Tristan og Isolde (tysk: Tristan und Isolde) er en opera (musikdrama) i tre akter af Richard Wagner til en tysk libretto af komponisten, der bygger på en keltisk legende og i vid udstrækning er baseret på et værk af Gottfried von Strassburg. Operaen blev komponeret mellem 1856 og 1859 og havde premiere i München den 10. juni 1865 med Hans von Bülow som dirigent.
Wagners arbejde med Tristan und Isolde var inspireret af hans affære med Mathilde Wesendonck – og af Arthur Schopenhauers filosofi. Værket er en af operarepertoirets klassikere og er præget af en avanceret brug af kromatik, tonalitet og orkestrale farver samt af toner, der ikke er en del af den harmoni, som de øvrige toner skaber på det pågældende sted i musikken.
Musikken var banebrydende, da den blev skrevet; den såkaldte Tristanakkord er den berømteste akkord i musikhistorien. Operaen har haft stor betydning for vestlige klassiske komponister og inspireret bl.a. Gustav Mahler, Richard Strauss, Karol Szymanowski, Alban Berg og Arnold Schönberg. Mange ser Tristan und Isolde som begyndelsen på en bevægelse væk fra konventionel harmoni og tonalitet.Millington, Barry (red.) (1992): Wagner Compendium: A Guide to Wagner's Life and Music. Thames og Hudson Ltd, London. , s. 301.
Tilblivelseshistorie Wagner måtte forlade stillingen som dirigent af Semperoper i Dresden i 1849, da der var udstedt en dommerkendelse på hans anholdelse for deltagelse i opstanden i Dresden. Han forlod sin kone, Minna, og flygtede til Zürich. Der mødte han i 1852 den velhavende silkehandler Otto Wesendonck. Wesendonck blev interesseret i Wagners musik og støttede komponisten økonomisk i flere år. Wesendoncks kone, Mathilde, blev forelsket i komponisten. Selv om Wagner var fuldt i gang med sit arbejde på sin episke Der Ring des Nibelungen, blev han fascineret af legenden om Tristan og Isolde.
Genopdagelsen af den middelalderlige germanske digtning, herunder Gottfried von Strassburgs version af Tristan, Nibelungenlied og Wolfram von Eschenbachs Parzival øvede stor indflydelse på den tyske romantik i midten af det 19. århundrede. Historien om Tristan og Isolde var en romance fra middelalderen og renæssancen. Der findes flere versioner af historien. Den tidligste er fra midten af det 12. århundrede. Gottfrieds version, en "høvisk" udgave af legenden, fik enorm indflydelse på tysk litteratur.Literary Encyclopedia : Tristan og Isolde (også kendt som Tristan og Iseult, Tristan og Isolt, Tristram)
Ifølge Wagners selvbiografi Mein Leben besluttede han at dramatisere Tristan-legenden efter at hans ven, Karl Ritter, havde forsøgt at gøre det. Wagner skrev: "Han havde faktisk gjort en dyd ud af at give plads til de lettere dele af romancen, hvorimod det var dens altgennemtrængende tragedie, der gjorde så dybt et indtryk på mig, at jeg følte mig overbevist om, at det var det, der måtte stå frem, uanset de øvrige detaljer."Wagner, Richard: "Mein Leben". Oversættelse efter den engelske udgave fra Project Gutenberg: http://www.gutenberg.org/dirs/etext04/wglf210.txt. Romancens effekt på Wagner sammen med hans opdagelse af Arthur Schopenhauers filosofi i oktober 1854 hensatte Wagner i en "alvorlig stemning skabt af Schopenhauer, som prøvede at komme til et ekstatisk udtryk. Det var et sådant humør, der affødte ideen til Tristan und Isolde".Wagner, Richard: Mein Leben: Ibid.
