Hellerup er en tidligere selvstændig hovedgård i Hellerup Sogn på Midtfyn, i dag Faaborg-Midtfyn Kommune. Den ligger tæt ved Hellerup Kirke på et voldsted omgivet af delvis vandfyldte voldgrave. Hovedgården nævnes med sikkerhed i 1419, mens stednavnet Heldorp er kendt fra omkring 1300. Hellerup var et selvstændigt stamhus i perioden 1683–1739 og blev i 1838 indlemmet i Stamhuset Ravnholt.Trap Danmark, 5. udgave: »Hellerup sogn«, navnlig s. 920–923.Syddansk Universitet: Hovedgårdsregistreringer, Ringe Kommune, afsnittet om Hellerup.
Hellerup havde i flere perioder kvinder som selvstændige besiddere, heriblandt Anne Lykke, Kirstine Lützow, Frederikke Christiane Scharvin og komtesse Lucie Charlotte Scheel, senere Sehestedt Juul. Lucie Charlotte Scheel stod bag en større ombygning i 1804; hendes portræt fra herregårdens tidligere samling er bevaret. Fra 1993 har hovedbygningen og avlsgården været på forskellige hænder. Ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings registrering i 2021 hørte avlsgården med omkring 444 hektar fortsat under Ravnholt Gods, mens hovedbygningen havde andre, private ejere.Dansk Center for Herregårdsforskning: »Hellerup«, ejerhistorie, bygninger, godsdrift og stamdata (herunder registreringen fra 2021).
Stednavn og middelalder Navnet Hellerup forekommer som Heldorp omkring 1300. Det første led sættes i forbindelse med mandsnavnet Helge, mens endelsen -torp betegner en udflytterbebyggelse. Hovedgården udviklede sig ved en landsby nær kirken, hvis rester efterhånden blev lagt ind under godsets jord. At Hellerup Kirke er opført omkring 1200, viser, at bebyggelsen er ældre end den første kendte omtale af hovedgården.Rikke Tønnes: »Hellerup – hovedgård på Fyn«, Lex – Danmarks Nationalleksikon.
Hovedgården nævnes sandsynligvis første gang i en traktat fra 1419 mellem Erik af Pommern og den polske konge Vladislav 2. Jagello, hvor et vidne omtales som »Billd de Heldorp«. Personen identificeres i Trap Danmark med væbneren Niels Jensen Bild, som trods navnet ikke skal forveksles med medlemmer af Bild-slægten; han førte Ulfeldt-slægtens våben.
Hans datter Tale blev gift først med Peder Ottesen Bild og derefter med Johan Rantzau, der skrev sig til Hellerup mellem 1442 og 1460. I slutningen af 1400-tallet nævnes Bild Pedersen Bild (1472–1489) og Jens Pedersen Bild (1472) med forbindelse til gården. En Axel Nielsen, sandsynligvis medlem af slægten Kruckow, blev også omtalt til Hellerup i 1531; hans præcise ejendomsandel er ikke klarlagt. Gennem kvindelig arv kom Hellerup eller dele af ejendommen siden til rigsråd Eiler Eriksen Bølle til Nakkebølle. Hans datter Karen Bølle var først gift med Marqvard Tidemand til Søbo og derefter med Lave Urne til Rygård. Da hun døde barnløs i 1582, overgik Hellerup til hendes søstersøn Eiler Brockenhuus.
Eiler Brockenhuus, kendt for sine kalenderoptegnelser om den danske adel, havde i 1589 bortfæstet Hellerup til Jørgen Hartvigsen mod en årlig afgift. I 1599 solgte han gården til rigsråd Breide Rantzau, der også havde forbindelse til Rantzausholm, det senere Brahetrolleborg.
Anne Lykke, Knud Ulfeldt og forbindelsen til kongehuset Efter Breide Rantzaus død i 1618 gik Hellerup videre til sønnen Kai Rantzau, der døde i 1623. Hans enke, Anne Lykke (1595–1641), kom derefter til at besidde gården. Hun var en af sin tids velstående adelskvinder og var involveret i en konflikt med Christian 4. om hendes forhold til kongens søn, den udvalgte prins Christian. Kongen lod hende fængsle i 1626. Fængslingen uden dom gav anledning til protester i adelige kredse, og hun blev løsladt i 1628. Beretningen viser Hellerups tilknytning til den danske højadel, men fængslingen var ikke en begivenhed, der fandt sted på selve Hellerup.Bente Gundestrup: »Anne Lykke«, Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
I 1629 blev Anne Lykke gift med rigsråd Knud Christoffersen Ulfeldt (1600–1646). Gården fulgte parrets ejendomsforhold. Knud Ulfeldt giftede sig efter Anne Lykkes død igen i 1645/1646 med Kirstine Lützow, som modtog Hellerup som morgengave. Denne overdragelse fik senere betydning for både slægtens arveret og kronens krav på godset.
