F.C. Sibbern (født 18. juli 1785 på Christianshavn, død 16. december 1872) var en dansk filosof.
Hans fader, Friedrich Gabriel Gottlieb Sibbern (født 7. december 1743 i Segeberg, død 4. november 1794 i København), var læge ved Børne- og Opfostringshuset. Moderen, Charlotte Amalia Friderica Lovisa, født Wilcken (søster til Johann Hartmanns hustru, født 23. oktober 1753, død 26. juli 1807), var guldsmededatter fra Plön i Slesvig-Holsten.
Uddannelse I sin første barndom hørte Sibbern oftere det tyske end det danske sprog. Fra sit 6. år modtog han undervisning i hjemmet af forskellige danske lærere, blandt hvilke han med taknemmelighed mindedes den senere biskop i Aarhus 1815–30 Jens Paludan-Müller. Til hans yndlingslæsning hørte Campes "Sjælelære", Gellerts skrifter, Matthias Claudius' Wandsbecker-Bote og Ludvig Holbergs Peder Paars. Gennem moderen, der var praktisk, energisk og meget religiøs, vandt han endvidere tidligt et indgående kendskab til den tyske bibeloversættelse.
I 1795 året efter faderens død sattes han i Den tyske kirkes skole, hvor bibellæsning var en overvejende del af undervisningen. Læreren, en kateket Kochen - en hjælpepræst, der underviste skolebørn i kirken – tog sig særligt af drengen og læste privat noget fransk med ham. 1798 fik Sibbern imidlertid ved biskop Jens Paludan-Müllers hjælp en plads i Herlufsholms Skole. Her tilbragte han fire lykkelige år, afholdt såvel af kammeraterne som af lærerne, blandt hvilke han navnlig trådte i et varigt venskabsforhold til Anders Winding Brorson, der 1804 blev skolens rektor, og naturhistorikeren Hans Bøchman Melchior. I 1802 dimitteredes han til universitetet.
Til sin Anden eksamen – filosofikum, Examen philosophicum – fik han den højeste udmærkelse i de filosofiske discipliner. Til sit embedsstudium valgte han dog foreløbig juraen, der havde fået forhøjet glans ved Anders Sandøe Ørsteds første geniale virksomhed.
Samtidig læste han imidlertid ivrigt poesi og forsøgte sig i besvarelsen af et par matematiske prisspørgsmål. Da nordmanden Niels Treschow 1803 havde afløst Børge Riisbrigh som filosofisk professor, kom der imidlertid også nyt liv over filosofien i Danmark, og Sibbern, som ikke havde kunnet udholde at høre Heinrich Steffens' forelæsninger, der forekom ham som «Galmandssnak», besvarede nu ikke mindre end tre gange med held universitetets filosofiske prisspørgsmål (1806, 1807 og 1810).
Dette skaffede ham blandt andet Kommunitetet og Valkendorfs Kollegium, hvor han trådte i venskabsforhold til Grundtvig; under hans krise 1810 ledsagede Sibbern og Poul Dons ham hjem til faderen i Udby. Også med den Ørstedske kreds var Sibbern trådt i venskabelig forbindelse.
I A. S. Ørsteds Juridisk Arkiv skrev han forskellige afhandlinger; i hans hjem var han en hyppig og velset gæst; under H. C. Ørsteds vejledning studerede han fysik; og ligesom han beundrede begge brødrene, således nærede han over for den førstes hustru, Adam Oehlenschlägers smukke og begavede søster Sophie, en sværmerisk tilbøjelighed, der varede til hendes død 1818 og af og til endog alvorligt truede hans livsmod.
1812 Dannelsesrejse sydpå: møder Fichte, Schleiermacher og Goethe 1810 havde han taget juridisk embedseksamen og året efter den filosofiske doktorgrad (De principiis philosophicis disciplinæ juris). Niels Treschow var imidlertid blevet professor ved det nys oprettede universitet i Christiania, Oslo, grundlagt 1811, og havde anbefalet Sibbern til sin efterfølger i København, og universitetsdirektionen skaffede ham da et rejsestipendium, for at han yderligere kunne uddanne sig, før han overtog pladsen. Sibbern gik først til Halle, hvor han traf Steffens, hvem han ikke tidligere havde været i berøring med, men som nu hurtig vandt hans hjerte.
