Frankerriget var et kongerige i den tidlige middelalder. Det eksisterede fra det 5. til det 9. århundrede, og det har fået navn efter frankerne, der egentlig var flere stammer, som havde søgt tilflugt i Gallien. Ved dygtighed og held blev Frankerriget i løbet af tre hundrede år til det vigtigste rige i Vesteuropa, og ud fra det opstod nogle århundreder senere både Frankrig, Tyskland og en række mindre stater. Frankerriget udviklede sig efter det Vestromerske riges sammenbrud til et magtcentrum og senere til en stormagt i Vesteuropa. Det blev først regeret af kongedynastiet merovingerne og senere – i storhedstiden – af karolingerne. Højdepunktet af magt og udstrækning nåede riget under Karl den Store.
Tidslinje for Frankerriget
Historie Frankerriget under merovingerne
De tidlige, frankiske høvdinge, Faramund (fra omkring 419 indtil omkring 427) og Chlodio (ca. 427 til ca. 447) synes at høre mere hjemme i myternes verden end i virkeligheden, og påstanden om de senere merovingers nedstamning fra dem er temmelig usikker.
Gregor af Tours nævner Chlodio som den første konge, der indledte erobringen af Gallien ved at indtage Tournai og Camaracum (nutidens Cambrai) og ved derefter at skyde grænsen frem til Sommefloden. Det tog sikkert en del tid, for Sidonius beretter, at Aëtius overraskede frankerne og drev dem tilbage (sandsynligvis omkring 431). Det varede flere århundreder, og de germanske franker blev herskere over et stigende antal gallo-romerske indbyggere.
I 451 bad general Aëtius sine germanske allierede på romersk område om hjælp til at afvise hunnernes invasion i Gallien. De saliske frankere (bosat ud mod Rhinmundingen) mødte op, mens de ripuariske frankere (som boede langs Rhinens midterste løb) kæmpede på begge sider, for nogle af dem boede stadigvæk uden for romerriget. Gregors kilder foreslår, at frankernes konge kan have været Merovech, som muligvis var en søn af Chlodio. Merovech blev fulgt af Childeric 1., hvis grav man fandt i 1653. Den indeholdt en ring, der identificerede ham som frankernes konge.
Allerede ved begyndelsen af det 4. århundrede var der mange germanske stammer, som slog sig ned inden for det romerske rige. På grund af rigets svækkelse gav man dem ret til at bosætte sig i den forventning, at de ville forsvare rigets grænser. I den nordøstlige del af Gallien var det frankerne, der havde bosat sig. De benyttede sammenbruddet af den vestromerske kejsermagt i 476 til at udvide deres område. Efter 464 herskede den sidste romerske statholder i Gallien, Syagrius, vest for frankernes rige, men i 486 sejrede frankerne over ham i et slag ved Soissons og indtog hans magtområde. Dermed blev frankerrigets grænse rykket frem til Loirefloden. Chlodowech 1. overtog det fungerende romerske forvaltningssystem, undlod at plyndre byerne, og skaffede sig mulighed for at overvinde de andre frankiske delkongeriger og grundlægge en levedygtig frankisk statsdannelse i Gallien.
De gallo-romerske jordejere blev enten dræbt eller fordrevet, og deres besiddelser blev til frankisk krongods. På den måde kunne Chlodowech finansiere sine felttog og styrke sin kongemagt, og kongen blev efterhånden den største jordbesidder. Ved at give landområder væk til andre fyrster, kom de i afhængighed til ham, og derfra udviklede lensvæsnet sig. Kongen mistede med tiden indtægter fra sine landområder, for den stadigt større kongelige ejendom skulle også forvaltes. Omvendt fandtes der næsten ingen pengeøkonomi i frankerriget, så det var nærliggende at tildele loyale hærførere land, mens de som vasaller forpligtede sig til at styre landområdet og stille til krigstjeneste, når der var behov. Det skabte forudsætningerne for det tidlige feudale frankiske samfund.
