Giovanni Battista („Giambattista“) Vico (født 23. juni 1668 i Napoli, Neapel, død 23. januar 1744 i Napoli) var en italiensk historie- og retsfilosof, kendt for værket fra 1725 Scienza Nuova, "Den nye Videnskab", hvor han fremlægger en historieteori med fokus på historien som menneskeskabt og ikke skæbnebestemt.

Biografi Han var søn af af en ikke særlig velstillet boghandler.

Tidligt i sin barndom faldt han ned fra den stige, der førte op til et lille loftsrum familien brugte som soveværelse. Han slog hovedet så alvorligt at lægen forudsagde, at Vico enten ville dø eller blive idiot. Vico døde af alderdom, og idiot er absolut ikke et prædikat man kan tilskrive Vico. Efter faldet blev han dog beskrevet som streng og melankolsk.

Selv om Vico gik i flere forskellige skoler, er han i høj grad selvlært. Livet igennem læste han meget og hans læsning var kendetegnet ved personlige udlægninger af teksterne mere end blot bogstavelig gengivelse. Som hovedparten af sin tids tænkere blev han inspireret af Descartes’, Spinozas og Lockes filosofi. Til forskel fra de fleste af sin samtids tænkere accepterede han dog ikke hovedløst deres fælles grundantagelse, at menneskets natur i bund og grund er uforanderlig. Han afviste og argumenterede imod dem og tilbød i stedet sin egen historiske opfattelse af menneskets natur og dermed også en ganske anderledes teori om menneskets erkendelse af verden. Som så mange andre genier blev han dog ikke anerkendt af sin samtid og havde ganske vanskeligt ved at få sine skrifter udgivet eller endog læst.

I 1699 fik han ansættelse ved universitetet i Napoli som underviser i retorik. En stilling han beholdt til 1741. Det var i denne periode han parallelt med og ud fra sine forelæsninger arbejdede med at få formuleret og samlet sine tanke til en fuldbyrdig teori. Vico døde i samme loftsrum, han var på vej op til, da han faldt som barn, i januar 1744, 75 år gammel.

left|thumb|Vicos Scienza Nuova. Udgave seconda fra 1744 Scienza Nuova, "Den nye Videnskab" Vicos hovedværk Scienza Nuova – Principi di scienza nuova d'intorno alla commune natura delle nazioni, "Principperne for en ny videnskab om folkenes fælles natur" – eller Den nye Videnskab, som han begyndte på i 1720 og med første udgave i 1725 (Scienza nuova prima), kan læses som både en kritik af den opfattelse af menneskets natur, der kommer til udtryk hos de nævnte filosoffer og et forsøg på at tilbyde en ny filosofisk antropologisk undersøgelsesmetode. Vico kritiserer både den rationalistiske og den empiriske retning inden for filosofien, både for deres aksiomer og deres metoder.

Selve værket er opbygget efter samme metode som Vico forsøger at argumentere for at man må benytte sig af, hvis man vil tale om, og dermed få viden om menneskets natur og dermed samfund.

Vico begynder værket med en nærmest idehistorisk etymologisk undersøgelse af de tidligste sprog og dermed samtidig den tidligste menneskelige historie. Dernæst illustrerer han det ved en kronologisk tavle over menneskeslægtens historie ud fra de forskellige sprog og civilisationsformer, menneskeslægten har været igennem. Selve menneskeslægten deler han op i forskellige stammer eller stamfolk. Man kan da se i tavlen, at disse stamfolk har været igennem præcis de samme stadier på vejen op til tiden omkring den anden puniske krig mellem Rom og Karthago 219-201 f.Kr.. En undtagelse er dog jøderne, der direkte fra Gud meget tidligt får en nedskreven lov. Et sådant abstrakt skriftsprog skal de andre folkestammer grueligt meget igennem for at opnå.

Hvad man må lægge mærke til er, at der for Vico ikke er tale om at finde tilbage til nogen hypotetisk før-sproglig tilstand, som man for eksempel kan se Hobbes’ naturtilstand som. Man ser i oversigtstavlen, at i overensstemmelse med Biblen, begynder menneskeslægtens historie på ny efter syndfloden, og derfor begynder oversigten på dette tidspunkt, som Vico i tavlen lader være sket i år 1656 efter jordens skabelse.

