Darfur-konflikten er en væbnet konflikt i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. Den ene part er hovedsageligt medlemmer af Janjaweed, en militsgruppe rekrutteret fra lokale nomadefolk. Den anden part er oprørsgrupper med rod i flere af regionens fastboende folkeslag.
Mens den sudanske regering benægter, at den støtter Janjaweed, forsyner den militsen med både våben og bistand, og ifølge øjenvidneberetninger har sudanske regeringstropper deltaget i angreb sammen med janjaweed. Konflikten begyndte i februar 2003. Modsat tidligere borgerkrige i Sudan adskiller parterne i denne konflikt sig ifølge FN ikke særligt hinanden: De taler samme sprog (arabisk) og tilhører samme religion (islam).Report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General (PDF) , United Nations, 25 January 2005, (p. 129). USA Today , Slate New York Review of Books
Angrebene på civilbefolkningen i Darfur har medført en humanitær krise, og i september 2004 anslog Verdens Sundhedsorganisationen (WHO), at 50.000 var døde under konflikten, de fleste af sult. I oktober rapporterede WHO's ledelse, at tallet var 71.000 døde af sult og sygdomme.
Der er mange estimater af antallet af ofre. FN har beregnet, at op til 450.000 er døde enten af voldshandlinger, sygdom eller sult. De fleste NGO'er (ikke-statslige organisationer) anslår 200.000 til over 400.000. Sudans regering hævder, at dødstallet ligger på 9.000. Op til 2,5 millioner er fordrevet til oktober 2006. De fordrevne lever primært i flygtningelejre i nabolandet Tchad.
Vestlige medier har beskrevet konflikten som etnisk udrensning og folkedrab. Samtidigt beskyldes Sudans regering for siden 2004 bevidst at undertrykke al information om overgreb på menneskerettighederne ved fængslinger, drab på vidner og for bevidst at destruere beviser i form af massegrave. Sudans regering beskyldes ligeledes for at fordreje sandheden om begivenhederne ved fængslinger og at forhindre journalisters arbejde. FN har tøvet med at bruge betegnelsen "folkedrab", selv om det netop er hvad den amerikanske regering nu er begyndt at kalde konflikten. FN har anklaget Sudans regering for at have planlagt og selv taget del i overdrevne voldshandlinger i Darfur og henstillet til det internationale samfund at gribe ind for at beskytte civilbefolkningen.
Efter en optrapning af kampene i juli 2006 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1706, der gav mandat til udstationeringen af 17.300 fredsbevarende tropper. De skulle forstærke de utilstrækkelige og dårligt udrustede 7.000 AMIS-soldater, udstationeret af AU (Afrikanske Union). Sudan modsatte sig på det kraftigste denne indblanding i konflikten og erklærede, at man fra sudansk side ville betragte alle FN-styrker, der blev indsat i Darfur, som en fjendtlig invasionsstyrke. Pga. Sudans modstand har det endnu ikke været muligt at indsætte den fredsbevarende styrke. Dagen efter vedtagelsen af resolutionen iværksatte Sudans militær en større offensiv i regionen. Samtidigt begyndte kampene at sprede sig til nabolandene (se: Centralafrikanske krig). I juli 2007 vedtog sikkerhedsrådet resolution 1769, der gav mandat til en fælles FN/AU fredsbevarende styrke (UNAMID).New York Times thumb|Janjaweedkriger på hesteryg (2004) thumb|Hytte nedbrændt af janjaweedkrigere (2005).thumb|Kort over ødelagte byer i august 2004.Kilde:Digital Globe, Inc. og USA’s udenrigsdepartement.thumb|Lejr for internt fordrevne flygtninge i Darfur.thumb|Sovjetisk Antonov-bombefly fra Sudans luftvåben (2004). thumb|Nigerianske soldater i Abuja på vej om bord på USAF C-130 Herculesthumb|Soldater fra Rwanda i kø for at borde en USAF C-17 Globemaster, der skal flyve dem fra Kigali International Airport til Darfur.thumb|Nødhjælp fra USAID losses i Port Sudanthumb|Rådnende kroppe fra døde dyr udenfor den nedbrændte by Tawilla i Darfur (2006)
Konfliktens oprindelse
Konflikten opstod mellem to distinkte grupper i darfurregionens befolkning: de ikke-arabiske folkeslag fur, masalitt- og zaghwa-folkene og arabisktalende stammer, der kaldes baggara, og som slog sig ned i regionen som nybyggere fra begyndelsen af det 13. århundrede. Begge befolkningsgrupper er muslimer, men forholdet mellem dem har altid været spændt. Det førkoloniale Fur-kongedømme var regelmæssigt i krig med Baggaraerne, og især med Rizeigat. Desuden var Darfur før det 20. århundrede centrum for slavehandel, og fur og arabiske slavehandlere konkurrerede om at tage flest slaver til fange i Bahr el Ghazal-regionerne langs kysten. De to befolkningsgrupper har også modsatrettede økonomiske behov; fur og masalit er primært jordbrugere, mens araberne og zaghawa er nomader. Det har også ført til sammenstød om rettigheder til land og adgang til vand.
