Marie Anne Charlotte Corday d'Armont, der er kendt og omtalt som Charlotte Corday (27. juli 1768 – 17. juli 1793), myrdede 13. juli 1793 den franske revolutionære leder Jean-Paul Marat ved et knivattentat og blev få dage efter henrettet i guillotinen for mordet.
Mordet på Marat var en betydningsfuld begivenhed i den tidlige del af Den Franske Revolution, og at han ikke længere kunne øve indflydelse bidrog nok til, at revolutionen løb løbsk i Dantons og Robespierres jakobinske rædselsregime. Corday er bemærkelsesværdig ved at kunne se, hvad der var på vej, og ved at sætte sit liv ind og trodse alle konventioner i forsøg på at standse det, men det lykkedes hende ikke, og hun kom måske endda utilsigtet til at befordre netop det, hun troede at forhindre.
Charlotte Corday kan med sin målbevidsthed, karakterstyrke og foragt for sin personlige skæbne minde en del om Jeanne d'Arc 362 år tidligere. Det fremgår af de billeder, der findes af hende, at hun var en ung, særdeles tiltrækkende kvinde, og hendes skrifter og optræden efter mordet vidner både om dybde i tanken og om en helt enestående sindsro, om end man ikke kan se bort fra en vis overdreven, romantiserende idealisme. Hun gjorde et voldsomt indtryk på dem, som kom i kontakt med hende under fængslingen, retssagen og ved henrettelsen. Selv bøddelen i Paris, Sanson, hvis gemyt nok hørte til de mindre følsomme, var stærkt påvirket og lod måske af den grund en anden foretage henrettelsen.
Baggrund Hun blev født i den lille by Saint-Saturnin-des-Ligneries i Normandiet som medlem af en fattig, aristokratisk familie og havde fire søskende. En beundret grandonkel på hendes mors side var dramatikeren Pierre Corneille, som bl.a. skrev helteepos om det klassiske Spartas magt og bedrifter, hvis miljø og tanker Charlotte levede sig stærkt ind i.
Efter hendes mors død blev hun som 13-årig indskrevet i klosterskolen Abbaye aux Dames i Caen sammen med sine to søstre. Klosteret var grundlagt år 1060 af Vilhelm Erobrerens hustru, Mathilde af Flandern. Corday blev uddannet her fra 1782 til 1790, hvor klostrene blev opløst ifølge et dekret af 13. december 1790. En gammel tante i Caen optog hende derefter i sit hus.
Hun havde altså gået i en katolsk skole, men selvom hun officielt bekendte sig som katolik, gik hun lidenskabeligt ind for den franske revolution og dens forsøg på at afkristne Frankrig. Samtidig var hun begejstret tilhænger af det moderate parti girondinerne, som havde flertal i Nationalforsamlingen, men var ved at blive fortrængt af det yderligtgående parti jakobinerne (ofte omtalt som "bjerget", fransk: La Montagne). En del girondinere var på grund af forfølgelser flygtet til Calvados, hvor de holdt møder, som Corday overværede; hun var derfor velorienteret om revolutionens hovedpersoner.
Jean-Paul Marat (1743-1793) var en fremtrædende videnskabsmand, men han kastede sig over politik op til og under revolutionen. Han var politisk skribent og udgiver af avisen Folkets Ven (L'ami du Peuple). Han var af natur modstander af alle magthavere. Marat havde stor indflydelse gennem sine skrifter og tvang Danton og Robespierre til mådehold. Han og den radikale, jakobinske bevægelse bekæmpede girondinerne, især efter at de i 1793 havde forsøgt at rejse provinserne til væbnet opstand imod regeringen i Paris. Og det på et tidspunkt, hvor landet var i krig. Charlotte Corday opfattede ham som revolutionens personificerede tyranni. Som "folkets ven" var han den, som forførte og vildledte det franske folk.
Mordet thumb|right|Charlotte Corday af Paul Jacques Aimé Baudry, malet 1858: Under det andet kejserdømme i Frankrig ansås Marat for revolutionens uhyre og Corday som Frankrigs heltinde, hvilket kortet på væggen symboliserer. Charlotte Corday begyndte allerede i 1789 at overveje at dræbe Marat, der da havde ladet 22 girondinere arrestere. Den endelige beslutning om drabet tog hun, efter at kong Ludvig 16. blev henrettet (21. januar 1793), og efter at Marat blev fordømt af en ledende girondiner, Jacques Pierre Brissot.
