Beatgenerationen var en gruppe amerikanske forfattere, også kaldet beatniks, der især var fremtrædende i de sene 1950'ere og tidlige 1960'ere. De vigtigste værker fra gruppen er Jack Kerouacs roman On the Road (dansk titel: Vejene) fra 1957, Allen Ginsbergs digt Howl fra 1956 og William S. Burroughs' roman Naked Lunch (dansk titel Nøgen frokost) fra 1959.Charters, Ann ed.The Portable Beat Reader published by Penguin books. . The table of contents is online , and shows Kerouac, Ginsberg and Burroughs as the first three featured authors.

Betydning og brug

Det var Jack Kerouac, der omkring 1948 første gang brugte ordet "beatgenerationen" til at beskrive sine venner og som en generel betegnelse for den anti-konforme ungdom i New York på det tidspunkt overfor forfatteren John Clellon Holmes (som udgav en tidlig roman, med titlen Go, om beatgenerationen i 1952 sammen med en slags manifest i New York Times Magazine: "This is the beat generation"). Adjektivet beat (som Herbert Huncke introducerede for gruppen) havde konnotationer til "træt" og "på hælene", men Kerouac tilføjede de paradoksagtige konnotationer til upbeat (dvs. optimistisk, underholdende), beatific (dvs. lyksalig) og "at være med på noderne", "holde takten".

At kalde denne relativt lille gruppe af håbefulde forfattere, studerende, bondefangere og narkomaner for en "generation" var at hævde, at de var repræsentative og betydningsfulde – starten på en ny bevægelse, ligesom den indflydelsesrige "Fortabte generation" umiddelbart efter 1. verdenskrig.

Når man skal prøve at definere beatgenerationen, er det vigtigt at huske på, at betegnelsen oprindeligt var en reference ikke blot til kredsen omkring Kerouac men også til hele den gryende modkultur. Pressen brugte udelukkende betegnelsen som henvisning til en lille gruppe forfattere – Ginsbergs, Kerouacs og Burroughs' venner. Pressen udpegede også fejlagtigt Ginsberg og Kerouac til at være de ledende inden for bevægelsen. Dette har ofte ført til forvirring om, hvem der rent faktisk tilhører den såkaldte beatgeneration. Forfattere, som godt kunne være med i beatgenerationen, benægter, at de nogensinde har været det pga. den snævre definition, som pressen anlagde. For eksempel kan de sige, at de var Ginsbergs og Kerouacs venner, men ikke deres tilhængere.

Derved opstår der to måder at definere beatgenerationen på – en bred og en snæver. En snæver definition omfatter kun de nærmeste venner, der relativt konsekvent betegnede sig selv som beatforfattere – fx Ginsberg, Kerouac, Neal Cassady, Gregory Corso og Peter Orlovsky. Hvis man benytter den brede definition, bliver denne lille gruppe ofte blot kaldt "The New York Beats", selvom Orlovsky ikke have megen forbindelse med New York. William S. Burroughs, som er en af de mest betydningsfulde personer i gruppen, har altid hårdnakket benægtet at være en del af beatgenerationen, men en fyldestgørende liste over inderkredsen må nødvendigvis omfatte ham. Selv Kerouac benægtede på sine ældre dage at være en del af beatgenerationen. I denne forstand ville bevægelser som San Francisco-renæssancen og Black Mountain-digterne være fuldstændigt særskilte bevægelser. Hvis beatgenerationen defineres bredt (på samme måde som William Blake kan defineres som romantisk digter), omfatter definitionen andre forfattere, som blev fremtrædende i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, og som delte mange af de samme temaer og ideer (f.eks. spontanitet, åben komposition). Venskab eller i det mindste forbindelse med Ginsberg og Kerouac betyder, at en forfatter tilhører en sådan bredt defineret liste over beatforfattere. Listen ville omfatte San Francisco-digtere som Gary Snyder, Philip Whalen, Lew Welch, Lawrence Ferlinghetti, Harold Norse, Kirby Doyle; digtere som Michael McClure; surrealister som Philip Lamantia og Ted Joans; digtere med forbindelse til Black Mountain College, fx Robert Creeley, Denise Levertov og Robert Duncan; digtere fra den såkaldte New Yorker-skole som fx Frank O'Hara og Kenneth Koch; digtere der nu og da kaldes beatgenerations anden generation, fx LeRoi Jones/Amiri Baraka, Diane Di Prima, Anne Waldman, Bob Kaufman, Tuli Kupferberg, Ed Sanders, John Wieners, Jack Micheline, Ed Dorn, Jack Spicer og Richard Brautigan; mange tidligere undervurderede kvindelige forfattere som nu nyder meget større opmærksomhed, fx Joanne Kyger, Harriet Sohmers Zwerling, Janine Pommy Vega og Elise Cowen. Og yngre forfattere, som var bekendte af de tidligere nævnte forfattere (fx Bob Dylan, Ken Kesey, Jim Carroll, Ron Padgett) er nu og da med på listen. Adskillige andre ældre forfattere var tæt forbundet med beatgenerationens medlemmer, men da de havde slået deres navn fast meget tidligere, er det svært at regne dem med til den samme "generation". Disse forfattere omfatter San Francisco-renæssancens frontfigur Kenneth Rexroth og Black Mountain-skolens frontfigur Charles Olsen. Og da så mange af disse forfattere enten studerede hos William Carlos Williams eller så op til ham som idol og fulgte hans råd om at tale med en amerikansk stemme, opfattes beatforfatterne ofte som børn af Williams.