Kirstine Lützow og stamhuset Hellerup Efter Knud Ulfeldts død i 1646 bevarede Kirstine Lützow sin tilknytning til Hellerup. I 1649 giftede hun sig med den sachsiskfødte hofmand og senere rigsmarskal Johan Christoph von Körbitz (død 1682). Ifølge den oprindelige arveordning kunne gården efter hendes død gå til Knud Ulfeldts broder Corfitz Ulfeldt. Efter dommen over Corfitz Ulfeldt kunne kronen derfor gøre krav på ejendommen, men et kongeligt gavebrev fra 1667 overdrog retten til Johan Christoph von Körbitz. Det er et eksempel på, hvordan en arvebestemmelse vedrørende Hellerup blev påvirket af den rigspolitiske sag mod Corfitz Ulfeldt.
Johan Christoph von Körbitz udvidede og forbedrede godset og fik i 1674 patronatsret til Hellerup og Søllinge kirker. Omkring 1670 blev en ældre bindingsværksbygning erstattet af et grundmuret anlæg, som udgør kernen i den bevarede hovedbygning.»Hellerup, Havndrup«, Trap Danmark / Slots- og Kulturstyrelsens registrering af fredede bygninger, 2019.
I 1683 oprettede Kirstine Lützow Hellerup som stamhus for Körbitz-slægten. Stamhuset kom først til Johan Christoph von Körbitz' halvbroder Hans Caspar von Körbitz (død 1691) og derefter til dennes søn, generalmajor Johan Christoph von Körbitz (død 1726). Sidstnævntes enke, Charlotte Sophie von Harstall, solgte i 1739 gården til Salomon Lindegaard; skødet blev udstedt i 1740. Deres søn, kaptajn Johan Christoph von Körbitz, protesterede mod salget med henvisning til stamhusbestemmelserne. En kommissionsdom gav ham ret til at beholde stamhuset, hvis han kunne refundere køberen Salomon Lindegaard købesummen. Da han ikke kunne fremskaffe beløbet, blev handlen stående. Dermed ophørte stamhuset Hellerup.
Tvisten viser de begrænsninger, som en stamhusordning kunne lægge på arvingernes ret til at råde over ejendommen.
En ældre beskrivelse i Trap Danmark oplyser desuden, at Hellerup som samlet gods ved kongens gavebrev af 1667 havde en hovedgårdstakst på 41 tønder hartkorn med mølle og skov, mens det samlede hartkorn allerede i 1662 var opgjort til 602 tønder. Tallene beskriver datidens skattemæssige vurderingsenheder; de kan ikke omregnes direkte til et moderne jordareal. De viser, at stamhusordningen omfattede betydeligt mere end hovedbygningen og den nærmeste park.
Lindegaard-slægten og Sehestedt Juul Salomon Lindegaard ejede Hellerup fra 1739/1740 til sin død i 1759. Hans enke, Frederikke Christiane Scharvin (også skrevet Scharwin), fortsatte som besidder indtil 1768. Derefter kom gården til svigersønnen Christoffer Otto Schmidt. Hans arvinger skødede i 1780 Hellerup til Christian Sehestedt Juul (1741–1788) til Ravnholt. Enkelte oversigter anfører 1778 som overtagelsesår, mens Trap Danmark daterer arvingernes skøde til 1780.
Lucie Charlotte Scheel og ombygningen i 1804 thumb|upright=1.2|Komtesse Lucie Charlotte Scheel (1765–1839), senere gift Sehestedt Juul. Olieportræt af Christian August Lorentzen (1749–1828). Værket tilhørte tidligere Hellerup og er gengivet fra Wikimedia Commons.
Efter Christian Sehestedt Juuls død i 1788 fik hans enke, komtesse Lucie Charlotte Scheel (1765–1839), Hellerup som enkesæde. Hun var født som datter af greve Christen Scheel og Eleonore Agnes von Raben og havde siden ægteskabet den 13. oktober 1780 været en del af Sehestedt Juul-slægten.Finn Holbek: »Lucia Charlotte komtesse Scheel, til Hellerup«, slægtshistorisk registrering (anvendt til fødsel, ægteskab og familieforhold). Hun tog initiativ til en gennemgribende ombygning af hovedbygningen i 1804. Den blev derved indrettet efter tidens boligidealer, og de ældre renæssanceprægede bygningsdele fik et mere ensartet, klassicistisk udtryk. Bygningens tidligere trappetårn og en bindingsværksfløj blev fjernet, gavlene ændret og taget omlagt til halvvalm. At ombygningen i væsentlig grad var hendes beslutning, fremgår af såvel Trap Danmark som den senere fredningsbeskrivelse.
