thumb|Farum gamle landsby. Ved landsbyer forstås i Danmark i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug og som har mindre end 200 indbyggere (modsat landbrugsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug, men som har så mange indbyggere – mere end 200 – at de medregnes blandt de bymæssige bebyggelser).
Geografen Aage Aagesen nævner, at en bebyggelse skal have mindst tre bondegårde for at kunne regnes som en landsby.Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark, serie I, bind II), s. 40 Ved siden af gårdene kan der tillige forekomme andre bygninger såsom huse (blandt andet smedje), kirke, skole, kro og lignende.
Landsbyernes mangfoldighed
Landsbyerne i Danmark er ikke ens, hverken med hensyn til størrelse, indre opbygning eller driftsforhold. Uensartetheden i disse forhold må ses i lyset af to ydre forhold: de landskabelige vilkår og besiddelsesforholdene (godsstrukturen).
I landskabelig henseende kan skelnes mellem:Grau Møller 1997, s. 47 (afsnittet forfattet af Erland Porsmose) agerbygder skovbygder hedebygder kystbygder marsk
Agerbygderne kendetegnedes ved højt hartkorn i forhold til arealet og stor opdyrkningsgrad.Grau Møller 1997, s. 41 Landskabet overvejende morænesletter med lerbund. Landsbyerne var forholdsvis store, med store gårde, herregårde og forholdsvis mange jordløse huse.Grau Møller 1997, s. 13
Skovbygderne kendetegnedes ved forholdsvis megen skov (mindst 25% af jorden), der påvirkede driftsforhold og binæringer. Kuperet terræn, blandet jordbund (ler og sand), med enkeltgårde og små landsbyer, forholdsvis små gårde, herregårde i tilknytning til skove, mange huse med jord.
Hedebygder kendetegnedes ved forholdsvis megen hede (mindst 35% af jorden), hvilket påvirkede driftsforholdene. Landskabeligt hedeslette eller bakkeø, sandet jord, vådbundsarealer (kær og moser), med mange enkeltgårde, små landsbyer, små gårde, få og ret små herregårde, mange huse med jord.
Kystbygder udgjordes af de kystnære ejerlav, hvor udnyttelse af havet ved binæringer (fiskeri, skibsfart) spillede en rolle. Landskabet mangesidigt (morænelandskab, hævet havbund eller klit), mange købstæder, store landsbyer og fiskerlejer, små gårde og fiskerhuse, mange hovedgårde.
Marsken kendetegnedes ved et næsten fravær af egentlige landsbyer; enkeltgårde på ophøjede verfter spillede her en hovedrolle.
Besiddelsesforholdene (og i forbindelse hermed godsernes driftsforhold) indvirkede også på landsbyernes forhold. Ikke mindst i det gamle Sønderjylland tegnede der sig fire delområder: marskegnene omfattende øer i Vadehavet, Ejderstedt, Nordstrand, Viding og Bøking herreder samt Hatsted marsk ved Husum helt uden godser, godser på Als og Ærø samt i Sundeved og Angels østlige del, hvor hovedgårdene dækkede 10-30% af arealet, og hvor landgilde og hoveri indgik i indbyrdes afstemt forhold (i lighed med forholdene i de kongerigske dele af landet), godser på gesten, hvor bønderne var fri for hoveri men til gengæld betalte forholdsvis høje landgildeafgifter til godsejerne, som regel i form af pengebeløb, og hvor herregårdsjorden ofte var udstykket og/eller bortforpagtet (på tysk kaldet Rentengrundherrschaft), godser på Svans og i Jernved (tysk: Dänischwohld), hvor herregårdene dækkede over 50% af arealet, og hvor bønderne havde omfattende hoveri men til gengæld ikke ydede landgilde (på tysk kaldet Gutherrschaft og kendt især fra Østeuropa).Rasmussen, s. 46-51
Landsbyerne i dyrkningsfællesskabets tid Landsbyernes indre opbygning
Efter deres indre opbygning opdeles landsbyerne i fire grundformer: fortebyer, vejbyer og række- eller randbyer samt i de sydvestjyske marskegne verftslandsbyer. Hvis befolkningen voksede, kunne bebyggelsens form komme under pres. Der kunne da ske et af følgende: gårdkløvning, hvorved der kom til at bo to (eller flere) familier pr. gård, fortætning på fælles åbne arealer, fx i form af forteklyngebyer, nye ejendomme langs landsbyens yderområder, fx som vejklyngebyer, udspaltning af aflæggerbebyggelser (såkaldte torper) og -enkeltgårde.
