Ardenneroffensiven var et slag under anden verdenskrig. Det startede i midten af december 1944 og var den sidste tyske offensiv på vestfronten under krigen. Den tyske hær planlagde at drive en kile ind i de allieredes frontlinje og indtage Antwerpen, for derefter at svinge nordover for at omringe og destruere de fire allierede armeer, der befandt sig der. Hitler håbede, at dette kunne tvinge de allierede til at indgå en favorabel fredsaftale med aksemagterne. For at få de allierede til at tro, der var tale om en forsvarsplan, kaldte tyskerne planen Wacht Am Rhein (”Vagt ved Rhinen”).
Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Men de allierede fik standset offensiven, og til sidst fik de presset tyskerne tilbage igen. Selv om det tog nogle dage for de allierede effektivt at reagere på det tyske angreb, slog planen således fejl for tyskerne, om end det lykkedes dem at binde store allierede styrker og forsinke deres fremrykning med flere måneder. Til gengæld gav det tyske angreb de allierede mulighed for at komme i kamp med og nedkæmpe de bedste tyske styrker uden for Siegfried-linjen, som var det tyske forsvarsværk på grænsen mod Frankrig, Belgien og Luxembourg. Det var med til at lette de senere kampe i Tyskland.
Tyskerne indledte offensiven den 16. december 1944. Den 24. december var den gået i stå, og amerikanerne begyndte at trænge tyskerne tilbage, men først den 8. januar 1945 indså tyskerne, at slaget var tabt og begyndte deres tilbagetrækning.
Baggrund Forhistorien Efter at de allierede havde fået etableret et brohoved ved Normandiet i august 1944 og knust de tyske styrker i området, rykkede de frem i Frankrig med en voldsom hastighed. Undervejs løb de allierede tropper dog ind i alvorlige logistiske problemer. Den eneste dybvandshavn, hvor de store forsyningsskibe kunne lægge til, lå ved Cherbourg nær det oprindelige invasionssted, som de allierede tropper bevægede sig længere og længere væk fra. De allierede havde indtaget flere havnebyer, men det lykkedes tyskerne at sabotere havneanlæggene, før de trak sig tilbage. Et andet problem var det franske jernbanenet, der nærmest var blevet udraderet af de allieredes bombninger op til D-dag (landgangen i Normandiet). Dette var blevet gjort for at forsinke de tyske forsyninger, men ramte nu de allieredes fremrykning. De mange forsyninger måtte bringes frem med lastbil, og det var ineffektivt. Der skulle fx bruges fem liter benzin på at transportere en liter benzin til fronten. Tidligt i oktober var forsyningssituationen blevet så kritisk, at yderligere allieret fremrykning næsten var umulig, selv om de tyske tropper trak sig tilbage.
De allierede generaler sloges indbyrdes om at få hovedparten af forsyningerne til hver sin armé, så i hvert fald én armé var klar til en offensiv. Eisenhower, de allieredes øverstbefalende, insisterede på en strategi med en offensiv over en bred front, men med første prioritet på styrkerne i nord. Det var ikke lykkedes disse styrker at indtage de vitale tyske industriområder i Ruhr. Men mens de allierede stoppede fremrykningen for at omgruppere og vente på forsyninger, fik den tyske general Gerd von Rundstedt mulighed for at organisere de tilbageværende tyske styrker til en lille, men relativt effektiv forsvarsstyrke.
