Den britisk-zanzibariske krig blev udkæmpet mellem Storbritannien og Zanzibar 27. august 1896. Med en varighed på kun 38 minutter har den rekorden som den korteste krig, der er dokumenteret i historien.

Krigen brød ud, efter at sultan Hamad bin Thuwaini, som velvilligt havde samarbejdet med det britiske kolonistyre, var død 25. august, og hans nevø, Khalid bin Barghash havde grebet magten ved et statskup. Idet briterne havde en anden foretrukken kandidat, Hamud bin Muhammed, som de forventede ville være lettere at samarbejde med, beordrede de Khalid til at abdicere. Khalid nægtede og samlede i stedet en hær bestående af ca. 2.800 mand og sultanens tidligere bevæbnede yacht, HHS Glasgow, der lå ankret op i havnen. Mens Khalids tropper tog fat på at befæste paladset, samlede Royal Navy fem krigsskibe i havnen foran paladset og landsatte mandskabsgrupper fra Royal Marines.

På trods af sultanens forsøg i sidste øjeblik på at forhandle om fred via den amerikanske repræsentation på øen, åbnede de britiske krigsskibe ild mod paladset om morgenen 27. august, efter at det britiske ultimatum var udløbet klokken 9. Paladset styrtede sammen og tabstallene steg til omkring 500 døde på zanzibarisk side, mens ingen døde på britisk side. Modgangen bevirkede, at sultanen hastigt trak sig tilbage til det tyske konsulat, hvor han fik tildelt asyl og herefter levede i Dar es Salaam, indtil han i 1916 blev pågrebet af briterne og landsforvist. Han fik senere opholdstilladelse i Mombasa, hvor han døde i 1925. Beskydningen stoppede efter 45 minutter, da Glasgow var sænket, og sammenstødet er siden blevet betegnet som historiens korteste krig. Målt på dræbte per sekund var denne krig blodigere end første verdenskrig.

Baggrund thumb|Kort som viser, hvor Zanzibar ligger, og hvor de tyske og britiske dele af Østafrika var. Zanzibar var ved krigens begyndelse en østat i Det Indiske Ocean ud for kysten til Tanganyika; i dag er øgruppen en del af Tanzania. Øen havde været under de omanske sultaners styre siden 1698, da de fordrev portugiserne, som havde haft kontrollen over Zanzibar siden 1499. Sultan Majid bin Said erklærede sultanatet Zanzibar uafhængigt af sultantatet Oman i 1858, hvilket blev anerkendt af Storbritannien. De efterfølgende sultaner etablerede Zanzibar by som hovedstad og regeringssæde, og de opførte et palads ved havnen. I 1896 bestod dette af selve paladset, Beit al-Hukm, et harem tilknyttet paladset, og Beit al-Ajaib eller "Vidundernes hus" – et ceremonielt palads, som siges at være den første bygning i Østafrika, som fik elektricitet. Komplekset blev bygget med lokale materialer og var ikke opført som en defensiv struktur. Alle tre bygninger lå på rad og række og var knyttet sammen indbyrdes med træbroer over gadehøjde.

Storbritannien havde i en lang periode haft relationer med Zanzibar og anerkendte øens suverænitet og dens sultanat i 1886. Som et resultat af dette var forholdet mellem Storbritannien og Zanzibars sultaner venskabeligt. Tyskland var imidlertid også interesseret i Østafrika, og de to stormagter rivaliserede om kontrol over handelsrettigheder og territorier i området i slutningen af 1800-tallet. Sultan Khalifah havde overladt Kenya til Storbritannien og Tanganyika til Tyskland, en proces som førte til et forbud mod slaveri i disse områder. Mange i den arabiske overklasse var oprørte over denne forstyrrelse af en værdifuld handelsvirksomhed, hvilket resulterede i nogen uro. Oveni nægtede tyskerne i Tanganyika at hejse sultanatets flag, hvilket førte til sammenstød mellem tyskerne og lokalbefolkningen. En sådan konflikt i Tanga førte til, at 20 arabere blev dræbt.