Fortebyen thumb|Nordby på Samsø er den mest kendte forteklyngeby i Danmark. thumb|Veddum er en forteklyngeby, opmåling 1799. I fortebyen (også kaldet rundbyen og den sluttede by) ligger gårdene omkring en åben plads midt i landsbyen, forten. Forten kunne være kvadratisk, rektangulær eller oval men også nærmest trekantet. Fortelandsbyen var kendetegnet ved, at bebyggelsen omkring det lå mere eller mindre tæt: i nogle tilfælde var gårdene kun adskilte af en smal slippe, i andre kunne der være op til 30-40 m mellem gårdene. I visse tilfælde var gårdene helt sammenbyggede med en fælles længe, fx i Vitved ved Skanderborg.Hansen (1970), s. 16f Gårdene lå på hver deres grund, toften eller gårdstedet. Dette særejede jordstykke udgjorde grundlaget for gårdens ret til andel i gårdens agre samt overdrev.Steffen Hahneman: "Toft og gårdsted" (Historisk Tidsskrift 110, s. 1-35 Toften var afgrænset både indadtil mod forten og udadtil mod de omgivende marker. På toften fandtes ofte en abildgård og kålgård.Hansen (1970), s. 17 Forten var fælles ejendom for alle gårdboere og måtte derfor ikke bebygges. Den synes oprindeligt at have været anvendt til at opbevare landsbyens kvæg om natten og ungkreaturer og mindre husdyr. På forten fandtes ofte landsbyens gadekær, der kunne anvendes såvel til vanding af husdyr som til branddam og vaskested for landsbyens arbejdsredskaber og vogne.Hansen (1970), s. 17f På forten fandtes tillige landsbyens bystævne, hvor bønderne traf beslutninger af fælles betydning og fældede domme i interne anliggender i henhold til landsbyens vider og vedtægter. Endvidere anvendtes forten til markering af fælles begivenheder og højtider, fx blev en majstang rejst her. Den del af forten, der lå nærmest gårdene, kaldtes gaden og skulle holdes fri af hensyn til færdslen gennem byen og mellem gården og markerne. Gaden lå således som en lukket ring omkring forten. Undertiden kan forten være delvist bebygget med smedie, skole og lignende, og under visse forhold kunne der ligeledes opføres mindre huse til beboelse, såkaldte gadehuse,Hansen (1970), s. 18 hvorved fortebyen kunne videreudvikles til en såkaldt forteklyngeby.jvf. Hastrup Den mest kendte forteklyngeby er Nordby på Samsø.
Vejbyen
I vejbyen (også kaldet langbyen) ligger gårdene (og husene) langs bygaden uden dannelse af en forte. Bebyggelsen fremstår som et strengt reguleret anlæg bestående af to parallelle rækker af lige store tofter på hver sin side af gaden.Porsmose (1988), s. 365 I sådanne landsbyer lå gadekæret som regel mellem to gårde ud til bygaden. Vejbyer kan have tilstødende veje og bebyggelsen kan undertiden have bredt sig langs disse. Gadeforten kunne være 3-500 m lang og afstanden til gårdene på den modsatte side af gaden 80-100 m. Vejbyen var velafgrænset i forhold til de omgivende landskaber og giver ofte indtryk af at være planlagt. For de fleste vejbyer på Falster er det konstateret, at den regulerede form sandsynligvis er sket i forbindelse med en omflytning omkring år 1300, og ligeledes at der er indført solskifte i disse landsbyer. Men foruden disse falsterske vejbyer findes der talrige landsbyer, der som hovedregel udviser en tilsvarende form. I flere tilfælde er der senere sket en bebyggelsesvækst langs landsbyens udfaldsveje, og i sådanne tilfælde kan tales om en vejklyngeby.Porsmose (1988), s. 366
Randbyen
I række- eller randbyen ligger gårdene ved siden af hinanden i een række. Rækkebyer udvikledes på steder, hvor terrænet gjorde dette til den mest hensigtsmæssige løsning, dels langs åløb, dels i lavereliggende terræn, hvor selv en mindre højdeforskel kunne være afgørende for, om der kunne bygges eller ejViggo Hansen (1964), s. 202ff samt endelig i skovområder.
