Johannes Wiedewelt (1. juli 1731 i København – 17. december 1802) var en dansk billedhugger. Søn af Just Wiedewelt. Faderen må tidlig have fået øje for sin søns kunstneriske begavelse, for allerede som dreng blev Wiedewelt sat i lære hos den italienskfødte historiemaler Hieronimo Miani. Da denne imidlertid forlod København 1745, tog Just Wiedewelt sig selv af sønnens videre uddannelse samtidig med, at han lod ham besøge det ældre Kunstakademi, hvor Johannes Wiedewelt rimeligvis har tegnet og modelleret under Johann Christoph Petzold. Tidlig er han dog begyndt at arbejde på egen Hånd og har nået resultater, der må have vakt en vis opmærksomhed; så meget vides i alt fald, at den unge kunstner allerede i foråret 1750 havde modelleret og fået støbt i tin to små buster, forestillende kong Frederik 5. og dronning Louise, og at disse arbejder blev overrakte de høje herskaber og betalte med 120 daler.
Paris Stort mere end denne sum har Wiedewelt næppe haft til rådighed, da han et par måneder senere gav sig ud på en større studierejse. Over Hamborg drog han til Rouen og nåede i begyndelsen af august Paris, hvor han ikke længe efter havde det held at gøre bekendtskab med den danske legationssekretær ved det franske hof, justitsråd Joachim Wasserschlebe.
Denne blev ham en værdifuld Støtte, i det han først skaffede sin unge landsmand optagelse i den ansete billedhugger Guilluame Coustou den yngres atelier og senere formåede kong Frederik 5. til at yde ham en årlig understøttelse, foreløbig på 2 år og på 200 rigsdaler årlig; senere blev summen forhøjet til det dobbelte. Hos Coustou indtog Wiedewelt en stilling dels som elev, dels som medhjælper, og var i den sidste egenskab højt skattet af mesteren, hvem han stod bi med marmorhugningen; det viste sig ogsaa, da Wiedewelt udtalte sit ønske om at rejse til Italien, at Coustou søgte at holde ham tilbage ved at forestille ham, at han, om han blev i Paris, ved hvis Akademi han havde vundet en sølvmedalje, endnu et år (hele året 1754), ville kunne gøre sig håb om at opnå Akademiets store rejsestipendium. Hertil synes Wiedewelt imidlertid kun at have fæstet ringe lid, og tilmed stod det ham vistnok klart, at han i det franske atelier ikke lærte andet godt end at hugge i marmor. Han skilte sig da fra Coustou, studerede endnu en kort Tid på egen Hånd i Paris og begav sig så, i maj 1754, over Lyon, Marseille og Civitavecchia til Rom.
Rom og Winckelmann Fra Wasserschlebe havde Wiedewelt anbefalingsbreve med til direktøren for det franske Akademi i Rom, professor Natoire, der tog venlig imod ham, og gennem hvem han blev kendt med adskillige andre franske kunstnere; til hans omgangskreds kom også andre fremmede mestre til at høre, således tyskeren Rafael Mengs og italieneren Pompeo Battoni. Af ganske særlig betydning for ham blev dog frem for alt det nære venskabsforhold, hvori han kom til at stå til den fremragende tyske arkæolog og kunstkender Johann Joachim Winckelmann, grundlæggeren af den nyere tids antikstudium. Sammen studerede Winckelmann og Wiedewelt hvad der på den Tid fandtes i Rom af oldtidens billedhuggerarbejder, og den store lærde vejledede sin unge ven til deres rigtige forståelse, opmuntrede ham til at tegne så meget som muligt efter dem og har sikkert ikke forsømt nogen lejlighed til at indskærpe ham den grundsætning, som Wiedewelt senere hævdede i sit lille skrift Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed, at den fremadstræbende kunstner gør stor uret mod sig selv og mod sit kald, dersom han giver sig til at arbejde efter naturen, før han grundig har studeret antikken og tilegnet sig dens ånd og stil. Dette skrift har sandsynligvis påvirket Bertel Thorvaldsen i retning af den internationale nyklassicisme.Mikkel Bogh: Bertel Thorvaldsen, , side 10
Winckelmanns indflydelse paa Wiedewelt har således ingenlunde helt igennem været af det gode. Mere end tvivlsomt er det dog, om Wiedewelt i de år, han levede i Rom, uden sin vens hjælp overhovedet havde fået øjnene op for den oldgræske plastiks fortrin for den nyere franske og magtet at iværksætte de agtværdige forsøg, han senere i sine bedste værker gjorde på at komme ud over den barokstil, der rådede i Coustous værksted.
