Bertel Thorvaldsen (født 19. november 1770 i København, død 24. marts 1844 i København) var en dansk billedhugger. Han var søn af den islandske billedskærer Gottskálk Þorvaldsson og hans hustru Karen, født Dagnes. Han begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademis 1. frihåndsskole allerede som 11-årig. I 1787 modtog han Den lille Sølvmedalje, i 1789 Den store Sølvmedalje, i 1791 Den lille Guldmedalje og i 1793 Den store Guldmedalje. I 1796 modtog han Kunstakademiets store rejsestipendium og forlod Danmark på fregatten Thetis for at rejse til Rom. Om denne sørejse og opholdet på Malta, se Peder Pavels. Thorvaldsen tilbragte de følgende 40 år i Rom. Han ankom til Rom den 8. marts 1797, en dato, som han livet ud fejrede som sin "romerske fødselsdag". Hans gennembrudsværk var Jason med det gyldne skind fra 1803. Hans arbejde i den nyklassicistiske stil havde den antikke kunst som forbillede.
Trods sit lange ophold i Rom betragtes han som en af Den danske Guldalders hovedpersoner, da han havde stor indflydelse på blandt andre de danskere, der tog på dannelsesrejse til Italien.
Talentfuld, ung dreng i et fattigt hjem thumb|Selvportræt som ung
Bertel Thorvaldsen var født 19. november 1770 i København. Hans far, Gottskálk Þorvaldsson (1740-1806), der var søn af en fattig islandsk præst, kom 17 år gammel til København og ernærede sig der ved på skibsværfterne at udskære ornamenter til fartøjerne; hans hustru blev Karen Dagnes (død 1804), en degnedatter fra Nr. Nissum i Jylland.thorvaldsensmuseum.dk – Om Karen Thorvaldsen Gottskálk Þorvaldsson, der på dansk vis kaldte sig Thorvaldsen, var en ikke særligt dygtig arbejder og forfalden til svir; det blev derfor et fattigt og uordentligt hjem, hvor Bertel Thorvaldsen voksede op, hvilket dog betvivles af historikeren Louis Bobé.thorvaldsensmuseum.dk – Om Gotskalk Thorvaldsen Regelmæssig skoleundervisning fik han ikke, men lærte formentlig i hjemmet at læse og skrive til husbehov, måske har faren givet ham nogen vejledning i tegnekunsten og derved opdaget, at drengen havde anlæg i den retning. I alt fald var Bertel kun 11 år gammel, da han blev indskrevet som elev på Kunstakademiet, hvor han tegnede om aftenen, mens han om dagen hjalp sin far med at skære i træ. I januar 1786 rykkede han op i Modelskolen og fik der Akademiets betydeligste kunstnere, Johannes Wiedewelt og Nicolai Abraham Abildgaard, til lærere. Af disse to blev det maleren, der kom til at påvirke den unge Thorvaldsen mest. Mens der fra hele dennes tidligste periode næppe kan nævnes noget arbejde, der minder om Wiedewelt, ser flere af hans ungdomsværker ud, som om de hvilede på skitser af Abildgård. Denne kunstner havde også øje for hans store evner og viste interesse for, at de fik den rigest mulige udvikling. Wiedewelt har dog sandsynligvis påvirket Thorvaldsen med sit skrift Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed i retning af den internationale nyklassicisme.Mikkel Bogh: Bertel Thorvaldsen, , side 10
Sølvmedalje 2. januar 1787 vandt Thorvaldsen Akademiets lille sølvmedalje for en modelfigur i relief; kort efter blev han konfirmeret. Hans far mente nu, at han kunne nøjes med den kunstneriske uddannelse, han allerede havde fået, og fik ham en tid at ophøre med at gå på Akademiet; den gamle trængte til sønnens hjælp. Mere end et år fik studierne dog ikke lov at hvile; i vinteren 1788-89 tegnede Thorvaldsen igen under Abildgård, og i det følgende forår fik han den store sølvmedalje for en Amor, udført i relief efter model. I den følgende tid levede han dels af at gøre dekorative arbejder, dels af at tegne og modellere portrætter samt undervise i tegning; aftenerne tilbragte han ofte med kompositionsøvelser sammen med kammerater. I sommeren 1791 meldte han sig til konkursen for den lille guldmedalje og fik til opgave Heliodors Uddrivelse af Templet. Den tiltalte ham ikke, og hvis ikke en af Akademiets professorer havde hindret ham, ville han have forladt arbejdslokalet uden at gøre noget forsøg på at løse den. Nu blev skitsen imidlertid færdig og godkendt, og efter den fuldførtes så det relief, hvorfor han fik tildelt medaljen 15. august 1791. Heliodors Uddrivelse er langtfra noget mesterværk; kompositionen er meget løs og figurerne svagt karakteriserede og bevægede; reminiscenser spores både fra Rafael og fra Abildgård; adskillige enkeltheder er dog smukt og dygtigt modelleret. Samme år fik Thorvaldsen ad privat vej en understøttelse, der satte ham i stand til at udføre et par arbejder for egen regning. Først fremstod relieffet Priamus og Achilles med dets talende komposition og livfulde modellering, dernæst (1792) relieffet Hercules og Omphale, det første værk, hvori Thorvaldsen er helt frigjort for den abildgårdske indflydelse og kendeligt påvirket af antikken, som han havde erhvervet sig nogen forestilling om gennem studiet af nogle gipsafstøbninger der tilhørte Akademiet. Omtrent fra samme tid er formentlig også den nydelige gruppe En Moder med sine 2 Sønner, kunstnerens ældste kendte forsøg på fremstillingen af fritstående figurer; her ses allerede noget af den stil, der særtegner mesterens senere, mere fuldkomne frembringelser.
