thumb|Den hippokratiske ed nedskrevet i det 12. århundrede i form af et kors Lægeløftet er et eksamensløfte om samvittighedsfuld kaldsudøvelse, som aflægges af nyuddannede læger. Løftet blev oprindeligt indført i 1815 efter et forslag fra J.D. Herholdt. Aflæggelsen sker som regel over for dekanen for det lægevidenskabelige (eller sundhedsvidenskabelige) fakultet i forbindelse med dimissionshøjtideligheden i forlængelse af den beståede embedseksamen. Selvom lægeløftet ikke er juridisk bindende, er selve aflæggelsen af løftet dog en fast betingelse for, at en person, der har bestået den lægevidenskabelige embedseksamen i Danmark, må kalde sig læge og udøve lægegerning.Lægeløftet på laeger.dk

Gennem løftet forpligter den nyuddannede læge sig overordnet til at overholde en række centrale etiske og faglige principper. Dette indebærer en forpligtelse til at anvende sin faglige kunnen til gavn for både samfund og medmennesker. Dertil lover lægen at sikre ligebehandling af alle patienter uafhængigt af deres sociale status, ligesom vedkommende underlægges en streng lægelig tavshedspligt. Ydermere forpligter lægen sig til livslang læring og faglig udvikling samt til nøje at efterleve gældende lovgivning og sundhedsfaglige retningslinjer.

På nogle områder regnes Hippokrates' ed som en historisk forløber for lægeløftet. Denne ed udspringer af den hippokratiske medicin, formuleret af den græske læge Hippokrates (ca. 460-377 f.Kr.), som lagde terapeutisk vægt på at give naturens egen helende kraft de bedste betingelser at virke under og, frem for alt, ikke at gøre skade. Den foreskrev desuden, at patientens diæt og hygiejne skulle reguleres omhyggeligt og individualiseret. Ifølge disse gamle hippokratiske traditioner bør læger ydermere have en god almen dannelse, fremtræde venlige og værdige samt være en god kollega med dyb respekt for traditionerne.

Historie Det danske lægeløfte blev udformet af den første professor i fysiologi ved Københavns Universitet, Johan Daniel Herholdt, og blev sat i kraft ved kancelliskrivelse af 15. august 1815. Løftet har i dag samme ordlyd, som da det blev indført. Hensigten med indførelsen af et løfte for læger var, at fastlægge lægers pligter i forhold til deres patienter og i forhold til det offentlige. Løftet blev udformet på grundlag af den hippokratiske ed, som oprindelig blev nedfældet i Grækenland i det femte århundrede f.v.t. I den nuværende udgave af lægeløftet er en central passage fra den hippokratiske ed udeladt, som lyder: "Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde fosterfordrivende midler."

Lægeløftets ordlyd

Internationalt Et løfte svarende til det danske lægeløfte bruges ikke i de andre nordiske lande, ej heller i Tyskland og England. I USA aflægges der et løfte bygget på den hippokratiske ed ved nogle lægeskoler, men ikke ved andre. Ofte benytter man den såkaldte Genève-deklaration, som blev vedtaget af Verdenslægeforeningen (World Medical Association) ved dennes kongres i Genève i 1948. Genève-deklarationen er i ordlyd tættere på den hippokratiske ed end det danske lægeløfte. I 1949 vedtog Verdenslægeforeningen et sæt Internationale regler for lægeetik, som ligeledes bygger på den hippokratiske ed.

Andre regler for læger Den danske lægeforening har vedtaget et sæt Etiske regler for lægerLægeforeningens etiske principper på laeger.dk hentet 20. juli 2022 samt et sæt Kollegiale regler for læger, som udbygger lægeløftet. Disse regelsæt er - ligesom lægeløftet - ikke juridisk bindende. Det er til gengæld bestemmelserne i Autorisationsloven, som er efterfølgeren for bl.a. den tidligere Lov om udøvelse af lægegerning (Lægeloven).Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed Retsinformation.dk 8. juli 2019, hentet 20. juli 2022 Det er dog en betingelse for at opnå autorisation som læge, hvis man har studeret i Danmark, at man har aflagt lægeløftet.

Se også Dyrlægeløftet Tandlægeløftet Veterinærsygeplejeløftet Præsteløftet Olympisk løfte Kilder og henvisninger

Kategori:Eder Kategori:Læger Kategori:Sundhedsvæsen