|250px|thumb|Tróndur í Gøtu, som blev bygget i 2010, er en moderne færøsk trawler, som fisker pelagisk fisk som f.eks. makrel og sild. 250px|thumb|Typisk færøsk trawler i aktion 250px|thumb|Typisk ældre færøsk båd Færøsk fiskeri fik først betydning for det færøske samfund fra midten af 1800-tallet. Før den tid var 68 % af befolkningen beskæftiget med landbrug. Fiskeri var fortrinsvis til eget behov og de fleste færøske huse havde en eller flere færøbåde, og fiskeriet var et nødvendigt supplement til afgrøder, jorden kunne give. Desuden var grindefangst og jagt på sæler og fugle et vigtigt bidrag til fødeindtagelsen. I dag er Færøerne en moderne fiskerination, med en stor flåde af trawlere, vodskibe, mindre langlinefiskebåde, fiskefabrikker og havbrug med laks.
I november 2014 var 1.519 personer beskæftigede i fiskerierhvervet på Færøerne, hvilket svarer til 6,3 % af arbejdsstyrken, mens yderligere 1374 personer, som svarede til 5,7 % af arbejdsstyrken, arbejdede i fiskeforarbejdningsprocesserne.Hagstova.fo - Faroe Islands in figures 2015 (pdf-fil) Dertil kommer beskæftigede i følgevirksomheder som transportfirmaer, skibsværfter, fremstilling af fiskeredskaber med mere.
Fiskeriflåden omfatter ca. 250 fiskefartøjer, der i 2013 fangede i alt 487.200 ton fisk (levende vægt). Til sammenligning kan nævnes, at der i 1990, som var et af kriseårene, blev fisket 269.800 ton fisk. I 2014 blev der fisket 68.000 ton fersk fisk, som blev solgt for 668,8 millioner danske kroner. Samme år blev der indenfor havbrug taget 70.893 ton opdrættet laks.
Fisk udgør ca. 92-95 % af Færøernes eksport, hvor ca. halvdelen kommer fra fiskerierhvervet og halvdelen fra lakseopdræterhvervet. I 2013 udgjorde opdrættet laks 43 % af Færøernes fiskeeksport, når man ser på eksport efter værdi. I 2013 udgjorde bundfisk som f.eks. torsk 13 % af eksportværdien af fisk, mens pelagisk fisk som f.eks. makrel og sild udgjorde 23 % af eksportværdien i 2013.
Øernes afhængighed af fiskeriet er ikke uproblematisk, fordi økonomien er sårbar over for svingninger i fangster og priser på fiskeprodukter. Derfor kan problemer som overfiskning og lave fiskepriser have negativ påvirkning på samfundets udvikling.
Færøsk fiskeris historie Indtil midten af 1800-tallet 1400 Engelske skibe begynder at drive fiskeri ved Færøerne og supplerer fiskeriet med sørøveri og strandhugst. 1528 England indgår en fiskeriaftale med Danmark om, at der årligt kan sendes 150 fiskefartøjer til islandske farvande. Mange af disse skibes besætninger gør sig skyldige i sørøveri og strandhugst, når de anløber Færøerne på rejsen til Island. Ca. 1595 Mellem 200 og 300 mænd på 50 færøske fiskebåde omkommer i april under en nordøsten storm. 1602 Lagtinget klager til Christian IV over de nærgående engelske fiskere, som fisker ganske tæt under land og forhindrer færingerne i at fiske på de gode fangstpladser. De færøske robåde er kun egnet til kystfiskeri. Englænderne bortfører også færøske fiskere og sætter dem bagefter i land tilfældige steder på Færøerne uden hyre. De fisker endvidere sild med drivgarn med et stort udbytte. Da færingerne ikke har kendskab til drivgarnsfiskeri, fanger de ingen sild. To danske krigsskibe sendes til Færøerne for at opbringe de fremmede fiskeskibe. 1623 Engelske fiskeskibe bruger i stigende omfang Funningsfjørður som ankerplads. Et af skibene bringer en smitsom sygdom i land, og en epidemi breder sig på Færøerne. 1624 Af ukendte årsager forsvinder næsten al fisk i en årrække pludselig fra de færøske farvande, og befolkningen klager over, at de skotske fiskere fanger en stor del af de få fisk, der er tilbage. 1680 Statholderen Friedrich von Gabel klager over, at færingerne kun fisker til eget brug og ikke længere vil drive fiskeri, eftersom det bedre kan betale sig for færingerne at forarbejde uld. 1688 Friedrich von Gabel giver ordre til at vagtskibet "Justita" skal opbringe alle fremmede skibe fiskefartøjer, der træffes nærmere end 4 sømil fra de færøske kyster. 