thumb|Den hollandske maler Hieronymus Boschs De syv dødssynder og de fire stadier fra omkring år 1500 fremstiller de syv kristne dødssynder. Museo del Prado, Madrid.
En synd er en handling eller en tankegang, der er i strid med Guds vilje og dermed i strid medguddommelig lov. Synd opfattes derfor fra et religiøst standpunkt som umoralsk eller forkert. Synd kan også betegne en grundlæggende fjendtlig holdning over for Gud.
Hver religion har sin egen definition af synd. Mens "en synd" normalt betragtes som en handling, så bliver "synd" generelt defineret som enhver tanke, ord eller handling, der betragtes som umoralsk, egoistisk, skamfuld, skadelig eller fremmedgørende.
Begrebet synd spiller en central rolle i verdensreligionerne. Begrebet tjener til at forklare, hvorfor menneskets tilværelse ofte er fyldt med lidelser og afsluttes med døden.Jacobsen, Knut A.; Groth, Bente; Løøv, Margrethe: artiklen "synd" i Store norske leksikon på snl.no. Opfattelsen af begrebet er imidlertid meget forskelligt religionerne imellem. I kristendommen opfattes synd som noget grundlæggende hos mennesket - en arvesynd - mens synd i islam og jødedommen ikke opfattes som noget medfødt hos mennesket, men som et resultat af handlinger. I hinduismen og buddhismen tages der ikke udgangspunkt i et syndsbegreb. Begge religioner indeholder en grundtanke om livet som lidelse, som man kan bringes ud af ved henholdsvis at opnå moksha (hiduismen) og nirvana (buddhismen).Sådan opfattes synd i verdensreligionerne. religion.dk
Synd opfattes i nogle religioner som noget, som mennesket kan fjerne gennem sine egne anstrengelser, eksempelvis via meditation eller via ritualer, som fjerner urenhed. I andre religioner opfattes synd som noget, som kun kan fjernes ved en aktiv guddommelig indgriben i menneskets tilværelse. Undertiden foreskrives en kombination af de to tilgange.
Forestillingen om synd er i tidens løb blevet brugt som middel til at styrke forskellige religiøse institutioners magt og til at legitimere social og økonomisk ulighed.
Etymologi Ordet "synd" stammer fra det norrøne ord synd, som formodentlig oprindeligt var et germansk låneord, som kom til Norden sammen med kristendommen. Ordet hed på middelengelsk sinne, synne, sunne, zen, på oldengelsk syn(n). (jf. moderne engelsk sin), på proto-vestgermansk *sunnju, på proto-germansk *sunjō ("sandhed, undskyldning") og *sundī, *sundijō (“ sin”), på proto-indoeuropæisk *h₁s-ónt-ih₂, fra *h₁sónts ("at være, sandt", hvilket indebærer en dom om "virkelig skyldig" mod en anklage). Det har dermed sin oprindelse i den samme indoeuropæiske rod som det direkte nedarvede ord "sand" , fra *h₁es- ("at være"); sammenlign oldengelsk sōþ ("sandt", jf. engelsk sooth).
Verdensreligionerne Jødedom Jødedommen betragter overtrædelse af ethvert af de 613 bud i Moseloven som en synd. Den lærer, at synd er en del af livet, da der ikke findes et perfekt menneske, og da alle har en tilbøjelighed til at gøre det onde. Synd har mange klassifikationer og grader. Nogle synder straffes med døden af retten, andre med døden af himlen, andre med piskeslag og andre igen uden en sådan straf, men ingen synder begået med forsæt går uden straf.
Synder begået på grund af manglende viden betragtes ikke som synder, da synd ikke kan være en synd, hvis den, der begår den, ikke ved, at den er forkert. Utilsigtede synder betragtes som mindre alvorlige synder.
Synder mellem mennesker betragtes som meget mere alvorlige i jødedommen end synder mellem mennesker og Gud. Yom Kippur, den vigtigste dag for anger i jødedommen, kan sone for synder mellem mennesket og Gud, men ikke for synder mellem mennesket og dets medmennesker. Kun når synderen har formildet sin næste, kan den den sones.Mishnah, Yoma,8:9 Simon and Schuster, 1986, Nine Questions People Ask About Judaism, New York: Touchstone book. Eleazar ben Azariah udledte dette fra verset i 3 Mosebog, 16:30: "For på den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bliver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt."
