thumb|200px|Romersk bronzeskulptur, fundet på Öland Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt førromersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men er blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).
Navnet skyldes, at der i Skandinavien mange steder er fundet tegn på en stor import fra Romerriget, fx er der fundet et stort antal amforaer og krukker, som normalt blev brugt til varetransport. Dertil er der også fundet luksusprodukter som glasbægre, bronzefigurer og udsmykkede metalvarer. For første gang optræder der fx spillebrikker i fund fra det nordiske område. En anden vigtig varekategori var romerske våben, fx optræder de i store mængder i de våbenofringer der kendes fra perioden. En vigtig vare fra Norden til Romerriget har været uld fra såkaldte udegangsfår; det er specielt vandskyende og var været brugt af de romerske soldater, der var udstationeret i det fugtigere klima ved Rhinen.Ilkjær (2000), s. 145
Perioden var urolig. Flere store fund af sådanne ofringer af krigsbytte er en afspejling af politiske begivenheder der rakte langt ud over landsbyfællesskabet og lokalområdet. Disse fund viser at regulære hære blev samlet og at der blev dannet alliancer mellem nabofyrster som blev opretholdt over flere årtier. Studier af fundene har vist at angriberne ligeledes bestod af alliancer mellem nabofyrster, og der tegner sig et billede af forbund i Sydnorge, Østsverige om Mälaren og et stort bestående af Jylland, Fyn, Sjælland og Sydsverige.Ilkjær (2000), s. 144
Efterhånden mistede Romerriget gradvist sin dominans i de vestlige provinser og nabofolkeslag, herunder mange germanske, begyndte at gennemføre flere og flere plyndringstogter ind i romersk territorium, for til sidst at tage magten i store landområder. Denne periode betegnes normalt som Folkevandringstiden.
Ældre romersk jernalder (1-150/160 e.v.t.) Romersk jernalder angiver den store indflydelse som Romerriget udøvede i det sydlige Skandinavien. I slutningen af keltisk jernalder var Romerriget blevet udvidet mod nordvest frem til Rhinen og efterhånden også til Britannien. Forsøgene på yderligere udvidelse mod nord mislykkedes imidlertid, og i stedet indtrådte en ustabil fred, hvor Romerriget forsøgte at opnå tryggere tilstande i sine grænseområder ved diplomati i form af gaver og venskabsalliancer med germanske stormænd. Dette fredsfremstød gav efterhånden også germanske stormandssønner mulighed for at tjene i den romerske hær og opnå romersk borgerskab. Skønt disse vilkår først og fremmest var rettede mod de grænsenære områder, bredte deres virkninger sig efterhånden også til fjernere dele af Germanien, herunder Sydskandinavien. Foruden materielle goder afspejledes disse forbindelser sig efterhånden på anden måde, således ved udviklingen af et særligt germansk skriftsprog, futharken eller runealfabetet.
Sociale forhold I ældre romersk jernalder var Jylland tydeligvis fortsat opdelt i stammeområder, der manifesterede sig i den materielle kultur. Således havde de enkelte stammer deres egen keramik og dekorationer: jyderne lod deres lerkar dekorere med mæandermønstre, varinerne med flere vandrette furer på overdelen og kamornamentik på underdelen og anglerne med udfyldte trekander. Overlapninger i udbredelsen kan skyldes folkeforskydninger, ægteskabsforbindelser eller at pottemagerne var mobile.Ethelberg (2017), s. 18 Også husene udviste forskelle. Anglerne udviklede en særlig hustype kaldet Osterrönfeld-huse bestående af tre rum. I den vestlige ende med beboelse var de tagbærende stolper sat i to rektangulære moduler. I den