhöyük. Døråbningen, hvor lyset falder ind, må være lavet så turister kan komme ind og se. Den skrå "pind" er stigen der fører op til hullet i taget. Grøfter gravet til bunden af den østlige høj afslørede en lille boplads, der opstod lige ved et vådområde omkring 7400 f.Kr. Dyreknogler og frø afslørede, at befolkningen var bønder, der supplerede kosten med fisk og vildt. Denne landsby blomstrede takket være frugtbart land, rigeligt vand, og jordbrug kombineret med husdyrhold. Den første tid boede der kun et par hundrede mennesker på "Gaffelhøjen"; men da kvæghold blev vigtigere, voksede befolkningen til mellem 3.500 og 8.000, og Mellaarts lille by af tætpakkede huse voksede frem. En kilde til velstand var de nærliggende vulkanske lavastrømme, man nemt kunne hugge obsidian ud fra i små blokke, der blev båret hjem og forarbejdet til knive, pile- og spydspidser. Handelen med obsidian strakte sig til Syria og endnu længere. Brian Fagan: A little history of archeaeology (s. 245) Nogle stykker vulkansk glas er pudset så fladt og glat, at arkæologerne mener, at de har været brugt som spejle, hvilket gør Çatalhöyük til verdens første "spejlfabrikant".J. M. Enoch, "Archeological optics: the very first known mirrors and lenses", Journal of Modern Optics, 54(9):1221–1239, juni 2007. Også flint er brugt: Der er fundet to flinteknive med skæfte af udskåret ben. Desuden er der i Çatalhöyük fundet de første tekstiler, træskåle,Global Heritage Fund, Çatalhöyük,Turkey . perler lavet af sten, ben og ler, samt kurve og nogle mytiske lerkugler, der kun er fundet i de ældste lag, og som måske har været brugt i madlavningen.Sonya Atalay, "Back to clay balls" , Excavation Blog from Çatalhöyük, 26. juni 2006.
Højen Çatalhöyük er opstået ved, at beboerne gennem flere århundreder har bygget nye huse oven på gamle, så der nu findes op til 17 meter arkæologiske lag. Husene har stået så tæt op ad hinanden, at der ikke har været passage mellem dem. Der er heller ikke fundet døråbninger i husene, så arkæologerne forestiller sig, at indgangen til husene har været gennem taget via en stige, og at byens "trafik" er foregået hen over de flade hustage. Foruden indgang har hullet i loftet fungeret som udluftning for ovn og ildsted og været den eneste åbning med lysindfald. Nutidige beboelser, der ligner Çatalhöyük, er for eksempel de nordamerikanske indianeres pueblo (f.eks. Taos Pueblo) og dogonfolkets bosættelser i Mali.
thumb|right|Rekonstruktion af hus set mod en lav platform og døråbningen til det lille lagerrum. Mellem husene har der nogle steder været åbne pladser. De har fungeret som kollektive affaldspladser — køkkenmøddinger. De har en større andel af dyre- og plantemateriale, samt lervarer, statuetter (uægte), perler og lerkugler. Nogle fund er tolket som menneskelig afføring; køkkenmøddingen har altså været brugt som toilet. Afføringen og rådnende organisk materiale i den tætbebyggede by må have udgjort en sundhedsrisiko og skabt en vældig stank.
Husenes indretning Husene er hovedsageligt lavet af mudder, med undtagelse af taget, der har haft bærende træbjælker. Arkæologerne regner med, at et hus har haft en levetid på 70 år. Hvert år har det været nødvendigt at give husene et nyt lag mudder. Foruden ovnen og tagåbningen, der har været i "køkkenregionen" ved sydvæggen, har der typisk været en en lille døråbning til et mindre rum, der har været brugt som lager. Totalt har et hus været på omkring 23 m², men de har varieret mellem 11 og 48 m². Der har kun været én etage. I hovedrummet har der sædvanligvis foruden ovn og ildsted også været bænke, lave platforme og beholdere/siloer.
Hver bygning har nok huset mellem 5 og 10 personer, men der er intet hus, der har haft mere end 8 sovepladser.