Yom Kippur-Krigen (på hebraisk: מלחמת יום הכיפורים, translitteration: Milkhemet Yom Hakipurim eller מלחמת יום כיפור, Milkhemet Yom Kipur, arabisk: حرب أكتوبر, translitteration: ħarb October eller حرب تشرين, ħarb Tishrin) eller Oktoberkrigen, Ramadankrigen og Den arabisk-israelske krig 1973 blev udkæmpet fra den 6. oktober til den 26. oktober 1973 af en koalition af arabiske lande anført af Egypten og Syrien mod Israel.

Krigen begyndte med Egypten og Syriens overraskelsesangreb på den jødiske soningsdag, yom kippur. Syriske og egyptiske enheder overskred våbenstilstandslinjerne i henholdsvis Golanhøjderne og på Sinai-halvøen, som var fastlagt efter Seksdageskrigen i 1967.I efteråret 2003, efter offentliggørelsen af nøgle Aman dokumenter , skrev avisen Yedioth Ahronoth en række kontroversielle artikler, som afslørede at israelske nøglepersoner som Golda Meir og Moshe Dayan var klar over, at der var en betydelig fare for et angreb, , men de havde besluttet ikke at handle. De to journalister som gennemførte undersøgelsen, Ronen Bergman og Gil Meltzer, udsendte senere bogen Yom Kippur War, Real Time: The Updated Edition, Yediot Ahronoth/Hemed Books , 2004.

Egypterne og syrerne gjorde hurtige fremskridt i de første 24-48 timer, hvorefter udviklingen svingede til Israels fordel. I løbet af anden uge af krigen var syrerne tvunget ud af Golanhøjderne. På Sinai-halvøen i syd slog israelerne til mod skillelinjen mellem de to invaderende egyptiske hære, krydsede Suez-kanalen (som havde været den gamle våbenhvilelinje) og omringede den egyptiske tredje armé netop som de Forenede nationers våbenhvile trådte i kraft.

Krigen fik vidtrækkende betydning. Den arabiske verden, som var blevet ydmyget af den egyptisk-syrisk-jordanske alliances nederlag under Seksdageskrigen følte en moralsk oprejsning ved en række sejre i begyndelsen af krigen. Denne oprejsning banede vej for den fredsproces som fulgte foruden en række liberaliseringer som Egyptens infitah-politik. Camp David-aftalen, som fulgte i 1978, førte til normaliserede forbindelser mellem Israel og Egypten, som allerede havde været i færd med at frigøre sig fra Sovjetunionen, og nu forlod den sovjetiske indflydelsessfære helt.

Baggrund Casus belli Krigen var et led i den arabisk-israelske konflikt, en vedvarende konflikt som har omfattet mange krige og slag siden 1948, hvor staten Israel blev dannet. Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israelerne Egyptens Sinai-halvø helt ud til Suez-kanalen, der blev våbenhvilelinjen, samt ca. halvdelen af Syriens Golanhøjder.

I årene efter Seksdageskrigen opførte Israel en række befæstninger i både Sinai og Golanhøjderne. I 1971 brugte Israel $500 mio. på at befæste sine stillinger ved Suez-kanalen, en kæde af befæstninger og enorme skanser, som fik navnet Bar-Lev-linjen efter navnet på den israelske general Chaim Bar-Lev.

Alligevel, ifølge Chaim Herzog:

Den 19. juni besluttede den nationale samlingsregering i Israel enstemmigt at levere Sinai tilbage til Egypten og Golanhøjderne til Syrien til gengæld for fredsaftaler. Golan skulle demilitariseres og særlige arrangementer måtte forhandles på plads vedrørende Tiranstrædet. Regeringen besluttede også at indlede forhandlinger med kong Hussein af Jordan vedrørende østgrænsen.Herzog, Chaim (1989) Heroes of Israel. Boston: Little, Brown. p.253

Den israelske beslutning skulle overbringes de arabiske lande via den amerikanske regering. USA blev informeret om beslutningen, men ikke om at den skulle viderebringe den. Der er ingen dokumentation for at Egypten og Syrien modtog tilbuddet, så de fik det formentlig aldrig. Beslutningen blev holdt hemmelig inden for de israelske regeringskredse, og tilbuddet blev trukket tilbage i oktober 1967.Shlaim, Avi (2001). The Iron Wall: Israel and the Arab World. W. W. Norton & Company. , p.254.