østlige ende med stald blev de tagbærende stolper sat tættere, så at de kunne indgå i konstruktionen af båseskillerum. Længst mod øst lå laden. Nogle huse udviser modsat rækkefølge.Ethelberg (2017), s. 19 Bebyggelsen forekom både som landsbyer og enkeltgårde. Socialt synes varinerne, bedømt på udbredelsen af grave med romerske metalkar, at have været opdelt i syv nogenlunde lige store områder med hver sin stormand. Med hensyn til grave synes store gravpladser med omkring 100 grave at have været sjældne, det almindeligste synes at være gravpladser med 10-30 grave. Mange af gravene rummer våben, formentlig krigeres personlige ejendom som fulgte dem i graven. Der forekom både brandgrave og jordfæstegrave.Ethelberg (2017), s. 20 Nord for Slien var gravpladserne i brug til omkring år 400 e.v.t., hvorefter de brat ophører. Syd for Slien fortsætter gravpladserne med at være i brug indtil midten af 500-tallet. Allerede i løbet af første århundrede falder antallet af våbengrave markant. I de formodede angliske grave findes romerske importvarer fortrinsvis i kvindegrave, sammen med guldberlokker og filigranperler. Derved adskiller disse grave sig fra, varinernes i nord. Omtrent på samme tid synes Thorsberg Mose i den nordlige del af kommunen Sønder Brarup, at udvikle sig til et vigtigt offersted. Udviklingen er tolket således, at der i Angel er udviklet et centralt styret rige. På grundlag af gravskik og lerkardekoration har man kunnet inddele Jylland i fem større områder, der opfattes som stammeområder.Ejstrud og Jensen (1998), s. 14 En inddeling i stammer i Jylland findes også i samtidige romerske kilder som Tacitus og Ptolemaius.
Et andet billede tegner sig for de danske øer: her findes kun et enkelt rigdomscenter, Hoby på Lolland, ingen spor efter forsvarsanlæg men spor efter et par våbenofringer, i Vimose på Fyn. På Fyn er de fleste grave i ældre romersk jernalder brandgraveJensen (2003), s. 308, dog med undtagelser: et par rige kvindegraveJensen (2003), s. 304-308 samt krigergave med våben på Langeland, dateret til tiden mellem Kristi fødsel og 100 e.v.t. På Sjælland mangler krigergrave men til gengæld er kvindegravene rige på gravgods.Jensen (2003), s. 311 På Bornholm dominerer brandgrave men endvidere findes på Slusegård ca. 45 bådgrave.Jensen (2003), s. 321 Forholdene peger imod en klar forskel mellem Jylland på den ene side, øerne på den anden og endelig Bornholm.
Tidens dynamiske økonomiske og politiske udvikling har sikkert også sat sit præg på de germanske samfund. Det er sandsynligt, at sociale forhold med dertil hørende næringsmæssig specialisering er blevet mere udpræget. Samfundet har været socialt lagdelt med høvdinge og handlende, krigere, særlige håndværkere som smede, pottemagere, vævere, måske tømrere og snedkere samt naturligvis bønder, desuden søfolk og andre. Eksempelvis har pottemagere udviklet deres kunst ved brug af stempeldekorationer med fodaftryk, cirkler, hjulkors, rosetter og andre figurer.Jensen (2003), s. 274-277 Endvidere har de fremstillet ildbukke, der har stået som støtter ved ildstederJensen (2003), s. 267 og store lerkar, der kan have være brugt enten som kornbeholdere eller som ovne.Jensen (2003), s. 268 HøvdingeJensen (2003), s. 301 og krigere samt ryttereJensen (2003), s. 292-298 afspejles i gravene, hvor de er begravede med dertil passende udstyr. Også tekstilkunsten afspejles i gravene. Dragterne var sammensatte med halstørklæder, skørter med mere med indvævede dekorative mønstre.Jensen (2003), s. 324-330
Stormanden i Hoby thumb|400px|Kopi af Hobybægrerne på Museum Lolland-Falster.