1691 Danmark giver tilladelse til, at man skal have lov til at forsvare sig med med fjeldstave, hvalspyd og økser mod fremmede fiskere og sørøveres overgreb. 1718 Fiskeriet slår fejl, men der opstår ikke hungersnød, da der det år fanges ca. 700 grindehvaler. 1755 Suðuroy fritages for fiskeritiende, da det er umuligt at transportere fisken i ordentlig stand den lange vej til Tórshavn. Af samme årsag er øens befolkning henvist til at spise deres fangst selv, da de ikke må handle andre steder end monopolhandelen i Tórshavn. 1772 Den danske købmand i Tórshavn Niels Ryberg får tilladelse til at fiske torsk og sild med sluppen "Færøe" og skonnerten "Jomfru Birgitha". 1788 nedlægges Rybergs handel, og der ingen købere til klipfisk, hvorfor kunsten at tilvirke klipfisken går igen tabt. Færingerne var på det tidspunkt ikke interesserede i at drive havfiskeri med skib. 1779 Engelske og andre fiskefartøjer bjærger ca. 20 robåde og deres mandskab. 1791 Tre mænd fra Hvalvík køber galeasen "de trende Brødre" for at drive havfiskeri ved Færøerne og Island. Dårligt fiskeri bevirker, at skibet bliver solgt til udlandet året efter. 1796 Et selskab til fangst af sej får skabt ordnede forhold omkring fiskeriet i Tórshavn, så flere års stridigheder om fiskeretten ophører. 1804 Monopolhandelen giver befolkningen tilladelse til at sælge fisk enten til handelens takster eller for egen regning sælge den til de højstbydende. 1805 Nólsoyar-Pall eksporterer med sit skib Roynðin Friða blandt andet klipfisk. 1810 Skibe fra Shetlandsøerne er begyndt at fiske på de færøske fiskebanker. I de hundrede år, fiskeriet varede, har de ofte færinger med som mandskab, og deres erfaringer får betydning for det fremtidige færøske havfiskeri. 1813 Kongsbønder får gennemført en lov, der giver dem ret til at tvangsudskrive mandskab til deres både. Loven bliver forhadt af de mindre jordejere, der ikke kan passe deres eget fiskeri ordentligt, og som ikke kan bygge egen båd uden Sysselmandens tilladelse. 1821 Færingerne får lov til at anskaffe sig skibe til havsejlads. 1822 Daniel Joensen fra Suðuroy forsøger havfiskeri med en lille 24 tons skonnert, men fiskeriet går ikke godt. Den 7. juli går skibet ned ved Tórshavn, og en mand omkommer. 1832 En båd fra Syðrugøta med 6 mand om bord undslipper i sidste øjeblik fra sørøvere, der forfølger dem. Samme år oprettes en fond "Fondet for Forulykkedes Efterladte paa Færøerne", hvis midler skal bruges som en hjælp til dem som ved ulykke mister en forsørger.
1850 - 1900 250px|thumb|Sluppen Johanna TG 326, der blev bygget i England 1884 og anvendt til fiskeri fra Vágur fra 1894 til 1972. Fra 1870érne til 1930érne er Vágur sammen med Tvøroyri hovedhavnene for det omfattende havfiskeri ved Island og Grønland I 1856 blev monopolhandelen ophævet, og hermed ophørte Færøernes isolation. Det gamle bondesamfund med den særprægede middelalderkultur afløstes gradvist af et nyt samfund af fiskere, redere og købmænd. Før monopolets ophævelse havde hvalolie, klipfisk og uldvarer været Færøernes vigtigste eksportartikler.
Det vigtigste fiskeri var stortorskfiskeriet (torsk og lange). Dette dybsøfiskeri på fiskebanker, som ofte lå indtil 4 mil fra land, blev tidligere for størstedelen drevet med åbne robåde (om sommeren som regel med en besætning af 4, om vinteren med 8 à 10 mand), som færingerne var mestre i at manøvrere med. Efter handelsmonopolets ophævelse 1856 skete der et stort opsving i fiskerierne således, at den gennemsnitlige værdi af udførsel af fiskeriprodukter (tran undtagen) i årene 1866-70 var 188.200 rigsdaler, mens den 1851-55 kun havde været ca. 31.000 rigsdaler, og denne stigning fortsatte århundredet ud. Et endnu større opsving tog fiskeriet ved indførelsen af drift med dæksbåde: mens der i 1874 kun fandtes 10 sådanne, var tallet i 1902 steget til 85 med en besætning på ca. 1.100 Mand, og det samlede udbytte af fiskeriet var vokset til ca. 1½ millioner kr. årligt. Ifølge fiskeriberetningen var det samlede udbytte af skibsfiskeriet i 1901 817.151 kr (hvoraf 351.901 kr faldt på Syderø Syssel).
