Gloster Meteor var den første britiske jetjager, og de Allieredes eneste operationelle jetfly under 2.verdenskrig. Udviklingen af Meteor var i høj grad en følge af den revolutionerende turbojetmotor, der blev udviklet af Sir Frank Whittle og hans firma, Power Jets Ltd. Med øgenavnet "kødkassen" ("the meatbox") var Meteor ikke et aerodynamisk sofistikeret fly, men viste sig i kamp at være en vellykket jager. Glosters civile Meteor F.4 demonstrationsfly G-AIDC fra 1946 var det første civilt registrerede jetfly i verden.
Meteor tjente kun begrænset i 2. verdenskrig, men deltog i Koreakrigen og i mange regionale konflikter. Specialiserede varianter blev udviklet til rekognosceringsfly og til natjagere, flyet blev benyttet til forskning og udvikling, og undervejs satte det adskillige rekorder. Efterhånden som nyere og bedre jetjagere blev udviklet i 1950erne, blev Meteor mere og mere forældet: ved RAF blev den afløst af Hawker Hunter og Gloster Javelin.
Meteor legemliggjorde fremkomsten af jetmotoren; i den tid flyet gjorde tjeneste ville både militære og civile konstruktører hilse turbinemotoren velkommen, indbygge den i deres designs og arbejde med dens fordele: silkeblød motorgang og høj effekt.Geoffery 19. juli 1945, p. 73.
Udvikling
Oprindelse
Udviklingen af Gloster Meteor var et samarbejde mellem Gloster Aircraft Company og Sir Frank Whittles firma, Power Jets Ltd. Frank Whittle startede Power Jets Ltd. i Marts 1936 for at kunne omsætte sine ideer om jetmotorer til virkelighed, og han fungerede selv som firmaets ledende ingeniør.Pavelec 2007, pp. 45–46. I adskillige år var det vanskeligt at tiltrække finansiel opbakning og interessere flyfirmaer i Whittles radikalt anderledes ideer; i 1931 havde Armstrong-Siddeley evalueret og fundet opfindelsen teknisk sund, men alligevel afvist Whittles forslag, fordi det gik ud over grænserne for hvad der var producerbart.Pavelec 2007, pp. 43–44.Golley and Gunston 2010, pp. 92–94. Den første Whittle prototype jetmotor, Power Jets WU, blev testkørt i begyndelsen af 1937; kort efter gav både Sir Henry Tizard, formanden for Aeronautical Research Committee, såvel som Air Ministry deres opbakning til projektet.Pavelec 2007, pp. 48–50.
Den 28. april 1939 besøgte Whittle Gloster Aircraft Companys fabrik, hvor han mødte adskillige nøglepersoner, herunder George Carter, Glosters ledende designer.Golley and Gunston 2010, p. 139. Carter blev særdeles interesseret i Whittles projekt, navnlig efter han så den færdige Power Jets W.1 motor; Carter lavede hurtigt adskillige grove skitser af forskellige flydesigns med den nye motor. Uafhængigt af dette havde Whittle fremstillet adskillige forslag til en højtgående jetdrevet bomber.Golley and Gunston 2010, pp. 156, 165. Omkring midten af 1939 trådte Power Jets og Gloster i samarbejde.Golley and Gunston 2010, p. 127.
thumb|right|Gloster E.28/39. Den gule underside var typisk for datidens prototyper og træningsfly.
På trods af stridigheder mellem Power Jets og nogle af investorerne gav Air Ministry sidst i 1939 Gloster kontrakt på at fremstille et prototypefly med en af Whittles ny turbojetmotorer.Pavelec 2007, pp. 168–169. Det enmotors "proof-of-concept" Gloster E28/39 blev det første britiske jetfly, og fløj første gang 15. maj 1941 med Glosters ledende testpilot, Flight Lieutenant Philip "Gerry" Sayer ved styregrejerne.Boyne 2002, p. 261. Den lille E.28/39 beviste dueligheden af jetfremdrift, og Gloster pressede på med designs for en seriefremstillet jager.Boyne 2002, pp. 261–262. På grund af den begrænsede trykkraft fra de tidlige jetmotorer, blev det besluttet, at den nye jager skulle have to motorer.Spick 2002, pp. 169–170.