Guldmedalje thumb|Bertel Thorvaldsen, maleri af C.W. Eckersberg på Kunstakademiet i København thumb|Horace Vernet, Bertel Thorvaldsen med busten af Horace Vernet, 1833, Metropolitan Museum of Art. Akademiets store guldmedalje blev 13. august 1793 tilkendt Thorvaldsen for relieffet Petrus, som helbreder den værkbrudne, et kunstværk, der ganske vist ligesom de tilsvarende ældre arbejder i mangt og meget minder om "klassiske" forbilleder, men hvor dog flere enkeltheder har et frisk og ejendommeligt præg, ligesom det i det hele udmærker sig ved dramatisk liv og talende bevægelse i figurerne. Kunstværket indbragte, foruden medaljen, sin ophavsmand ekspektance (grundet håb) på Akademiets store tre års rejsestipendium. Men dette var i 1793 optaget af en anden, og Thorvaldsen måtte vente tre år, inden han kunne komme af sted; selv længtes han vel heller ikke meget efter de ukendte lande, og hans venner mente med god grund, at det ville være ham tjenligst at skaffe sig nogle flere kundskaber og større personlig udvikling, før han gav sig ud på rejse. I den tid, der således gik, hjalp han stadig sin far med arbejdet; sit livsophold tjente han dels ved at udføre portrættegninger for privatfolk og illustrationer til bøger, dels ved dekorative arbejder; i 1794 og 95 havde han desuden en understøttelse fra Akademiet på 100 rigsdaler årligt. Mellem hans selvstændige værker fra disse år er det mest bemærkelsesværdige den realistisk opfattede og meget dygtigt gennemførte buste af A.P. Bernstorff, dernæst Tyge Rothes i formel henseende interessante portrætbuste.
Tiden i Rom 23. august 1796 modtog Thorvaldsen endelig fra Akademiet sin "Rejseinstrux" til sin dannelsesrejse, med et formelt tilsagn om et stipendium på 400 rigsdaler årligt i tre år, og kort derefter tog han afsked med sine forældre, med den unge pige, han var forlovet med – man ved om hende kun, at hun hed Margrethe, og at Thorvaldsen hurtigt glemte hende – og med sine venner, for derefter, med kongelig tilladelse, at følge med fregatten Thetis, der snart skulle foretage et togt til Middelhavet. Afrejsen fandt sted 30. august. I januar 1797 blev Thorvaldsen landsat i Palermo, derfra drog han til Napoli, tilbragte der en måneds tid med at studere i kunstsamlingerne og gik så til Rom, hvortil han nåede 8. marts.
Goethe var i sin tid blevet så grebet af sit ophold i Rom, at han betegnede sin ankomst dertil – 1. november 1786 – som sin personlige genfødelse, sin "anden fødselsdag". Inspireret af Goethe blev det almindeligt at fejre sin "romerske fødselsdag", datoen for ens først ankomst til byen, og Thorvaldsen fejrede resten af livet 8. marts 1797 som sin vigtigste fødselsdag.Jan E. Hansen: Roma (s. 326-7), forlaget Press, Oslo 2009,
De første år i Rom Thorvaldsen havde i Rom bopæl oven for Den Spanske Trappe i Via Sistina og værksted i Palazzo Barberinis staldbygninger.
