Weimarrepublikken () er det uofficielle navn på Det tyske rige for perioden fra 1918 til 1933.
Tyskland blev de facto en republik den 9. november 1918, da kejser Wilhelm II abdicerede som tysk kejser og preussisk konge umiddelbart inden Det tyske kejserriges nederlag i 1. verdenskrig, og uden at der blev udpeget en efterfølger. I februar 1919 blev Tyskland formelt en republik, da Friedrich Ebert blev udpeget som Rigspræsident for Tyskland. Der blev herefter afholdt en nationalforsamling i byen Weimar i Thüringen, der den 1. august 1919 vedtog en demokratisk forfatning for Tyskland. Den nye forfatning fik hurtigt navnet Weimarforfatningen og inspirerede til at kalde den nye republik Weimarrepublikken. Tyskland hed fortsat officielt Det tyske rige (Deutsches Reich).
Weimarrepublikken stod over for en række alvorlige problemer: hyperinflation, politisk ekstremisme fra både højre- og venstrefløj samt et anstrengt forhold til 1. verdenskrigs sejrherrer. Tysk utilfredshed med vilkårene i Versailles-traktaten var stærk især på den politiske højrefløj, og der var her en stærk utilfredshed med de politikere og politiske kræfter, der havde underskrevet fredsaftalen. Weimarrepublikken opfyldte de fleste af Versailles-traktatens krav, selv om kravene om nedrustning og betaling af krigsskadeerstatning ikke blev opfyldt fuldt ud.Marks, Sally, The Illusion of Peace: International Relations in Europe, 1918–1933, St. Martin's, NY, 1976, pp.96–105. Ved Locarno-traktaten anerkendte Tyskland de nye grænser mod vest og frafaldt krav på landområder i Frankrig og Belgien, men Locarno-traktaten løste ikke Tysklands territoriale krav mod øst. Traktaten banede vej for Tysklands optagelse i Folkeforbundet.
Fra omkring 1930 anvendte rigspræsident Hindenburg Weimarforfatningens artikel 48 til at støtte rigskanslerne Heinrich Brüning, Franz von Papen og general Kurt von Schleicher. Depressionen ramte Tyskland hårdt bl.a. som følge af Brünings deflations-politik, som førte til en stærkt stigende arbejdsløshed.Büttner, Ursula Weimar: die überforderte Republik, Klett-Cotta, 2008, , p. 424 I 1933 udpegede Hindenburg Adolf Hitler som rigskansler med Nazi-partiet som del af en koalitionsregering, hvor Nazi-partiet havde to af 10 pladser. Nogle måneder senere havde Rigsdagsbrandforordningen og Bemyndigelsesloven imidlertid sat Weimarrepublikkens demokratiske organer ud af spillet og republikkens parlament uden for indflydelse. Bemyndigelsesloven blev vedtaget den 23. marts 1933 med to tredjedeles flertal i Rigsdagen, selv om NSDAP og dets støtter ikke havde flertal: dels på grund af det katolske centerpartis støtte, dels fordi alle kommunisternes og mere end 20 af socialdemokraternes rigsdagsmedlemmer var fængslet eller på flugt. Ved bemyndigelsesloven ophørte Weimarrepublikken reelt med at eksistere.
Medlemsstater i Weimarrepublikken i 1925 thumb|400px|Medlemsstater i Weimarrepublikken i 1925. Stat Areal (km²) Indbyggere Indb./km² Hovedstad Fristaten Anhalt 2 313,58 351 045 143 Dessau Baden 15 069,87 2 312 500 153 Karlsruhe Bayern 75 996,47 7 379 600 97 München Fristaten Braunschweig 3 672,05 501 875 137 Braunschweig Bremen 257,32 338 846 1 322 Bremen Hamburg 415,26 1 132 523 2 775 Hamburg Hessen 7 691,93 1 347 279 167 Darmstadt Lippe 1 215,16 163 648 135 Detmold Lübeck 297,71 127 971 430 Lübeck Mecklenburg-Schwerin 13 126,92 674 045 51 Schwerin Mecklenburg-Strelitz 2 929,50 110 269 38 Neustrelitz Oldenburg 6 423,98 545 172 85 Oldenburg Fristaten Preussen 292 695,36 38 175 986 130 Berlin Sachsen 14 986,31 4 992 320 333 Dresden Schaumburg-Lippe 340,30 48 046 141 Bückeburg Thüringen 11 176,78 1 607 329 137 Weimar Württemberg 19 507,63 2 580 235 132 Stuttgart Tyskland 468 116,13 62 410 619 134 Berlin Saarområdet 1 910,49 768 000 402 Saarbrücken
Note: Saarområdet var ikke del af Tyskland på dette tidspunkt. Tallene for Waldeck medtages under oplysningerne om Preussen.