I 1940 anbefalede Royal Aircraft Establishment (RAE) at påbegynde et fly med en max. vægt på 8.500 lb (3.900 kg) og en statisk trykkraft på 3.200 lb (14,2 kN). Flyet skulle være i stand til at medbringe en "militær nyttelast" på 1.500 lb (680 kg). Derudover skulle et andet fly forberedes, med en max. vægt på 11.000 lb (4.990 kg), beregnet på de forventede kraftigere W.2 og axiale motordesigns. George Carters beregninger var baseret på RAEs arbejde, og hans egne undersøgelser indikerede, at et 8.700–9.000 lb (3.900–4.100 kg) fly med to eller fire 20 mm kanoner og seks 0.303 maskingeværer ville få en topfart på 400–431 mph ved havoverfladen, og 450–470 mph ved 30.000 ft. I januar 1941 fortalte Lord Beaverbrook Gloster, at det nye tomotors jagerfly var af "unik vigtighed" og beordrede firmaets arbejde på en natjager efter Specification F.18/40 sat i bero.Buttler 2004, p. 193.
Prototyper thumb|Prototype Meteor DG202/G udstillet i Royal Air Force Museum London i 2011. Bogstavet "/G" efter serienummeret fortalte at der skulle være en bevæbnet vagt ved flyet, så længe det var på jorden.
I august 1940 præsenterede Carter Glosters forslag for en tomotors jetjager med et næsehjulsunderstel. Den 7. februar 1941 fik Gloster en ordre på tolv prototyper (senere reduceret til otte) under Specification F9/40.James 1971, pp. 245–248. En hensigtserklæring for produktionen af 300 de nye jagere, som oprindelig blev kaldt Thunderbolt, blev udstedt den 21. juni 1941; for at undgå forveksling med USAAFs Republic P-47 Thunderbolt, som i 1944 fik det samme navn, blev flyets navn ændret til Meteor.James 1971, p. 247.Goulding 1986, p. 144. Under flyets hemmeligholdte udvikling benyttede ansatte og embedsmænd kodenavnet Rampage for at referere til Meteor, på samme måde blev de Havilland Vampire før den officielle navngivning kaldet Spider Crab. Testpladser og anden nøgleinformation for projektet blev hemmeligholdt på samme måde.Shacklady 1962, p. 25.
Selv om de første prøvekørsler på jorden ('taxiing trials') blev udført i 1942, var det først året efter ,at flyet kom i luften på grund af produktions- og godkendelsesproblemer med den nye Power Jets W.2 motor, som skulle benyttes i Meteor.Butler and Buttler 2006, pp. 11–12. På grund af forsinkelser ved underleverandøren Rover, som havde problemer med at fremstille W.2-motorerne inden for tidsrammerne, blev produktionen af Meteor beordret standset den 26. november 1942; der blev udvist betydelig interesse for den enmotors Gloster E.1/44 jager, uofficielt kaldet Ace.Shacklady 1962, pp. 17–19. Gloster fortsatte udviklingsarbejdet på Meteor, og produktionsstoppet blev afblæst til fordel for at fremstille seks (senere otte) F9/40 prototyper parallelt med tre E.1/44 prototyper.Shacklady 1962, p. 19. Rovers ansvar for udvikling og produktion af W.2B motoren blev overført til Rolls-Royce samme år.Shacklady 1962, p. 41.
Den 5. marts 1943 blev den femte prototype, DG206, den første Meteor, der blev luftbåren. Den var forsynet med to de Havilland Halford H.1 motorer, på grund af problemerne med W.2 motorerne. Den startede fra RAF Cranwell med Michael Daunt som pilot.Mason 1992, p. 339. På den første flyvning viste flyet sig at have en ukontrollabel slingren om den vertikale akse ('yaw'), hvilket førte til et redesignet, større sideror; derimod blev der ingen problemer fundet med den banebrydende turbojetmotor.Butler and Buttler 2006, p. 15.Shacklady 1962, p. 21. Kun to prototyper fløj med de Havilland motorer, fordi disse ikke var tilstrækkeligt pålidelige.Butler and Buttler 2006, p. 12. Endnu før den første prototype var kommet på vingerne, havde RAF placeret en ordre på 100 standard produktionsfly.Boyne 2002, p. 262.
