En stat er en politisk og retlig enhed, der udøver offentlig myndighed over en befolkning inden for et bestemt territorium. En stat, der har den øverste myndighed inden for sit territorium og er selvstændig i forhold til andre stater, betegnes som en suveræn stat eller selvstændig stat. I folkeretten kendetegnes en stat almindeligvis ved, at den har en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.
Indadtil består staten af de politiske, retlige og administrative institutioner, der fastsætter og håndhæver en retsorden inden for dens territorium. Staten adskiller sig fra regeringen, der varetager den politiske ledelse, men kan udskiftes, uden at staten dermed ophører. Statens grundlæggende funktioner omfatter opretholdelse af retsordenen, beskyttelse mod ydre angreb og organisering af de myndigheder, der lovgiver, administrerer og træffer retlige afgørelser.
Begrebet stat må skelnes fra nation. En nation er et fællesskab af mennesker, der opfatter sig som knyttet sammen gennem eksempelvis historie, kultur, sprog eller national identitet, mens staten er en politisk og retlig organisation. En nation kan derfor eksistere uden at have sin egen stat, og en stat kan omfatte flere nationer. Statens territoriale organisering kan blandt andet have form af en enhedsstat eller en forbundsstat, mens dens politiske organisering kan beskrives gennem dens statsform, regeringssystem og politisk regime.
Den moderne suveræne territorialstat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode. Den suveræne territorialstat blev efterhånden udbredt til resten af verden og blev gennem afkoloniseringen efter 2. verdenskrig den dominerende politiske organisationsform i det internationale system. Staters politiske eksistens er efter den deklaratoriske opfattelse ikke afhængig af andre staters anerkendelse, men anerkendelse har stor praktisk betydning for diplomatiske forbindelser og deltagelse i internationale organisationer.
Definition
Folkeretlig definition
I folkeretten betegner en stat en enhed, der kan være bærer af internationale rettigheder og forpligtelser. De almindeligt anvendte kriterier for statsdannelse fremgår af artikel 1 i Montevideo-konventionen fra 1933. Herefter skal en stat have en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.
En stats politiske eksistens er efter konventionens artikel 3 uafhængig af, om den anerkendes af andre stater. Anerkendelse har dog betydning for statens mulighed for i praksis at indgå diplomatiske forbindelser og deltage i det internationale samfund.
Statskundskabelig definition
I statskundskaben forstås staten som det samlede system af politiske, retlige og administrative institutioner, der udøver offentlig myndighed inden for et bestemt territorium. Staten fastsætter og håndhæver den gældende retsorden og råder over de myndigheder, der kan gennemtvinge dens beslutninger.
Staten må i denne betydning skelnes fra den til enhver tid siddende regering. Regeringen leder staten politisk og kan udskiftes som følge af valg, parlamentariske forhold eller andre politiske forandringer, mens staten og dens grundlæggende institutioner består.
Statens bestanddele
En stat forudsætter et territorium, en befolkning og en organiseret offentlig myndighed. Disse bestanddele danner tilsammen grundlaget for statens udøvelse af magt og dens optræden som selvstændig enhed i forhold til andre stater.
Territorium
Statens territorium er det geografiske område, inden for hvilket dens myndigheder udøver offentlig magt. Territoriet afgrænser dermed statens retsorden og myndighedsområde i forhold til andre stater.
Befolkning
Befolkningen består af de mennesker, der er fast bosat på statens territorium. Den kan omfatte én eller flere nationer samt nationale, sproglige, religiøse og etniske mindretal. Der kræves ikke en bestemt befolkningsstørrelse, for at en politisk enhed kan udgøre en stat.
Offentlig myndighed
Staten skal have en organiseret offentlig myndighed, som kan fastsætte og håndhæve en retsorden. Denne myndighed udøves gennem statens politiske, administrative og retlige institutioner, herunder regering, forvaltning og domstole.
Suverænitet
Suverænitet betegner statens øverste myndighed inden for dens territorium og dens selvstændighed i forhold til andre stater. Der sondres almindeligvis mellem intern suverænitet og ekstern suverænitet.
Den interne suverænitet består i statens myndighed til at fastsætte og håndhæve en retsorden over for befolkningen og institutionerne inden for dens territorium. Den eksterne suverænitet indebærer, at staten ikke er underordnet en anden stat, og at den kan indgå forbindelser med andre stater.
Efter Montevideo-konventionen er alle stater juridisk lige, uanset forskelle i blandt andet størrelse, befolkning og politisk eller økonomisk magt. Konventionen fastslår desuden, at en stats politiske eksistens ikke afhænger af andre staters anerkendelse.
Stat og nation Begreberne stat og nation anvendes undertiden som synonymer, men betegner forskellige fænomener. Staten er en politisk og retlig organisation med myndighed over et territorium og en befolkning, mens nationen er et fællesskab, hvis medlemmer opfatter sig som forbundet gennem blandt andet historie, kultur, sprog eller national identitet.
Statens grænser og nationens udbredelse er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende. En nation kan være fordelt på flere stater eller eksistere uden sin egen stat, mens en stat kan rumme flere nationer. Kurderne nævnes ofte som eksempel på en nation uden en selvstændig stat.
En nationalstat er en stat, hvor statsgrænserne i vid udstrækning svarer til en nations udbredelse. Fuldstændigt sammenfald mellem stat og nation forekommer dog sjældent, og betegnelsen anvendes også om stater med en dominerende nation og nationale mindretal.
thumb|Kort over verdens enhedsstater (blå) og forbundsstater (grønne).