Da templet endnu stod i Jerusalem, ofrede folk korban (offergave) for deres ugerninger. Korbans forsonende aspekt var nøje afgrænset. For det meste sonede korban kun for utilsigtede synder, det vil sige synder, der var begået, fordi en person glemte, at der var tale om en synd eller en fejltagelse. Ingen soning var nødvendig for krænkelser, der var begået under tvang eller på grund af mangel på viden
For det meste kunne korbanot (offergaver) ikke sone en ondsindet, bevidst synd. Korbanot havde ingen sonende virkning, medmindre den person, der gav offergaven, oprigtigt fortrød sine handlinger, før han ofrede, og ydede erstatning til enhver person, der blev skadet af overtrædelsen.
Jødedommen lærer, at al forsætlig synd har konsekvenser. De fuldstændig retfærdige lider for deres synder (ved ydmygelse, fattigdom og lidelse, som Gud sender dem) i denne verden og modtager deres belønning i den kommende verden. De, der ikke er helt retfærdige og heller ikke fuldstændig ugudelige, lider for og soner deres synder efter døden og slutter sig derefter til de retfærdige. Selve de onde omvender sig ikke, selv ikke ved helvedes porte. Sådanne mennesker kan ikke blive renset. De kan ikke forlade Gehenna (helvede), fordi de ikke omvender sig eller ikke kan omvende sig. Kristendom
Hamartiologi Hamartiologi, læren om synd, er central for kristendommen, da religionens grundlæggende budskab handler om forløsningen (frigørelsen) i Kristus.Rahner, p. 1588 Kristen hamartiologi beskriver synd som en krænkelse af Gud ved at foragte ham og ved at skade andre.Sabourin, p. 696 Ud fra en kristen betragtning er det en ond menneskelig handling, som krænker mennesket såvel som Gud. Ifølge den klassiske definition fra St. Augustin af Hippo er synd "et ord, en gerning eller et ønske, der er i modsætning til Guds evige lov."Contra Faustum Manichaeum, 22,27; PL 42,418; cf. Thomas Aquinas, STh I–II q71 a6.Mc Guinness, p. 241 Synd kræver således en forløsning, der består i, at Jesus dør for at befri de troende fra syndens trældom.Gruden, Wayne. Systemic Theology: An Introduction to Biblical Doctrine, Nottingham: Intervarsity Press, p.580
Bibelen I Det Gamle Testamente hedder ordet for at synde ”chata” (חָטָא) (hebraisk). Det betyder egentlig "at ramme ved siden af målet".Definition af "chata" på Biblehub.com I Dommerbogen står der om slyngekasterne, at de ikke fejlede. (kap. 20,16) I den hebraiske tekst er ordet for ”at fejle” det samme som ordet for "at synde" (”chata”): "De kunne alle slynge med sten og ramme på et hår uden at fejle." Aasmund Brynildsen: Den kristne Eros, s. 103. Synd er altså en mislykket, forkert handling.Gads Danske Bibelleksikon 3, s. 463.
Moseloven indtager en dominerende stilling i Bibelen. Derved kommer synd til at betyde lovovertrædelse. En synd er en overtrædelse af et bud i Moseloven. Det er den betydning, der ligger i Jesus´ ord til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud: "Gå, og synd fra nu af ikke mere." (Johannesevangeliet, kap. 8,11.) Kvinden havde netop begået en synd: Hun havde overtrådt budet om ikke at begå ægteskabsbrud. (2. Mosebog, kap. 20,14)
Arvesynden thumb| En fresko fra det sixtinske kapel skildrer uddrivelsen af Adam og Eva fra Paradisets have - deres straf for at have overtrådt Guds befaling om ikke at spise frugten af kundskabens træ.
Begrebet arvesynd er en kristen betegnelse for det forhold, at mennesket fra fødslen af er underkastet syndens herredømme. Mennesket synder, fordi det som person grundlæggende er syndigt. Det bliver ikke først en synder ved at foretage en syndig handling. Bibelens Adam er urtypen på synderen. Når alle mennesker er underlagt døden, ses det som en straf for synden.
