Nidarosdomen210px|center Beliggenhed: Trondheim, Sør- Trøndelag Generelt Byggeår: 1150-1300 Ændringer: Væsentlige ændringer i senmiddelalderen, blandt andet efter brandene, ombygninger efter reformationen, omfattende restaurering 1869-1983 Viet til: Jesus Kristus Arkitektur Periode: Romansk og gotisk Arkitekt: Stenmester Teknik: Mur, ribbekrydshvælv, otte traverser i skibet, fem i koret Materiale: Klæbersten Mål: 102m x 50m (med tværskib) 21m højt under skibets hvælv. Tårne: Midtertårn, to vesttårne Portaler: Tre i vestfronten, én i oktogonen, to i langkoret, nordportal i det nordre tværskib, to i skibet Kor: Kor og oktogon, ydre diameter 18 m, indre 10 m Skib: Midtskib, tværskib, sideskib. Kirkerummet Prædikestol: Blev taget ned i 1890. Døbefont: af Jon Jensen (1728). Dåbsfad af Gustav Vigeland. (1905) Alter: Altertavle hovedalter midtrelief. Motiv: Emmausfarerne, apostelfigurer, englerelieffer, af Ark. Christie, udført af Paul Bøe (1882) Diverse: Glasmalerier af Gabriel Kielland (1908-1934) og Oddmund Kristiansen (1950-1985) Andet Kirkegård:
Nidarosdomen i Trondheim er Norges vigtigste kirke. Den er i dag en luthersk domkirke og menighedskirke og betragtes både som Norges nationalhelligdom og som kroningskirke (selv om der ikke længere foretages kongekroninger i Norge). I den norske grundlov af 1814 står, at Kongeriget Norges regent skal krones i Trondheim. Nidarosdomen blev sidst benyttet som kroningskirke i 1906, da Haakon 7. af Norge blev kronet. Efter afskaffelsen af kroningsceremonien er regenten kun blevet velsignet i den. De norske kronregalier opbevares i en bevogtet kælder ved siden af kirken.
I middelalderen havde kirken også det højstemte tilnavn Cor Norvegiae (Norges hjerte), da den var Olav den Helliges gravkirke. Et mere almindeligt navn var Kristkirken i Nidaros, for selv om den var stærkt knyttet til Skt. Olav, var den ikke indviet til ham.
Kirken og Olavs grav blev et vigtigt pilgrimsmål for hele Nordeuropa, skønt der også kom pilgrimme fra mange andre dele af den kristne verden. I middelalderen var Nidarosdomen katedral for en katolsk ærkebiskop (før 1153: biskop), og ærkebispedømmet Nidaros' kirkeprovins omfattede bispedømmer i hele Norge og de daværende eller tidligere norske, oversøiske lande. Ansvaret for domkirkens korbøn påhvilede augustinerkorherrerne og sekulargejstligheden tilsammen, der delte kannikembederne. Augustinerkorherrerne havde deres kloster i Helgesæter på den anden side af Nidelven.
Ærkebispegården blev opført umiddelbart syd for kirken.
Efter reformationen fortsatte kirken som katedral for det nu lutherske bispedømme, men den lutherske biskop havde ikke længere rang af ærkebiskop, og han var heller ikke primas for den norske kirke. I stedet var kongen i København kirkens overhoved, og Trondheim var ikke længere Norges kirkelige hovedstad. Kirken blev menighedskirke for et luthersk kirkesogn og er det fremdeles. Men til forskel fra alle andre lutherske kirkesogne i Norge er det bygningsmæssige ansvar pålagt statsbudgettet og er ikke et kommunalt ansvar.
Nidarosdomen er en katedral i europæisk målestok, selv om den ikke kan måle sig med de største og prægtigste katedraler i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Af de middelalderlige bispekirker i den norske kirkeprovins er det kun Stavanger domkirke og Magnuskatedralen på Orkney, som har overlevet. Katedralen i Bergen er næsten helt forsvundet, og Hallvardskirken i Oslo og domkirken i Hamar er der kun ruiner tilbage af. Nidarosdomen er også den eneste kirke i Norge, som har en fuldt udviklet gotisk basilikaform med stræbebuer.