Territorial organisering
Stater kan efter deres territoriale organisering navnlig opdeles i enhedsstater og forbundsstater. Denne klassifikation angår fordelingen af myndighed mellem centrale og regionale politiske niveauer og må ikke forveksles med statens statsform.
Enhedsstat
I en enhedsstat ligger den grundlæggende statsmagt hos centralmagten. Regioner, kommuner og andre lokale myndigheder kan have et omfattende selvstyre, men deres beføjelser er fastlagt af centralstaten og kan som udgangspunkt ændres af denne. Danmark og Frankrig er eksempler på enhedsstater, selv om graden af decentralisering er forskellig.
Forbundsstat
En forbundsstat eller føderation består af flere delstater, der er forenet under en fælles forbundsforfatning. Forfatningen fordeler myndigheden mellem forbundsstaten og delstaterne, som har egne politiske institutioner og beføjelser, der ikke ensidigt kan ophæves af forbundsmyndighederne. USA, Tyskland, Schweiz og Canada er eksempler på forbundsstater.
Statsforbund
Et statsforbund eller en konføderation er en løs politisk union mellem selvstændige stater. Statsforbundet kan have fælles politiske institutioner, men den suveræne myndighed ligger fortsat hos medlemsstaterne. Statsforbundet udgør derfor ikke én samlet stat på samme måde som en forbundsstat.
thumb|Ambrogio Lorenzettis allegori over den gode regering fra 1338–1339 fremstiller regeringen og dens dyder som personificerede skikkelser.
Historisk udvikling
Politiske samfund med territorium, befolkning og organiserede myndigheder har eksisteret siden oldtiden. De græske bystater og det romerske rige udviklede politiske og retlige institutioner, men adskilte sig fra den moderne territorialstat. I den antikke politiske filosofi behandlede blandt andre Platon og Aristoteles spørgsmål om politiske institutioner, borgerskab og forskellige forfatningsformer.
I middelalderens Europa var den politiske myndighed ofte fordelt mellem konger, fyrster, byer, kirkelige institutioner og kejsermagten. De politiske enheder havde derfor ikke nødvendigvis den entydige territoriale afgrænsning og centraliserede myndighed, som kendetegner den moderne stat.
thumb|Ratifikationen af Münstertraktaten i 1648, malet af Gerard ter Borch. Den Westfalske Fred regnes ofte som en milepæl i udviklingen af det moderne europæiske statssystem.
Den moderne territorialstat
Den moderne stat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode, efterhånden som de centrale herskere opbyggede mere varige administrative, retlige og militære institutioner. Samtidig blev begrebet suverænitet udviklet af blandt andre Jean Bodin og Thomas Hobbes som betegnelse for den øverste politiske myndighed inden for et territorium.
Den Westfalske fred i 1648 betragtes ofte som en vigtig milepæl i udviklingen af det europæiske statssystem, fordi den bidrog til at befæste forestillingen om territorialt afgrænsede og indbyrdes selvstændige politiske enheder. Udviklingen af den moderne stat var dog en langvarig proces, der både begyndte før og fortsatte efter 1648.
Nationalstaten
Fra slutningen af 1700-tallet blev forestillingen om staten i stigende grad forbundet med idéen om folkelig suverænitet og med udviklingen af nationalismen. Den politiske nation blev betragtet som grundlaget for statens legitimitet, og forestillingen om, at statens og nationens grænser burde være sammenfaldende, fik stor betydning for dannelsen af nationalstater i Europa i løbet af 1800-tallet.
Udviklingen indebar dog ikke, at alle stater blev nationalt ensartede. Mange statsgrænser omfattede fortsat flere nationale, sproglige eller etniske grupper, mens andre nationer forblev fordelt mellem flere stater eller uden en egen stat.
thumb|FN's Generalforsamling er et centralt forum for verdens stater i De Forenede Nationer.
Det globale statssystem
Det europæiske statssystem blev gennem kolonisering og international handel udbredt til andre dele af verden. Efter 2. verdenskrig blev princippet om staters suveræne lighed og politiske uafhængighed grundlæggende for De Forenede Nationer.
Afkoloniseringen medførte derefter oprettelsen af et stort antal nye, selvstændige stater i Afrika, Asien, Caribien og Stillehavsområdet. Siden FN blev oprettet i 1945, har mere end 80 tidligere kolonier opnået selvstændighed. Herved blev den suveræne territorialstat den dominerende politiske organisationsform i det internationale system.
Statens funktioner
Statens grundlæggende funktion er at fastsætte og håndhæve en retsorden inden for dens territorium. Hertil hører opretholdelse af den indre orden, beskyttelse mod ydre angreb samt organisering af de myndigheder, der kan lovgive, administrere og træffe retlige afgørelser. Staten finansierer sin virksomhed gennem blandt andet skatter og afgifter.
Omfanget af statens øvrige opgaver varierer historisk og mellem forskellige politiske systemer. Forestillingen om en natvægterstat begrænser statens opgaver til navnlig retsorden, politi, forsvar og beskyttelse af ejendomsretten. I en velfærdsstat varetager staten desuden omfattende opgaver inden for blandt andet social sikring, sundhed og uddannelse.
Statens opgaver og institutioner må ikke forveksles med dens politiske regime. Både demokratiske og autoritære stater kan have omfattende administrative institutioner, men de adskiller sig med hensyn til, hvordan den politiske magt erhverves, udøves og kontrolleres.
Retsstaten
En stat er ikke nødvendigvis en retsstat. De grundlæggende kriterier for at være en stat stiller ikke krav om demokrati, magtadskillelse eller beskyttelse af borgernes rettigheder. Retsstatsprincippet angår derimod de retlige begrænsninger for, hvordan statsmagten kan udøves.