Anden Verdenskrig (1. september 1939 – 2. september 1945) var en global konflikt mellem to koalitioner: De Allierede og Aksemagterne. Næsten alle verdens lande deltog, og mange førte en total krig i et hidtil uset omfang. Anden Verdenskrig var den dødeligste konflikt i historien og kostede mellem 60 og 75 millioner mennesker livet. Millioner døde som følge af massakrer, sult, sygdomme og folkedrab, herunder Holocaust. Efter de Allieredes sejr blev Tyskland, Østrig, Japan og Korea besat, og tyske og japanske ledere blev stillet for retten for krigsforbrydelser.

Årsagerne til Anden Verdenskrig omfattede uløste spændinger efter Første Verdenskrig samt fremkomsten af fascismen i Europa og militarismen i Japan. Vigtige begivenheder før krigens begyndelse var blandt andet Japans invasion af Manchuriet i 1931, Den Spanske Borgerkrig, udbruddet af den anden kinesisk-japanske krig i 1937 samt Tysklands annektering af Østrig og Sudeterlandet. Anden Verdenskrig anses generelt for at være begyndt den 1. september 1939, da Nazityskland under Adolf Hitler invaderede Polen, hvorefter Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig. Polen blev også invaderet af Sovjetunionen i midten af september og blev delt mellem de to stater i henhold til Molotov-Ribbentrop-pagten.Collier, Martin, and Pedley, Philip Germany 1919–45 (2000) p. 146 I 1940 annekterede Sovjetunionen de baltiske stater samt dele af Finland og Rumænien, mens Tyskland erobrede Norge, Danmark, Belgien, Luxembourg og Nederlandene. Efter Frankrigs fald i juni 1940 fortsatte krigen hovedsageligt mellem Tyskland, der nu var støttet af det fascistiske Italien, og Det Britiske Imperium samt Det Britiske Commonwealth. Kampene foregik blandt andet på Balkan, i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Østafrika samt under slaget om England, blitzen og slaget om Atlanten. I midten af 1941 var Jugoslavien og Grækenland også blevet besejret af Aksemagterne. I juni 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen, hvilket åbnede Østfronten.

I december 1941 angreb Japan amerikanske og britiske områder i Asien og Stillehavsområdet, herunder Pearl Harbor på Hawaii, hvilket førte til, at USA gik ind i krigen mod Aksemagterne. Japan erobrede store dele af Kinas kystområder og Sydøstasien, men landets fremrykning i Stillehavsområdet blev standset i juni 1942 under slaget om Midway. I begyndelsen af 1943 blev Aksemagternes styrker besejret i Nordafrika og ved Stalingrad i Sovjetunionen. En allieret invasion af Italien i juli førte til fascistregimets fald, og de Allieredes offensiver i Stillehavsområdet og Sovjetunionen tvang Aksemagterne til at trække sig tilbage på alle fronter. I 1944 invaderede de vestallierede Frankrig ved Normandiet og åbnede dermed en ny front, mens Sovjetunionen rykkede frem i Centraleuropa. Japan led også store nederlag, herunder ødelæggelsen af store dele af sin flåde af USA, tabet af vigtige øer i det vestlige Stillehav samt nederlag i Burma. Krigen i Europa sluttede med befrielsen af de tyskbesatte områder og en invasion af selve Tyskland, som kulminerede med Berlins fald og Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945. Den 6. og 9. august kastede USA atombomber over Hiroshima og Nagasaki, hvorefter Sovjetunionen invaderede det japanskbesatte Manchuriet. Japan erklærede sin betingelsesløse overgivelse den 15. august og underskrev en kapitulationsaftale den 2. september 1945.

Anden Verdenskrig forandrede verdens politiske, økonomiske og sociale strukturer og lagde grundlaget for de internationale relationer i resten af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede. De Forenede Nationer blev oprettet for at fremme internationalt samarbejde og forhindre fremtidige konflikter, og de sejrende stormagter – Kina, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA – blev permanente medlemmer af organisationens Sikkerhedsråd. Sovjetunionen og USA fremstod som rivaliserende supermagter og lagde dermed grunden til den kolde krig. I kølvandet på Europas ødelæggelser aftog de europæiske stormagters indflydelse, hvilket førte til afkoloniseringen af Afrika og Asien. Mange lande, hvis industrier var blevet beskadiget, bevægede sig mod økonomisk genopretning og vækst."Post-war reconstruction and development in the Golden Age of Capitalism", Ch. 2 in World Economic and Social Survey 2017. United Nations (2017)

Baggrund Forudgående begivenheder

thumb|left|To diktatorer mødes i det besatte Jugoslavien: Til venstre Italiens Benito Mussolini, til højre Tysklands Adolf Hitler I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. Det er nødvendigt for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste årsag er 1. verdenskrig (1914-18). Under 1. verdenskrig blev Tyskland under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2. og dets allierede (Centralmagterne) besejret af Ententen, som bl.a. omfattede Storbritannien, USA og Frankrig. Ansvaret for krigen lagde sejrherrerne på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, der indledte krigen med sit angreb på Frankrig gennem Belgien. Frankrig, som i den fransk-tyske krig i 1870-71 havde tabt til Preussen (som efter sejren dannede kejserriget Tyskland), krævede kompensation for ydmygelse og ruinering under 1. verdenskrig. Det indebar, at fredstraktaterne som Versaillestraktaten dikterede strenge finansielle erstatninger fra Tyskland samtidig med, at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger og afgivelse af landområder, bl.a. Elsass og Lothringen, til Frankrig.

En ny demokratisk tysk republik Weimarrepublikken opstod efter 1. verdenskrig. Efter nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale bevægelser som Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen på det demokratiske system, marxister og jøder, som de påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske og moralske morads (dolkestødslegenden).

Efter en række kaotiske valg blev Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved at bruge de ekstraordinære rettigheder, som grundloven gav præsidenten. Det muliggjorde, at regeringen kunne omgå rigsdagen. Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne og øgede højrefløjens stemmeandel, og en forordning fra præsidenten øgede rigskanslerens (Hitlers) magt. En passus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død ville hans embede midlertidigt blive overtaget af kansleren. Så da Hindenburg døde i 1934, overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne nu opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.

Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.

Efter at en række liberale regeringer forgæves havde søgt at bekæmpe dem, inviterede Italiens konge, Victor Emmanuel 3., den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres Marcia su Roma (March til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.

Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.

I mellemtiden flyttede Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. Han traf en række beslutninger med stigende udfordringer til sejrherrerne.

Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Massiv militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).

Det medførte kun officielle protester fra Storbritannien og Frankrig. (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). De to lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og mente, at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler sin hær ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være afmilitariseret. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.

Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en sammenslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 (Anschluss). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.

Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterlandet, de tysktalende grænseområder i Tjekkoslovakiet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterlandet. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. Landet var magtesløst uden britisk og fransk støtte. I marts 1939 kom resten af Tjekkiet under tysk styre som et protektorat. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev besat af Nazi-Tyskland i september 1944.

Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.

Japans ekspansion i Østasien

thumb|right|Situationen i Kina 1940 Pink områder er under japansk kontrol I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi. Japan manglede råstoffer, og mange af dem fandtes i Kina.

I 1920'erne blev Kina delt i en række regioner, hver med sin krigsherre. Regeringen var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse gennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.

I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutionære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes ham militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige kina. Frygt for, at Zhang Xueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.