Uanset den ene eller anden definition var beatgenerationen nye bohemeagtige, ekstatiske epikuræere, der ofte gav sig i kast med spontan kreativitet. Stilen i deres værker kan synes kaotisk, men der var mening med kaos – den fremhævede hvad der for beatgenerationen var vigtigt: spontanitet, åbne følelser, et umiddelbart engagement i jordnære oplevelser. Beatforfatterne frembragte en mængde værker, der var kontroversielle, både i deres forsvar af non-konformiteten og i deres non-konforme stil.

Det første beatværk, der skabte landsdækkende opmærksomhed, var Ginsbergs Howl. En retssag for obskønitet hjalp berømmelsen på vej. Et af de berømteste beatværker, Kerouacs On the Road, som blev skrevet i 1952, og som indvarslede begyndelsen på beatforfatternes popularitet, blev ikke udgivet før 1957, og romanen nød godt af den berømmelse, som retssagen mod Howl førte med sig. Burroughs' hovedværk Naked Lunch blev også anklaget for obskønitet. Begge retssager var med til at bløde op for, hvad der kunne udgives i USA, hvilket betød, at hvis noget ansås for at have litterær værdi, så blev det ikke længere betragtet som obskønt.Charters, Ann (ed.). Beat Down to Your Soul: What Was the Beat Generation? NY: Penguin, 2001.

I alle former for alternativ kultur (f.eks. hippiekulturen og punk, etc.), der har eksisteret siden da, er der ekkoer af beatgenerationen. Og da beatgenerationen have så stor direkte indflydelse på rockmusikere (stavningen af navnet "Beatles" er blot ét eksempel), har de været medvirkende til at skabe billedet af den oprørske rockstjerne. Beatgenerationen kan ses som den første moderne subkultur og den første ægte amerikanske litterære bevægelse siden Transcendentalisterne.

Historie

Medlemmerne af den snævert definerede beatgeneration mødtes i New York – Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William Burroughs (i 1940'erne) og senere (i 1950'erne) Gregory Corso – heraf navnet "New York Beats". Selvom endeløse rejser på kryds og tværs af USA er en del af deres romantiserede image, så endte de fleste centrale personer (med undtagelse af Burroughs) sammen i San Francisco i midten af 1950'erne, hvor de mødte og blev venner med folk, der havde forbindelse til San Francisco-renæssancen, fx Kenneth Rexroth, Gary Snyder, Lawrence Ferlinghetti, Michael McClure, Philip Whalen, Harold Norse, Lew Welch, and Kirby Doyle. De mødte mange andre digtere, som var flyttet til San Francisco, fordi stedet havde ry som et vigtigt nyt kreativt centrum. De mødte Bob Kaufman, som var den første, der rent faktisk blev kaldt "beatnik", og de mødte Philip Lamentia, Michael McClure, Tuli Kupferberg og medlemmer af det nyligt opløste Black Mountain College, der var på udkig efter et nyt centrum for deres fælles kreativitet – digtere som Robert Creeley og Robert Duncan.