Steffens var imidlertid netop kaldet til Breslau, og efter et kort ophold i Halle gik Sibbern derfor til Berlin, hvor han tilbragte vinteren. Han stiftede her bekendtskab med den ældre Johann Gottlieb Fichte og Friedrich Schleiermacher og hørte forelæsninger over græsk poesi hos filologen Friedrich August Wolf og over krystallografi hos mineralogen Christian Samuel Weiss.
I foråret 1812 drog han til Jena, hvor han daglig omgikkes naturfilosoffen Lorenz Oken, og derfra til Weimar, hvor han besøgte Christoph Martin Wieland og fru Schiller. Da Johann Wolfgang von Goethe, hvem han inderlig havde ønsket at træffe, og til hvem han havde breve og pakker fra Berlin, imidlertid var rejst til Karlsbad, besluttede Sibbern resolut at følge efter og opnåede også som løn for den 20 mil lange udflugt at få talt nogle gange med digterkongen.
Efter et fire ugers ophold i Karlsbad, hvor han også traf digteren Friedrich Leopold Stolberg, vendte han tilbage til Jena, besøgte dernæst Dresden og kom i november til Breslau, hvor han vinteren over boede hos Steffens og hørte hans forelæsninger over filosofi og naturvidenskab. I det tidlige forår 1813 vendte han atter over Dresden til Berlin, blandt andet for at se det opblussende frihedsrøre på nærmere hold.
Efter et kort ophold her rejste han over Nürnberg, hvor han traf Georg Wilhelm Friedrich Hegel som rektor ved skolen, til München, hvor han blev en del af sommeren. Han trådte her i nærmere berøring med Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling. Gennem Tyrol drog han derpå ind i Schweiz og havde også tænkt på at besøge Italien. Docentpladsen i Danmark var imidlertid blevet ledig; man påskyndede hans tilbagerejse, og ad nærmeste vej, over Strasbourg og Frankfurt, vendte han hjem i oktober 1813 fra sin dannelsesrejse.
1813 Hjem til professorstilling Umiddelbart efter hjemkomsten blev han ansat som ekstraordinær professor i filosofi ved Københavns Universitet og begyndte straks at holde forelæsninger over logik og psykologi, medens han selv samtidig hørte forelæsninger over fysiske, fysiologiske og zoologiske emner.
Hermed indledtes den lange periode af utrættet skriftlig som mundtlig virksomhed, der nu fulgte og uafbrudt varede til få år før hans død i hans høje alderdom.
Yderligere mærkepunkter i et langt liv Af ydre mærkepunkter i hans liv skal endnu blot fremhæves: 1816 blev han medlem af Videnskabernes Selskab, 1829 blev han professor ordinarius og assessor i konsistorium, og 1845 udnævntes han til etatsråd. Samme år var han første gang universitetets rektor. 1856 blev han konferensråd og 1862 Kommandør af Dannebrog. 1870 trådte han tilbage fra sin universitetsvirksomhed, og to år derefter, 16. december 1872, hensov han blidt og stille. 29. maj 1819 havde han ægtet Christiane Margaretha Dorothea Clara Louise Ipsen (født 2. juli 1799), datter af krigsråd, havneskriver i København L.F. Ipsen. Hun døde to år før sin ægtefælle.
Alsidig skriftlig produktion Sibbern var overordentlig arbejdsdygtig og usædvanlig alsidig og har efterladt sig arbejder ikke blot fra alle filosofiens områder, men også af juridisk, politisk og æstetisk art.
Psykologi Sine psykologiske anskuelser fremstillede han først i Menneskets aandelige Natur og Væsen (1819), hvortil som en art fortsættelse føjedes Psykologisk Pathologi (1828). En stærkt omarbejdet udgave af første del udkom senere under navn af Psykologi, indledet ved almindelig Biologi (1843 og flere gange senere); anden del blev udgivet på ny som mindeskrift ved hans hundredårsfest, 1885.
Nærmest hertil slutter sig Om Forholdet mellem Sjæl og Legeme (1849) og hans lille bog Om Elskov (1819 og oftere). Sine anskuelser om filosofiens natur og metode har han fremstillet i Om Erkjendelse og Granskning (1822), Om Filosofiens Begreb, Natur og Væsen (1843) og Angaaende Hegels Filosofi (1838).
Logik Om logik handler Logikkens Elementer (1822), Logik som Tænkelære (1827 og flere gange) og Tænkelære eller Logik (1854 og oftere). En æstetik har han givet i de tre bind Om Poesi og Kunst (1834, 53 og 69). Sine etiske anskuelser har han udtalt i en lille, efter hans død udkommen Moralfilosofi (1878).