Weimarrepublikkens opbygning
Weimarrepublikkens forfatning
Det tyske riges forfatning af 11. august 1919 lagde navn til republikken. Efter forfatningen var Tyskland en republik, hvis statsmagt udgik fra folket, og hvis områder bestod af de ved Versaillesfreden af 1919 indskrænkede landområder, som i det hele faldt sammen med de tidligere tyske enkeltstaters.Berlin, s. 10 Dog kunne disse ændres ved rigslov, og en sådan ændring indtrådte delvist kort efter forfatningens vedtagelse, idet de 7 små lande Sachsen-Weimar-Eisenach, Sachsen-Meiningen, Reuss, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Gotha — ikke Sachsen-Coburg, der blev forenet med Bayern — Schwarzburg-Rudolstadt og Schwarzburg-Sondershausen fra 1. maj 1920 blev forenede til et nyt land, Thüringen.
I øvrigt var landene de samme som de tyske enkeltstater, mens deres stilling til riget blev mere underordnet, hvorfor de heller ikke i rigsforfatningen benævntes "stater", men kun "lande". Ikke alene var rigets kompetence langt mere udvidet end før, så landene havde mistet såvel enhver selvstændig ret til at optræde udad, som enhver selvstændig myndighed til at pålægge skatter, men det rigsorgan, hvorigennem de enkelte lande som sådan deltog i rigsstyrelsen, rigsrådet, stod i betydning langt tilbage for det tidligere, de forbundne regeringer repræsenterende forbundsråd, der retligt var at anse som rigets øverste organ.
Dernæst var det nu også rigsforfatningen, der bestemte, hvilken regeringsform de enkelte lande måtte have, idet det i artikel 17 udtaltes, at ethvert land skulle have en republikansk — "freistaatliche" — forfatning, at folkerepræsentationen skulle være valgt ved almindelige lige, umiddelbare og hemmelige valg af alle rigstyske mænd og kvinder efter grundsætningerne for forholdstalsvalg, og at landsregeringerne skulle have repræsentationens tillid.Berlin, s. 10f De enkelte tyske lande kunne altså ikke mere frit skifte regeringsform, altså fx indføre diktatur eller genindføre monarkiet, uden at krænke rigsforfatningen. Ikke desto mindre var de tyske "lande" fortsat at anse for stater, der selv havde givet sig deres egne forfatninger og derfor også inden for rigsforfatningens rammer selv kunne ændre dem. Men de var naturligvis nu i endnu højere grad end før ikke-suveræne stater — de tidligere enkelte større stater hjemlede reservatrettigheder var nu helt bortfaldne — og den øverste statsmagt i den forbundsstat, som Tyskland vedblivende udgjorde, lå i endnu højere grad end før hos rigets organer.Berlin, s. 11
Mens tidligere forbundsrådet og kejseren som rådets chef var rigets øverste organ, og rigsdagen kun spillede en mere underordnet rolle, var nu rigsdagen som repræsentant for hele det tyske folk i forfatningen stillet i spidsen som øverste rigsorgan. Valgret havde alle 20-årige eller ældre mænd og kvinder, og valgene skete som forholdstalsvalg på den måde, at hver partiliste fik en repræsentant for hver 60.000 stemmer, der var afgivet til listen. Antallet af rigsdagens medlemmer svingede altså efter antallet af afgivne stemmer, i 1924 var det 459, i 1926 493. Valgene skete for fire år, men rigspræsidenten kunne opløse rigsdagen inden valgperiodens udløb, dog kun én gang af samme grund. Rigsdagen bestemte selv, hvornår dens samling skulle afsluttes, derimod prøvedes valgbrevene ikke af den selv men af en særlig valgprøvelsesdomstol. Foruden de almindelige udvalg nedsatte rigsdagen et stående udvalg for udenrigske anliggender, der også kunne fungere efter samlingens slutning, valgperiodens udløb og efter rigsdagens opløsning, og et lignende stående udvalg nedsatte den til at varetage folkerepræsentationens rettigheder lige over for rigsregeringen i den tid, rigsdagen ikke var samlet.