Mange forfattere var inspireret af Howl og On the Road og sluttede sig til gruppen. Beatfolkene mødte de fleste af disse forfattere, da de vendte tilbage til New York: John Wieners, LeRoi Jones/Amiri Baraka, Diane Di Prima og Anne Waldman. New Yorker-skolens digtere, (inkl. Frank O'Hara, Kenneth Koch, John Ashbery og James Schuyler) fandt, at de havde meget tilfælles med denne voksende kreds og man reklamerede konstant for hinandens værker.

Måske lige så vigtig var de mindre åbenlyst kreative medlemmer af miljøet, som hjalp forfatterne med at forme deres intellektuelle omgivelser, og som forsynede dem med meget af deres materiale. Der var Herbert Huncke, en narkoman og småtyv, som Burroughs havde mødt i 1946, og som fandt på ordet "beat" og en masse andet junkie-sprog og junkie-livsstil. Der var Lucien Carr, som præsenterede mange af de centrale personer for hinanden, samt antropologen Hal Chase, som introducerede Neal Cassady i gruppen – Cassady, som var helten og symbolet på den amerikanske drøm, og som blev dyrket som et idol i meget beatlitteratur.

En betydningsfuld rolle blev også spillet af de ofte oversete kvinder i den oprindelige kreds, bl.a. Joan Vollmer og Edie Parker. Deres lejlighed på Manhattan fungerede ofte som litterær salon, og især Joan Vollmer var en seriøs deltager i gruppens maratonagtige diskussioner.

Columbia-universitetet og knivdrabet på Kammerer

Den oprindelige gruppe mødtes på Columbia-universitetet – selvom de senere blev opfattet som anti-akademiske kunstnere, blev kimen til beatgenerationen lagt i et yderst akademisk miljø. For eksempel opstod mange af gruppens tidlige ideer som et resultat af diskussioner med lærere som fx Lionel Trilling og Mark Van Doren. Det var i det samme miljø, at klassekammerater som Louis Simpson og Donald Hall argumenterede til fordel for formalismen. Det var her, at Carr og Ginsberg diskuterede behovet for en "ny vision" for at komme væk fra de konservative ideer om litteratur, der herskede på Columbia-universitetet. Mødet med Burroughs, Huncke og Cassady gjorde, at det nye fokus blev lagt på oplevelser fra det virkelige liv frem for akademisk intellektualisering. Den vigtigste oplevelse, der på dette tidlige tidspunkt var med til at samle beatgenerationen, var nok knivdrabet på David Kammerer. Det var en af grundene til, at Burroughs fastholdt sit tætte-men-fjerne forhold til resten af gruppen. Det var en hændelse, som Kerouac forsøgte at beskrive i sin første roman The Town and the City'''' og i en af sine sidste, The Vanity of Dulouz.

Burroughs blev født i St. Louis i staten Missouri i 1914, hvilket betød, at han var ca. 10 år ældre end de andre i gruppen. Mens han stadig boede i St. Louis, havde Burroughs mødt Kammerer – et bekendtskab, der antagelig var baseret på deres fælles homoseksualitet og litterære interesser.

Som leder af en ungdomsklub for drenge i midten af 1930'erne var David Kammerer blevet forgabt i den unge Lucien Carr. Kammerer begyndte at følge efter Carr rundt i landet i takt med, at Carr gik på (og blev smidt ud fra) forskellige skoler. På universitetet i Chicago i efteråret 1942 præsenterede Kammerer den 17-årige Carr for Burroughs.

Burroughs havde gået på Harvard-universitetet og levede af de penge, han fik fra sin relativt rige familie. Hans bedstefar havde opfundet Burroughs regnemaskinen, men størrelsen af familiens formue overdrives ofte.

De tre blev gode venner, og deres opførsel fik Burroughs smidt ud fra sin lejlighed og kulminerede med, at Carr blev indlagt på et psykiatrisk hospital efter et tilsyneladende selvmordsforsøg med gas (en anden udgave af historien hævder, at det var en måde at undgå militærtjeneste på).

I foråret 1943 flyttede Carrs familie ham til Columbia-universitetet i New York, og Kammerer og Burroughs fulgte kort tid efter.