Det første fly med Whittle-motorer, DG205/G, fløj den 12. juni 1943 (det styrtede senere under takeoff den 27. april 1944) og blev fulgt af DG202/G den 24. juli. DG202/G blev senere anvendt til håndteringstests ombord på hangarskibet .James 1971, p. 249.Butler and Buttler 2006, p. 16. DG203/G fløj første gang 9. november 1943, flystellet blev senere anvendt til undervisning af jordpersonale. DG204/G, som havde Metrovick F.2 motorer, fløj første gang 13. november 1943; DG204/G gik tabt i en ulykke 4. januar 1944; årsagen antages at have været et svigt af motorens kompressor efter for højt omdrejningstal.Butler and Buttler 2006, pp. 16–17. DG208/G gjorde sin debut den 20. januar 1944; på dette tidspunkt var de fleste designproblemer løst, og et produktionsdesign var blevet godkendt. DG209/G blev benyttet som testopstilling til motorer ved Rolls-Royce, og fløj første gang 18. april 1944. DG207/G var forudset som grundlaget for Meteor F.2 med de Havilland motorer, men den fløj ikke før 24. juli 1945, hvor Meteor 3 allerede var i fuld produktion og de Havillands opmærksomhed var fuldstændigt rettet mod den kommende de Havilland Vampire. Resultatet blev, at F.2 blev aflyst.Goulding 1986, pp. 148–149.James 1971, p. 358.Butler and Buttler 2006, pp. 20–21.Shacklady 1962, pp. 27–28.
I produktion Den 12. januar 1944 startede den første Meteor F.1, serienummer EE210/G, fra Moreton Valence. Den var i det store og hele identisk med F9/40 prototyperne, bortset fra at den havde fire 20 mm (.79 in) Hispano Mk V kanoner monteret i næsen, og nogle ændringer i hood'en for at forbedre udsynet.James 1971, pp. 304–305. På grund af F.1's lighed med prototyperne blev de ofte benyttet i testprogrammet for at fremme den britiske forståelse af jetfremdrift, og det varede indtil juli 1944, før flyet kom i tjeneste i en eskadrille.Butler and Buttler 2006, pp. 23–24. EE210/G blev senere sendt til USA for evaluering i bytte med en præ-produktions Bell XP-59A Airacomet. Meteoren blev først fløjet af John Grierson på Muroc Army Airfield den 15. april 1944.Berry, Peter. "The Whittle/Rover W2B and Rolls-Royce W2B/23 Welland Turbo-Jets." enginehistory.org. Retrieved: 30. januar 2010.
Oprindeligt blev der bestilt 300 stk. F.1, men der blev kun produceret 20 fly af denne type, alle de efterfølgende blev konverteret til de mere avancerede modeller.Butler and Buttler 2006, p. 23. Nogle af de sidste store forbedringer af Meteors tidlige design blev forsøgt under den første produktionsbatch, for eksempel blev det endelige design af motorgondolerne introduceret i nummer EE211.Butler and Buttler 2006, p. 24. RAE havde opdaget, at den oprindelige motorindkapsling led af kompressibilitetsproblemer ved høj hastighed, hvilket medførte forhøjet luftmodstand. De omdesignede længere motorgondoler ('naceller') eliminerede disse problemer og gav en forøgelse af Meteors maksimale flyvehastighed. De forlængede naceller blev introduceret på de sidste 15 Meteor III.King Flight 27. maj 1955, p. 727. EE215 var den første Meteor, der fik sine våben; EE215 blev også anvendt til forsøg med en efterbrænder"Gas Turbine Development – Further Abstracts from Hayne Constant's Sir Henry Royce Memorial Lecture." Flight, 20 december 1957. pp. 961–962. som øgede tophastigheden fra 420 mph til 460 mph, og blev senere ombygget til den første to-sædede Meteor.Butler and Buttler 2006, pp. 24–25. På grund af de radikale forskelle mellem jetfly og de tidligere propelfly, blev der oprettet en særlig Tactical Flight eller T-Flight enhed for at forberede Meteor og dens piloter til aktiv tjeneste. Enheden blev ført af Group Captain Hugh Joseph Wilson.Butler and Buttler 2006, p. 25. Tactical Flight blev oprettet på Farnborough i maj 1944, og de første Meteor-jagere ankom den følgende måned, hvorefter taktiske anvendelser og begrænsninger blev ekstensivt udforsket.Butler and Buttler 2006, pp. 25–26.