Verdensopfattelse Om hans totale verdensopfattelse handler hans Spekulativ Kosmologi med grundlag til en spekulativ Theologi (1846); og endelig har han fremstillet sine religiøse anskuelser dels i en række universitetsprogrammer (1846, 1847 og 1849) og dels i Meddelelser af indholdet af et Skrift fra Aaret 2135 (tre hæfter, 1858, 1862 og 1872). Denne bog giver desuden væsentlige bidrag til hans sociale og politiske anskuelser, som han for øvrigt har fremstillet i en mængde småafhandlinger og bladartikler.
1829-30 udgav han Filosofisk arkiv og Repertorium, 1835-39 Patriotiske Intelligensblade og 1843 Dikaiosyne eller Bidrag til Politik og politisk Jurisprudens for danske. Endelig har han foruden et par mindetaler udgivet Efterladte Breve af Gabrielis (1826 og flere gange) og Udaf Gabrielis Breve til og fra Hjemmet (1850 og flere gange). En samling Breve til og fra Sibbern blev udgivet 1866 af Christian Ludvig Nicolai Mynster.
Friluftsmenneske med sympati for små og undertrykte i samfundet Sibbern var både legemlig og åndelig en særdeles sund natur. Nøjsom og hårdfør, som han var, satte han stor pris på at røre sig frit under åben himmel og tage lejligheden, som den frembød sig. Sin udenlandsrejse gjorde han næsten udelukkende til fods, og denne vandrelyst vedvarede op i hans høje alderdom.
Det var ham en art religion ved sådanne forfriskende anstrengelser at erhverve sig den livsglæde og fortrøstningsfulde frejdighed, som han mente alle burde eje for ret at kunne magte livet.
Selv var han af natur som af forsæt optimist til det sidste, ligesom han var i besiddelse af en energisk oprindelighed, et varmtfølende sind, en stærk sympati med alle de små og undertrykte, en levende friheds- og retfærdighedsfølelse og en jævnhed og tillidsfuldhed, der ofte kunne stige til troskyldighed og sprede et stærkt skær af naivitet over hans optræden.
Han slutter sin bog Om Erkjendelse og Granskning med Paulus' ord, at om vi talte med englenes tungemål og kendte alle hemmeligheder og havde tro, så vi kunne flytte bjerge, men havde ikke kærlighed, så var vi intet. Han kunne have sat dette som motto over hele sin stræben. Thi al hans filosoferen har et pædagogisk formål.
Viden er til syvende og sidst kun til for at skabe mere fuldkommen handlen, mener han, og med denne tanke for øje har han formet alle sine værker. Hans Gabrielis Breve er fortællingen om en Werther, som ikke skyder sig, men generobrer sit livsmod, ligesom bogens forfatter selv havde gjort det.
Misfornøjet med den abstrakte hegelske formalisme; hans «praktiske Livsfilosofi» thumb|Frederik Christian Sibbern, tegnet af Christen Købke i 1833. Tegningen er på Statens Museum for Kunst. Hans psykologi som ethvert af hans arbejder munder ud i etisk-religiøse betragtninger, og selve hans religiøse anskuelser formes, som vi skulle se, efterhånden i nøje overensstemmelse med grundsynspunktet.
Vurdering af stil og fremstillingsform At Sibbern måtte være misfornøjet med den abstrakte hegelske formalisme, forstår man allerede heraf. Men den "praktiske Livsfilosofi", han således indledte i Danmark, fortsattes senere af Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard, og den førstnævnte af disse har flere gange med varm tilslutning gjort opmærksom på den Sibbern særegne personlige, uforbeholdne, konkrete, klare og jævne fremstillingsmåde, der netop så nøje hænger sammen med hans hovedformål.
Det er sikkert også denne hans kærlighed til det klare, jævne og konkrete, der har bevirket, at hans filosofiske tankebygning kom til at stå et betydeligt trin over ethvert af de tyske systemer, hvis forfattere havde været hans læremestre under hans udenlandsrejse.
Både over for Steffens og Schelling står han i virkeligheden med stor selvstændighed; at visse af tidens grundtanker er fælles for dem alle, er en selvfølge, der ikke forandrer sagen. Af den tyske naturfilosofis talrige fantasterier, som han dog havde været i så nær berøring med, findes der så godt som intet hos ham.