thumb|bjergene ved Arpinum Marcus Tullius Cicero (født 3. januar 106 f.Kr. i Arpino, død 7. december 43 f.Kr. i Formia) var en romersk politiker, retoriker, jurist, skribent og filosof.
Cicero tilhørte den romerske ridderstand og begyndte sin karriere som advokat (i romerret), hvor han opnåede ry for modigt at forsvare romerske borgere, som var blevet uretfærdigt dømt under Sullas udrensninger.
Han var en erklæret forsvarer af den romerske republik i en tid, hvor den ofte blev udfordret af personer med ambitioner om eneherredømme. Han gjorde karriere i magistraten, først som kvæstor på Sicilien i 76 f.Kr., derefter som praetor i Rom i 66 f.Kr. og consul i 63 f.Kr.. Som consul afværgede han den catilinariske sammensværgelse. Under det første triumvirat måtte han for en tid gå i eksil. Efter benådning optrådte han atter som politiker, men hans indflydelse var svækket.
Efter mordet på Julius Cæsar tog han parti mod Marcus Antonius. Det kostede ham livet, men medvirkede måske til Antonius' fald. Cicero blev myrdet under proskriptionerne år 43 f.Kr. 63 år gammel.
Ciceros retorik kan opleves i 58 bevarede politiske/juridiske taler og skrifter samt mere end 800 breve. Cicero, der var eklektiker, anses som fader til den klassiske latinske prosa.
Biografi
Opdragelse og uddannelse thumb|Den unge Cicero studerer, 1464 fresco, nu i Wallace Collection. Cicero blev født i municipiet Arpinum ca. 110 km syd for Rom. Hans familie var af ridderstanden (lat: ordo equester). Ridderstanden havde efter Gracchernes reformer opnået status som skatteopkrævere. De var ikke en del af den nye overklasse, nobiliteten, der omfattede de tidligere magthavere, patricierne, og plebejerne. Ciceros familie var fremsynet og gav ham en opdragelse, der både var typisk romersk, dvs. indrettet på deltagelse i retsvæsen og administration, og filosofisk, baseret på studier af de græske filosoffers værker.
Cicero blev sendt til Rom for at studere jura, og han var en dygtig studerende. Han studerede hos en af tidens største advokater Quintus Mucius Scaevola. Han supplerede juraen med studier i filosofi hos Philon fra Larissa og hos stoikeren Diodotos. Som alle romerske borgere aftjente Cicero sin værnepligt. Han tjente allerede som 17-årig i hæren under Gnaeus Pompeius Strabo, far til Gnaeus Pompeius Magnus, og var under forbundsfællekrigen på Sullas parti. Det var sandsynligvis her, han lærte Pompejus Magnus at kende. Da han blev hjemsendt ved slutningen af konflikten i 88 f.Kr., genoptog han sine jurastudier. Krigen satte sit præg på hans tænkning. I indledningen til De legibus refererer han en samtale med vennen Atticus, hvor han argumenterer for et fuldt statsborgerskab for alle romere, ikke blot dem, der er bosat i Rom. Cicero har i flere af sine taler omtalt sin hjemstavn som et fredfyldt sted, hvor han fandt en ro, som ikke kunne genfindes i det pulserende liv i Rom.
Cicero forberedte sig på sin karriere ved at lære en teknik, som gjorde ham i stand til at holde lange taler uden manuskript. Han improviserede ikke, men gik en tur i sin have, mens han forberedte talen. Ved hver søjle, plante eller anden genstand lærte han en sætning udenad. Når tiden kom for at fremføre talen, gik han i tankerne den samme tur gennem haven.Peter Ørsted (2006), s. 113 De juridiske taler blev nedskrevet efter sagernes afslutning, normalt efter afskrifter, foretaget af vennen Atticus' slaver.
Ciceros første store sag
Cicero førte sin første store sag i 80 f.Kr., hvor han forsvarede Sextus Roscius, der var anklaget for fadermord. Cicero fik ham frikendt, bl.a. ved at fremhæve, at Sullas tilhænger Chrysogenus havde fabrikeret anklagen. Forsvarstalen, der er bevaret, er et godt eksempel på, at Cicero allerede som ung var en overlegen retoriker. På grund af en slem halsbetændelse, der skyldtes hans måde at tale på, men sikkert også med tanken på risikoen for Sullas vrede over frikendelsen, tog Cicero til Grækenland efter sagens afslutning. På Rhodos mødte han den kendte filosof Posidonius og retorikeren Apollonius, søn af Molon fra Rhodos. Apollonius lærte ham at tale på en mindre belastende måde.