Wiedewelt blev i Italien til 1758, da Akademiets præses gav ham tilhold om at vende hjem; størstedelen af de 4 år tilbragte han i Rom, men fik dog tid til at gøre en udflugt til Napoli, Pompeji, Herculaneum og Portici, i hvilken sidste by han viede de to rytterstatuer af M. Nonius Balbus en ikke ringere hyldest end den, han i Rom havde ladet blive sine yndlingsskulpturer, Apollon i Belvedere, Laokoonsgruppen og Niobegruppen, til del.
Hjemrejsen 1. juli 1758 tog han i Rom afsked med vennerne og gav sig i følge med maleren Johan Edvard Mandelberg på hjemrejsen. Denne gik over Siena og Firenze, hvor vennerne tilbragte 16 Dage og flittig besøgte kunstsamlingerne; Wiedewelt har selv i sine optegnelser og breve udtalt sig om indtrykkene, han modtog i disse og i kirkerne, og det er med noget blandede følelser, man erfarer, i hvilken retning hans smag gik; af malerierne synes et værk af den ret ubetydelige eklektiker Francesco Trevisani at have gjort det stærkeste indtryk på ham, mens det om Michelangelos monumenter i kapellet ved San Lorenzo (Medicigravene) hedder, at de er "schlechter, als man sich einbilden sollte". I Pisa så han freskerne i Campo santo, "so aber nicht viel taugen", i Padua interesserer billedhuggerarbejderne, deriblandt Donatellos berømte rytterstatue, ham ikke, "ist nicht sonderlich". Rejsen førte ham for øvrigt over Venedig gennem Tyrol og Tyskland; til København kom han 6. oktober 1758.
Kongelig hofbilledhugger Hvad Wiedewelt havde hjemsendt fra Rom var ikke meget; foruden en del Tegninger og kopier efter antikken nævnes kun et relief, der kom til akademiet i sønderbrudt tilstand, og hvis emne nu ikke kendes. At man imidlertid i de rådende kredse allerede regnede ham for en betydelig Kraft, fremgår af begivenhedernes gang: næppe et halvt år efter sin hjemkomst blev han optaget som medlem af det nyorganiserede Kunstakademi, og samtidig fik han udnævnelse til kongelig hofbilledhugger med frit atelier i Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal. Og bestillingerne lod ikke vente på sig; først blev det ham pålagt at udføre et monument over Christian 6.—det var færdigt i marmor 1770 og består af en mægtig, med allegoriske relieffer prydet sarkofag, ved hvis endestykker 2 kvindelige figurer, «Sorgen» og «Berømmelsen» er anbragte; det hele er samlet med ikke ringe følelse for dekorativ virkning og i mange enkeltheder smukt modelleret.
Lidt senere overdroges det ham at bidrage til den påbegyndte Frederikskirkes udsmykkelse med en stor mængde kunstværker, ikke mindre end 64 «Figurer» og 30 relieffer foruden flere dekorative ting. Til alt dette fik Wiedewelt, der må have modelleret med ganske overordentlig lethed, skitserne færdige i mindre end et års tid. Til endelig udførelse kom disse arbejder imidlertid ikke, da opførelsen af kirken, som man ved, blev standset, og af skitserne er ikke en eneste bevaret til vore dage.
Udsmykningen i Fredensborg slotshave I 1760 begyndte Wiedewelt at efterkomme en vistnok ikke mindre omfattende bestilling, og det lykkedes ham, selvfølgelig med bistand af talrige medhjælpere, at føre arbejdet til ende i Løbet af næppe længere—måske endog kortere—tid end 8 år. Det er de mangfoldige grupper, statuer og dekorationer af forskellig Art, som endnu står på deres plads i Fredensborg slotshave.
Disse værker er af meget ulige værdi og i forskellig stil, om de end for enkeltfigurernes og endnu mere for figurkompositionens vedkommende gennemgående bærer utvetydigt mærke af den Påvirkning, kunstneren havde været underkastet i Paris. Mindst gælder dette om de kolossale—8 fod høje—draperede siddende kvindefigurer, som danner hovedstykkerne i de 2, hver 62 fod lange, for øvrigt med Våbenskjolde prydede «dekorationer», og som symboliserer Danmark og Norge; her er ro og plastisk holdning og en renhed i linjerne, der peger tilbage over Coustou og hans samtidige og lige mod den oldromerske plastik.