Eksempler på sådanne randbebyggelser er Gøttrup i HanherrederneHansen (1970), s. 25 Sønder SaltumHansen (1964), s. 191 på grænsen mellem moræne og littorinaflade samt ØsterHansen (1964), s. 79 og Vester Hjermeslev,Hansen (1964), s. 196-199 Store PandrupHansen (1964), s. 80 og AlstrupHansen (1964), s. 199f på grænsen mellem yoldia- og littorinaflade, alle i Vendsyssel, men desuden Ballum, Hjemsted, Nørre og Sønder Sejerslev, der alle ligger på gestranden ud mod marsken i Sønderjylland.Hansen (1970), s. 26
Af mere specielle eksempler kan nævnes Storvorde, Mou og Egense, der ligger på gamle krumodder i Littorinahavet i Himmerland,Hansen (1970), s. 24Hansen (1960), s. 121 og såkaldte dalspidsbyer, der ligger omkring en mindre erosionsdal, som fra et højere plateau giver et jævnt fald ned mod lavere plateau. Sådanne bebyggelser fandtes blandt andet i Vestjylland, fx Snevre.Hansen (1964), s. 143 Både krumoddebyer og dalspidsbyer er bestemte af terrænkurverne, og hvor den første ofte ligger som en dobbelt randbebyggelse på hver sin side af et centralt gadestrøg, har dalspidsbyerne nærmest U-form omkring dalspidsen.
En anden type af rand- eller rækkebebyggelser er knyttede til åløb. Bebyggelsen ligger her mere eller mindre på række under hensyn til de stedlige terrænforhold.Hansen (1970), s. 23
En tredje type af randbebyggelser er de såkaldte skovbyer, hvor gårdene ligger på række med større eller mindre indbyrdes afstand langs en indbyrdes forbindende vej. De er opståede som rydninger i skoven, og gårdene indgår sjældent i et dyrkningsfællesskab. Som eksempel på en skov-rækkeby kan nævnes Tværskov i Vigerslev Sogn på Fyn.Porsmose (2008), s. 72Stoklund (1980), s. 15
Verftslandsbyer
Verftslandsbyer, der kun fandtes i Vadehavet, kendetegnes ved, at bebyggelsen ligger samlet på en forhøjning, et verft, med de omgivende marker beliggende lavere og derfor udsat for tidevandets oversvømmelse. Efter deres form skelnes mellem runde landsbyer og gadelandsbyer.Jespersen (1964), s. 66 og 68
Ved siden af disse grundformer fandtes et antal overgangsformer, dels mere uregelmæssigt formede byer, hvor landskabet havde påvirket udformningen,Hansen (1970), s. 27-30 dels videreudviklede bebyggelser, hvor grundformen ligger skjult som en kerne.
Til landsbyen hørte de omgivende jorder, der blev udnyttet i omdriften dels som agerjord, dels i form af eng, krat, skov og overdrev; tilsammen udgjorde disse landsbyens ejerlav.
Landsbyernes beliggenhedsvalg thumb|350px|Portræt af en landsby - Gl. Rye i Jylland To forhold gjorde sig gældende ved landsbyernes beliggenhed, dels adgangen til de ressourcer, som landbrugerne havde brug for: vand, dyrkningsbar agerjord, eng til høslet, træ til byggemateriale og brændsel,Hansen (1970), s. 13f dels det forhold, at bønderne i ældre tid kun var i stand til at opdyrke jorden i 800-1000 meters afstand fra byen. Mange steder ligger landsbyerne derfor med indbyrdes afstande på 1,6-2,5 km.Hansen (1970), s. 22
Landsbyernes antal og geografiske fordeling
Det er ud fra oplysninger indsamlet til matriklen 1688 opgjort, at der 1682 i Kongeriget Danmark fandtes i alt 58.174 bondegårde fordelt på 5.087 landsbyer (tallet omfatter ikke Bornholm og Hertugdømmerne, der ikke indgik i matriklen).Erland Porsmose: Landsbyer; s. 54f Den geografiske fordeling på de datidige amter var:
Amt Antal landsbyer Amt Antal landsbyer Amt Antal landsbyer Amt Antal landsbyer København 107 Dragsholm 76 Tranekær 64 Kalø 221 Hørsholm 31 Sæbygård 63 Nykøbing 107 Skanderborg 164 Frederiksborg 75 Holbæk 126 Halstedkloster 122 Åkær 47 Kronborg 83 Tryggevælde 129 Ålholm 116 Dronningborg 194 Roskilde 126 Vordingborg 166 Riberhus 175 Mariager 40 Jægerspris 24 Møn 48 Haderslev (ikke medtaget) Silkeborg 110 Ringsted 65 Nyborg 211 Koldinghus 230 Skivehus 110 Sorø 42 Odensegård 147 Lundenæs 204 Hald 146 Antvorskov 73 Rugård 70 Bøvling 158 Ålborghus 232 Korsør 88 Assens 68 Havreballegård 78 Åstrup, Børglum og Sejlstrup 330 Kalundborg 66 Hindsgavl 70 Stjernholm 91Dueholm, Ørum og Vestervig 205