Både Egypten og Syrien ønskede at få det tabte land tilbage; men på det arabiske topmøde i Khartoum blev der udsendt en erklæring, som omfattede de tre nej-er: "Nej til fred, nej til anerkendelse og nej til forhandlinger med Israel.

Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser døde i september 1970. Han blev fulgt af Anwar Sadat, som besluttede sig for at kæmpe mod Israel og vinde det tabte land tilbage. I 1971 erklærede Sadat som svar på et initiativ fra FN-forhandleren Gunnar Jarring, at hvis Israel forpligtede sig til "tilbagetrækning af sine væbnede styrker fra Sinai og Gaza striben" og til gennemførelse af andre dele af Sikkerhedsrådets resolution nr. 242 som krævet af Jarring, ville Egypten "være rede til at indgå en fredsaftale med Israel". Israel svarede, at det ikke ville trække sig tilbage til grænsen fra før juni 1967."The Jarring initiative and the response," Israel's Foreign Relations, Selected Documents, vols. 1–2, 1947–1974 (hentet 9. juni 2005).

Sadat håbede på, at selv ved at tilføje israelerne et lille nederlag kunne status quo blive ændret. Hafez al-Assad, det syriske statsoverhoved, så anderledes på sagen. Han havde ikke megen interesse i forhandlinger, og han mente, at generobring af Golanhøjderne ville blive en rent militær operation. Siden Seksdageskrigen havde Assad gennemført en massiv oprustning, og han håbede på at kunne gøre Syrien til den dominerende militærmagt blandt de arabiske lande. Med støtten fra Egypten følte Assad sig overbevist om, at hans nye hær kunne vinde overbevisende mod den israelske hær og dermed sikre Syriens rolle i området. Assad forestillede sig først forhandlinger, når Golanhøjderne var blevet generobret med magt, hvilket ville få Israel til at opgive Vestbredden og Gaza samt give andre indrømmelser.

Sadat havde også vigtige indenlandske hensyn for at ønske krig. "De tre år efter Sadat var blevet præsident … var de mest demoraliserede i Egyptens historie … en udtørret økonomi bidrog til landets modløshed. Krig var en desperat mulighed."Rabinovich, 13. I sin biografi om Sadat hævdede Raphael Israeli, at Sadat følte, at problemets rod var den store skam over Seksdageskrigen, og inden nogen reformer kunne gennemføres, følte han at skammen måtte overvindes. Egyptens økonomi lå i ruiner, men Sadat vidste, at de grundlæggende reformer, som han følte der var behov for, ville blive dybt upopulære i dele af befolkningen. En militær sejr ville give ham den fornødne popularitet til at han kunne gennemføre ændringer. En del af den egyptiske befolkning, ikke mindst universitetsstuderende, som gennemførte omfattende protestaktioner, ønskede inderligt en krig for at genvinde Sinai og var stærkt utilfredse med at Sadat ikke havde startet en i de første tre år i embedet.

De andre arabiske lande var mere tøvende over fuldt ud at stille sig bag en ny krig. Kong Hussein af Jordan frygtede et nyt stort tab af territorium, som i Seksdageskrigen, hvor Jordans befolkning var blevet halveret. Sadat bakkede også op om kravet fra PLO om at få områderne på Vestbredden og Gaza, og i tilfælde af en sejr lovede han Yasser Arafat, at han skulle få kontrollen over dem. Hussein anså stadig Vestbredden som en del af Jordan og ønskede, at det blev givet tilbage til hans kongerige. Hertil kom krisen med Sorte September krisen i 1970, hvor der nær var udbrudt borgerkrig mellem PLO og den jordanske regering. I den konflikt havde Syrien grebet militært ind til fordel for PLO, hvilket havde bragt Assad på kant med Hussein.

Irak og Syrien havde også et belastet forhold, og irakerne nægtede at deltage i den indledende offensiv. Libanon, som grænsede op til Israel, forventedes ikke at slutte sig til den arabiske krigsindsats på grund af sin lille hær og allerede tydelige ustabilitet. I månederne op til krigen var Sadat travlt beskæftiget med en diplomatisk offensiv for at samle støtte til krigen. I efteråret 1973 hævdede han, at han havde støtte fra over 100 lande. Det var de fleste lande i den arabiske liga, de alliancefrie lande og Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU). Sadat havde også arbejdet på at skaffe sig venner i Europa, og havde opnået nogen succes hermed inden krigen. Storbritannien og Frankrig stod sammen med de arabiske lande mod Israel i FN's sikkerhedsråd.

