thumb|right|Frihedsstøtten i København. Grundstenen lagt 1792 thumb|right|Frederik 6. Kronprinsregent 1784–1808 og konge 1808–1839 thumb|right|Christian Colbjørnsen 1749–1814 Norskfødt jurist, embedsmand og sekretær for landbokommissionen thumb|right|Andreas Peter Bernstorff 1735–1797 thumb|right|Christian Ditlev Reventlow
Ved landboreformerne forstås i almindelighed en række tiltag, danske regeringer iværksatte i perioden 1784 - ca. 1830 med det formål at forandre og forbedre vilkårene for rigets bønder. Blandt reformerne regnes udskiftningen af landsbyfællesskabet og samlingen af de enkelte gårdes jord i en enkelt hovedlod (samt en englod og måske en overdrevslod), støtte til udflytning af gårde til deres nye lod, samt stavnsbåndets ophævelse til de vigtigste. Også tiltag til afvikling af fæstevæsenet og fremme af selveje samt til at lægge fastere rammer for det tilbageværende hoveri blev taget, men her var reformerne mindre indgribende, og først inde i 1800-tallet begyndte der at vise sig resultater på disse områder. Endelig bør nævnes, at indførelsen af folkeskolen i 1814 omtales som et naturligt følgende led i reformarbejdet. Under reformarbejdet søgte man tillige at tage hensyn til husmændene ved at sikre disse visse rettigheder, men med mindre held.
Landboreformerne regnes som indledningen til den danske bondestands økonomiske og borgerlige frihed.
Baggrund
Hoveri, jordfællesskab, stavnsbånd og tiendeydelserI dansk sammenhæng var tiende en skat til kirken, som blev indført i begyndelsen af 1100-tallet under kong Niels (1104–1134). Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde, og den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligeholdelse af kirkerne, til underhold til præster og til biskopperne. lagde store hindringer i vejen for bondens muligheder for et forbedret agerbrug med øget produktion. Landboreformerne blev i Danmark et afgørende brud med lensvæsenet og den feudale produktionsmåde.
Landbruget var hovederhvervet og ca. 80% af befolkningen boede på landet.Engberg (2009), s. 164 Dette lagde et yderligere pres på bonden, fordi befolkningstallet var stigende, og efterspørgslen fra udlandet var stor på grund af talrige krige. Landbruget var nødt til at øge produktionen, da det forsynede hele samfundet med fødevarer og råvarer til manufaktur, håndværk og handel.
Det økonomiske pres på gårdmændene skyldtes de stigende skatter til staten og stigende fæsteindtægter og hoveri til godsejerne. Derfor havde godsejerne svært ved at få fæstegårdene besat.
Initiativet og drivkraften bag reformerne Stavnsbåndets indførelse 1733 Godsejernes problemer med at få fæstegårdene bemandede førte til stavnsbåndets indførelse i 1733. Det skulle afhjælpe den alvorlige landbrugskrise, som skyldtes svigtende efterspørgsel fra udlandet, men især forventninger i Danmark.
Afvandringen fra landet til byerne øgede problemet med at få befolket fæstegårdene. Fæstet var aftalt i en kontrakt, som i princippet var gældende for fæstebonden resten af livet.
Herremænd kunne befale deres fæstebønder at drive de sletteste gårde. Frederik 4. havde ganske vist afskaffet godsejernes ret til at give deres karle de ringeste gårde, men ordningen blev genindført af Christian 6. med det resultat, at produktionen steg på trods af bøndernes usle kår.
Herremænd og godsejere kunne igen udstationere deres bønder og karle på de dårlige gårde med mere arbejde. Da større arealer opdyrkedes, øgedes produktionen, og landets velstand og befolkning voksede.
Danmark var selvforsynende og lagde nye arealer under plov. Bønderne fik mere arbejde, og nogle måtte forlade deres gårde på grund kravene. Men der blev ikke krævet skatter af de nyindtagne arealer, som blev profitable.
Efter en hård begyndelse mærkede bonden så småt den forbedrede økonomi. Den store produktion medførte øget indtjening, især fordi England var begyndt på en erhvervsmæssig specialisering og importerede landbrugsprodukter i store mængder, og de danske bønder kunne få mere for deres produkter uden øgede produktionsomkostninger.