Arvesynden er blevet karakteriseret på mange måder af forskellige teologer, lige fra noget relativt ubetydeligt som en tendens til synd, omtalt som en "syndens natur", til et meget drastisk vilkår som et totalt fordærv, der medfører, at mennesket, bortset fra Guds nåde, er ude af stand til at gøre godt.
Begrebet arvesynd optrådte første gang i det 2. århundrede, hvor Irenæus, biskop af Lyon, henviste til det i sin strid med nogle gnostikere."In the person of the first Adam we offend God, disobeying His precept" (Haeres., V, xvi, 3). Andre kirkefædre som Augustin formede og udviklede senere læren om synd,Patte, Daniel. The Cambridge Dictionary of Christianity. Ed. Daniel Patte. New York: Cambridge University Press, 2010, 892 idet de så denne lære som baseret på apostlen Paulus' lære fra Det Nye Testamente ( Romerne 5:12–21 og 1 Kor 15:21–22) og verset i Det Gamle Testamente i Salme 51:5.Preamble and Articles of Faith – V. Sin, Original and Personal – Church of the Nazarene. Retrieved 13 October 2013.Are Babies Born with Sin? – Topical Bible Studies. Hentet 13. oktober 2013. Original Sin – Psalm 51:5 – Catholic News Agency. Retrieved 13 October 2013.
KirkefædreneTertullian, Cyprianus, Sankt Ambrosius og Ambrosiaster mente, at menneskeheden havde del i Adams synd. Augustins formulering af arvesynden efter år 412 var populær blandt protestantiske reformatorer som Martin Luther og Jean Calvin, der sidestillede arvesynd med begærlighed og fastholdt, at den fortsatte selv efter dåben og fuldstændig ødelagde friheden til at gøre godt. Tidligere havde Augustin sagt, at den frie vilje var svækket, men ikke ødelagt af arvesynden. Men efter 412 ændrede han sin opfattelse af arvesynden og sagde, at den indebar et tab af den frie vilje. Den moderne augustinske calvinisme har denne senere opfattelse.
Den jansenistiske bevægelse, der opstod i 1600-tallet, og som ifølge den katolske kirke var kættersk, fastholdt også, at arvesynden ødelægger den frie vilje. I modsætning hertil erklærer den katolske kirke, at dåben sletter arvesynden.Catholic Church. "The Seven Sacraments of the Church." Catechism of the Catholic Church. LA Santa Sede. 19 November 2019.
De syv dødssynder thumb|En angrende mand, der bekender sine synder i en ukrainsk græsk-katolsk kirke i Lviv, Ukraine. I middelalderen opstillede pave Gregor 1. omkring år 600 en liste over de syv værste synder, ”hovedsynderne”.Gregor 1.: Moralia in Iob, bog 31,45. Denne liste blev en standardliste. Thomas Aquinas brugte den, men ændrede betegnelsen til ”kapitalsynderne” (på latin: ”vitia capitalia”). Senere blev betegnelsen ”dødssynder” eller ”de syv dødssynder” almindelig. De syv dødssynder er: hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede, dovenskab.
En dødssynd beskrives som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes der mellem dødssynd og tilgivelig synd.Regin Prenter: Skabelse og genløsning, s. 609. I dag bruges udtrykkene alvorlig synd og svaghedssynd.
En dødssynd er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud. Dødssynden river den troende ud af nåden. Hvis den ikke skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse.Den katolske kirkes katekismus, 1861 og 1874.
Protestantismen Protestantiske teologer afviste tidligt, at der er forskel på dødssynder og tilgivelige synder. Ifølge deres opfattelse er al synd udtryk for menneskets oprør og ulydighed mod Gud. Synd bliver i protestantismen ikke blot set som overtrædelse af enkeltbud, men først og fremmest som en grundlæggende Gudsfjendtlig holdning. Den grundlæggende synd manifesterer sig i den enkelte synd, og den enkelte synds væsen er denne grundlæggende synd. Det enkelte menneske begår en synd, fordi det allerede grundlæggende er en synder.Regin Prenter: Skabelse og genløsning, s. 309 og 311. Islam