Sultan Khalifah sendte zanzibariske styrker under ledelse af general Lloyd Mathews, en tidligere løjtnant i Royal Navy, for at genoprette orden i Tanganyika. Operationen var for det meste vellykket, men det zanzibariske folk havde fortsat negative holdninger til tyskerne. Endvidere opstod der konflikter i Bagamoyo, hvor 150 lokale blev dræbt af tyske militærstyrker, og ved Ketwa, hvor tyske embedsmænd og deres tjenere blev myrdet. Khalifah bevilgede derefter udvidede handelsrettigheder til det britiske østafrikanske kompagni, som iværksatte en søblokade i samarbejde med tyskerne for at stoppe den indenlandske slavehandel. Da Khalifah døde i 1890, blev Ali bin Said sultan. Sultan Ali bandlyste al slavehandel i landet (men ikke slavehold), erklærede Zanzibar som et britisk protektorat og udnævnte en brite som førsteminister for regeringen. Briterne fik også vetoret ved udnævnelse af fremtidige sultaner.

Samme år, som Ali blev sultan, underskrev Storbritannien og Tyskland Helgoland–Zanzibar-traktaten. Denne traktat afgrænsede officielt landenes interessesfærer i Østafrika og overførte Tysklands herredømme over Zanzibar til Storbritannien. Dette gav den britiske regering større indflydelse i Zanzibar, hvilken de ville bruge til at udrydde slaveriet der, et mål de havde haft siden 1804.

Sultan Alis efterfølger var Hamad bin Thuwaini, som blev sultan i 1893. Hamad opretholdt et nært forhold til briterne, men der var uenighed blandt hans undersåtter på grund af den voksende britiske kontrol over landet, den britisk ledede hær og afskaffelsen af slaveriet. For at få kontrol over modstanden godkendte briterne, at sultanen kunne oprette en paladsgarde på 1.000 mand, men disse blev snart involveret i sammenstød med det britisk ledede politi. Det fremkom også klager over paladsgardens fremfærd over for europæiske beboere i Zanzibar by.

25. august Sultan Hamad døde pludselig kl. 11.40 (lokal tid) 25. august 1896. Hans 29-årige nevø Khalid bin Barghash, som af nogen blev mistænkt for at have dræbt onklen, flyttede ind i paladskomplekset i Zanzibar by uden britisk godkendelse, i strid med traktaten som var indgået med Ali. Den britiske regering foretrak en anden kandidat, Hamud bin Muhammad, som var mere britiskvenlig. Khalid blev advaret af konsul og diplomatisk udsending til Zanzibar, Basil Cave, og general Mathews om at tænke sig godt om, før han gjorde noget uopretteligt. Denne fremgangsmåde havde fungeret tre år tidligere, da Khalid havde forsøgt at kræve sultanatet efter Alis død, men den britiske generalkonsul, Rennell Rodd, havde fået ham fra dette ved at overbevise ham om farerne dette indebar.

Khalid ignorerede Caves advarsler, og hans styrker begyndte at samle sig ved paladspladsen under kaptajn Saleh som kommandant for paladsgarden. Da dagen var omme, var 2.800 personer med rifler og musketter samlet. Størstedelen var civile, men styrken indeholdt også 700 zanzibariske askarisoldater, som var på Khalids side. Sultanens artilleri, som bestod af flere Maxim-maskingeværer, et gatlingvåben, en bronzekanon fra 1600-tallet og to tolvpunds feltkanoner, var rettet mod de britiske skibe i havnen. Tolvpundskanonerne var blevet givet til sultanen af den tyske kejser Vilhelm 2. Sultanens soldater tog også kontrollen over den zanzibarkiske flåde, som bestod af én træslup, HHS Glasgow, bygget som sultanskib af sultanen i 1878 baseret på den britiske fregat HMS Glasgow.

Mathews og Cave begyndte også at samle deres styrker; de havde allerede 900 zanzibariske askarisoldater under løjtnant Arthur Edward Harington Raikes fra Wiltshire-regimentet. Raikes var blevet sekonderet til den zanzibariske hær og havde rang af brigadegeneral. 150 sømænd fra den armerede krydser HMS Philomel og kanonbåden HMS Thrush, som var ankret op i havnen. Marinestyrken under kaptajn O'Callaghans kommando kom i land efter femten minutter efter at være blevet bedt om hjælp til at håndtere optøjer blandt civilbefolkningen. Et mindre kontingent med sømænd under løjtnant Watson fra Thrush blev sat i land for at bevogte det britiske konsulat, hvor britiske beboere blev bedt om at søge tilflugt. En anden kanonbåd, HMS Sparrow, kom ind i havnen og kastede anker ved siden af Thrush.

