Aage Grunnet Haugland (født 1. februar 1944 i København, død 23. december 2000 i Allerød) var en dansk operasanger (bas) og skuespiller.

Uddannelse Haugland begyndte i Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium. Han læste medicin efter sin studentereksamen i 1963, men fik samtidig sangundervisning hos Kristian Riis. Han blev elev på operaskolen i Oslo i 1967.

Sangkarriere Han fik et to-årigt engagement ved Operahuset i Oslo, og 1970-73 var han fastansat på operaen i Bremen med gæsteoptræden på Den Jyske Opera i 1972. Han optrådte flere gange på Det kongelige Teater fra 1973, men blev berømt på udenlandske scener som La Scala, The Metropolitan Opera, Covent Garden, Bayreuth og på operaerne i Salzburg, Paris og München. Hauglands sidste store gæstespil foregik i Geneve. Han optrådte som Kong Atlas i musicalen Atlantis på Østre Gasværk i 1994, og han blev i sine senere år populær som underviser, foredragsholder, konferencier og recitator.

Skuespil Aage Haugland debuterer allerede som skuespiller væk fra de skrå brædder i 1979 i TV-serien Den otteøjede skorpion i rollen som Tæppehandler Ulmus. Året efter med rollen som Varlaam i TV-filmen 'Boris Godounov' instrueret af Dirk Sanders. I 1982 får han rollen som Klingsor i Parsifal, i 1985 spiller han Baron Ochs auf Lerchenau i TV-Musicalen Der Rosenkavalier fra 1985 instrueret af Brian Large.

Filminstruktøren og manuskriptforfatteren Helle Ryslinge får i midten af 1980'erne øje på Aage Haugland, som på daværende tidspunkt var meget benyttet som lærer, foredragsholder, konferencier og recitator. Dette resulterer i, at hun benytter ham som skuespiller i 2 mindre roller i 2 biograffilm; Mr. Woodroof i den nok mest ikoniske scene i Flamberede hjerter fra 1986 og Goldbauer i Sirup fra 1990. Aage får fortsat enkelte roller i udeblandsk TV, men dukker også op i enkelte danske ting, eksmepelvis den mindre rolle som Harald Hårfager i julekalenderen Alletiders Jul fra 1994 og en mindre rolle i TV-Serien Villa Skovly i 1995.

Aage Haugland nåede også at dubbe flere tegnefilm, og er nok mest kendt for at have lagt stemme til Mufasa i Løvernes Konge.

Højesteret I TfS1998.485 H Aage Haugland mod Skatteministeriet tog Højesteret stilling til om man som kunstner kunne drive kunstnerisk virke (koncertvirksomhed) i selskabsform, hvilket Haugland fik medhold i.

Udvalgte operaroller Rocco og Pizarro i Fidelio Daland i Den flyvende Hollænder Galitskij i Borodins Fyrst Igor Kongen i Peter Maxwell Davies' Eight Songs for a Mad King Michele i Puccinis Kappen Grandier i Djævlene fra Loudun Philip II i Don Carlos Titelrollen i Mussorgskijs Boris Godunov Baron Ochs i Rosenkavaleren, som Haugland er den, der har sunget flest gange på Metropolitan

Film Haugland spillede tæppehandler Ulmus i TV-serien Den otteøjede Skorpion fra 1979. Han medvirkede i to af Helle Ryslinges spillefilm: I Flamberede hjerter fra 1986 havde han som Mr. Woodroof et komisk samspil med Kirsten Lehfeldt, og i Sirup fra 1990 spillede han Goldbauer. Han spillede Harald Hårfager i julekalenderen Alletiders Jul og lagde stemme til to Disney-tegnefilm: som Mufasa i Løvernes Konge I-II fra 1994 og som Zeus i Herkules fra 1997.

Hædersbevisninger Aage Haugland blev udnævnt til kongelig kammersanger i 1985 og fik kommandørkorset af Dannebrog. Han fik Aksel Schiøtz-Prisen i 1981.Danske Litteraturpriser: Aksel Schiøtz-Prisen I 1988 blev han hædret som "årets person" af det dansk-amerikanske selskab i New York.The Danish American Society: Honorees

Han blev i 1999 kåret som æreskunstner i Østermarie af foreningen KulturBornholm. Ligesom foreningens andre æreskunstnere fik han en lokalitet i byen opkaldt efter sig. Det blev – efter hans eget valg – Aage Hauglands Gyde. Han kvitterede med en koncert i Østermarie Kirke og sluttede med at synge Jens Vejmand. Det blev ekstra rørende af at han på det tidspunkt var i terminalstadiet af den cancer, som han døde af.Fie og Erling Waage Beck i: Jacob Ludvigsen (red.): Østers, Marie og mig – 33 analyser af fænomenet Carsten Seeger. Forlaget Brian Christensen 2015, 222 s. , s. 98 Han nåede dog at deltage i et af KulturBornholms humoristiske arrangementer, da han som medlem af "Udvalget til afprøvning af ekkoet i Ekkodalen" startede afprøvningen ved at råbe med sin basstemme "Hvem synger bedst i tåge?", og ekkoet svarede "Aage". KulturBornholm mindedes Aage Haugland ved den næste afprøvning af ekkoet i 2006. Han er begravet på Lillerød Kirkegård.

Referencer

Eksterne henvisninger

Nekrolog fra The Independent

Kategori:Personer fra København Kategori:Operasangere fra Danmark Kategori:Kommandører af Dannebrog Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Studenter fra Sankt Annæ Gymnasium