Fæstebøndernes trodsighed Forståelig utilfredshed og trodsighed florerede alligevel i bondestanden, som blandt andet klagede over, at hoveriet havde udviklet sig til en grov udnyttelse, der betød, at bønderne kunne ikke betale afgifter og effektivisere deres egne landbrug med alle de tvungne dage med hoveri.Engberg (2009), s. 166 På den anden side klagede en kreds af godsejere over bøndernes genstridighed.Engberg (2009), s. 167Dette fremhæves ligeledes i kilde 13.1 i Torben Hansgårds afhandling, Danmark under forvandling. Kilden her er et klagebrev fra godsejeren på Lynderupgård til kongen, hvori han nævner, at han er udsat for opsætsigheder fra sine fæstebønder, der efter stort hoveri nægter at lave mere. I kilden siger godsejeren, at han ikke kan få sit korn bjærget, og at hans egne folk endda er udsat for overlast og vold fra disse utilfredse bønder. Godsejer Lottrup understreger i brevet, at det er et farligt eksempel for andre gårde i landet. Konflikterne betød, at Christian Ditlev Frederik Reventlow, som var kronprinsens fortrolige, arbejde for at nedsætte en kommission, der skulle stille forslag om reformer i landbruget.Engberg (2009), s. 174
Mange grunde til handling Initiativet var i overensstemmelse med befolkningens ønsker, hvor især bønderne var utilfredse med deres situation. Kronprinsen og hans meningsfæller i landbokommissionen – "Den Store Landbokommission" fra 1786: Kommissionen havde til opgave at undersøge og stille forslag om proprietærers og fæstebønders indbyrdes rettigheder og pligter. Kommissionen ophævedes ved reskript 20. marts 1816. – samt Christian Colbjørnsen, ville også gøre noget ved sagen. I sidste ende blev reformerne dog gennemført ud fra den erkendelse, at man havde nået det produktionsmæssige loft. Da efterspørgslen fra udlandet var stor og befolkningstallet stigende, var tiltag nødvendige; den danske økonomi kunne ikke kapere mere, udbuddet var for lille. Det ville være til gavn for alle med mere produktion og større velstand, så det var denne erkendelse, der var startskuddet til reformerne.Torben Hansgård:Danmark under forvandling,"Det idémæssige grundlag" s. 91
Indsigt ved slutningen af 1700-tallet
Det var i slutningen af 1700-tallet, at den kyndige havde indset, at der med bondestandens status ikke kunne nås yderligere produktion og stigende økonomi.
Det var umuligt for bonden at opdyrke mere jord, da hoveriet og vedligeholdelsen af gårdene var så omfattende. De havde nået et produktionsloft. Bønderne behøvede mere luft og plads, og det ville give bedre produkter og større produktion. Det var et ønske fra både regeringen og godsejerne og ville kunne betyde en større befolkning – og flere skatter og ikke mindst mulighed for en større flåde og hær.
De centrale personer thumb|Første bind af Danmarks og Norges oeconomiske Magazin fra 1757. 1755 havde Frederik 5. opfordret interesserede til at skrive om mulige forbedringer i Danmarks økonomiske og især landbrugsmæssige forhold. De indsendte forslag blev trykt uden censur, ofte anonymt i dette af staten bekostede tidsskrift, under redaktion af Erik Pontoppidan. Opmærksomst på den kommende stagnation var kronprins Frederik (senere Frederik 6.) I 1784 havde han 16 år gammel ved et møjsommeligt iscenesat statskup erobret den reelle magt i riget – som kronprinsregent – og så nu muligheden for at komme landbruget til undsætning. Han blev understøttet på det kraftigste af brødrene Christian Ditlev Frederik Reventlow og Johan Ludvig Reventlow, Andreas Peter Bernstorff og Christian Colbjørnsen. Også godsejeren Vilhelm August Hansen var en væsentlig støtte. Disse herrer fra landbokommissionen mente, at der skulle nogle fysiokratiske aspekter i spil for at undgå den forudsete stagnation i landbruget.