Efter Sudans uafhængighed i 1956 har landet været styret af en række militærdiktaturer, og de antog fra begyndelsen et stærkt arabisk præg; den 1. sudanske borgerkrig mellem de muslimske magthavere i Khartoum og de ikke-muslimske befolkningsgrupper i Sydsudan var begyndt i 1955. Den blev imidlertid afsluttet i 1972. I 1983 udbrød den 2. sudanske borgerkrig pga. utilfredshed i syd over indførslen af sharialovgivning i hele Sudan. Denne konflikt endte med en fredskonference i 2005, hvor parterne blev enige om en fordeling af statens indtægter fra især olie mellem regeringen og oprørsgrupperne i syd. I Østsudan udbrød der i 1990'erne en væbnet opstand, som truede de vigtige olierørledninger dér. Den konflikt blev afsluttet i 2006.
Kombinationen af årtiers tørke, ørkendannelse og overbefolkning har ført til øgede spænding mellem de baggara-nomader, der har søgt efter vand til deres dyr, og de fastboende ikke-arabere. Majoriteten af flygtningene er ikke-arabiske afrikanere på flugt fra angribere fra Janjaweed-militsen, men der er også arabiske ofre for overgreb begået af ikke-arabere. I vestlige medier er konflikten ofte fremstillet som noget, der ligner et raceopgør mellem sorte afrikanere og arabere, men det har mødt modstand fra flere; konflikten skal ifølge flere eksperter snarere forstås som en konkurrencesituation, hvor agerbrugere og kvægnomader kæmper om adgang til knappe ressourcer.
I begyndelsen af 2003 anklagede to lokale oprørsgrupper i Darfur, Justice and Equality Movement (JEM) og Sudan Liberation Movement/Army (SLM/A), regeringen for undertrykkelse af ikke-arabere. SLM bliver generelt knyttet til fur og masalit, mens JEM er knyttet til zaghawa, som holder til i den nordlige halvdel af Darfur. I marts 2004 blev Hassan al-Turabi fængslet for planlægning af kup og tilknytning til JEMQ&A: Sudan's Darfur conflict Fears for Sudan Islamist's health , som han selv har benægtet al støtte til. Regeringen gav Al-Turabi skylden for, at "situationen er blevet tilspidset", 3. december 2004 frafaldt den dog alle anklager mod ham.
FN's første reaktioner I marts 2004 kaldte Mukesh Kapila (FN's humanitære koordinator for Sudan) Darfur-konflikten for "verdens værste igangværende humanitære krise". Det medførte en øget mediedækning af konflikten i vesten, men ingen indgreb fra FN's side, sandsynligvis fordi nøglemedlemmerne af FN's sikkerhedsråd bevidst indtog pragmatiske og ideologisk tilbageholdne positioner og derved svækkede FN's evne til at reagere på konflikten.Prunier, pp. 124-148 Fx fokuserede den russiske regering på sine egne sikkerhedsproblemer, mens USA allerede havde store troppekoncentrationer i Irak og Afghanistan, og derfor ville modsætte sig en intervention. Samtidig var USA's regering involveret i den fredsproces, der skulle afslutte den 2. sudanesiske borgerkrig i den sydlige del af landet, og man frygtede her at den ville løbe af sporet, hvis USA også tog del i Sudans anden konflikt.