Begivenheder som ledte op til krigen thumb|Egyptiske styrker krydser Suez-kanalenAnwar Sadat sagde i 1972 offentligt, at Egypten var forpligtet til at gå i krig mod Israel, og at Egypten var klar til at "ofre en million egyptiske soldater." Fra slutningen af 1972 begyndte Egypten en koncentreret indsats for at opbygge sine styrker. Landet fik MiG-21 jetjagere, SA-2, SA-3, SA-6 og SA-7 jord til luft-missiler, T-55 og T-62 kampvogne, RPG-7 raketstyr og AT-3 Sagger panserværnsmissiler fra Sovjetunionen og forbedrede sin militære taktik ud fra sovjetiske doktriner for slagmarken. Politisk blev generaler, som i vidt omfang havde været ansvarlige for sammenbruddet i 1967, udskiftet med mere kompetente officerer.Heikal, 22

De to supermagters rolle var en væsentlig faktor for resultatet af de to krige. Sovjetunionens politik var en af årsagerne til Egyptens militære svaghed. Præsident Nasser kunne kun få udstyr til et missilskjold efter at have besøgt Moskva og tryglet lederne i Kreml herom. Han hævdede, at hvis forsyningerne ikke blev givet, måtte han vende tilbage til Egypten og fortælle det egyptiske folk, at Sovjetunionen havde opgivet dem, og derpå overdrage magten til en af sine ligemænd, som kunne forhandle med amerikanerne. Amerikanerne ville derefter have kontrollen over området, hvilket Moskva ikke kunne tillade.

Et af Egyptens skjulte mål med Udmattelseskrigen var at tvinge Sovjetunionen til at forsyne Egypten med mere avancerede våben og krigsmateriel. Egypterne mente, at den eneste måde at overbevise de sovjetiske ledere om manglerne ved de fleste af de fly og luftforsvarsvåben, som var leveret til Egypten efter 1967, bestod i at sætte dem på prøve mod det avancerede udstyr som USA havde leveret til Israel.

Nassers politik efter nederlaget i 1967 var i konflikt med den sovjetiske. Sovjetunionen søgte at undgå en ny storkonflikt mellem araberne og israelerne for ikke at blive draget ind i en konfrontation med USA. Realiteten i situationen blev tydelig da supermagterne mødtes i Oslo og enedes om at fastholde status quo. Det var uacceptabelt for de egyptiske ledere, og da det blev opdaget at de egyptiske forberedelser til at krydse kanalen var blevet lækket blev det bydende nødvendigt at udvise de sovjetiske rådgivere fra Egypten. I juli 1972 udviste Sadat næsten 20.000 sovjetiske militærrådgivere fra landet og ændrede landets udenrigspolitik i retning af USA. Syrerne forblev tæt knyttet til Sovjetunionen.

De sovjetiske ledere havde ikke stor tiltro til Sadats chancer i en krig. De advarede om, at ethvert forsøg på at krydse den svært befæstede Suezkanal ville føre til store tab. Sovjetunionen, som førte afspændingspolitik, havde ingen interesse i at se en destabilisering i Mellemøsten. I juni 1973 havde den sovjetiske leder Leonid Bresjnev på et møde med præsident Richard Nixon foreslået Israel at trække sig tilbage til sine grænser fra 1967. Bresjnev sagde, at hvis ikke Israel trak sig tilbage "vil vi have svært ved at undgå at den militære situation blusser op" — en indikation af at Sovjetunionen ikke havde været i stand til at holde styr på Sadats planer.Rabinovich, 39.

I et interview i Newsweek (9. april 1973) truede præsident Sadat igen med krig mod Israel. Adskillige gange i løbet af 1973 gennemførte arabiske styrker storstilede øvelser, som satte det israelske militær i højeste alarmberedskab, blot for at blive afblæst nogle dage senere. Den israelske ledelse troede allerede, at hvis det kom til et angreb kunne det israelske luftvåben slå det tilbage.