thumb|Allierede landgangsbåde på vej mod Normandiets kyst, 6. juni 1944
Operation Overlord var kodenavnet for de Vestallieredes invasion af Normandiet i 2. verdenskrig. Operationen havde til formål at trænge tyskerne ud af et område i Nordfrankrig, som derefter kunne bruges som basis for befrielsen af Frankrig og det øvrige Nordvesteuropa. Operationen omfattede dels selve landgangen i Normandiet den 6. juni 1944 (Operation Neptune) og de følgende operationer indtil udgangen af august, hvor de allierede arméer havde befriet Paris og de tyske hære havde trukket sig tilbage over Seinen.
For at lette presset på den Røde Hær på Østfronten havde Josef Stalin presset på for at få de Vestallierede til at åbne en Anden front i Vesteuropa. På Teheran-konferencen i november 1943 besluttedes det at gennemføre landsætninger i Nord- og Sydfrankrig (Operation Overlord og Anvil).
Det overordnede mål ved planlægningen af Operation Overlord var at skabe et brohoved i Frankrig, som var tilstrækkelig stort til at det kunne danne grundlag for en generobring af Frankrig. I Den forbindelse var det vigtigt at erobre Caen, hovedbyen i Normandiet, som samtidig var områdets trafikale knudepunkt. Cherbourg havde områdets vigtigste dybvandshavn, og ville således være vigtig i forbindelse med opbygningen af de allierede styrker i området. Endelig var det vigtigt at få kontrol over Saint-Lô og Avranches, som ville åbne vejen for erobring af Bretagne og give adgang til de franske sletter.
I landgangen deltog soldater fra Storbritannien, USA, Canada, Polen, Frankrig, Tjekkoslovakiet og en række andre lande. I 2014 blev Danmark langt om længe officielt anerkendt som et af de allierede lande på grund af de ca. 800 danske sømænd der deltog i operationen. Ved selve landgangen og ved den efterfølgende opbygning af de allieredes styrker i Frankrig blev der indsat en enorm armada af skibe, som bragte tropper og forsyninger til Normandiet. Under operation Overlord blev der også indsat et meget stort antal kampfly til at sikre luftherredømmet over slagmarken og til at nedkæmpe tyske enheder på slagmarken eller på vej til slagmarken.
Ved kysten havde tyskerne opført den såkaldte Atlanterhavsvold, som skulle dæmme op for de allieredes landgang. Volden strakte sig fra Norge til Pyrenæerne, men var stærkest udbygget omkring Pas-de-Calais, hvor tyskerne var fast overbeviste om at landgangen ville finde sted.
Efter landgangen i Normandiet – operation Neptune – forsøgte de allierede at udvide deres brohoveder. I den vestlige del af invasionsområdet blev de kraftigt generet af det svært gennemtrængelige bocage-landskab, mens tyskerne indsatte deres elitekampvognsenheder i den østlige del omkring Caen. I slutningen af juni blev Cherbourg erobret, men tyskerne havde forinden ødelagt havnen, så der gik måneder inden den kunne anløbes af større skibe. Midt i juli erobrede briterne Caen og amerikanerne erobrede Saint-Lô, som i operation Cobra blev udgangspunkt for det allierede gennembrud af de tyske stillinger. Herefter befriedes først det meste af Bretagne hvorefter de amerikanske styrker svingede syd om den tyske front, så der dannedes Falaise-lommen. Det lykkedes hovedparten af de tyske styrker at bryde ud af omringningen ved Falaise, men hovedparten af deres tunge våben gik tabt og de måtte hastigt trække sig tilbage over Seinen. Den 25. august nåede de allierede frem til Paris, hvor indbyggerne havde indledt en opstand nogle dage i forvejen, og ved udgangen af august beherskede de allierede området mellem floderne Loire og Seinen.
Operation Overlord var fra begge sider kendetegnet ved militærteknologiske fornyelser. Desuden spillede områdets landskab og natur en stor rolle. En storm ødelagde f.eks. den ene af de to midlertidige Mulberry-havne, som de allierede havde bygget ved kysten.
Efter krigen blev der etableret krigerkirkegårde, mindesmærker og museer i området af de implicerede i operationerne. Operation Overlord er også blevet beskrevet i en lang række bøger, film og spil.