Men de andre figurer og grupper tager sig rigtignok nærmest ud, som om deres ophavsmand aldrig havde set en antik for sine øjne, -- som var de udgåede fra en fransk dekadencekunstners værksted, hvor Gian Lorenzo Berninis indflydelse endnu var den bestemmende. Særlig gælder dette om gruppen, der forestiller Helenas bortførelse, hvor især den oprakte arm med de vidt spredte fingre gør en barok virkning, men også de to andre bortførelsesscener med Flora og med Proserpina så vel som Æneas, der med Anchises og Ascanius forlader Troja, vilde have vakt Winckelmanns dybeste mishag, dersom han, der kaldte Bernini "der grosste Esel unter den Neueren", havde fået dem at se.
Ret tiltalende, især ved det indtryk de gør af virkelig at sove, er de to hvilende drenge; af Årstiderne er Foråret ret smuk i linjerne, men står, som i det hele Wiedewelts statuer, dårlig på benene; de 3 andre er meget tarvelige. Ikke synderlig mere tiltalende er de i dekorationerne indlagte relieffer; Gratierne, der pryder obelisken på øen, er unaturlig tynde og lange og meget flove i udtrykket; bedre og ikke blottet for reminiscenser fra antikken er Vinhøsten, der findes på et Monument champêtre, der som helhed er godt arrangeret. Dette kan overhovedet siges om næsten alle de til samlingen hørende helt eller væsentlig set dekorative arbejder, således om et Monument pittoresque med et ionisk tempel i relief og med en ypperlig anvendelse af ægstave og andre ornamentale led; endnu værdifuldere er de fleste af de mægtige, på firsidede postamenter opstillede vaser med deres fine, antikiserende profiler og stilfulde udsmykning.
Af arbejderne i Fredensborg fristes man overhovedet til at slutte, at Wiedewelts talent væsentlig gik i retning af det ornamentale, og at han vilde have kunnet nå overmåde højt, hvis han havde uddannet sig og virket udelukkende som dekorationsbilledhugger. Den omtalte, for bedømmelsen af Wiedewelts evner og udvikling meget vigtige suite er for øvrigt mærkelig ved at fortælle om det sære tilbagefald til dyrkelsen af den franske Stil, der viser sig hos kunstneren kort efter hans hjemkomst fra Italien.
Senere arbejder af ham viser langt tydeligere end Fredensborgsagerne, at han virkelig har lært noget af at se og tegne efter antikke statuer og relieffer. Man mærker det allerede i 1768, da han tegner en reliefkomposition til titelkobberet foran J. G. Bradts Gjengivelser af Monumenterne i Fredensborg Slotshave; af alle Wiedewelts frembringelser er der vistnok ingen, der røber mere Forståelse af antik komposition, linjeføring og bevægelse end denne tegning.
Direktør for akademiet thumb|300px|Stik af Johan Frederik Clemens efter tegning af Johannes Wiedewelt til pragtudgaven af Peder Paars fra 1772 Wiedewelt, der fra 1761 var professor ved Modelskolen, og som senere opnåede den på hans tid meget høje titel af justitsråd, skal have passet sin lærergerning omhyggelig, endogså efter at han i 1772 var bleven Akademiets direktør. Den kunstneriske virksomhed, han ved siden deraf udfoldede, må kaldes i forbavsende grad omfattende, selv om man, hvad der vel er nødvendigt, forudsætter, at han til de fleste af sine værker—ligesom senere Bertel Thorvaldsen—har nøjedes med selv at gøre en skitse og ladet medhjælperne besørge resten, og at han til "det simplere arbejde", som i rigelig mængde udgik fra hans værksted, kun har leveret en tegning.
Mange bestillinger modtog han på gravmæler, af hvilke en stor del ere spredte omkring i landets kirker, og på sarkofager, hvoriblandt Ludvig Holbergs i Sorø (1779) udmærker sig ved sin rene, monumentale stil og skønne udførelse. Adskillige af disse ting udførtes for privatfolk; i en række af år var det dog mest efter ordrer fra hoffet, han arbejdede.