thumb|Holsteinborg Gods, 2010 thumb|Grevskabets hovedsæde, Holsteinborg omkring 1860 Grevskabet Holsteinborg var et dansk grevskab, der blev erigeret den 1. januar 1708 for gehejmeråd Ulrik Adolf von Holstein af hovedgårdene Holsteinborg, Snedinge og Fuirendal. Grevskabet blev erhvervet gennem køb og kongegave og havde Holsteinborg som hovedsæde. Allerede den 4. september 1700 var Holstein blevet ophøjet til lensfriherre og baron af Fuirendal, efter at Frederik 4. havde erigeret og skænket ham baroniet Fuirendal som kongegave, da godset var hjemfaldet ved den tidligere slægts uddøen. Ved oprettelsen af Grevskabet Holsteinborg i 1708 lod Holstein jordene fra baroniet indgå i det nye grevskab; dette var et af de få tilfælde, hvor majoratgods blev givet som kongegave.

Ulrik Adolf Holstein blev født den 14. april 1664 på Futterkamp, de danske Reventlowers stamgård i Wagrien nær Lütjenburg i Tyskland. Han var søn af den adelige meklenborgske godsejer og danske oberst Adam Christopher von Holstein. Han døde den 25. august 1737 på Holsteinborg som storkansler og lensgreve.

Ved oprettelsen blev der under Frederik 4. dispenseret fra det almindelige krav til et grevskabs godsstørrelse. Holsteinborg kunne således kun opvise 1.690 tønder hartkorn mod det foreskrevne krav på 2.500. Grevskabet hørte ikke desto mindre, især efter senere opkøb, til den øverste kategori af majorater, der rådede over tusinder af tønder land og fideikommiskapitaler i millionklassen.

Grevskabet blev lensafløst den 30. marts 1921. Besidderen ved lensafløsningen var hofjægermester F.C.C.C. lensgreve Holstein-Holsteinborg. Nettoværdien blev anslået til omkring 9 mio. kr.; heraf udgjorde den tvungne statsafgift til jordfonden omkring 2,3 mio. kr., omkring 2,7 mio. kr. blev henlagt til successorfonden, og omkring 4,1 mio. kr. tilfaldt besidderen. Der skulle desuden afgives 306 hektar jord.

Som ved flere andre majorater forsøgte besidderen i forbindelse med lensafløsningen at undgå jordafgivelse fra selve hovedgårdene ved at skaffe erstatningsjord andetsteds. I 1922 lykkedes det grev Holstein at friholde både Holsteinborg og den nærliggende hovedgård Snedinge for jordafgivelse. Omtrent halvdelen af den lovpligtige jordafgivelse blev i stedet taget fra den til grevskabet hørende hovedgård Fuirendal, herunder 147 hektar herfra, mens yderligere 108 hektar blev skaffet fra Sorø Store Ladegaard, som greven havde købt med dette formål. Da grevskabet allerede var blevet lensafløst året forinden, lå sagen uden for Lensnævnets område og blev i stedet behandlet af Statens Jordlovsudvalg, der medvirkede til lempelsen. På jorden fra Sorø Store Ladegaard opstod 17 nye husmandsbrug, der tilsammen dannede husmandskolonien "Guldager", og en del af disse husmandssteder præger fortsat landskabet øst for Sorø.

Referencer

Litteratur

Holsteinborg Kategori:Etableret i 1708 Kategori:Ophørt i 1921 Kategori:Slægten Holstein-Holsteinborg