Stedvalg knyttet til Olav den Hellige
Nidarosdomen er bygget over det formentlig første, midlertidige gravsted for Olav Haraldsson, som blev dræbt i Slaget ved Stiklestad i 1030. Han blev først gravlagt ved Nidelven lidt ovenfor Trondheim, omtrent der hvor koret i Nidarosdomen er i dag. Snorre beretter indgående om de jærtegn, som var set ved kongens hellige levninger: En herlig duft strømmede fra hans legeme. Han var rød i kinderne, som om han netop var faldet i søvn. Han blev flyttet efter nogle måneder, men fire år efter helligkåringen den 3. august 1031 blev han flyttet tilbage til det kapel, som efterhånden blev udvidet til Nidarosdomen.
Nidarosdomen rejser sig, og Norge bliver selvstændig kirkeprovins
Omkring 1070 lod kong Olav Kyrre bygge en større Kristkirke. Den var af sten og stod færdig i 1090. Olavsskrinet med Skt. Olavs legeme stod på højalteret i Kristkirken.
Det var Olavs helgenstatus, som gjorde, at pilgrimme flokkedes i Nidaros. Helgenkongens grav blev en vækstfaktor for byen og gjorde den til det selvfølgelige sæde for en biskop nord for fjeldene. I 1152/53 blev bispesædet i Nidaros ophøjet til ærkebispesæde og metropolitsæde for den nyoprettede norske kirkeprovins. De to første ærkebiskopper, Jon og Øystein, iværksatte et stort byggeprojekt for at gøre Kristkirken større. De nye dele blev bygget i anglo-normannisk romansk stil.
I 1183 kom ærkebiskop Øystein hjem fra England. Byggestilen blev lagt om til gotik, og kirken stod færdig omkring år 1300.
Ved reformationen forsvandt både den norske katolske kirke og dens ærkebiskop.
Beskrivelse og bygningshistorie
thumb|Nidarosdomen ligger ud til Nidelven.
Kirken har en lang og spændende bygningshistorie fra den blev påbegyndt og helt op til vore dage. Den består af bygningsdele, som er mellem 30 og 850 år gamle. Den er blevet udsat for en række store brande og restaureringer. Det største arbejde må være genopbygningen af skibet, der havde stået som en ruin uden tag i næsten fire hundrede år efter branden i 1531.
Kirken er bygget etapevis over en lang periode. Sådan som den står nu, er den en restaureret og i vidt omfang rekonstrueret udgave af den tredje kirke, som blev rejst på stedet.
Bygningshistorie i middelalderen
Oprindelig blev der rejst en trækirke, nærmest et kapel, over helgenkongens oprindelige hvilested (allerede i 1030'erne). Efter få år blev den erstattet med en lang stenkirke. Af den er der kun lidt eller intet tilbage i dag, men fundamenterne kan let identificeres under gulvniveau.
Hen mod midten af 1100-tallet begyndte bygningen af den kirke, som står i dag. Den består af følgende dele: Langkoret med tårn, 1220–1240 Tværskibet, 1140–1180 Kapitelhuset, 1170–1180 Oktogonen, 1183–1210 Skibet med vestfronten, 1248–1320
Brande og reparationer
Kirken blev flere gange i løbet af middelalderen hærget af brand, noget som førte til reparationer og ind imellem også til nybyggeri. Den brændte i 1327, 1432, 1451 (antagelig), og i 1531.
Kirken brændte også efter reformationen: I 1708 nedbrændte hele katedralen, undtagen stenmurene. Kirken brændte på ny i 1719 efter et lynnedslag.
Restaurering i nyere tid
En stor restaurering af katedralen begyndte i 1869. Opgaven blev givet til arkitekten H.E. Schirmer. I perioden 1869–1873 ledede han restaureringen af kapitelhuset. Der blev rejst kritik mod Schirmer, fordi han tog sig for store kunstneriske friheder i restaureringsarbejdet. I 1872 overtog arkitekt Christian Christie arbejdet. Han arbejdede meget omhyggeligt med det arkæologiske materiale for at afdække alle sider ved kirkens historie, før han begyndte arbejdet på koret, tårnet og tværskibet.
Det blev senere vedtaget at genrejse skibet og vestfronten. Fra 1908 blev dette arbejde ledet af arkitekt Olaf Nordhagen. For det meste arbejdede der 90 mand ved restaureringsarbejderne, deraf 50 stenhuggere. Skibet stod færdigt i 1930, men efter at have fået godkendt sit forslag til udformning af vestfronten, overtog arkitekt Helge Thiis arbejdet fra 1928. Vestfronten med de to vesttårne var i hovedsagen færdig i 1965, men først i 2001 blev restaureringsarbejderne officielt afsluttet. Udskifting af dårlige sten og forstærkning af svage punkter fortsættes dog.