Dæksfartøjerne søgte ofte længere bort, om sommeren navnlig ved Islands kyster. Tidligere brugtes til fangsten håndsnøre, en 60-80 favn lang line, i hvis nederste ende fastgjordes en sten eller et blylod, hvorfra tømmen med krogen udgik. Men i midten af 1800-tallet indførtes fra Shetlandsøerne langlinen, en 60 favn lang line, som sattes langs efter bunden, og som på hver favn var besat med kroge, der blev bundet til linen ved tømmer af ca. 2 fods længde. Til en veludrustet båd hørte mange, endog 30-40 sådanne liner, som blev knobet sammen, hvorved en båd kunne dække et ganske betydeligt område. Af andre fisk, der forekom ved kysterne, må nævnes kuller og sej; den sidste var især vigtig, da den fandtes i stor mængde og for en stor del af befolkningen var et vigtigt næringsmiddel. Stortorsken kom derimod i handelen og tilberedtes til klipfisk, idet den blev saltet og tørret på strandklipperne og udført til udlandet, navnlig til Spanien. Det var dog først i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, at klipfisketilvirkningen blev almindelig, og ved århundredeskiftet var klipfisk den vigtigste udførselsartikel. Den fisk, der ikke blev udført, blev tørret usaltet dels på stænger uden på husene, dels i åbne tremmehuse. De engelske trawlere begyndte omkring århundredeskiftet at tilføje navnlig langlinefiskeriet betydelig skade. Fangsten af helleflynder havde tidligere været større end efter, at engelske dampere med deres langliner begyndte at drive dette fiskeri i Færøernes nærhed. Derimod voksede sildefiskeriet efter, at man efterhånden på flere steder begyndte at anlægge fiskehuse til opbevaring af sildene, som tillige kunne afgive en fortrinlig agn til torskefiskeriet. Silden blev fanget med garn inde i fjordene, hvor den kom dels om sommeren (navnlig i juli og begyndelsen af august), dels om vinteren.
Helt frem til århundredeskiftet blev der ikke gjort alvorlige forsøg på at igangsætte et færøsk sildefiskeri ude på det åbne hav. I 1872 blev dog den engelske slup "Fox" købt til fiskeri på dybt vand langt fra de færøske kyster, og man indledte havfiskeri ved Færøerne, Island og senere også Grønland.
Ferskvandsfiskeriet spillede en mindre rolle men omfattede nogen fangst af havørred, der blev fanget om sommeren, når den gik op i elvene.
1900-1945 Friheden, bedre administration og større både fra England betød, at fisk allerede omkring århundredskiftet udgjorde over 90% af den færøske eksport. Med motoriseringen af fiskerflåden kunne man sejle på fjernfiskeri ved Island og Grønland, og de store mængder fisk, der blev landet, gav arbejde til kvinder og børn på land. I 1913 købte Jógvan Frederik Kjølbro i Klaksvík sammen med broderen David sit første skib, "Soli Deo Gloria", en slup, og etablerede derved rederiet og virksomheden J.F. Kjølbro, der blev en af Færøernes største.
I 1915 etableres Færøernes første fagforening, den havde det danske navn "Enigheden" de første sytten år, hvorefter navnet blev ændret til "Fylking" i 1932. Tvøroyri, som var ubeboet før, blev en af Færøernes vigtigste fiskerihavne. Der var flere store rederier, som f.eks. T.F. Thomsen, A/S Mortensen Eft., A/S N.J. Mortensen, P/F Hvítanes, Firma Th. P. Nolsøe á Tanganum, A/S Færøernes Ophalingsbedding, hvor ca. 40 mænd arbejdede og Jørgen Mortensens Smedje. Tvøroyri var blevet Færøernes næststørste havn, næst efter Tórshavn, med 26 skibe svarende til 30 % i 1901 og 41 skibe i 1911, svarende til 29 % af Færøernes samlede fiskeflåde. Omkring århundredeskiftet år 1900 ejede Tórshavn, Tvøroyri og Vágur 80 % af den færøske fiskeflåde.