Meningen med general Montgomerys fejlslagne operation Market Garden i september havde været at indtage Antwerpen, krydse Rhinen og derved omgå Siegfried-linjen. Operationen slog fejl og efterlod de allierede styrker i omtrent den samme position som før. Det lykkedes den belgiske modstandsbevægelse at forhindre tyskerne i at ødelægge havnen i Antwerpen, men Montgomery valgte at stoppe sin fremrykning lige øst for Antwerpen for at omgruppere og tilføre nye forsyninger i stedet for at fortsætte fremrykningen mod Walcheren. Det gjorde, at tyskerne kunne forstærke de relativt svage tropper og kystbatterier dér med tre gange så store styrker. For at nå frem til Antwerpen måtte de allieredes skibe sejle ind ad floden Schelde, der havde Walcheren på den ene bred, og det var ikke muligt, så længe byen var på tyske hænder. Et angreb på Antwerpen blev først muligt, efter at den canadiske 1. armé i oktober-november udkæmpede slaget ved Schelde og erobrede Walcheren. De allieredes skibe kunne nu endelig lægge til i Antwerpen, og det lettede forsyningssituationen, selv om de allierede styrker var spredt udover Frankrig, Belgien og Luxembourg.
Den tyske situation var meget alvorlig. Tidligere på sommeren havde operation Bagration – en massiv sovjetisk offensiv på østfronten – gjort holdt i Polen, men den sovjetiske overmagt var så stor, at det kun var mangel på forsyninger og udmattelse, der gjorde, at fremrykningen stoppede. Det stod klart, at de sovjetiske tropper forberedte en vinteroffensiv, formentlig i december.
Tidligere i 1944 havde allierede bombetogter stort set sat det tyske Luftwaffe ud af funktion, hvilket gjorde, at tyskerne ikke havde overblik over slagmarken, og heller ikke kunne angribe de allieredes forsyningskolonner. I modsætning hertil blev de tyske kolonner i dagslys øjeblikkeligt opdaget og bombet af de allierede. Dette havde sammen med bombningen af de rumænske oliefelter ført til stor mangel på olie og benzin i den tyske hær.
Det eneste lyspunkt for tyskerne var, at vestfronten var blevet meget kortere. De skulle ikke længere forsvare hele Vesteuropa, men var meget tættere på tysk territorium, hvilket betød kortere forsyningslinjer. Ydermere kunne de bruge det veludbyggede tyske telefon- og telegrafsystem, så de ikke behøvede at bruge radio, og de allierede derfor ikke længere kunne aflytte deres radiokommunikation gennem det britiske Ultra-program.
Med afslutningen på operation Bagration og den canadiske offensiv blev der forholdsvis stille på begge sider af fronten.
Den tyske planlægning Hitler, der tilsyneladende havde mistet evnen til sagligt at vurdere den militære og politiske situation, mente, at det ville være muligt at organisere et effektivt forsvar af Tyskland, hvis bare man kunne holde kampene på én front. Da operation Market Garden slog fejl, samtidig med at operation Bagration stoppede op, fik de tyske styrker for en stund initiativet. Det stod klart, at hvis der skulle komme en tysk modoffensiv, skulle det være nu.
Den tilstand, de tyske tropper befandt sig i, gjorde det ikke muligt at angribe de massive sovjetiske arméer. Flere planer blev foreslået, men de lovede ikke en stor, strategisk gevinst. Selv hvis det skulle lykkes de tyske tropper at omringe og besejre de sovjetiske styrker, havde Sovjetunionen så mange reserver, at det ikke ville gøre nogen stor forskel i det lange løb.
Mulighederne var mere lovende i vest. De allierede havde tydeligvis problemer med forsyningerne, og dette havde konsekvenser for tempoet i de allieredes operationer. Erobringen af Antwerpen havde dog hjulpet noget på de allieredes situation. Men de allierede tropper var strakt ud over en front, der gik fra Frankrig og helt ind i Nederland, og langs den var der flere dårligt forsvarede strækninger. Et vellykket angreb ville kunne binde de allierede styrker der i længere tid og måske tvinge USA og Storbritannien til at indgå en fredsaftale.
Der blev udtænkt flere planer, men den tyske overkommando koncentrerede sig om to af dem. Den ene gik ud på at angribe to steder på de amerikanske styrkers flanke i håb om at omringe 9. og 3. armé. Dette ville give Tyskland kontrollen over godt defensivt terræn, hvor de tidligere havde forsinket amerikanerne kraftigt. Den anden plan skitserede et klassisk Blitzkrieg-angreb gennem de dårligt forsvarede Ardennerbjerge for at slå en kile ind mellem de britiske og amerikanske styrker og generobre Antwerpen.