Cicero som lovende jurist og embedsmand
Baggrund
Cicero voksede op i den romerske republik med dens gentagne uroligheder og borgerkrige. Sullas sejr i den første af de mange borgerkrige underminerede den fundamentale frihed i den romerske republik, Libertas. Det blev Ciceros held, at Sullas reformer styrkede ridderstanden og gav dem, der ikke var af senatorslægt, mulighed for at få del i magten. Cicero var helt afklaret med, at han tilhørte ridderstanden og var homo novus, men han støttede ikke altid – som de fleste af sine standsfæller – popularerne. Direkte oversat:folkepartiet.
Senatets ledere, optimaterne, udgjorde en mulighed for at sikre politiske alliancer, men de virkede ofte som en lille lukket klike med interne magtkampe. I et forsøg på at forene de to stridende parter formulerede Cicero sin politiske strategi, der havde til formål at skabe concordia ordinum – enighed mellem samfundsklasserne.
Mos maiorum var et andet tema, han gentog i sit forsvar for republikken, dens institutioner og praksis. Baggrunden var, at Rom ikke havde nogen nedskrevet forfatning, men baserede lovene på præcedens, de gamle skikke. lat: mos majorem Det betød, at Cicero med sit indgående kendskab til de gamle tekster kunne anvende argumenter herfra mod sine modstandere. Hans henvisninger til mos maiorum er et gennemgående tema i talerne, men især i anklageskrifterne, når han fremfører, at anklagede ved sin adfærd har overtrådt de nedarvede skikke. Denne type borgere betegner Cicero som "onde" eller "tarvelige" borgere, der nedbryder moralen.
Karrieren begynder
Frikendelsen af Roscius var en imponerende bedrift for enhver advokat og ganske enestående for en uerfaren. Cicero lagde her grunden til sit ry som taler og fik mulighed for 79-77 f.Kr. at studere hos de berømteste filosoffer i Athen og på Rhodos.
Cicero begyndte sin løbebane som embedsmand i magistraten, hvor han fik embedet som kvæstor på det vestlige Sicilien i 75 f.Kr.
Samtidigt opbyggede han en meget stor advokatvirksomhed, og i 69 f.Kr. benyttede han sit lokalkendskab til Sicilien til en heldig retsforfølgelse og domfældelse af Gaius Verres, der var statholder på Sicilien. Det skete på trods af, at Verres' forsvarer var tidens bedste advokat, den tidligere consul Quintus Hortensius.(se også Mod Verres)
Karrierens højdepunkt
Embederne var i Rom reelt den eneste adgang til politisk indflydelse. Magistraten var centrum for gennemførelsen af et politisk program. De stridende grupper i senatet og Folkeforsamlingen var ikke politiske partier, men fraktioner, der kæmpede om magten. Det lykkedes Cicero at blive valgt suo anno. Det var en enestående bedrift af en homo novus. Ifølge broderen, Quintus Tullius Ciceros Commentariolum Petitionis ("Kortfattet vejledning i valgkamp"), der findes i flere versioner i uddrag på dansk, bl.a. i Damgaard, Jarl, 1991 var det aldrig sket før i den romerske republik. Cicero var i 66 f.Kr. praetor og i 63 f.Kr. consul – de to højeste embeder i den romerske republik. Valg til disse embeder foregik på Folkeforsamlingen for ét år ad gangen efter komplicerede afstemningsregler.
Cicero som praetor Den største udfordring var en militærsag, som kunne sætte romernes sikkerhed i Lilleasien over styr. Trods fredsslutningen efter nederlaget til Sulla var Mithridat stadig en trussel i provinsen Asien, som var en af Romerrigets vigtigste indtægtskilder. Et lovforslag om, at Pompejus skulle overdrages særlige beføjelser som hærfører i bekæmpelsen af truslen i Asien, skabte modstand blandt senatorerne, som benyttede Hortensius som talerør. Cicero fik til opgave at forsvare Pompejus' sag, og forslaget blev vedtaget.