En tidlig høvding med internationale forbindelser afspejles i et gravfund i Hoby på Lolland. Den gravlagte var en midaldrende mand, formentlig en stedlig stormand, og i graven fandtes et omfattende rigt romersk drikkeudstyr bestående af drikkebægre af sølv og en bakke, et fad, en kande, en kasserolle og en spand alle af bronze.Hedeager (1988), s. 145 I bunden på det ene sølvbæger er indridset navnet "Silisius". Dette var navnet på militærkommandanten i Øvre-Germanien med sæde i Mainz i årene 14-21 e.v.t. Forudsat at dette er rigtigt, har udstyret været tolket som udtryk for en ændret romersk politik efter varusslaget år 9 e.v.t. hvor romerne led en alvorligt nederlag ved slaget i Teutoburgerskoven og mistede 25-30.000 mandStorgaard (2003), s. 110: i stedet for at forsøge at underlægge sig germanerne har man valgt at købe deres venskab og støtte ved at give dem gaver.Hedeager (1988), s. 180Storgaard (2003), s. 112 Foruden Hoby-graven kendes en række fund af romerske genstande "af usædvanlig høj kvalitet", der alle dateres til tiden mellem 1 e.v.t. og 40 e.v.t. og som er beliggende ved Ringkøbing Fjord, i Limfjorden, langs den østjyske kyst, det vestlige Fyn og Lolland-Falster. Blandt disse er en officersdolk fra Hedegård ved Horsens.Madsen (1997), s. 5-9 Beliggenheden af disse fund antyder en mulig romersk ekspedition med diplomatisk formål.Storgaard (2003), s. 111 Hvis dette er tilfældet, kan det være en lejlighed, hvor stedlige herskere har kunnet forøge deres status og autoritet ved at etablere og sikre sig kontrollen over forbindelser til Romerriget, der senere afspejles i indførsel af romerske genstande.
Hoby-graven må ses i forbindelse med en grav i Bendstrup i Nordøstjylland, hvor man har to fibler som ligner tilsvarende fibler i Hoby-graven. Hoby-fiblerne er formentlig kopier af Bendstrup-fiblerne. Ydermere findes i Bendstrup et vinkar, som supplerer gravfundet i Hoby. Det er nærliggende at fortolke dette således, at en datter af stormanden fra Hoby måske er blevet gift med en lignende standsperson i Bendstrup og som personlig medgift har bragt fiblerne og et vinkar fra sin faders samling af romerske genstande foruden andre ting.Hedeager (1988), s. 180-82 I så fald er det et af de tidligste eksempler på overregionale ægteskabsforbindelser og måske alliancer.
Samhandel med og tjeneste i Romerriget Perioden har navn efter den voldsomme indflydelse fra Romerriget. Denne viser sig ikke mindst i form af indførte romerske genstande. Handel med romerne var ikke fri men et privilegium, som blev styret af imperiet for at favorisere venligt sindede fyrster nærmest grænsen. Romerne søgte at opbygge en stødpudezone af allierede germanske fyrster nær grænsen via rigets handelspolitik, gavegivning, betaling for fred og sikring imod angrebJensen (2003), s. 344 samt muligheden for at komme i romersk tjeneste. I det første 3-4 årtier af det 1. århundrede e.v.t. var det især i de områder, der lå nærmest Romerrigets grænser, at romerske varer optræder mens forekomsten i fjernere egne som Sydskandinavien er mere sparsom,Jensen (2003), s. 345 og billedet har ikke ændret sig meget omkring 40-70 e.Kr.,Jensen (2003), s. 34g men for tidsrummet fra slutningen af 1. århundrede e.v.t. til omkring 200 e.v.t. er der sket en stor stigning i det danske område ligesom varerne nu har nået den skandinaviske halvø (det sydlige Norge og Sverige) omend mere sporadisk.Jensen (2003), s. 347 Fordelingen er tolket således, at de grænsenære fyrster efterhånden opbyggede alliancer med germanere, der boede i baglandet fjernere fra den romerske grænse, måske i en form for vasal-system. I tiden omkring 1 e.v.t. optræder rigt udstyrede grave især i Böhmen og mindre udtalt i Pommern og det centrale Polen, men et par generationer senere er tyngdepunktet forskudt til det sydvestlige Slovakiet, Mähren, Schlesien, Mecklenburg og Polen. I Danmark er det først Lolland-Falster, der blev et knudepunkt for sådanne forbindelser, men et par generationer senere forskydes tyngdepunktet til Fyn. Senere er romerske importvarer udbredt til alle dele af Danmark: Jylland, Fyn, Sjælland, Smålandsøerne og Bornholm med flere knudepunkter, og udvekslingssystemet blev udvidet til at omfatte den skandinaviske halvø.
thumb|lanseskaft fra Kragehul med runeinskription.