thumb|Den apostoliske nuntius Ivo Scapolo er som doyen det eneste medlem af det diplomatiske korps, der var til stede ved den anden indsættelse af Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, som fandt sted i marts 2021 under COVID-19-pandemien. Doyen (af fransk doyen, af latin decanus, oprindelig betegnelsen for en leder af ti personer; ) er i diplomati den ambassadør eller gesandt af den højeste repræsenterede diplomatiske klasse, som har størst lokal anciennitet, dvs. længst akkreditering i opholdslandet. Doyenen står i spidsen for det diplomatiske korps (corps diplomatique) og fungerer som dets ordfører og repræsentant. Doyenen varetager korpsets fælles interesser over for protokollen i opholdslandets udenrigsministerium, modtager meddelelser fra regeringen, som vedrører samtlige diplomatiske repræsentanter, fører forhandlinger om fælles anliggender og rådgiver sine kolleger, navnlig om protokolspørgsmål. I visse katolske lande tilkommer hvervet dog traditionelt Den Hellige Stols diplomatiske repræsentant, den pavelige nuntius, uanset dennes anciennitet.
Betegnelsen er den franske form af dekan og anvendes også om lederen af et kloster, et domkapitel eller et fakultet, herunder fakultetsdekaner ved franske universiteter. Betegnelsen doyen rural (landdekan) svarer omtrent til en dansk provst, mens doyen du Sacré Collège betegner den fornemste i Kardinalkollegiet. I almindelig betydning kan doyen betegne det efter tjenestealder ældste medlem af en virksomhed eller korporation, dvs. alderspræsidenten.
Den nuværende doyen for det diplomatiske korps i København er Tina Krce, Kroatiens ambassadør i Danmark siden 15. marts 2019.
Referencer
Kategori:Franske vendinger Kategori:Diplomatisk rang