I de første par år hvor Thorvaldsen levede i Rom, var det kun få og ikke særligt anselige originalværker han fik udført. Dels var han den gang i virkeligheden, ifølge chefen på det skib, der havde ført ham til syden, "en doven Hund", dels har han vel mistet modet noget, som følge af det overvældende indtryk fra den store kunst, han nu trådte i forhold til. Blandt de få ting, han i de første seks år af sit Rom-ophold fuldendte og hjemsendte, er det betydeligste den smukke lille gruppe Bacchus og Ariadne, der allerede vidner om en lige så personlig som dyb tilegnelse af antikken. For øvrigt huggede han Bernstorffs og Rothes buster i marmor og kopierede flere antikke statuer, rimeligvis efter tilskyndelse af Georg Zoëga, der i det hele tog sig varmt af den unge kunstner, hvis mangel på almindelig åndelig udvikling og på kundskaber han i høj grad beklagede, og over for hvem han lige til sin død udøvede en effektiv kritik med konstant henvisning til antikken. Thorvaldsen blev regelmæssig gæst i Zoëgas hjem og gjorde der flere bekendtskaber der kom ham til gode, og også et enkelt, der fik mindre heldige følger. Det var hos Zoëga, han lærte Anna Maria v. Uhden, født Magnani, at kende. Denne unge kvinde, der havde tjent i Zoëgas hus som Cameriera, var gift med en tysk arkæolog; hun blev Thorvaldsens elskerinde, og hendes ægteskab opløstes 1803. Hun var af en vis yppig skønhed, men lidet elskværdig og endnu mindre åndeligt interesseret; forholdet til hende blev i årenes løb på mange måder trykkende for kunstneren. I 1813 fødte hun ham en datter, Elisa Thorvaldsen, som blev gift først med oberst J.P.F. v. Paulsen, og efter dennes død med en italiensk landejendomsbesidder, Giorni.
Jason med det gyldne skind thumb|Jason.
Ved siden af Zoëga var utvivlsomt Asmus Jacob Carstens den mand, der fik størst betydning for Thorvaldsens udvikling i den første del af hans ophold i Rom. Denne udmærkede kunstner, af hvis tegninger Thorvaldsen allerede havde set og beundret en del i København, var i Rom, da Thorvaldsen kom der til, og levede derefter endnu et år. Thorvaldsen besøgte ham jævnligt, studerede hans arbejder, kopierede adskillige af dem og ordnede dem efter hans død; fra dem lånte han en del motiver, der påvirkede hans stil og for ham fungerede som et overgangsled til antikken eller blev et middel til at lære at forstå denne. Det er utvivlsomt, at Thorvaldsen har fået tanken og delvis hovedlinjerne til sin Jason fra Carstens' Argonavtertoget. Jason blev det første større originalarbejde han udførte i Rom. Oprindelig fremstod den som en legemsstor statue, om hvilken vi ikke ved meget andet, end at den var færdig i ler i foråret 1801, og at kunstneren slog den ned, fordi han ikke havde råd til at lade den støbe i gips. Men Friederike Brun, hans ven og mæcen, bekostede gipsafstøbningen,Mikkel Bogh: Bertel Thorvaldsen, , side 17 og i eftersommeren startede han igen på figuren, denne gang i overnaturlig størrelse. Han ville, før hans stipendium løb ud (efter at være blevet fornyet i 1799), fuldende et omfangsrigt arbejde, der kunne vise landsmændene, at han ikke forgæves havde stået ansigt til ansigt med de store oldtidsværker. Den nye Jason stod færdig ved udgangen af 1802, og snart gik dens ry viden om i kunstnernes og kunstvennernes kreds. Thorvaldsens værksted kom på fremmedførernes lister over Roms seværdigheder, Antonio Canova udtalte sig i høje toner om det nye kunstværks "store og oprindelige stil", og den strenge Zoëga ydede det sit fulde bifald. Men nogen køber meldte sig ikke, og Thorvaldsen, der ikke så noget middel til at skaffe penge til et forlænget ophold i syden, forberedte sig på hjemrejsen. Hans kuffert var allerede pakket og vognen for døren; så førte tilfældige omstændigheder til en dags udsættelse. Og inden denne dag var omme, var Jason bestilt i marmor af en rig englænder, sir Thomas Hope, der ved et klækkeligt forskud satte kunstneren i stand til at udsætte hjemrejsen fra Rom på ubestemt tid.