De enkelte bygningsdele
thumb|Kirkens østside Koret Koret blev bygget i to perioder: den første fra 1140 til slutningen af 1180'erne, den anden fra omkring 1200. Nogle mener, at kirken først blev påbegyndt efter at Nidaros var blevet ærkebispesæde i 1152. Koret er i gotisk stil og viser stor lighed med Lincolnkatedralen i England. Bygningsarbejderne i Nidaros er sandsynligvis blevet suppleret med håndværkere fra Lincoln gennem hele 1200-tallet.
Koret blev midlertidigt repareret efter branden i 1328. Der blev gjort enkelte forsøg på reparationer af tårnet og koret efter en ny brand i 1531. I 1708 brændte hele katedralen undtagen ydermurene. Den brændte igen i 1719 som følge af et lynnedslag, og da restaureringsarbejderne kom i gang i 1869, var tårnet et lappeværk af forskellige nødreparationer, og hvælvene i koret var styrtet ned.
Tværskibet
Tværskibet, som er i romansk stil, har to små kapeller som udbygninger mod øst.
Kapellet på sydsiden kaldes Johanneskapellet ("søndre stuke"). En indskrift viser, at det blev indviet af ærkebiskop Øystein Erlendsson i 1161 – den eneste indskrift i kirken med et årstal, som kan bruges til datering. Den latinske indskrift fortæller, at kapellet blev indviet 26. november 1161 til både Johannes Døberen, den hellige Vincens af Saragoza og den hellige pave Sylvester. Dette bundt af helgener var et klart og stærkt udsagn fra ærkebiskoppens side om kirkens selvstændighedsambitioner. Den hellige Johannes Døber blev myrdet af den uretfærdige konge Herodes Antipas, mens den hellige Vincens blev tortureret til døde af en anden myndighedsperson, den romerske guvernør Dacian i Spanien, som gjorde sit yderste for at udrydde kristendommen. Hvad angår den hellige Sylvester er det nødvendigt at kende til den (fejlagtige men i middelalderen almindeligt accepterede) historie om det konstantinske gavebrev (Donatio Constantini): Ifølge den skulle kejser Konstantin have overdraget pave Sylvester og hans efterkommere gejstlig magt over de store kirkelige patriarkater, men også den verdslige magt og myndighed over byen Rom og alle italienske eller vestlige regioner med tilhørende provinser, byer og steder. Dermed blev middelalderpavernes herskerkrav underbygget.
Ved denne indvielse af det første færdiggjorte kapel i den nye Kristkirke markerede ærkebiskoppen overfor den norske kongemagt, at den verdslige magt, som stadig havde ladet troens mennesker lide, ville gøre ret i fuldt ud at anerkende kirkens selvstændighed og retmæssige stilling.
Kapellet i den nordre tværskibsarm – lektoriet – blev indviet nogle år senere.
Tværskibene blev ændret en del i retning af gotik for at tilpasse dem til det tilbyggede kor, og de viser interessante overgangsformer mellem romansk og gotisk arkitektur.
thumb|Nidarosdomen i 1857, kapitelhuset og oktogonen nærmest
Kapitelhuset Kapitelhuset ligger som en fritstående tilbygning på nordsiden af koret. Udvendig er det helt romansk, med tykke mure og rundbuede vinduer. Men indvendig har det spidsbuer i hvælvene. Bygningen er efter nordiske forhold et usædvanligt tidligt eksempel på det forestående stilskift. Det omtales også som Mariakapellet, skønt det i Middelalderen antagelig aldrig har haft sådan en funktion.
Oktogonen
thumb|Nidarosdomen i 1892, hvor Oktogonen har fået sit nye tag.
Oktogonen er den ottekantede afslutning af kirken mod øst (apsis). Fischer mener, at biskop Øystein (Erlendsson) fik ideen til denne usædvanlige korafslutning under sit eksil i England i 1179–83. Ved katedralen i Canterbury blev der opført en mindebygning for Thomas Becket på denne tid, og det kan have givet en impuls til oktogonen. Udformningen af oktogonen i Canterbury var på sin side efter alt at dømme en efterligning af bygningsværket rundt om Jesu grav (Gravkirken i Jerusalem).
Indvendig har oktogonen en blindarkade – dvs. en dekorativ buegang, som springer frem i relief fra vægfladen – udstyret med spidsbuer med blondeudsmykning og kapitæler med bladudsmykning. Udvendig dominerer figurative udsmykninger – dyrekroppe, menneskemasker og bladværk. Et par mandshoveder i naturalistisk stil er også bevaret.