Tasmanien er en ø og, sammen med 1.000 omkringliggende øer, en delstat i Australien. Den er beliggende 240 km syd for den østlige del af kontinentet og adskilt fra det af Bassstrædet. Tasmanien har et indbyggertal på 541.500 (juni 2021) og et areal på 68.401 km². Hovedstaden og den største by hedder Hobart. 40% af befolkningen bor i eller omkring Hobart. Estimated resident population, 30 June 2017.

Tasmanien har haft en indfødt befolkning siden 40.000 f.Kr. Storbritannien kolonialiserede Tasmanien i 1803 og brugte øen som straffekoloni. I løbet af 30 år blev den indfødte befolkning stort set udryddet. De blev dræbt i åben konflikt med bosætterne og af smitsomme sygdomme, som europæerne bragte med sig.

Tasmanien modtog 75.000 straffefanger før transporten ophørte i 1853. I 1901 blev Tasmanien en delstat i den nyoprettede føderation Australien.

I dag har Tasmanien den næstmindste økonomi af de australske delstater og territorier. De største sektorer er turisme, land- og havbrug, uddannelse og sundhedspleje. Tasmanien har en betydelig eksport af landbrugsvarer og har også en stor økoturisme. Omkring 42% af øen er naturbeskyttet under en eller anden form og næsten en fjerdedel indgår i Tasmanian Wilderness, som er på UNESCO's verdensarvsliste. Verdens første miljøparti blev stiftet i Tasmanien.

Kong Frederik Xs hustru, dronning Mary (døbt Mary Donaldson), er født i Tasmanien.

Navn I det rekonstruerede Palawa kani sprog kaldes Tasmanien lutruwita. Koloniofficeren George Augustus Robinson registrerede det som Loe.trou.witter og også som Trow.wer.nar, sandsynligvis efter et eller flere af de østlige eller nordøstlige tasmanske sprog. Han registrerede det dog også som navnet for Cape Barren Island. I det 20 århundrede har nogle forfattere brugt det som de indfødtes navn for Tasmanien, stavet "Trowenna" eller "Trowunna". Det regnes i dag kun for at være den rigtige betegnelse for Cape Barren Island, som siden 2014 officielt også har heddet "Truwana".

Tasmanien er opkaldt efter den nederlandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som var den første europæer, der så Tasmanien 24. november 1642. Tasman gav selv øen navnet Antonie van Diemensland efter Antonio van Diemen, guvernøren i Nederlandsk Ostindien, som finansierede Tasmans ekspedition. Navnet blev senere ændret af briterne til Van Diemen's Land, men blev igen officielt ændret til Tasmania 1. januar 1856.

Tasmanien bliver ofte forkortet til "Tas", især i firmanavne og i website adresser. TAS er det australske postvæsens forkortelse for delstaten. Tasmanien har også kaldenavnet "Tassie".

Historie

Aboriginerne thumb|Gravering fra 1807 af den franske opdagelsesrejsende, Charles Alexandre Lesueur, der viser aboriginere til søs og en stor kano på østkysten af Schouten Island De ældste tegn på aboriginere i Tasmanien er 42.000 år gamle. Havstigning afskar Tasmanien fra det australske fastland for 10.000 år siden. Da europæerne startede kolonialiseringen af Tasmanien i 1803, var den aboriginske befolkning opdelt i ni etniske grupper. Det samlede indbyggertal anslås til mellem 3.000 og 10.000. De levede af jagt på kænguruer, wallabier, sæler, skråper, skaldyr og fisk. De praktiserede kontrollerede afbrændinger af bushen for at fremme jagt og ønsket vegetation.

Europæernes ankomst og styre thumb|left|upright|Tasmanien er opkaldt efter den nederlandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, der var den første europæer, som opdagede øen i 1642. Den første europæer i Tasmanien var den nederlandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som 24. november 1642 gik i land i Blackman Bay på sydkysten. Mere end hundrede år senere, i 1772, gik en fransk ekspedition anført af Marc-Joseph Marion du Fresne i land i den nærliggende (og med næsten samme navn) Blackmans Bay. Året efter nåede englænderen Tobias Furneaux til Adventure Bay, der også ligger i samme område. Han opkaldte bugten efter sit skib HMS Adventure. Kaptajn James Cook lagde også til i Adventure Bay i 1777. Matthew Flinders og George Bass sejlede gennem Bass-strædet i 1798–99 og var de første til at fastslå, at Tasmanien eller Van Diemens Land, som det hed på denne tid, er en ø.