Det var disse fortalere for fysiokratismen, der tog initiativet til bondens frigørelse ved landboreformerne. De fire – hovedsageligt kronprins Frederik – gjorde det muligt at bearbejde reformerne politisk. Reformerne havde også en række åndelige fædre i oplysningskredsen omkring Sorø Akademi som J.S. Sneedorff og Tyge Rothe, der fra midten af 1700-tallet havde gjort sig til fortalere for lettelse af bøndernes vilkår med frihed og øget produktivitet til følge. Ønsket var at få skabt en velstående middelklasse og modarbejde de enorme standsforskelle i Danmark. Den var overbevist om, at kilden til rigdom lå i jorden, og at landbruget skulle optimeres. Bønderne behøvede et incitament til at arbejde og producere mere. De ville frigøre bonden og lade markedskræfterne spille frit og oparbejde en god økonomi. Bondens frihed ville føre til selveje og aktivere ham til at få gården til at blomstre.
Landboreformerne I tiden inden reformernes frigørelse af bondestanden var vilkårene som før nævnt ofte kummerlige og bundne. Fæstebønderne måtte både betale landgilde, yde arbejdstjeneste og udføre hoveri for godsejeren.
Fæstebønderne kunne på grund af stavnsbåndet ikke forlade deres gårde og levede ofte på et eksistensminimum. Godsejeren havde til enhver tid ret til afstraffe fæstebonden, sætte ham i fangehul eller indskrive ham til militsen, hvis bonden f.eks. nægtede at overtage en ringe gård. Engberg (2009), s. 168 Fæstebønderne havde heller ikke tilstrækkelig tid til at passe deres egne marker, da hoveriet lagde beslag på meget af deres fritid. Under disse betingelser forekom egentlig mishandling af fæstebønderne, men det skete ret sjældent, fordi godsejerne ikke havde interesse i at gøre deres arbejdskraft uarbejdsdygtig.
Hoveri Hoveri var det pligtarbejde, som bønderne ydede til hovedgårdenes drift eller til det offentlige. I begge tilfælde var hoveri en del af afgiften for brugen af jord eller bolig. Hoveriets omfang voksede gennem 1600- og 1700-tallet. Den ældre betegnelse ugedagstjener afspejlede, at der blev en arbejdsdag ugentlig. Igennem 1700-tallet blev hoveriet mere og mere omfattende. Det blev til gårdmandens vigtigste afgift til godsejeren og endte til sidst med at være fire gange så meget værd som landgilden, den årlige afgift, som fæstebonden betalte godsejeren, ofte i form af naturalier.
Omfanget af hoveriet havde aldrig været fastlagt, men godsejerne var flittige brugere af den gratis arbejdskraft de kunne tvinge fæstebønderne til at yde. Det resulterede i fødevaremangel om vinteren for bønderne, der ikke havde tid til at passe deres egne marker.Ifølge C.F Allen: Håndbog i Fædrelandets historie var bonden forkuet og manglede mod og lyst til nye foretagender. Antallet af selvejende gårde faldt drastisk midt i 1700-tallet. Det var for besværligt at løse sig fri af fæstet og prisen var alt for høj; bare for at få lov til at forlade en fæstegård, skulle betales en afgift der svarede til en bondes årsløn. Denne ordning var en del af stavnsbåndet, der jo netop skulle forhindre udvandring fra fæstegårdene.
Karlen havde kun to valg: Enten at overtage en ringe fæstegård på sin godsejers befaling, eller at lade sig indkalde som soldat i militæret. Det var stavnsbåndet der sikrede godsejerne denne autoritet over for gårdmændene. Efter stavnsbåndets indførelse i 1733 under Christian 6. måtte den mandlige del af bondebefolkningen ikke flytte fra fødegodset uden godsejerens tilladelse.
Aldersgrænserne var oprindelig 14–36 år, men blev i 1742 udvidet til 9–40 år og i 1760 til 4–40 år. Officielt var stavnsbåndet indført for at genindføre landmilitsen, der var afskaffet tre år tidligere.Nævnte lovbestemmelser er fundet på aaa.dk og DanskeKonger.dk Afskaffelsen af militsen betød, at bønderne nu slap for den forhadte militærtjeneste, og fik frihed til at rejse hvorhen de ville og slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske godsejere.
Undertrykkelsen af bønderne og krisen i landbruget medførte en flugt fra landet, der gjorde, at godserne i høj grad mistede arbejdskraft.