Baggrund og den allierede planlægning Det Frie Frankrig og situationen i det besatte Frankrig thumb|General de Gaulle og General Mast i Tunis (1943)
Samtidig med Frankrigs kapitulation den 25. juni 1940 grundlagde den franske general Charles de Gaulle komiteen France libre i London og blev leder af de Frie franske styrker og "den nationale forsvarskomite". Det medførte at de Gaulle blev dømt til døden for højforræderi af krigsrådet i Vichy-regeringen i august 1940.
De fleste lande anerkendte Vichy-regeringen under marskal Philippe Pétain som Frankrigs legitime regering. Winston Churchill bestræbte sig i starten på at komme diplomatisk overens med Vichy-regeringen, men støttede samtidig de GaulleWinston Churchill indgik den 7. august 1940 en militæraftale med Charles De Gaulle og hans France Libre og angreb i Operation Catapult den franske eskadre, som under kommando af Petains marineminister admiral François Darlan lå for anker ved byen Oran i Algeriet. Herved blev mange franske søfolk dræbt, og forholdet mellem Storbritannien og Frankrig kølnedes kraftigt.
Adskillige franske kolonier, fortrinsvis i Afrika, heriblandt Cameroun og Tchad sluttede sig til de Gaulles Frie Franske. Fra 1942 fulgte Diego Suarez på Madagaskar og Dakar i Fransk Vestafrika efter. De Gaulle sørgede for, at Frankrig var repræsenteret på de forskellige allierede fronter med enheder fra de Frie franske styrker. Hertil kom, at han inspirerede og støttede den Franske modstandsbevægelse ved hjælp af Colonel Passy, Pierre Brossolette og især Jean Moulin.
Om den tyske besættelse sagde den franske kvinde Marie-Louis Osmond, som boede i byen Périers:
USA's indtræden i krigen, de første planer for en invasion og prøven ved Dieppe Den 7. december 1941 angreb japanerne den amerikanske flådebase Pearl Harbor, og kort efter erklærede Tyskland USA krig. Selv om ophidselsen over det pludselige japanske angreb var stor i den amerikanske offentlighed vedtog regeringerne i Washington og London at følge Europa først strategien, dvs. at nedkæmpelsen af Tyskland havde førsteprioritet. Derudover skulle invasionen forhindre, at den Røde Hær trængte for langt mod vest.
Allerede umiddelbart efter evakueringen fra Dunkerque i juni 1940 begyndte briterne at undersøge de franske kyster for at finde frem til om de var brugbare ved en invasion. Frømænd hentede jordprøver fra strandene, og der indsamledes feriebilleder, så man kunne lære så meget som muligt om de kystnære områder. Normandiet var en af de mere lovende muligheder. Da området lå forholdsvis tæt på Storbritannien skulle invasionsstyrken og de efterfølgende forsyninger sejles forholdsvis kort, og Normandiet var indenfor de britiske jagerflys aktionsradius, så det var muligt at sikre angrebsstyrkerne mod angreb fra luften. Det forholdsvis flade land lod til at være egnet til en hurtig fremrykning og gjorde det muligt at lande med svævefly. De tyske styrker i fæstningsanlæg var svagere end ved Pas-de-Calais og Cherbourgs havn havde tilstrækkelig kapacitet til at kunne håndtere landsætning af store forstærkninger og forsyninger.
Efter starten på Operation Barbarossa – det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 begyndte Stalin allerede i juli 1941 at kræve, at briterne skulle etablere en 2. FrontDette skete i Stalins første meddelelse til Churchill den 18. juli 1941 . Dette skurrede i mange britiske ører, i betragtning af at Stalins Sovjetunionen helt indtil det tyske angreb havde leveret olie og andre forsyninger til Tyskland, til brug for nazisternes krigsførelse mod Storbritannien.