Rigspræsidenten thumb|Rigspræsident Friedrich Ebert, 15. februar 1925 Rigsdagen var dog ikke det eneste direkte af folket valgte rigsorgan. Tværtimod havde rigsdagen i så henseende til en vis grad en konkurrent i republikkens overhoved, rigspræsidenten. Mens den første foreløbige rigspræsident — Friedrich Ebert — var blevet valgt af nationalforsamlingen, skulle nemlig efter rigsforfatningens artikel 41, der omsider ved Eberts død 1925 trådte i kraft, den tyske rigspræsident lige som i USA, men modsat i Frankrig, vælges ikke af folkerepræsentationen men af det samlede tyske folk. Valget, der var umiddelbart og hemmeligt, skete for syv år, og genvalg var uden indskrænkning tilladeligt. Inden denne frists udløb kunne han vel ekstraordinært afsættes ved en folkeafstemning efter forslag af rigsdagen, men til rigsdagens beslutning krævedes 2/3 flertal, og hvis afsættelsen forkastes ved folkeafstemningen, betragtes præsidenten som genvalgt og rigsdagen som opløst. Rigspræsidenten repræsenterede riget udad til og indgik forbund med fremmede stater. Til krigserklæring og fredsslutning krævedes dog rigslov, og til traktater, der angik rigslovgivningen, krævedes rigsdagens samtykke. Han udnævnte og afskedigede rigsembedsmændene, havde overbefaling over rigets samlede stridsmagt og kunne ved hjælp af den væbnede magt om fornødent tvinge et land til lydighed, der ikke ville opfylde sine pligter mod riget. Han havde desuden ifølge den allerede oftere anvendte artikel 48 beføjelse til, når den offentlige sikkerhed og orden i det tyske rige i væsentlig grad forstyrredes eller blot udsattes for fare, at træffe de til den offentlige sikkerheds og ordens genoprettelse nødvendige forholdsregler og til om fornødent at skride ind med hjælp fra den væbnede magt, ja, han kunne endog i det øjemed sætte en hel række af de vigtigste i forfatningen hjemlede grundrettigheder helt eller delvis ud af kraft og eventuelt indføre militært diktatur. Når dertil kom, at han i henhold til artikel 25 altid kunne opløse rigsdagen, var det altså en ret stor magt, der var tillagt ham. Værnet imod misbrug lå foruden i, at han selv kunne anklages for statsdomstolen i tilfælde af tilregnelig krænkelse af rigsforfatningen eller af en rigslov, deri, at alle forføjninger af ham skulle medunderskrives af rigskansleren eller den vedkommende rigsminister, der både var strafferetligt og parlamentarisk ansvarlige for regeringens førelse. Den ansvarlige rigsregering, rigskansleren og rigsministrene, udnævntes vel og afskedigedes af rigspræsidenten, men ifølge artikel 54 skulle de til deres embedsførelse have rigsdagens tillid, og enhver af dem måtte derfor træde tilbage, når rigsdagen ved en udtrykkelig beslutning havde unddraget ham sin tillid. Den tyske rigsforfatning af 1919 var den første forfatning, der på denne måde udtrykkeligt havde søgt at slå parlamentarismen grundlovsmæssigt fast. Rigskansleren bestemte retningslinjerne i politikken, men i øvrigt ledte enhver rigsminister under eget ansvar over for rigsdagen selvstændigt sit ministerium.
Rigsrådet