Nogen britiske diplomater satte spørgsmål ved pålideligheden af Raikes' askarisoldater, men de viste sig at være professionelle soldater hærdet af eksercits og flere ekspeditioner i Østafrika. De blev senere de eneste landstyrker, som blev beskudt af forsvarerne. Raikes' tropper var bevæbnede med to Maxim-geværer og en nipundskanon og var stationeret ved toldbygningen i nærheden. Sultanen forsøgte at få den amerikanske konsul, Richard Dorsey Mohun, til at anerkende hans ret til sultantronen, men hans sendebud fik besked om, at "eftersom hans tiltrædelse ikke var blevet anerkendt af hendes majestæts regering, er det umulig at svare.".

Cave fortsatte med at sende meldinger til Khalid for at få ham til at trække sine tropper tilbage, forlade paladset og vende hjem, men disse blev ignoreret, og Khalid svarede, at han ville erklære sig som sultan kl. 15.00. Cave erklærede, at dette ville være en oprørsk handling, og at Khalids sultanstatus ikke ville blive anerkendt af den britiske regering. Kl. 14.30 blev sultan Hamad begravet, og nøjagtig 30 minutter etter annoncerede en salut fra paladskanonerne, at Khalid var sultan. Cave kunne ikke åbne ild uden den britiske regerings godkendelse og telegraferede følgende melding til Foreign and Commonwealth Office ved lord Salisburys regering i London: "Har vi tilladelse til at skyde mod paladset fra orlogsskibene, hvis det viser sig umuligt at få til en fredelig løsning?". I mellemtiden opfordrede Cave alle andre udenlandske konsuler om, at der skulle flages på halv mast til ære for Hamad. Det eneste flag, som ikke vajede på halv stang, var et stort rødt flag over Khalids palads. Cave opfordrede også andre konsuler om ikke at anerkende Khalid som sultan, hvilket de tilsluttede sig.

26. august thumb|HMS St George og HMS Philomel i havnen.

Kl. 10.00 26. august ankom panserkrydseren HMS Racoon til Zanzibar by og ankrede op ved siden af Thrush og Sparrow. Kl. 14.00 ankom panserkrydseren HMS St George, flagskib for Cape- og Østafrika-stationen. Ombord var kontreadmiral Harry Rawson og flere britiske marinesoldater og sømænd. Omtrent på samme tid kom lord Salisburys svar, som godkendte, at Cave og Rawson måtte bruge de ressourcer, de havde til rådighed til at fjerne Khalid fra magten. I telegrafmeldingen stod der: "De har min godkendelse til at bruge de midler, De finder nødvendige, og Deres handlinger vil blive støttet af Hendes Majestæts regering. Gør imidlertid ingenting, hvis De ikke er sikker på at kunne lykkes."

Cave fortsatte forsøget på at forhandle med Khalid, men dette mislykkedes, og Rawson sendte et ultimatum, som krævede, at Khalid skulle tage flaget ned og forlade paladset inden kl. 09.00 27. august, ellers ville briterne åbne ild. I løbet af eftermiddagen blev alle handelsfartøjer fjernet fra havnen, og britiske børn og kvinder blev flyttet til St George og et fartøj fra British-India Steam Navigation Company af hensyn til deres sikkerhed. Samme nat noterede konsul Mohun, at: "Stilheden over Zanzibar den nat var frygtelig. Vanligvis hører man lyden af trommer og barneskrig, men den nat var der ikke en lyd at høre."

27. august thumb|Disponeringen af marinestyrkene og skudvekslingen ved udbruddet af krigen, 27. august 1896 kl 09.00.

Kl. 08.00 27. august svarede konsulen, efter at et sendebud var blevet sendt af Khalid for at bede om fredssamtaler med Cave, at han kun ville blive reddet, hvis han samtykkede i ultimatummets vilkår. Kl. 08.30 erklærede et nyt sendebud fra Khalid, at "vi ikke har nogen planer om at tage vort flag ned og tror ikke, at De vil åbne ild mod os." Cave svarede: "Vi ønsker ikke at åbne ild, men det vil vi med sikkerhed gøre, hvis De ikke gør, som De har fået besked på." Kl. 08.55 hejste Rawson, uden flere meldinger fra paladset, signalet "gør klar til kamp" fra St George.