Abraham Lincoln (født 12. februar 1809, død 15. april 1865) var USA's 16. præsident. Han var præsident under borgerkrigen 1861-1865, som førte til den formelle ophævelse af slaveriet, i form af den 13. tilføjelse til USA's forfatning, ratificeret i december 1865. Han anses i dag for en af de største præsidenter, USA har haft. Han blev snigmyrdet/skudt på klos hold i Ford's Theatre i Washington, D.C. den 14. april 1865, mens han så Our American Cousin. Han døde dagen efter af sine kvæstelser. Drabsmanden var Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth.
Han var den første præsident fra det nydannede republikanske parti. Partiet var den gang markant mere venstreorienteret.
Barndom og ungdom I 1860, da Abraham var præsidentkandidat, blev han af en journalist bedt om at beskrive sin barndom. Med et citat fra Thomas Grays Elegy sagde han: ”Den korte og enkle historie om fattigdom. Det er mit liv, og det er alt De, eller nogen anden, kan få ud af det”.Stefan Lorant: The Life of Abraham Lincoln Hans far, Thomas, som var tømrer, var ædruelig og hårdtarbejdende. Abrahams mor, Nancy (f. Hanks), var 25 år, da hun fødte Abraham. Hun kunne hverken læse eller skrive, men hendes fætter Dennis Hanks beskrev hende som en uskolet, men naturlig begavelse – ”hurtigt og klart opfattende”, ”udspekuleret”, ”intellektuel af natur” med en god hukommelse, sund dømmekraft og meget kærlig.
I 1816 flyttede familien til Indiana. De flyttede sammen med familien Sparrow – Nancys tante og onkel samt Dennis Hanks, deres adoptivsøn. De flyttede til et skovområde i nærheden af Ohiofloden. Efter to års slid og nybyggeri indtraf tragedie på tragedie i 1818. Først døde onklen, siden tanten og Abrahams mor. Abraham og Dennis hjalp Thomas med at lave kisterne til dem. Thomas Lincoln giftede sig med en ungdomskæreste, Sarah Bush, der i mellemtiden også var blevet alene. Lincoln lærte hurtigt at elske sin nye mor, og han skrev senere om hende: ”Alt hvad jeg er, eller håber at blive, skylder jeg min kære moder”. Om Abraham skrev Sarah i sin alderdom: ”Han var den dejligste dreng, jeg har mødt. Jeg har aldrig i mit liv talt hårdt til ham. Hans sindelag og mit, den smule jeg havde, flød sammen, bevægede sig ad de samme kanaler”.
Den unge Abraham var en læsehest, der nedskrev alt vigtigt, han havde læst. Hvis han ikke havde papir, hvad han sjældent havde, skrev han på sin kridttavle og skrev ordene på papir, når han fik fat på noget. Han læste foruden Bibelen Æsops fabler, Robinson Crusoe samt historie. Han udviklede her den vane, der fulgte ham hele livet: Hvis der var noget han ikke forstod, læste han det igen og igen og funderede over det, indtil det gav mening. Som syttenårig var Abraham allerede 1,87 m høj, men vejede blot 55 kg. Han arbejdede en del for de lokale, men de huskede ham mest som ”doven, altid læsende og tænkende”. Han holdt ofte til i købmandsbutikken i det nærliggende Gentryville og blev kendt som en god underholder, der kunne imitere mennesker, fortælle sjove historier og få folk til at le, som ingen anden.
Siden flyttede familien – nu med en del færre medlemmer på grund af diverse ægteskaber – til Sangamon River ved Decatur. Abraham og hans stedbror, John Johnston, fik arbejde i New Orleans hos en af forretningsmændene i Decatur, og han, Denton Offut, ansatte snart Abraham som bogholder. Siden flyttede Abraham til New Salem, der var en lille by med omkring 100 indbyggere. Også her fik han arbejde for Offut i en butik, der blandt andet solgte pelse, hud, glas, sukker, salt og kaffe. Abraham brugte de ledige stunder i butikken til at læse, og snart blev han gode venner med byens lærer, Graham, der underviste den unge mand i matematik og grammatik. En anden beboer, Jack Kelso, satte Abraham ind i Shakespeares og Robert Burns' værker.