De øvrige lande i Sikkerhedsrådet modsatte sig på samme måde en intervention i et land, hvor ingen havde nationale interesser. Frankrig og USA havde tidligere oplevet demoraliserende nederlag efter indgreb i interne konflikter i lande som Vietnam og Somalia. De nylige mislykkede fredsbevarende indgreb i kriserne i Rwanda og Liberia blev også brugt som argument mod en involvering i endnu en afrikansk konflikt.
Konfliktens forløb
Første fase Den væbnede konflikt i Darfur begyndte i februar 2003, da oprørere fra JEM og SLM indledte pludselige angreb på regeringsstyrker og –installationer, bl.a. flyvepladsen i provinshovedstaden i Norddarfur (al-Fashir). Regeringen som blev taget på sengen og havde kun få tropper i regionen. Da andelen af soldater med oprindelse i Darfur var høj i Sudans hær, havde man i centralregeringen mistillid til mange af sine egne afdelinger. Regeringens reaktion var derfor at iværksætte en bombekampagne som støtte for angreb på civilbefolkningen af lokale arabiske janjaweedmilitser, som blev rekrutteret blandt arabisktalende stammer men bevæbnet af regeringen (Sudans regering benægtede imidlertid alle forbindelser til Janjaweed-militsen og kaldte dem i stedet ”tyve og gangstere” .) Grundlaget for konflikten var politiske stridigheder basis, men den fik hurtigt en etnisk dimension, da civilbefolkningen bevidst blev gjort til mål for angreb, og at de blev foretaget på grundlag af etniske tilhørsforhold. Den økonomiske dimension, kampen om regionens ressourcer, knyttes også gerne til konkurrencen mellem hyrdebefolkningen (almindeligvis arabere) og fastboende bønder (almindeligvis ikke-arabisk talende) om adgangen til land og vand.
Grupper på begge sider af konflikten er anklaget for alvorlige brud på menneskerettighederne, herunder massedrab, plyndring og voldtægter af civilbefolkningen. De bedre bevæbnede janjaweed fik hurtigt overtaget, og i foråret 2004 var flere tusind mennesker (mest fra den ikke-arabiske befolkningen) blevet dræbt og omkring en million blevet fordrevet fra deres hjem; det betød at hele regionen blev involveret i en stor humanitær krise. Den fik en international dimension, da over 100.000 flygtninge, forfulgt af janjaweed, strømmede ind i nabolandet Tchad. Regeringstyrker fra Tchad stødte i flere tilfælde sammen med janjaweed; i april døde mere end 70 militsfolk og 10 soldater fra Tchad i de kampe.
Et observatørteam fra FN rapporterede, at kun ikke-arabiske landsbyer blev udsat for angreb, mens de arabiske landsbyer forblev urørt:
De 34 Fur-landsbyer i Shattaya (administrativ enhed) er blevet fuldstændigt affolkede, plyndret og brændt ned til grunden (teamet observerede det samme flere andre steder da de kørte gennem området i to dage). Ind imellem, spredt langs disse forkullede pladser, fandtes der uskadte, befolkede og fungerende arabiske bosættelser. På nogle pladser er afstanden mellem en ødelagt Fur-landsby og en arabisk landsby mindre end 500 meter. (Rapport fra FN, 25. april 2004)
I 2004 forsøgte Tchad at mægle mellem parterne i N'Djamena. Det førte til aftale om en humanitær våbenhvile 8. april mellem Sudans regering og JEM- og SLM-militserne. En gruppe brød ud fra JEM i april (Nationalbevægelsen for Reform og Udvikling), og deltog derfor hverken i denne forhandling eller anerkendte den efterfølgende aftale. Angreb fra Janjaweed og oprørere fortsatte efter våbenhvilen. Den Afrikanske Union (AU) oprettede en kommission (CFC) der skulle overvåge efterlevelsen af våbenhvilen fra 8. april. Styrken er på i alt 7.000 mand, men det har vist sig at være utilstrækkelig til at kunne gennemføre en effektiv overvågning.