Vi kan altså ved hjælp af Vicos metode nå tilbage til menneskeslægtens og derved menneskehedens begyndelse og herved også tilbage til sprogets oprindelse.

Vico og samtiden Vico mellem Descartes' dualisme og Spinozas monisme. René Descartes er ofte blevet kritiseret for sin dualisme. Siden Descartes ved hjælp af sine stærke og overbevisende argumenter har fået skilt mennesket ad i to væsensforskellige entiteter, har filosofien kæmpet med at få overvundet den kløft der viste sig imellem vores mentale og fysiske verden. Op igennem filosofiens historie er der kommet talrige bud på, hvordan man enten kan løse eller opløse sjæl-legeme problematikken. Spinoza er med sin monisme en af de filosoffer, der forsøger at opløse problematikken ved at prøve at overbevise sine læsere om, at der kun kan være én substans, og sjælen og legemet da nødvendigvis må være forskellige måder denne substans kan vise sig på. Denne substans må da også være overensstemmende med Gud ifølge Spinoza. At hævde alt andet vil være en form for blasfemi, da man derved ville hævde, at Gud ikke er uendelig, og således må være begrænset, og dermed ikke fri. Descartes henviser også til Gud som garant for rigtigheden af såvel sine argumenter som af sin erkendelse .

Man kan se at Vico er blevet inspireret af disse to filosoffer som han så absolut ikke vil erklære sig enige med, deri at også han vil gå med til at opdele mennesket i en åndelig og en legemlig størrelse. Der skal ingen tvivl være om Vicos kristne tro. Hele livet igennem var Vico troende. Så udover at Vico sikkert ikke har noget imod den del af Spinozas teori, der argumenterer for, at Gud må være uendelig og årsag til vores erkendelses udspring, så spiller Gud også en central rolle i opbygningen af Vicos system. Vico kan siges at være enig med både Descartes og Spinoza i at Gud må være den ultimative garant for vores erkendelse, så længe man er klar over at de hver især mener noget ganske særligt ved denne formulering. Hvilket kan siges at være en pointe i sig selv ud fra Vico.

Gud har skabt verden, og som skaber af verden er han den eneste, der kan forklare verden til fulde. Ganske analogt til Spinozas argument for at substansen må være selvforklarende og selvforårsagende. Denne antagelse universaliserer Vico dog til at gælde alle skabere og skaberværker. Kun skaberen kan have mulighed for til fulde at kunne forstå og derved forklare det skabte.

Rationalisterne og menneskets indre evner. Selv om Vico anerkender og er enig med rationalisterne i, at menneskets indre fakultet er væsentlig for dets forståelse af verden, så er han absolut ikke enig med dem i, at denne menneskets indre evne er så statisk og uforanderlig, som det bliver beskrevet hos såvel Descartes som Spinoza.

Idet Gud har skabt verden og dermed også menneskene, så er han den eneste, der med rette kan siges at have mulighed for at forklare og forstå såvel verden som menneskene til fulde. Han har skabt mennesket med et besjælet legeme. Idet Vico modsætter sig, at menneskets mentale virke skulle være så fikseret og statisk, som rationalisterne implicit hævder det må være, så siger han samtidig, at menneskenes mentale virke udvikles. Det er ikke således, at vi blev skabt med en formfuldendt fornuft og dermed begrebsapparat med hvilken og hvilket vi kan erkende verden og dens indretning.

Empiristernes sansedata Her kommer hans inspiration fra empirismen ind i billedet. Vi modtager sansedata og ud fra dem får vi vores indtryk af verden og dens indretning, og ud fra dem danner vi ideer og begreber om verden. Det er dog ikke således, at vi som empiristerne hævder, modtager direkte umiddelbare sanseindtryk, der kausalt deraf danner overensstemmende ideer i vores indre, som vi så med fornuften ser sammenhængen imellem og dermed indser de forskellige sammenhænge i verden. Idet Gud og ikke mennesket har skabt verden, kan menneskene ikke komme til at forstå det ydre fuldstændigt. Vi kan dog med hjælp fra vores mentale virke og ud fra vores eget legemes sanser forsøge at forklare verden. Vico skriver:

”Mennesket gør, på grund af den menneskelige bevidstheds ubegrænsede natur, der hvor denne er fortabt i uvidenhed, sig selv til målestok for universet.”