Politiker, advokat og familiefar Abraham var meget populær i New Salem, og hans popularitet blev ikke mindre af, at byens største bølle ikke havde kunnet tæve ham i en slåskamp. Han valgte da at opstille til statens lovgivende forsamling og skrev bl.a. på det papir, der blev omdelt:
Bortset fra en episode, hvor Lincoln meldte sig frivilligt til krigstjeneste, fortsatte han sin kampagne. Der fortælles om et vælgermøde, hvor der udbrød uro blandt tilhørerne. Lincoln afbrød sit indlæg, gik ned i salen og slog den værste uromager i hovedet og kastede ham fire meter hen ad gulvet. Derefter gik han tilbage til podiet og fortsatte sin tale. Han blev imidlertid ikke valgt. Så gik han fallit med en forretning, han havde startet på kredit sammen med en kammerat. I de næste tre år var han byens postmester. Desuden arbejdede han ved jernbanen, høstede, var butiksmedhjælper og hvad der ellers viste sig. Han arbejdede ligeledes som landmåler.
Abraham genopstillede til statens lovgivende forsamling i 1834, og nu blev han valgt. På opfordring af byens borgmester, begyndte han at studere jura. Statens hovedstad hed dengang Vandalia og lå sydpå i Illinois. Lincoln var en af de varmeste fortalere for, at statens hovedstad (ligesom statens udvikling i øvrigt) flyttede nordpå, til Springfield. Om Lincolns tid i den lovgivende forsamling har professor Baringer udtalt: ”I den mudrede landsby Vandalia lærte han at håndtere spidsfindighederne i det politiske håndværk af erfarne og drevne politikere. For første gang blandede han sig med rige, kultiverede, dannede mænd og kvinder. Her debatterede han og lyttede til diskussioner om økonomisk teori, problemerne omkring slaveri og afskaffelse af slaveri, bankvirksomhed, dødsstraf, toldproblemer og finanser. Vandalia var af allerstørste uddannelsesmæssige vigtighed i hans enestående karriere.”
I 1836 blev Lincoln genvalgt for Whig-partiet. De ni kandidater, der blev valgt for det, var usædvanlig høje og kom derfor til at gå under fællesbetegnelsen ”The Long Nine”. Lincoln blev valgt fire gange i træk til den lovgivende forsamling. 1836 var også året, hvor han bestod jurastudiet og blev advokat. New Salem døde ud, og Lincoln flyttede til Springfield, hvor han startede advokatvirksomhed. Han indgik i alt tre advokat-partnerskaber: Med John T. Stuart fra 1837 til 1841; Med Stephen T. Logan fra 1841 til 1844 og med William H. Herndon fremefter. William Herndon var i øvrigt Lincolns modsætning: Glad for flasken, kolerisk og humørforladt. Men de to mænd havde en dyb gensidig sympati og respekt for hinanden, der holdt livet ud. Begge mænd var desuden rodehoveder; Lincoln havde tit sagsakterne i sin hat, Herndon havde dem alle vegne.
I 1842 giftede Abraham Lincoln sig med Mary Todd, selv om det havde været en sej forlovelse med tvivl fra begges sider. Året efter var tanken om at opstille til USAs Kongres modnet hos Lincoln. Efter to forsøg lykkedes det i 1845 ham at manøvrere sig på plads som Whigs' kandidat, og han vandt overbevisende over sin demokratiske modkandidat, Peter Cartwright; en prædikant, der forsøgte at gøre et stort nummer ud af, at Lincoln ikke var tilknyttet en bestemt kirke.
Familien Lincoln flyttede til Washington i december 1847, men Mary brød sig ikke om byen. Hun og de to sønner flyttede snart hjem til Springfield. Da kongressen trådte sammen i slutningen af året var krigen mellem USA og Mexico på vej mod sin afslutning. Whig-partiet var i starten imod denne krig, men folkestemningen var for, hvorfor partiet holdt lav profil. Men ikke Lincoln. Han blev beskyldt for forræderi, og hans modstand mod krigen betød, at han ikke kunne genopstille til kongressen. Efter forgæves at have søgt opstilling til embeder i Illinois, vendte han sin fulde opmærksomhed mod advokatgerningen. I mellemtiden fik han yderligere to sønner, men mistede sin anden søn, Edward, i 1850, samme år som hans tredje søn blev født.