Hitler koncentrerede sig fra begyndelsen om den sidste plan. At afskære én amerikansk armé ville måske sætte pågældende armé ud af spillet, men der var andre amerikanske og britiske styrker i området, der kunne tage kampen op. At skille de amerikanske og britiske styrker fra hinanden, mente Hitler, ville puste til den kendte konflikt mellem Patton og Montgomery, som ville skændes over de få forsyninger, de havde til rådighed. Hvis det lykkedes for tyskerne at tage Antwerpen, ville fire allierede arméer blive fanget bag de tyske linjer, og de allierede blive afskåret fra en vigtig forsyningshavn. Hitler mente, at det ville være nok til at få en fredsaftale med de vestallierede, hvorefter man kunne koncentrere sig om østfronten.
Den tyske planlægning i detaljer Den tyske overkommando bestemte sig i midten af september, efter Hitlers insisteren, for at angribe gennem Ardennerne, akkurat som man havde gjort i 1940 under Slaget om Frankrig. Hovedstyrken skulle rykke frem til floden Meuse og derfra rykke nordvest over mod Antwerpen og Bryssel. Det vanskeligste øjeblik ville blive begyndelsen, hvor terrænet vanskeliggjorde hurtig fremrykning. På den anden side af Meuse ville terrænet blive bedre og muliggøre en hurtig fremrykning mod kysten. Planen fik kodenavnet Wacht am Rhein (tysk for ”Vagt ved Rhinen”) for at forvirre de allieredes efterretningstjenester.
thumb|right|Vestfronten den 15. december thumb|right|Ardennerne den 15. december
Fire arméer blev valgt til operationen: 6. SS Panserarmé under Sepp Dietrich. Denne armé blev dannet den 26. oktober 1944 og bestod af nogle af Waffen-SS' eliteenheder, herunder 1. SS Panserdivision Leibstandarte Adolf Hitler og 12. SS Panserdivision Hitlerjugend – de eneste to divisioner, der bar Hitlers navn. Denne armé skulle danne hovedangrebsstyrken og skulle lede det nordlige angreb, som havde til formål at indtage Antwerpen. 5. Panserarmé under Hasso von Manteuffel blev sat ind i midten med Bruxelles som mål. 7. Armé under Erich Brandenberger blev sat ind i syd for at beskytte flanken. 15. Armé under Gustav-Adolf von Zangen blev sat ind i nord for at binde de amerikanske styrker.
Øverstkommanderende for operationen var feltmarskal Walter Model, leder af Armégruppe B, og Gerd von Rundstedt, øverstkommanderende for de tyske styrker på vestfronten (OB West). For at operationen skulle blive en succes, mente planlæggerne, var der 3 nøglekriterier: Angrebet skulle komme som en fuldstændig overraskelse; Vejret skulle være tilpas overskyet for at forhindre de allieredes fly i at overvåge og angribe den tyske fremrykning Fremrykningen skulle foregå hurtigt og måtte ikke blive forsinket. Feltmarskal Walther Model udtalte, at Meusefloden skulle nås inden fire dage, hvis offensiven skulle have nogen chance.
De styrker, som blev sat ind, var allerede blevet reduceret fra planlagte 45 divisioner, til omkring 30. Dette skete på grund af mangel på både personel og materiel. Disse 30 næsten genopbyggede divisioner bestod bl.a. af nogle af den tyske hærs sidste reserver, herunder enheder fra Volksgrenadererne, der bestod af en blanding af krigshærdede veteraner og rekrutter, der tidligere var blevet anset for at være for unge eller for gamle til krig. Træningen, udstyret og forsyningerne var utilstrækkelige. De forsyninger, der ikke kunne transporteres via jernbanen, måtte transporteres via hestevogne for at spare brændstof. Genopbygningen af divisionerne betød, at offensiven blev udskudt fra midt i november til den 16. december.