Den 9. juli rejste hun fra Caen med Levnedsskildringer af Plutarch i bagagen. Hun ankom til Paris den 11. juli ved middagstid og indlogerede sig på Hotel de Providence. Med en introduktionsskrivelse opsøgte hun en deputeret i Nationalforsamlingen. Han oplyste, at Marat ikke længere kom der, men opholdt sig hjemme. (Marat varetog de fleste af sine pligter fra et badekar, fordi han led af en ondartet hudsygdom).
Om aftenen den 12. juli skrev hun på hotellet sin Adresse til de franske venner af lovene og freden. I den forklarede hun sine handlinger og opfordrede med stor kraft sine landsmænd til at rejse sig mod tyranniet. Denne henvendelse lå gemt i hendes tøj og havde følgende hovedindhold: Adresse til de franske venner af lovene og freden. " Hvor længe, oh ulykkelige franskmænd, vil I stille jer tilfreds midt i besværet og i splittelserne? Tilstrækkeligt og længe nok har oprørere, slyngler, sat deres egne ambitioner i stedet for det fælles bedste; hvorfor tilintetgør I, ofrene for deres galskab, jer selv for at opbygge deres begærs tyranni på Frankrigs ruiner?" "Oprør bryder ud fra alle egne, "bjerget" triumferer ved forbrydelse og undertrykkelse, monstre gennemvædet med vort blod gennemfører disse afskyelige komplotter […] Vi arbejder på vor egen ødelæggelse med mere ildhu og energi, end man nogensinde har brugt på at vinde friheden! Oh franskmænd, om kort tid vil der af jer kun være mindet om jeres eksistens tilbage!" "De vrede departementer marcherer allerede mod Paris, ufredens og borgerkrigens ild dækker allerede halvdelen af dette udstrakte rige; der er endnu et middel tilbage til at slukke den, men dette middel må anvendes straks. Den ondeste af slynglerne, Marat, hvis navn alene fremkalder billederne af alle hans forbrydelser, vil – allerede ved at falde for det hævnende jern – få "bjerget" til at ryste og Danton, Robespierre til at blegne, disse andre banditter på den blodige trone, omgivet af det lys, som menneskehedens hævnende guder uden tvivl kun hænger op for at gøres deres fald mere tydeligt og for at afskrække alle dem, som måtte føle sig fristet til at bygge deres egen lykke på bedragne folks ruin!" "Franskmænd ! I kender jeres fjender, rejs jer ! Marchér ! Så det ødelagte "bjerg" ikke efterlader sig flere brødre og venner ! Jeg ser bort fra, om himlen skulle have en republikansk regering i baghånden til os, men den kan ikke give os en fra "bjerget" til herre uden at overdrive sin hævngerrighed […] Oh Frankrig! Din fred afhænger af lovenes overholdelse; jeg krænker dem ikke ved at dræbe Marat : Forbandet af universet er han udenfor loven. Hvilket tribunal vil dømme mig? Hvis jeg er skyldig, var Alcide det også, da han tilintetgjorde uhyrerne! […]" "Oh, mit fædreland ! Dine ulykker sønderriver mit hjerte; jeg kan kun tilbyde dig mit liv ! og jeg takker himlen for den frihed, jeg har fået til at disponere over det ; ingen vil tabe ved min død ; jeg efterligner bestemt ikke Pâris (Bem.: Som myrdede Lepelletier de Saint-Fargeau, der blev republikkens første martyr) ved at lade mig dræbe. Jeg ønsker, at mit sidste suk skal være til nytte for mine medborgere, at mit hoved båret i Paris skal være et samlingsmærke for alle venner af lovene ! at det vaklende "bjerg" ser sin undergang skrevet med mit blod ! at jeg er deres sidste offer, og at det hævnede univers tilkendegiver, at jeg godt har tjent menneskehedens vel! Hvad resten angår, såfremt man skulle se på min handling med andre øjne, er jeg ikke urolig af den grund:
Om universet overraskes over denne store aktion, om jeg er genstand for skræk eller beundring. Min ånd, en smule jaloux over at leve videre i mindet, tager hverken bebrejdelse eller ære i betragtning. Altid uafhængig og altid borger, min pligt er nok for mig, al resten er intet. Gå i gang, drøm ikke om andet end at undgå slaveriet!..." "Mine slægtninge og mine venner bør ikke udsættes for forhør, ingen kendte mine projekter. Jeg føjer min dåbsattest til denne adresse for at vise, at selv den svageste hånd føres af en fuldstændig hengivelse. Hvis jeg ikke skulle have held med mit forehavende, franskmænd ! Jeg har vist jer vejen, I kender jeres fjender; Rejs jer ! Marchér! Slå til ! "
Den 13. juli om morgenen sendte hun et kort til Marat og bad ham modtage hende, så hun kunne fortælle ham om begivenhederne i Caen. Derpå købte hun i Palais-Royal en skarp køkkenkniv med skæfte af ibenholt i en sort skede og tog til hans hus ved 13-tiden, hvor hun blev afvist i døren med den besked, at Marat var syg, ikke kunne modtage besøg, og at det var omsonst at opsøge ham igen. Hun tog tilbage til hotellet og skrev endnu et brev til Marat med en antydning om et planlagt girondinsk oprør i Caen, som hun ville afsløre for ham. Hun beklagede, at hun var blevet afvist tidligere på dagen og udtrykte håb om, at han ville modtage hende. Hun opholdt sig på sit hotel og afventede, at brevet skulle nå Marat. Uden at vente på svar, tog hun sit mest elegante tøj på, skjulte kniven i sit snøreliv og tog igen til Marats hus ved 19.30-tiden.
Efter at hun atter blev afvist ved døren, hørte Marat postyret på trappen (lejligheden var på 1. sal) og ønskede at tale med den, hvis brev han netop havde læst. Simone Evrard førte da Corday til et lille sovegemak ved siden af det rum, hvor Marat sad i sit badekar af kobber. Over siddebadekarret lå en træplade med hans papirer. Corday kunne ikke se Marat fra sovegemakket. Hun gav ham opdigtede navne på oprørere, mens hun ventede på, at Simone og de andre forlod værelserne. Da det var sket, og mens Marat sad bøjet over træpladen for at notere de opgivne navne, trak Corday kniven, trådte ind til Marat og huggede den i hans bryst med et eneste stik lige til skæftet. Kniven gennemborede hans ene lunge, aorta og venstre hjertekammer. Marat nåede at råbe: A moi, ma chère amie! ("Kom til mig, min kære veninde"), før han udåndede. thumb|Udsnit af Davids maleri, hvor Marats hånd holder noten fra Corday med hendes afsluttende sætning: ...at jeg er ulykkelig er nok til at have krav på Deres velvilje Øjeblikket er fastholdt af Jacques-Louis David i det berømte maleri Marats død.
Simone og andre kom styrtende til og alarmerede andre i huset, der også tjente som trykkeri for Marats avis. En medarbejder slog Corday ned, da hun passerede ham under sit forsøg på at flygte, og han bandt hendes hænder. Hun tilbragte resten af aftenen i salonen op til det sovegemak, hvor hendes offer blev balsameret under Simones hjerteskærende gråd. Corday blev ret hurtigt bevogtet af gendarmer, som var blevet tilkaldt, og som måtte beskytte hende mod at blive lynchet af dem, der strømmede til huset, efterhånden som nyheden om mordet bredte sig. Her forbløffede hun deputerede og journalister ved at være aldeles kold og behersket, og besvarede fx et spørgsmål om, hun havde øvet sig, siden hun kunne ramme Marat i hjertet med et eneste stød. Hun svarede, at: "Den vrede, som fyldte mit hjerte, viste mig hvordan". Først efter midnat blev hun ført til nærmeste fængsel, l'Abbaye, hvorfra hun næste dag blev overført til en celle i Conciergeriet.
Her sad hun, til retssagen mod hende blev indledt den 17. juli kl. 8 om morgenen. Den var udsat til det "revolutionære Paris" havde arrangeret en storslået begravelse for Marat. Hun brugte tiden på at reparere sit tøj, der var blevet flænget under tilfangetagelsen, og desuden skrev hun til sin far: