Hanne Bech Hansen født Vagner (født 16. juni 1939 i Aarhus, død 9. september 2016) var cand.jur. og politidirektør ved Københavns Politi i perioden 1995-2009. Efter at hun blev pensioneret, debuterede hun som forfatter og udgav flere krimiromaner.
Baggrund Hanne Bech Hansen var datter af viceskoleinspektør Svend Theodor Vagner (1911-1981) og Vera Christiansen (1914-2010).Vera Vagner. Århus Stiftstidende, 11. januar 2010. Hentet 31. oktober 2026. Hun voksede op i byen med to yngre brødre, og fra 6. til 9. klasse gik hun på Christiansgades Pigeskole, hvor hendes far var lærer. Hanne Bech Hansen fortsatte på Marselisborg Gymnasium, hvorfra hun blev student i 1958. Hun overvejede at studere musik og var elev på Det Jyske Musikkonservatorium, men begyndte i stedet på jurastudiet på Aarhus Universitet. Der blev hun cand.jur. i 1964.
Den 14. juli 1962 blev Hanne Bech Hansen gift med den senere overlæge Jørgen Bech Hansen. De to havde mødt hinanden på universitetet i 1958. Hun fik sønnen Søren i 1967. Jørgen Bech Hansen døde i 2002.
Karriere Hanne Bech Hansen begyndte i et halvtidsjob som advokatfuldmægtig i Odense 1964-1970. I 1969 blev hun advokatbeskikket. Hun fik som advokat interesse for strafferetten, og for at få erfaring, hun kunne bruge som forsvarsadvokat, søgte hun ind hos politiet. Hun blev aldrig forsvarsadvokat, men fortsatte i politiet indtil sin pension. I 1970 blev Hanne Bech Hansen politifuldmægtig ved Odense Politi, og hun arbejdede ved statsadvokaturen for Sjælland og Fyn. Fra 1984 til 1986 var hun vicepolitimester ved Gentofte Politi. Hendes første større chefstilling var som politimester ved Rigspolitiets personaleafdeling 1986-1988. Efter Anders Walsted Hansens uventede dødsfald søgte hun stillingen som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og blev Danmarks første kvindelige leder af denne tjeneste. I 1993 blev hun statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby og behandlede blandt andet sagen mod Marc Rudin og sagen om sammenstødet mellem politi og demonstranter efter folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992. I 1995 blev hun politidirektør ved Københavns Politi der var landets største politikreds. Under hendes ledelse gennemførte politiet rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej og flere aktioner mod Christiania. Da hun fyldte 70 i 2009 gik hun på pension og overlod posten ved Københavns Politi til Johan Reimann.
Hanne Bech Hansens ledelse var karakteriseret af åbenhed, en bestræbelse på at forbedre politiets og at gøre politiet fleksibel og omstillingsparat, hvilket hun blev rost for. Omkring hendes pension udtalte tidligere operativ PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen blandt andet:
Efter tilbagetrædelsen Efter sin tilbagetræden fra politiet begyndte Hanne Bech Hansen som forfatter af kriminalromaner. Hendes debut Lasten fra 2010 skuffede kritikerne,Anmeldelser:
og hendes roman Operation Dacapo fra 2011 blev heller ikke godt modtaget af anmelderne. Lasten solgte dog godt og ebogsudgaven blev den mest solgte ebog hos internetboghandleren SAXO nogensinde. At Bech Hansen var populær blandt læserene sås også i biblioteksudlånet. For 2015 var hendes andel af bibliotekspengene på over 60.000 kroner. I Lasten havde Hanne Bech Hansen valgt en vicepolitikommissær med pakistansk baggrund som hovedperson, da hun håbede at det ville kunne inspirere personer med fremmed baggrund til at søge ind hos politiet.
I 2010 udgav Hansen en samtalebogen Heksehyl. Samtaler om magt og kærlighed med Camilla Lindemann og med Tine Bendixen som intervieweren.
Foruden forfatter var Hansen også en populær foredragsholder.
Hanne Bech Hansen blev 12. august 2011 udpeget som et af medlemmerne i den norske regerings 22. juli-kommission, som skal udrede terrorangrebene i Norge 22. juli 2011.
Død Tirsdag den 13. september 2016 meddelte Ritzaus Bureau, at Hanne Bech Hansens familie havde oplyst, at hun var død. Der var ingen angivelse af dødstidspunktet eller andre detaljer. Ifølge Ekstra Bladet var hun allerede død weekenden forinden, hvor hun ikke mødte frem til et planlagt foredrag. På hendes gravsten står den 9. september 2016 som datoen for hendes død.
Tillidshverv og priser Hanne Bech Hansen modtog Hæderstegnet for 25 års god tjeneste i Civilforsvaret, Kgl. Norske Fortjenstorden, Den islandske Falkeorden, Den Hellige Skats Orden (Zui ho sho) (Japan) samt Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden (Tyskland).
Hanne Bech Hansen var formand for Epidemikommissionen i Københavns Kommune og Københavns Lufthavn, Kastrup. Hun var endvidere medlem af Rådet for Større Færdselssikkerhed, udpeget af Justitsministeriet. 1989: Ridder af Dannebrogordenen 1995: Placeret i Rangfølgens klasse II nr. 12 2001: Kåret som Årets Aktive Kvinde af foreningen Aktive Kvinder i Danmark 2005: Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen
Kontroverser Gave fra Mærsk I 1999 mens Hanne Bech Hansen var politidirektør blev hun med mand og søn med rejsen betalt inviteret til Singapore for at navngive et af rederiet Mærsks skibe. Som tak modtog hun en saks og et dyrt halssmykke af Mærsk. Da hun kom hjem returnerede hun smykket. Hanne Bech Hansen var en af flere magtmæssig centrale kvinder der fik lignende lejlighedsgaver: De tidligere statsministerfruer Lone Dybkjær og Anne-Mette Rasmussen og den tidligere vicestatsminister Marianne Jelved modtog også gaver. Hanne Bech Hansen modtog offentlig kritik for at have taget imod den dyre gave.
Perle-sagen 22. januar 2009 oprettede Hanne Bech Hansen en sag mod en betjent hos statsadvokaten, efter at internetsiden Modkraft.dk havde offentliggjort en videooptagelse fra en demonstration, hvoraf det fremgik, at betjenten havde kaldt en dansk-palæstinensisk demonstrationsdeltager for "perker".Artikel i Politiken Dagen efter forklarede hun efter en samtale med betjenten, at denne i stedet havde sagt "perle", hvilket er medtaget i indberetningen af sagen.Artikel i PolitikenArtikel i Politiken Forklaringen gav anledning til en del omtale i pressen og på internettet, og Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch informerede samme dag om, at politiet slet ikke bør kalde folk for øgenavne.Artikel i Politiken Sagen gav hende øgenavnet "perlemor".
Sagen med den subtile "perker-perle forskel" blev genstand for almindelig morskab og i Cirkusrevyen 2009 parodierede Ulf Pilgaard Hanne Bech Hansen i en monolog skrevet af Vase & Fuglsang. Monologen gav forfatterparret prisen som Årets tekstforfatter ved Revyernes Revy i 2009.
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Politidirektører i København Kategori:Personer fra Aarhus Kategori:Jurister fra Danmark Kategori:Kommandører af 1. grad af Dannebrog Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Krimiforfattere fra Danmark Kategori:Studenter fra Marselisborg Gymnasium