Hermed havde den kompromissøgende Cicero taget parti for en af folkepartiets ledere, og Pompejus' sejr og erobringer i felttoget skabte en popularitet, som ansporede Cicero til at søge konsulatet.
Ciceros konsulat I 63 f.Kr. stillede Cicero op til valget som konsul. Brevet fra broderen Quintus er en enestående kilde til de forhold, der afgjorde et valg i den romerske republik.Quintus Tullius Cicero ("Kortfattet vejledning i valgkamp") i Damgaard, Jarl (1991) Om det primært skyldtes broderens råd vides ikke, men Cicero blev valgt til consul, mens Lucius Sergius Catilina ikke opnåede valg.
Den catilinariske sammensværgelse thumb|Cicero anklager Catilina. Fresko af Cesare Maccari (1840-1919). Ciceros største bedrift i sin konsulatstid blev afsløringen af den catilinariske sammensværgelse. Den vragede Catilina ønskede at omstyrte den romerske republik. Den 22. oktober opnåede Cicero et senatus consultum de re publica defendenda, hvilket var en form for undtagelsestilstand, eller senatus consultum ultimum, som delvis satte Folkeforsamlingens lovgivende magt ud af kraft.Krarup (1971), s. 112 , og han drev Catilina ud af byen med fire taler, i hvilke han beskrev Catilina og hans kumpaners gerninger. Han beskrev dem som en bande udsvævende senatorer, støttet af forgældede kriminelle, som klyngede sig til Catilina som deres sidste håb om at undgå den retfærdige straf. Ved slutningen af den første tale, hvor hovedtemaet var "forlad Rom, og tag din bande med dig!", flygtede Catilina fra Jupiter Stator-templet, hvor senatsmødet fandt sted og tog til Etrurien. De tre andre taler blev derfor ikke adresseret direkte til ham, men til folket og senatet med det formål at udpensle de værst tænkelige konsekvenser for Rom.
Efter Catilinas flugt forsøgte hans tilhængere at begynde en revolution indefra, mens Catilina skulle angribe udefra med en hær, samlet blandt Sullas veteraner i Etrurien. Planen blev afsløret, da en ambassadør, der var på vej til en gallisk stamme, faldt i baghold. Han var i besiddelse af nogle breve, der afslørede sammensværgelsen, og da en kreds af senatorer havde overbragt disse breve til Cicero, satte han sig i spidsen for bekæmpelsen af sammensværgelsen.
Det lykkedes Cicero at få de sammensvornes tilståelse ved en høring i senatet.jf. Plutarch (100 e.kr.) Derefter drøftede senatorerne, hvilken straf konspiratorerne skulle have. Normalt var senatet primært en rådgivende forsamling for de lovgivende organer, mens Folkeforsamlingen var den formelt dømmende instans.Krarup (1971), s. 108 Imidlertid betød indførelsen af undtagelsestilstand, at senatet skulle behandle sagen, og de fleste medlemmer talte for dødsstraf. Mange vaklede dog, da Cæsar hævdede, at dommen ville skabe præcedens og derfor talte for en mildere dom: eksil og konfiskering af de sammensvornes ejendomme.Jf. Plutarch (100 e.kr.), som antyder, at Cæsar var indblandet i sammensværgelsen Så rejste Cato sig til forsvar for dødsstraffen, og til sidst konfirmerede senatet den. Ciceros biografer er enige om, at der var tale om højt spil, idet han dels kunne risikere en dom for landsforræderi, dels at få en fjende i Cæsar.
Cicero fik konspiratorerne ført til fængslet, Tullianum, hvor de blev henrettet. Cicero ledsagede selv den tidligere konsul Publius Cornelius Lentulus Sura, der var en af konspiratorerne. Efter henrettelserne bekendtgjorde Cicero deres død ved at sige det formelle fuerunt.(Direkte oversat:"de har levet") Han blev ført til sit hjem i triumf og modtog senere hædersbevisningen Pater Patriae, fædrelandets fader, for sine handlinger i forbindelse med afsløringen af sammensværgelsen. Han måtte dog leve i frygt for retsforfølgelse, da han havde taget initiativ til at henrette romerske borgere uden rettergang efter forskrifterne.