Wagner skrev om sin optagethed af Schopenhauer og Tristan und Isolde i et brev til Franz Liszt den 16. december 1854: "Da jeg aldrig i mit liv har nydt den sande kærlighedslykke, skal jeg opføre et monument over denne den dejligste af alle drømme, i hvilken kærligheden fra først til sidst for en gangs skyld skal gøre helt og holdent fyldest. I mit sind har jeg udtænkt en Tristan und Isolde, den enkleste, men dybest tænkelige musikalske ide; med det "sorte flag", der bølger i slutningen, vil jeg dække mig – for at dø".Gutman, Robert W. (1990): Wagner – The Man, His Mind and His Music, Harvest Books. , s. 163.
Ved slutningen af 1854 havde Wagner skitseret alle tre akter i sin opera om Tristan ud fra Gottfried von Strassburgs version af historien. De tidligste bevarede skitser er fra december 1856, men det var først i august 1857, at Wagner begyndte at koncentrere sig fuldt og helt om operaen, og at han lagde Siegfried, som han var i gang med, til side for at gøre det. Den 20. august begyndte han prosaskitsen til operaen, og den 18. december forelå librettoen (eller digtet, som Wagner foretrak at kalde det).Millington, Barry (red.) (1992): Ibid., s. 300. Wagner var på dette tidspunkt flyttet ind i en hytte på Wesendoncks ejendom, hvor han under arbejdet med Tristan und Isolde havde en lidenskabelig affære med Mathilde Wesendonck. Hvorvidt dette forhold blot var platonisk, hersker der fortsat usikkerhed om. En aften i september samme år læste Wagner den færdige libretto til Tristan und Isolde højt for en mindre forsamling, som bl.a. talte hans hustru, Minna, hans muse, Mathilde, og hans fremtidige elskerinde (og senere kone), Cosima von Bülow.
I oktober 1857 var Wagner begyndt at komponere et udkast til første akt. I løbet af november brugte han dog tid på at sætte fem af Mathildes digte i musik, der i dag er kendt som Wesendonck Lieder. Det var et usædvanligt skridt for Wagner, for han komponerede næsten aldrig musik til andres tekster, og han skrev kun sjældent musik til tekster, der ikke var inspireret af et rent dramatisk tema. To af disse lieder skulle senere spille en vigtig rolle for Tristan und Isolde, og Wagner anførte da også, at de var "studier til Tristan und Isolde". I "Träume", en af disse lieder, bruger han et motiv, som bliver til kærlighedduetten i anden akt af operaen, mens "Im Triebhaus" introducerer et tema, der senere blev til forspillet til tredje akt.Millington, Barry (red.) (1992): Ibid, s. 318.
I april 1858 opsnappede Wagners kone Minna et notat fra Wagner til Mathilde, og på trods Wagners protester om, at hun var lagde en "vulgær fortolkning" i budskabet i notatet, anklagede hun først Wagner og derefter Mathilde for utroskab.Gutman, Robert W. (1990): Ibid., s. 180-182. Efter megen elendighed fik Wagner overtalt Minna, der havde hjerteproblemer, til at tage et kurophold, mens Otto Wesendonck tog med Mathilde til Italien. I de to kvinders fravær begyndte Wagner at komponere anden akt til Tristan und Isolde. Luften var imidlertid ikke renset mellem dem ved Minnas tilbagekomst i juli 1858, og den 17. august indså Wagner, at han var nødt til at forlade både Minna og Mathilde og flytte til Venedig.
Wagner beskrev på sine sidste dage i Zürich som "et veritabelt helvede". Minna skrev til Mathilde før afrejsen til Dresden: "Jeg må med blødende hjerte fortælle dig, at du har formået at rive min mand fra mig efter næsten toogtyve års ægteskab. Måtte denne ædle gerning bidrage til din sjælefred, til din lykke".Gutman, Robert W. (1990): Ibid., s. 182.