Konkrete invasionsplaner begyndte først at blive formuleret i 1942 og gav anledning til store diskussioner mellem briterne og amerikanerne. Disse indledtes allerede ved Arcadia-konferencen mellem den britiske og amerikanske generalstab, som blev afholdt i Washington mellem den 22. december 1941 og den 14. januar 1942. Briterne med premierminister Winston Churchill i spidsen gik ind for, at man skulle indlede angrebet i udkanten af det tyske magtområde, da man herved gjorde det dyrt og besværligt for tyskerne at bringe forsyninger frem, så der var en rimelig chance for, at de kunne besejres. Amerikanerne derimod gik ind for, at man hurtigt skulle landsætte en styrke i Frankrig og sigte mod at rykke frem mod Berlin. Denne løsning var briterne ikke tilhængere af, da de var bange for, at det hurtigt ville udvikle sig til en skyttegravskrig, som i 1. Verdenskrig, da det ville være forholdsvis let for tyskerne at indkredse de forholdsvis små styrker, som de allierede kunne indsætte på daværende tidspunkt.
Fra starten af stod det imidlertid fast, at der på et tidspunkt skulle foretages en landgang i Nordvesteuropa, ligesom de allierede skulle sikre sig herredømmet i Middelhavet. Hermed ville især briterne også sikre sig, at Sovjetunionen ikke trængte for langt ind i Mellemeuropa. Der blev udarbejdet to indledende planer, Operation Sledgehammer som gik ud på en invasion i 1942 og Operation Roundup, som gik ud på en noget større invasion i 1943.
thumb|Brændende britisk landgangsbåd på stranden ved Dieppe
De allierede planlagde desuden et angreb på den franske havneby Dieppe. Formålet med angrebet var først og fremmest at finde ud af, om det var muligt at erobre og holde en havn på det europæiske fastland i en kortere periode. Samtidig skulle der indsamles informationer, og de tyske besættelsesstyrkers reaktion skulle analyseres. Denne Operation Jubilee var foreslået af admiral Lord Louis Mountbatten, chef for Combined Operations, og blev gennemført den 19. august 1942. Angrebet blev i overvejende grad foretaget af canadiske tropper, og udviklede sig til noget nær en katastrofe. Operationen kostede ca. 1.000 soldater livet, og 2.500 blev taget til fange, men herefter stod det klart, at den af Josef Stalin krævede 2. front ikke kunne etableres i 1942, men angrebet på Dieppe havde også været lærerigt, og det kom den senere operation Overlord til gode.
Den tyske hær havde tab på mindst 311 døde og 280 savnede ved operationen, og den tyske propaganda prøvede at fremstille det allierede raid som en fejlslået invasion.
Churchill havde allerede i foråret 1942 besluttet, at der først skulle gøres landgang i Nordafrika. Da de allierede kun havde forholdsvis få tropper og landgangsbåde til rådighed var det på dette tidspunkt umuligt at gennemføre en invasion på det europæiske fastland. Planerne om invasionen i Nordafrika stødte på massiv modstand fra Sovjetunionen og i første omgang var de amerikanske stabschefer heller ikke tilhængere af planen. Churchill endte dog med at få sin vilje.
Planlægning af invasion i 1943 På Casablanca-konferencen i januar 1943, efter den vellykkede invasion i Nordafrika nåede de britiske og amerikanske stabschefer (Combined Chiefs of Staff) frem til, at forberedelserne til Operation Roundup ikke kunne afsluttes inden midten af august. Dermed var det ikke muligt at indlede invasionen før i efteråret 1943, hvilket betød, at Roundup ikke kunne understøtte den sovjetiske sommeroffensiv. Landgangen på Sicilien blev derfor fremskyndet og invasionen af Vesteuropa blev udskudt til 1944, idet briterne dog forbeholdt sig muligheden for at etablere et mindre brohoved i slutningen af 1943. Derudover blev det besluttet at nedkæmpe det tyske Luftwaffe ved luftangreb allerede i 1943 og derefter indlede en større bombeoffensiv, som skulle forberede landgangen i 1944. Nedkæmpelsen af det tyske luftvåben blev først og fremmest mulig, da de meget hurtige og langtrækkende amerikanske Mustang jagerfly blev til rådighed i stort tal.
På den britisk-amerikanske Trident-konference i maj i Washington lagde Churchill og Roosevelt sig fast på, at invasionen skulle ske i maj 1944. Stalin blev først efterfølgende informeret om, at der ikke ville komme en invasion i 1943. På Quadrant-konferencen i august i Quebec blev de første detaljerede planer for Operation Overlord lagt frem.
Operation Skyscraper