Sæl- og hvalfangere brugte de tasmanske øer som base allerede fra 1798, og i august 1803 sendte guvernøren i New South Wales, Philip King, løjtnant John Bowen afsted for at etablere en lille militær forpost på den østlige bred af River Derwent. Målet var at komme eventuelle franske krav på øen i forkøbet. Franskmændene havde allerede haft flere ekspeditioner, der udforskede den australske sydkyst. Bowen gav lejren navnet Risdon. I alt var de 49, hvoraf 21 mandlige og 3 kvindelige straffefanger.

thumb|Maleri af John Glover med Mount Wellington og Hobart, 1834 Nogle måneder senere blev en ny bosættelse etableret af kaptajn David Collins med 308 straffefanger 5 kilometer længere mod syd i Sullivans Cove på den vestlige side af Derwent, hvor der var bedre adgang til ferskvand. Denne bosættelse blev senere kendt som Hobart Town eller Hobarton, senere forkortet til Hobart, efter den britiske koloniminister Lord Hobart. Den første bosættelse i Risdon blev senere forladt. Bosætterne i Sullivans Cove blev overladt til sig selv uden yderligere forsyninger, og i 1806 sultede indbyggerne og forsøgte at overleve ved at spise tang og spæk fra opskyllede hvaler.

En mindre koloni blev grundlagt ved Port Dalrymple ved Tamar River i øens nordlige del i oktober 1804 og flere andre bosættelser med straffefanger fulgte efter. Heriblandt den berygtede straffekoloni ved Port Arthur i sydøst og Macquarie Harbour på vestkysten. Tasmanien modtog i alt 75.000 straffefanger svarende til 40% af alle, der blev sendt til Australien. I 1819 var de aboriginske og den britiske befolkning af samme størrelsesorden med omkring 5.000 hver. Hos bosætterne var kun 20% kvinder. Frie bosættere begyndte at ankomme i stort antal fra 1820, lokket til at løfter om gratis jord og arbejdskraft fra straffefanger. Det private firma Van Diemen's Land Company fik monopol på bosættelse på den nordvestlige del af øen, og de første landmålere blev sendt til denne del af øen i 1826. I 1830 boede en tredjedel af Australiens ikke-indfødte befolkning i Tasmanien, og øen havde halvdelen af Australiens opdyrkede land og eksport.

Black War thumb|upright|Maleri af tasmansk aboriginer med spyd, 1838 Spændingerne mellem Tasmaniens sorte og hvide indbyggere steg, til dels på grund af øget konkurrence om kænguruer og andet jagtbytte. Opdagelsesrejsende og flådeofficer John Oxley skrev i 1810 at "many atrocious cruelties" (mange grusomheder) blev begået mod aboriginerne af undslupne straffefanger i nord, hvilket igen førte til aboriginske angreb på enlige hvide jægere. Fjendtlighederne blev forværret, da 600 kolonister ankom fra Norfolk Island mellem 1807 og 1813. De byggede farme langs River Derwent og øst og vest for Launceston. I alt beslaglagde de omkring 10 % af Tasmaniens areal. I 1824 var kolonibefolkningen steget til 12.600, og der var 200.000 får. Den hurtige kolonialisering omdannede traditionelle jagtområder for kænguruer til græsningsområder for husdyr med hegn, hække og stendiger. Politi og militærpatruljer kontrollerede straffefangerne, som arbejdede på farmene.

Volden accelererede midt i 1820'erne i det, der blev kendt som "Black War" (den sorte krig). Medens de indfødte indbyggere var desperate på grund af svindende fødegrundlag og bortførsel af kvinder og piger, så angreb bosætterne for at få hævn og stoppe truslen fra de indfødte. Der var et stor underskud af hvide kvinder. Hos kolonisterne var der seks gange så mange mænd som kvinder i 1822 — og endnu mere ekstremt hos straffefangerne, hvor det var 16 til én. Historikeren Nicholas Clements har foreslået at "voracious appetite" (glubende appetit) på de indfødte kvinder, var den vigtigste udløser for eksplosionen i volden sidst i 1820'erne.