Ved siden af lensvæsnet blev den katolske kirke et magtinstrument for kongerne. Under dronning Chlothildes indflydelse omvendte Chlodowech 1. sig til katolicismen. Ved sin dåb i 496 sikrede han sig den katolske kirkes støtte, og det lettede samarbejdet mellem frankere og den gallo-romerske befolkning. De kongelige gesandter (grever og biskopper) var opsat på at få Chlodowechs kongelige anordninger ført ud i livet. På den første rigssynode gennemførte han desuden, at kongerne fik en afgørende indflydelse på indsættelse af biskopper, og han forsøgte at skabe en ensartet kirkelig lovgivning for Frankerriget. I det 5. århundrede fik man en latinsksproget samling af frankernes sædvaneret (Lex Salica).
Merovingertiden
De saliske frankere under ledelse af Chlodio og Merovech skilte sig snart ud fra andre germanske folkeslag ved deres kontakter til Romerriget, og med Childerik 1., som kæmpede sammen med den romerske hærfører, Aegidius, mod både vestgoter og Odoaker, blev den romerske indflydelse endnu stærkere. Det blev oprindelsen til det kongedømme, som slægten merovingerne sad på i næsten 300 år.
355-358 greb den romerske kejser, Julianus, ind mod frankerne, efter at de igen havde skaffet sig kontrol over flodtrafikken på Rhinen, men senere overlod han dem en betydelig del af provinsen Gallia Belgica. Derefter var frankerne foederati dvs. Roms allierede, og de blev de første germanere, som fik tilladelse til at bosætte sig inden for rigets grænser. Deres område svarede til nutidens Flandern og den sydlige del af Nederlandene, hvor man for øvrigt endnu i dag taler det nederfrankiske sprog, nederlandsk (i daglig tale: hollandsk).
Da germanske stammer krydsede Rhinen i 406, slog frankerne dem tilbage, og størsteparten af de følgende invasioner gik derfor mod syd over Loire, hvad der til en vis grad kan forklare, hvorfor egnen omkring Paris forblev under romersk kontrol længe efter, at det vestromerske kejserdømme var brudt sammen. thumb|310px|Senere fremstilling af begivenheden, da merovingerkongen udstedte Lex Salica.
Chlodowech (Klodevig)
Frankernes indflydelse i Vesteuropa øgedes markant under Childerik 1.s søn, Chlodowech 1., som besejrede den sidste romerske statholder i Gallien, Syagriu, i 486. Dermed erobrede frankerne de romerske områder mellem floderne Loire og Somme, stort set svarende til nutidens Île de France. Ved slaget i Vouillé i 507 besejrede Chlodowech vestgoterne sammen med burgunderne, og ved hans død i 511 var alle frankere forenet i et rige, som strakte sig helt til Pyrenæerne. Chlodowechs fire sønner delte riget efter germansk skik, ligesom deres sønner gjorde det senere. De merovingiske høvdinger fulgte den normale germanske skik med at dele riget ligeligt mellem sønnerne, og de mange opdelinger, samlinger og nyopdelinger af landområderne førte ofte til mord og krig i de regerende familier. De vedvarende stridigheder inden for merovingerdynastiet medførte, at reel kontrol med riget efterhånden blev overtaget af Pipiniderne, som endelig overtog den formelle magt i 751, da Pipin den Lille blev frankernes konge med pavens støtte.
Selv om merovingerne fik skabt en statsdannelse, som viste sig at være blandt de mest holdbare i datidens Vesteuropa, var den indre sammenhængskraft ikke stor, når det drejede sig om hverdagens forhold. Allerede i den senromerske periode havde der været en hel del vold, men indførelsen af den germanske blodhævn som en metode til at skaffe sig retfærdighed ændrede retsforholdene til ren lovløshed. Der opstod afbrydelser i handelen, og det blev mere og mere besværligt at leve en borgerlig tilværelse. Derfor blev samfundet i stigende grad opsplittet i selvforsynende lokalområder (ofte de gamle romerske villaer). Samtidig blev analfabetismen mere og mere udbredt, og læse- og skrivefærdigheder fandtes efterhånden kun i kirker og klostre.
Det frankiske område blev udvidet endnu mere under Chlodowechs sønner, så det omfattede det meste af nutidens Frankrig, begge Rhinbredder, det nuværende Baden-Württemberg og Thüringen. Saksernes område var derimod uden for Frankerriget, og det blev først erobret under Karl den Store flere hundrede år senere.
Efter en midlertidig samling af de adskilte kongedømmer under Chlotar 1., blev riget atter i 561 delt i Neustrien, Austrasien og Burgund, som var blevet opsuget i Frankerriget gennem politiske ægteskaber og våbenmagt.
Pipinidernes magtovertagelse I hvert af disse frankiske kongeriger tjente en Major domus (hushovmester) som landets første leder efter kongen. En række tidlige dødsfald førte til, at landene fik mindreårige konger som Dagobert 1. i 639. Han efterlod sin mindreårige søn et rige, som atter var samlet. Den virkelige magt lå dog hos major domus, Aega, og Dagoberts enke.
Da hushovmestrene på den måde havde fået smag for magten, stræbte de efter at samle al magt i riget. 657 – 662 sad sønnen af major domus Grimoald på den frankiske trone under navnet Childebertus adoptivus. Han havde ladet sig adoptere af merovingerkongen Sigibert 3. og kom på den måde lovmæssigt til magten. I Slaget ved Tertry i (687) besejrede major domus i Austrasien, Pipin 2. den retmæssige hersker over det frankiske rige og skabte forudsætningerne for slægtens videre opstigning. Pipin vovede ikke at gribe til statskup og lade sig udnævne til frankernes konge, men forløbet gav indehaverne af embedet som major domus i Austrasien mulighed for at befæste deres regentskab så meget, at embedet blev arveligt inden for slægten. De fik skabt et dynasti, som kaldes Pipiniderne, og som blev forfædre til det regerende dynasti, karolingerne.
Efter Pipins død i 714 kom det til magtkampe, som endte med, at hans uægte søn, Karl Martell (Karl "Hammeren"), i 719 arvede embedet. Han var kendt for sin hårdhed og gennemslagskraft, men stod over for svære inden- og udenrigspolitiske problemer. Der var stadig stammer inden for Frankerriget, som modsatte sig hans styre, men 732 blev et vendepunkt. I Slaget ved Tours og Poitiers besejrede Karl og hans tidligere fjende, Eudo af Aquitanien, araberne med støtte fra Langobarderne. Det gav ham ry som Vesteuropas redningsmand, og de senere kampe mod friserne, sakserne, bajuvarerne og allemannerne befæstede yderligere hans position. Desuden støttede han biskop Bonifatius' missionsarbejde blandt de samme folkeslag.
Efter merovingerkongen Teuderik 4.s død i 737 herskede han alene over Frankerriget, men som sin far uden kongetitel. Efter germansk tradition delte Karl Martell riget mellem sine sønner, Karlomann og Pipin 3. (den Lille), kort før sin død.
Frankerriget under Karolingerne
Det karolingiske dynasti begynder traditionelt med afsættelsen af den sidste merovinger og med Pipin den Lilles tronbestigelse i 751 – alt med pavens fulde billigelse. Pipin havde fulgt sin far, Karl Martell, som major domus i et genforenet frankisk kongedømme, der bestod af de tidligere uafhængige dele. Pipin blev enehersker, efter at hans broder var gået i kloster, og efter at han havde fået sendt den sidste merovingiske konge samme vej. I 751 lod han sig salve til konge efter gammeltestamenteligt forbillede.
Pipin regerede som valgkonge. Selv om den slags valg sjældent fandt sted, var der dog en almindelig regel i germansk ret, som fastslog, at kongemagten støtter sig til de ledende i samfundet. De havde til gengæld retten til at vælge en ny værdig leder fra den regerende klan, hvis de mente, at den gamle ikke kunne føre dem i kamp. Mens kongedømmet senere blev arveligt i Frankrig, viste det sig umuligt for kongerne i det senere tysk-romerske rige at slippe af med valgkongedømmet, og de fortsatte som valgte konger indtil rigets formelle ophør i 1806.