Wagner færdiggjorde anden akt af Tristan und Isolde under sit otte måneder lange eksil i Venedig. I marts 1859 flyttede Wagner, idet han frygtede at blive udleveret til Sachsen, hvor han stadig betragtedes som en flygtet oprører, til Lucerne, hvor han komponerede operaens sidste akt og færdiggjorde den i august 1859.
Premiere thumb|300px|Ludwig og Malvina Schnorr von Carolsfeld som hhv. Tristan og Isolde. Tristan und Isolde viste sig at være en vanskelig opera at sætte op. Paris, der i midten af det 19. århundrede var operaverdenens centrum, var et oplagt valg. Men efter en katastrofal iscenesættelse af Tannhäuser på operaen i Paris tilbød Wagner i stedet operaen i Karlsruhe at sætte værket op i 1861. Da han besøgte Wiens hofopera for at finde mulige sangere til denne produktion, foreslog ledelsen i Wien imidlertid, at han fik sat operaen op i Wien i stedet. Oprindeligt var tenoren Alois Ander antaget til synge rollen som Tristan, men han magtede ikke at lære rollen. Selv om der blev holdt over 70 prøver mellem 1862 og 1864, var det ikke muligt at få Tristan und Isolde opført i Wien, og operaen fik efterhånden et ry som uopførlig.
Det var først efter, at kong Ludwig 2. af Bayern havde taget Wagner til sig som sin protegé, at de nødvendige ressourcer blev tilvejebragt, så Tristan und Isolde kunne få premiere. Dirigenten Hans von Bülow blev valgt til at dirigere værket på operaen i München – selv om Wagner havde en affære med hans kone, Cosima von Bülow. Selv da måtte den planlagte premiere den 15. maj 1865 udskydes, fordi Isolde, Malvina Schnorr von Carolsfeld, var blevet hæs. Den 10. juni 1865 fik værket endelig sin førsteopførelse: Ludwig Schnorr von Carolsfeld sang rollen som Tristan og Malvina, hans kone, sang Isolde. Tre uger efter den fjerde opførelse, døde Ludwig Schnorr von Carolsfeld pludselig, hvilket førte til spekulationer om, at den fysiske anstrengelse, der var forbundet med partiet som Tristan, havde dræbt hovedrolleindehaveren. Senere opførelser af Tristan und Isolde har også kostet dirigenten Felix Mottl livet i 1911 og Joseph Keilberth i 1968. Begge døde efter at være kollapset under anden akt.
Efter premieren gik der ni år, før Tristan und Isolde blev sat op igen. Det skete i Weimar i 1874. Wagner selv overvågede opførelsen af operaen i Berlin i marts 1876. Operaen blev først opført på Wagners eget teater ved festspillene i Bayreuth efter komponistens død. Cosima Wagner, hans enke, overvågede den første opsætning af Tristan und Isolde i Bayreuth i 1886. Det var en produktion, der blev meget rost. Den første produktion uden for Tyskland fandt sted på Theatre Royal Drury Lane i 1882 med Hans Richter som dirigent. Han dirigerede også de første forestillinger på Covent Garden to år senere. Værket fik amerikansk premiere på Metropolitan Opera i december 1886 under ledelse af Anton Seidl.
Betydning for udviklingen af klassisk musik Partituret til Tristan und Isolde er ofte blevet nævnt som en milepæl i udviklingen af den vestlige kunstmusik.Rose, John Luke i Tristan und Isolde (1981) (Cambridge Opera Handbooks) Cambridge University Press , s. 15. Wagner bruger i hele Tristan und Isolde en mængde "orkesterfarver". Hans anvendelse af harmoni og polyfoni er ligeledes gennemført med en frihed, man sjældent finder i hans tidligere operaer. Den allerførste akkord i operaen, den såkaldte Tristanakkord, er af stor betydning for kunstmusikkens udvikling væk fra traditionel tonal harmoni, da den udvikles til en anden dissonant akkord:Magee, Bryan (2001): The Tristan Chord: Wagner and Philosophy, Metropolitan Books. s. 208.
400px