Ombygningerne bidrog til økonomiske vanskeligheder. Under landbrugskrisen i 1820'erne kunne Lucie Charlotte Scheel ikke længere opretholde ejendommen, og i 1822 blev Hellerup overtaget af statsgældsdirektionen. I statens ejerperiode var gården ifølge Syddansk Universitets hovedgårdsregistrering sæde for administrationen af Svendborg Amt i 1820'erne. Perioden illustrerer, hvordan gæld og landbrugskrise kunne få følger selv for større adelige godskomplekser.
Efter tabet af Hellerup fortsatte Lucie Charlotte Sehestedt Juul sit offentlige virke. Hun var fra 1811 dekanesse ved Vallø Stift, og fra 1823 virkede hun som overhofmesterinde hos dronning Marie Sophie Frederikke. Hun døde i København i 1839. Hendes embeder og dødsdato omtales i Vallø Stifts ældre jubilæumsskrift. Mindeskrift i Anledning af Halvandethundredaars-Dagen for Oprettelsen af Det adelige Stift Vallø, s. 149, oversigten over dekanesser. Embederne viser, at hun fortsat var en fremtrædende del af hoffets og adelens institutionelle liv efter godsets overgang til statslig administration.
Portrættet af Lucie Charlotte Scheel er et bevaret billedvidnesbyrd om en af Hellerups kvindelige besiddere. Det blev malet i hendes levetid af Christian August Lorentzen, hvis billedkunst især omfattede portrætter og historiemaleri. Det malede portræt, der tidligere befandt sig på Hellerup, blev den 8. september 2004 solgt på auktion hos Bruun Rasmussen. Maleriet er et oliemaleri på lærred af Christian August Lorentzen (1749–1828). Billedet er bevaret som en frit anvendelig digital gengivelse på Wikimedia Commons. Et andet portræt af Lucie Charlotte Sehestedt Juul, malet af Jens Juel, indgår ifølge herregårdsmuseet Gammel Estrup i en serie af portrætter af Scheel-slægten. Det er et andet maleri end Lorentzens portræt fra Hellerup.Gammel Estrup – Danmarks Herregårdsmuseum: »The Jens Juel Portraits«, om portrætserien og Lucie Charlotte Scheel.Wikimedia Commons: »Christian August Lorentzen – Komtesse Lucie Charlotte Scheel«, oplysninger om værket, proveniens og licens.
I 1836 købte slægtens yngre Christian Sehestedt Juul (1806–1861) Hellerup tilbage. Han havde overtaget styrelsen af Ravnholt i 1834 og fik i 1838 tilladelse til at lægge Hellerup under stamhuset Ravnholt. Han var senere medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848–1849 og stemte for Grundloven. Hans politiske virke var dog ikke entydigt reformvenligt: som stænderdeputeret modsatte han sig flere forslag om fæsteafløsning og landboreformer.
Hellerup hørte derefter sammen med Ravnholt, også efter at de bundne stamhusforhold blev afløst i 1924. Den selvstændige hovedbygning blev frasolgt i 1993, mens avlsgården med tilhørende landbrugsarealer fortsat blev drevet under Ravnholt Gods.
Hovedbygning og voldsted Den bevarede hovedbygning ligger på et ældre voldsted, hvis omrids muligvis oprindelig var rundt. De to grundmurede fløje ligger i vinkel, i to etager over en høj kælder. Anlægget omgives delvis af vandfyldte voldgrave, og to broer forbinder voldstedet med omgivelserne; den vestlige er en ældre stensat bro. Bygningens ydre er i dag hvidkalket under et rødt halvvalmet tegltag.
Den ældste del af det nuværende hus stammer fra omkring 1670 og forbindes med Johan Christoph von Körbitz. Hovedbygningen blev ombygget og udvidet i 1804 på Lucie Charlotte Scheels initiativ. Kilderne er ikke enige om, hvilke af de nuværende fløje der skal dateres til henholdsvis 1670 og 1804: Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse identificerer østfløjen som den ældste og nordfløjen som tilføjet i 1804, mens ældre herregårdsbeskrivelser anfører den modsatte fløjfordeling. Derfor er bygningsfaserne dateret her, uden at den omstridte identifikation af fløjene lægges til grund som ubestridt kendsgerning.