Advokatvirksomhed i 1850'erne i Illinois var ikke meget lig advokatvirksomhed i dag. Byen Springfield gav i sig selv kun få advokatjobs, så tiden gik til hest fra småby til småby. Som advokat gik Lincoln for at være retskaffen som få, og en historie fortæller, hvordan han ikke alene afslog at tage honorar fra en krigsenke, men endda betalte hendes hotelophold under en retssag, der skulle sikre hendes krigspension.
Slavespørgsmålet tvinger Lincoln tilbage til politik I 1854 fremsatte kongresmedlem Stephen A. Douglas et forslag, der havde sine rødder i, at han ønskede jernbanen ført igennem Illinois. Men forslaget ville medføre, at slaveri efterhånden ville blive tilladt – ikke alene i nye områder, der blev optaget i USA, men de facto i alle stater, hvor nordstaterne ellers var slavefri. Oprørt i sit inderste begyndte Lincoln at debattere med Douglas. Efterhånden førte den ophedede stemning til, at det republikanske parti blev dannet af Whigs og demokrater, der var imod slaveriet. Lincoln tilsluttede sig det nye parti. I Bloomington holdt han en tale, der var så gribende, at de, der tog referat af taler, lagde pennen fra sig for at lytte. Talen er siden blevet kendt som ”the lost speech”. Kræfter blev sat ind for at gøre Lincoln til vicepræsidentkandidat til valget i 1856, men det skete ikke. I øvrigt vandt Demokraterne valget med James Buchanan som ny præsident.
Kort efter Buchanans indsættelse i præsidentembedet i 1857 fastslog Højesteret, at en ”neger ikke var en borger, men en ejendom”. Deraf fulgte, at kongressen ikke kunne forbyde slaveri nogetsteds i De Forenede Stater. Senator Douglas var glad og luftede sin tilfredshed ved alle givne lejligheder. Det bragte Lincoln yderligere i spidsen. I sin eneste offentlige tale i 1857 sagde han bl.a.:
Debatterne mellem Douglas og Lincoln endte med, at Lincoln stillede op mod Douglas til senatet. Selv om Lincoln fik flest stemmer, medførte stemmefordelingen at Douglas vandt. Men de ophedede debatter og Lincolns mange gode taler gjorde, at han nu var kendt langt ud over Illinois' grænser.
Lincoln som præsident Det var aviserne, der først opfordrede Lincoln til at opstille til præsidentvalget i 1860. Først i hjemstaten Illinois, siden på landsplan. Først var Lincoln modvillig, men efterhånden påtog han sig rollen som præsidentkandidat. Samme år drog Lincoln til New York, hvor han holdt en tale til unge republikanere. Talen blev ustandselig afbrudt af klapsalver, og da den var forbi, stod hele salen op. En avisreporter Noah Brooks skrev om hændelsen: ”Ingen har nogensinde gjort så godt et førstegangsindtryk på et New York-publikum ... Han er det største siden Paulus!” I New England brugte Lincoln en skomagerstrejke til at tale mod slaveriet:
I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til konventet i Chicago for at vælge en præsidentkandidat. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var deres folk på plads. Spidskandidaten var William H. Seward, men Lincolns folk fulgte den strategi at samle alle, der ikke var for Seward. Løfter blev til gengæld afgivet og embeder lovet. Der blev sågar udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Det betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, måtte se deres pladser optaget, da de ankom til konventet – de blev i stor stil nægtet adgang. Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat. Han modtog selv nyheden om nomineringen hjemme i Springfield og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.
Ved præsidentvalget genopstillede James Buchanan ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas – Lincolns gamle modpart – syden opstillede John C. Breckinridge og tidligere Whig og Know Nothings-folk opstillede parret Bell-Everett. Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog ca. en halv million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer. Abraham Lincoln var dermed valgt til USA's 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.
Indsættelsen