Et sideblik på Humes fakta og forhold mellem ideer Man kan med fordel erindre sig Humes skelnen imellem ”matters of fact” og ”relationship of ideas” i A Treatise of Human Nature. Den første kategori omhandler forholdet imellem sanseindtryk og forestillinger, og den anden udelukkende om forholdet imellem ideer. Den første kan give os sandsynlig erkendelse og kun den sidste sikker erkendelse.

Det er ganske usandsynligt at Vico har kendt til Humes filosofi og især A Treatise of Human Nature, der ikke blev læst af mange i Humes egen levetid. Det ville derfor være vovet at påstå, at Vico skulle være direkte inspireret af Humes filosofiske arbejde. Dog kan man for forståelse af Vicos filosofiske tankegang med fordel trække på nogle af empirismens grundtanker, som vi kan finde meget velformuleret hos Hume. Hans afvisning af vores menneskelige mulighed for at erkende et eventuelt kausalt forhold imellem fænomener i verden bygger nemlig på denne skelnen imellem, hvad vi kan sige og dermed fatte om det ydre og det indre. Ved empirismen ser vi nemlig også en nedvurdering af, hvad vi med hjælp af vores fornuft kan erkende, og faktisk erkender.

Fra det enkelte menneske til menneskeslægtens historie. Vico nedvurderer endog mere end empirismen fornuftens rolle i menneskets erkendelse af verden. Det er ikke ved hjælp af fornuften vi fatter verdens reelle indretning. Den kan vi jo slet ikke komme til at fatte fuldt ud, da vi ikke har skabt den. Fornuften er ikke menneskets primære fakultet. Det er derimod vores forestillingskraft, evne til at være forsynet og vores trang til at ville forstå den verden vi er uvidende om. (Se længere nede om dette begreb forsyn)

I modsætning til såvel rationalismen og empirismen er det enkelte menneske ikke alene i sit erkendende udgangspunkt. Nok er mennesket skabt ens, men ikke så ens og ikke med en så statisk fornuft at hvert menneske i udgangspunktet har et privat sprog, der på grund af menneskenes enshed i natur må blive det samme. Dette viser sig i det faktum, at alle mennesker ikke taler det samme sprog, og ikke altid har talt det samme sprog. Mennesket befinder sig i et socialt forum og det er i dette sociale forum det ud fra sig selv må danne sig sine ideer og begreber til forklaring af verden. Hermed udvikler menneskene både deres sprog, fornuft og verden. Menneskene skaber selv kontinuert deres sprog og dermed deres verden ud fra evnen til forsyn og ved hjælp af sin forestillingskraft. I stedet for at undersøge menneskets natur ud fra det enkelte menneske, må man da i stedet undersøge hele menneskeslægtens historie.

Vico skriver om en fælles sans: ”142. Fællessansen er en dømmekraft helt uden refleksion, som er fælles følt af en hel orden, et helt folk, en hel nation eller hele menneskeslægten.

144. Ensartede ideer, som er opstået blandt hele folk, der ikke kender til hinanden, må have en fælles sandhedsgrund.

145. Dette aksiom er et vigtigt princip, som fastslår, at menneskeslægtens fællessans er det kriterium, som det guddommelige forsyn har lært nationerne, så de kan afgøre det sikre med hensyn til folkenes naturlige ret. [321f.] Denne [fællessans] får nationerne en sikker forståelse af, idet de erkender den substantielle enhed i denne ret, i hvilken de alle med forskellige modifikationer stemmer overens.”

Der hvor menneskene stemmer overens er nemlig i deres udgangsposition som besjælede og ikke som færdigt udviklede fornuftsvæsner.

Nødvendigheden af at undersøge menneskenes historie.