Fra 1825 til 1828 mere end fordobledes antallet af aboriginske angreb hvert år, hvilket skabte panik blandt bosætterne. I løbet af sommeren 1826-7 , angreb klaner fra Big River, Oyster Bay og North Midlands farmere med spyd, og gjorde det klart, at de ønskede bosætterne med deres får og kvæg væk fra deres kængurujagtområder. Bosætterne svarede hårdt igen, hvilket resulterede i massedrab. I november 1826 udstedte guvernør George Arthur en regeringserklæring om, at bosætterne havde ret til at dræbe de indfødte, hvis de eller deres ejendom blev angrebet. I de følgende måneder blev mere end 200 aboriginere dræbt i bosætternes områder som hævn for 15 døde bosættere. Efter yderligere otte måneder var dødstallet steget til 43 bosættere og formentligt omkring 350 aboriginere. Næsten 300 britiske soldater blev sendt ind i bosætternes områder, og i november 1828 erklærede Arthur undtagelsestilstand og gav soldaterne lov til at skyde på enhver aboriginer i de bosatte områder. Undtagelsestilstanden var i kraft i over tre år, den længste i Australiens historie.

I november 1830 organiserede Arthur den såkaldte "Black Line" (sorte linje). Alle sunde og raske mænd blandt bosætterne skulle samles på ét af syv steder i bosætterområderne og danne en 300 kilometer lang kæde i et forsøg på at fordrive alle aboriginere fra regionen og ud på den Tasmanske Halvø (en lille halvø på østsiden af Tasmanien), Forsøget mislykkedes og blev afbrudt efter syv uger, men Tasmaniens indfødte befolkning var faldet til omkring 300.

Fjernelsen af aboriginerne thumb|Fire ældre fuldblods tasmanske aboriginere i 1860'erne. Truganini, som i mange år regnedes for at være den sidste fuldblods tasmaner sidder længst til højre. Efter fjendtlighederne mellem bosættere og aboriginere indstilledes i 1832, blev næsten alle de overlevende indfødte overtalt eller tvunget af regeringsrepræsentanten George Augustus Robinson til at flytte til Flinders Island. Mange døde hurtigt af smitsomme sygdomme, som de ikke havde immunitet imod, hvilket reducerede befolkningen yderligere. Af dem, der blev flyttet fra Tasmanien, var den sidste, der døde, Truganini, i 1876.

Den næsten totale udryddelse af Tasmaniens aboriginske befolkning er blevet betegnet som folkemord af historikere som Robert Hughes, James Boyce, Lyndall Ryan og Tom Lawson. Andre historikere som Henry Reynolds, Richard Broome og Nicholas Clements vil ikke bruge betegnelsen folkemord og begrunder det med, at kolonimyndighederne ikke havde til hensigt at udrydde den indfødte befolkning helt eller delvist.Clements, Nicholas (2013). pp. 110-12 Boyce har hævdet, at en regeringserklæring fra april 1828 om adskillelse indført fra hvide indbyggere godkendte brugen af vold mod aboriginerne alene, fordi de var aboriginere". Reynolds, Broome og Clements påpeger til gengæld, at der var åben krig på det tidspunkt. Boyce beskrev beslutningen om, at fjerne alle aboriginere fra Tasmanien efter 1832, da de havde opgivet deres kamp mod de hvide bosættere, som en ekstrem handling. Han konkluderede at kolonistyret fra 1832 til 1838 lavede en etnisk udrensning af den vestlige halvdel af Van Diemens Land. Clements og Flood noterer, at der ikke desto mindre var endnu en bølge af vold i det nordvestlige Tasmanien i 1841, da tilbageblevne aboriginere angreb bosætteres hytter.Clements, Nicholas (2013). pp. 264-65

Selvstændig koloni (1825) og navneskift (1856) thumb|Straffefanger trækker en plov for at bryde jorden op ved Port Arthurs farm. thumb|Kort over Van Diemens Land fra 1852. Van Diemen's Land var indtil 1825 en del af kolonien New South Wales. 3. december 1825 blev den udråbt som en separat koloni med sin egen domstol og lovgivende forsamling.