thumb|right|Skånes regionale flag er rødt med gult kors.
Skåne er det sydligste landskab i Sverige og ligger på den sydligste spids af Fennoskandinavien. Skåne udgør (sammen med cirka (2014)Statistiska centralbyrån: Folkmängd i landskapen den 31 december 2014, hentet 15. marts indbyggere i Halland) ét svensk län med (31. december 2023) indbyggere og indgår i Øresundsregionen. Skåne er Sveriges vigtigste landbrugsområde og en af landets tættest befolkede regioner. De største byer er Malmø, Lund og Helsingborg.
Skåne var indtil 1997 delt i Malmöhus län og Kristianstads län, men styres siden 1997 af Region Skåne, mens Skåne län varetager statens regionale opgaver. Skåne var dansk, tillige med Halland og Blekinge, indtil 1658 (Halland blev dog kontrolleret af Sverige allerede fra 1645). thumb|Det skånske flag.
Landskab
thumb|Kulturgeografisk inddeling. Nåleskov med mørkegrøn, løvskov med lysegrøn, agerland med bleggult, byområder med rødt. thumb|Sognene i Skåne med herreds- og lensgrænser 1865. thumb|Landskapsvy från Skåne. Maleri fra 1889 af Peter Adolf Persson. thumb|Store dele af Skåne består af agerland. Billedet viser rapsmarker ved Svedala. thumb|Skånsk slette med pilehegn en diset dag i april. Ingelstorps enge, i baggrunden Hammars backar nær Kåseberga i det sydøstlige Skåne. thumb|Kopparhatten, en del af Söderåsen. thumb|Skåne har mange lange sandstrande, her ses Sandhammaren.
Skåne udgør det sydligste landskab på den skandinaviske halvø og udgøres i hovedsagen af en halvø beliggende mellem 55° 20′ nordlige breddegrad og 56° 32′ nordlige breddegrad samt mellem 12° 26′ og 14° 35′ ø. l. f. Greenwich. Det grænser mod vest til Kattegat og Øresund, mod syd til Østersøen, mod øst til Østersøen og Blekinge og mod nord til Småland og Halland. Arealet er 11.303 km2, hvoraf 326 km2 er vand.
Længst mod nordvest på grænsen til Halland Bjäre-halvøen at Kattegat, der ligger i forlængelse af Hallandsåsen og finder sin afslutning i den lille ø Hallands Väderø. Mellem denne halvø og Kullens halvø ligger den 24 kilometer lange Skelderviken, som i mundingen er 16 kilometer bred. Syd for Kullen mangler alle dybere indskæringer, og der findes kun et par flade bugter som Lundåkra-bugten syd for i Landskrona, Lomma-bugten nord for Malmø samt Höllvigen, der ligger nord for Falsterbo-halvøen. Denne 10 kilometer lange, fremspringende landtunge fortsættes sydpå i det otte kilometer lange Falsterbo Rev. Til Skåne hører den i Øresund beliggende 7,5 km2 store ø Hven (Ven). Ved Falsterbo bøjer kysten mod øst og danner Kämpinge- og Ystad-bugterne. Den nordlige del af Skånes østkyst udgøres af Hanö-bugten mellem Skåne og Blekinge. Kysten har ved halvøen Lister-landet en dybere indskæring, Saxa-viken. Øst for Åhus findes langs kysten af talrige småholme. Kysten er en flad lavlandskyst. Dog med undtagelse af sydsiderne af Laholms-bugten og Skelderviken, strækningen Helsingborg-Landskrona og Linderödsåsens bratte klint ved Stenshuvud samt kysten rundt Hven. Landskrona er den eneste naturlige havn. Flyvesandsområder og klitter findes ved Falsterbo og Sandhammeren, Skånes sydøstlige odde, samt ved Hanöbugten.
Det skånske terræn er delt i to med en skillelinje fra nordvest mod sydøst. Mod sydvest udgør det et bølget sletteland, der har ligheder med de danske øer. Den nordøstlige del derimod hører snarere til det smålandske højland. Det skånske sletteland afbrydes af en række højdedrag, som er orienterede nordvest-sydøst, og som alle er begrænsede af brudlinjer. De er horste, partier af grundfjeldet, som er skudt op mellem brudlinjerne. I nordvest ligger Hallandsåsen som grænse mellem Halland og Skåne. Åsen deles af to tværdale i tre dele, af hvilke den østlige har Skånes højeste punkt, 206 meter. Mellem Skelderviken og Øresund ligger den 16 kilometer lange og 1-1,5 kilometer brede Kullen eller Kullaberg, som rejser sig 188 meter i vejret. Samme højde har Söderåsen lidt længere mod sydøst. I det østlige Skåne på grænsen mellem Kristianstads og Malmöhus Län hæver sig den 15-30 kilometer brede Linderödsås, som ender i Østersøen ved Stenshufvud nord for Simrishamn. Dens højde er omkring 150-180 meter, men et enkelt punkt når i Svensköps Sogn 196 meter. Mellem Ringsjön og Vombsjön danner den en 100-120 kilometer bred højslette. I det sydlige Skåne hæver sig endelig den 17 kilometer lange og 3-4 kilometer brede Romeleås (Romeleklint), som i nord er 175 meter høj. Det skånske sletteland skæres således i flere stykker. Nordøst for Linderödsåsen ligger Kristianstads-bækkenet med Ivösjön og Hammarsjön. Mellem Linderödsåsen og Romeleåsen breder sig Österslätt, som i syd går over i den bakkede og meget frugtbare Söderslätt omkring Ystad, Sveriges frugtbareste egn. Endelig strækker den vestskånske slette sig vest om Romeleåsen op til Skelderviken.
Skånes vandløb er gennemgående små. Længst mod nordøst danner Skräbeån afløb for den 58 km2 store Ivösjön, der indeholder Ivö (12 km2) og nordfra modtager Holjeån. Størst er Helgeå (193 kilometer), der kommer fra Småland og i syd optager Finjasjöns afløb Almaån. Ved Åhus udmunder den i Østersøen gennem to arme. Yderligere nævnes Lödde å eller Kjeflingeån, der gennemstrømmer Vombsjön og udmunder i Lomma-bugten, Vegeholmsån, der falder i Skelderviken, samt Rönne å, der gennemstrømmer den 43 km2 store Ringsjö og ligeledes udmunder i Skelderviken.Salmonsens Konversationsleksikon, s. 480-481
Geologi
Skånes geologi kan opvise en rigere formationsrække end noget andet sted i Skandinavien. I modsætning til den øvrige skandinaviske halvø har Skåne i det lange tidsrum fra kambrium til kvartærtiden gentagne gange været dækket af havet. De talrige forskydninger og den hyppige forekomst af eruptive dannelser som diabas og basalt vidner om en urolig tilvævelse. Jævnsides og i samme niveau forekommer der lag af uens alder. Brudlinjerne går som regel fra nordvest til sydøst, men det nøjere studium af de geologiske forhold hæmmes ikke lidt ved det mægtige dække af moræneler, der under istiden er udbredt over næsten hele Skåne.
Underlaget er mod nordøst alle vegne grundfjeld og særlig gnejs. Grænsen for grundfjeldet danner en linje fra Skelderviken til egnen nord for Simrishamn indesluttende Söderåsen og Linderödsåsen, men desuden kommer det frem i Romeleåsen samt i Kullen. Kambrisk-siluriske dannelser som kvartsitsandsten (hardebergasandsten), alunskifer, ortoceratitkalk og graptolitskifer forekommer i et par store bælter, der fra egnen mellem Simrishamn og Sandhammeren og fra egnen ved Ystad strækker sig mod nordvest gennem det sydøstlige og mellemste Skåne samt i et mindre parti på sydsiden af Kullen. Triasdannelser (Keuper) som forskelligfarvede lerarter, sandsten og skifer danner undergrunden i egnen mellem Söderåsen og Landskrona, i et bælte syd for Kullen fra Höganäs til Skelderviken samt omkring Löddeåen ved Hoby nord for Lund. Ved boringer er tillige påvist, at triaslagene ligger under de kulførende juralag i det nordvestlige Skåne, det såkaldte rhæt-lias-system. Dette forekommer på fire steder med et areal på cirka 800 km2. Størst udbredelse har det i Helsingborgområdet fra Helsingborg til Skelderviken og Hallandsåsen, og dernæst findes det i Stabbarpområdet ved byen Eslöv samt i Kurremöllaområdet et langt, smalt bælte langs silursystemets grænse fra Våmbsjön til egnen nord for Ystad og endelig i Höörområdet ved landsbyen Höör nord for Ringsjön, hvor den såkaldte höörsandsten findes.
I hele den sydvestlige del af Skåne samt i egnen om Kristianstad hviler moræneleret på kridtdannelser. Skrivekridt er overvejende, men Saltholmskalk og Faksekalk forekommer også; af andre dannelser fra samme periode nævnes sandstenen (Köpinge-sandstenen) fra Ystad og skalgruskalken (Ignabergakalken) og Hannaskogskalken fra Kristianstads-egnen.
Tertiærsystemet er ubetydeligt i Skåne. Ved kysterne findes blokke af tertiær samt rav og forkislede træstykker fra ravpindelagene, men det ligger alt sammen på sekundært leje i morænedannelserne. Derimod findes i et stort tertiært sænkningsfelt omkring Ringsjön vulkanske dannelser, bestående af cirka 70 lave høje og rygge (40-50 meter). De består af prismatiske basaltsøjler. Desuden findes vulkanske bomber, lapilli og aske (tuf på Lilleö i Ringsjön). Tæt ved Klagshamn har man fundet en ringe forekomst af paleocænt grønsandsmergel, det eneste eksempel på faststående tertiære sedimenter på den skandinaviske halvø.
Klima
I modsætning til nordligere egne, men i lighed med Danmark, har Skåne et øklima med forholdsvis varme vintre og ret kølige somre. Middeltemperaturen for juli ligger i Skåne omkring 16-17 °C. I januar ligger temperaturen omkring 0 °C ved kysten og -1 °C i indlandet. (Dog lidt koldere endnu i den aller nordøstlige hjørne). For hele året varierer middeltemperaturen fra straks under 7 til lidt over 8 °C. Øresundskysten er varmest, og det er koldest i nordøst. Den årlige regnmængde, der er størst mod nordvest på grænsen til Halland og mindst ved Falsterbo, ligger mellem 40 og 63 centimeter.
Middeltemperaturer for hver måned og årligt, på otte steder i Skåne (SMHI-stationer) Stationsnummer Stationsnavn Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec Årlig 5223 Falsterbo 0.3 0.0 1.7 5.1 10.1 14.7 16.4 16.4 13.7 10.0 5.7 2.3 8.0 5337 Malmö 2 0.1 0.0 2.2 6.4 11.6 15.8 17.1 16.8 13.6 9.8 5.3 1.9 8.4 5251 Örja 0.0 0.0 2.2 6.1 11.5 15.3 16.5 16.7 13.5 9.4 5.2 2.2 8.2 6203 Helsingborg 0.6 -0.1 2.0 6.0 11.2 15.3 16.7 16.6 13.6 9.9 5.2 1.8 8.3 5343 Lund -0.6 -0.5 2.0 6.0 11.5 15.4 16.8 16.5 13.1 9.1 4.5 1.1 7.9 5353 Hörby -1.6 -1.5 1.0 5.4 10.4 14.4 15.5 15.3 11.9 8.0 3.6 0.1 6.9 5455 Kristianstad -1.0 -1.0 1.4 5.2 10.3 14.7 16.1 15.7 12.3 8.5 4.0 0.6 7.2 6322 Osby -2.2 -2.1 0.6 5.0 10.5 14.4 15.5 14.9 11.3 7.4 2.8 -0.7, 6.5
Falsterbo ligger lige i sydvest, Örja lidt øst for Landskrona, Osby i det "kolde hjørn i nordøst" og Hörby lige midt i Skåne. Malmö2 er den mest centrale af tre stationer omkring byen.Kilde: Den svenske modsvarighed til DMI er SMHI. Af deres side http://www.smhi.se/polopoly_fs/1.2860!ttm6190%5B1%5D.pdf , kan man få navn og "rikets koordinater" for alle meteorologiske stationer i Sverige. Og fra http://data.smhi.se/met/climate/time_series/month_year/normal_1961_1990/SMHI_month_year_normal_61_90_temperature_celsius.txt kan man derefter se middeltemperatur for enhvær station den seneste (ikke løbende) 30-årsperiode, 1961 til 1990, med hjelp af stationsnummer fra den første tabelle. (På DMI's hjemside vises klimat for "København og Nordsjælland" og det grundes på temperaturen i Kastrup lufthavn, 30 meter op i tårnet. Så langt de fledste stede i Hovedstadsområdet er middeltemperaturen højere end DMI skriver. Og især i foråret og efteråret er det åbenbart lidt varmare på Sjælland, da fx bøg, birk og andre træd er grønne langere tid)
Plantevækst
Skånes plantevækst ligner Danmarks. Det går således fint at anvende Dansk flora (Frederiksen m.fl. 2006)Dansk flora (2006), Frederiksen, F, Rasmussen N. F & Seberg O. Gyldendal, 701 pp. til bestemmelse af karplanter. Enkelte karplanter, der findes i Skåne, kendes dog ikke fra DanmarkOlsson, K.-A. m.fl. (red.), 2003. Floran i Skåne. Vegetation och utflyktsmål. Lund. Skåne har som resten af Sverige efter danske forhold store og relativt urørte områder med en varieret flora. Løvskov er fremherskende i de sydlige dele. I de nordlige dele forekommer nåletræer som rødgran (Picea. abies) og skovfyr (Pinus sylvestris) mere almindeligt. Skåne ligger i den nordlige del af egens og bøgens udbredelsesområde. Stilk-eg (Quercus robur) forekommer således hyppigt som enligt træ og i lunde, men egentlige egeskove er sjældne. Derimod er bøgen hyppigt skovdannende, og mellem bøgeskovene breder sig frodige agre, der ved diger og pilehegn er delte i lodder. Som et typisk eksempel på den tidligere natur i det vestlige og sydlige Skåne kan nævnes den urørte skov Dalbyhage eller Dalby Söderskog, en lille fredskov på 38 hektar 10 kilometer sydøst for Lund.
Befolkning