Den Første Puniske Krig (264 – 241 f.Kr.) var den første af tre krige, der blev udkæmpet mellem de to daværende regionale stormagter i den vestlige del af Middelhavet: den Romerske Republik og Karthago. Over en periode på 23 år, i antikkens længste sammenhængende konflikt og største søkrig, kæmpede de to magter om overherredømmet. Krigen blev primært udkæmpet på Middelhavsøen Sicilien og dens omkringliggende farvande, men pågik ligeledes i Nordafrika. Krigen afstedkom enorme tab på begge sider og endte med en romersk sejr over karthagerne.
Krigen begyndte i 264 f.Kr. med, at romerne fik fodfæste på Sicilien ved Messana (nutidens Messina). Romerne pressede derefter Siracusa – den eneste betydelige uafhængige magt på øen – til at alliere sig med dem og belejrede Karthagos hovedbase ved Akragas (Agrigento). En stor karthagisk hær forsøgte at ophæve belejringen i 262 f.Kr., men blev besejret i Slaget ved Akragas. Romerne byggede efterfølgende en flåde for at udfordre karthagernes herredømme over havet. Som følge af innovative nye taktikker påførte de herefter karthagerne flere nederlag. En karthaginsk base på Korsika blev beslaglagt, mens et romersk angreb på Sardinien blev afværget; basen på Korsika blev efterfølgende tabt.
Som følge af deres flådesejre lancerede romerne en invasion af Nordafrika, som karthagerne dog opsnappede og blev gjort bekendt med. Ved det efterfølgende søslag ved Kap Ecnomus blev karthagerne igen slået. Dette var muligvis det største søslag i verdenshistorien, hvis man opgør efter antal af involverede kombattanter. Den romerske invasionen gik indledningsvis godt og i 255 f.Kr. forsøgte karthagerne at indgå fred. De romerske krav og vilkår for at indgå en fredsaftale var dog så hårde, at karthagerne fortsatte med at kæmpe og i sidste ende besejrede de angriberne romere. Romerne sendte efterfølgende en flåde for at evakuere deres overlevende, men karthagerne forsøgte at forhindre dette, hvilket ledte til Slaget ved Kap Hermaeum ud for Afrika. Her blev karthagerne dog besejret. Den romerske flåde blev til gengæld ødelagt af en efterfølgende storm, da den var på vej tilbage mod Italien. I denne forbindelse mistede romerne de fleste af deres skibe og over 100.000 mand.
Krigen fortsatte efterfølgende, hvor ingen af parterne var i stand til at opnå en afgørende fordel. Karthagerne angreb og generobrede Akragas i 255 f.Kr., men da de ikke troede, at de kunne holde byen, raserede de den og efterforlod den. Romerne genopbyggede hurtigt deres flåde og tilføjede 220 nye skibe. Samtidig erobrede romerne Panormus (nutidens Palermo) i 254 f.Kr. Det efterfølgende år mistede romerne 150 skibe til en storm. I 251 f.Kr. forsøgte karthagerne at generobre Panormus, men blev besejret i et slag uden for bymurene. Romerne havde langsomt lykkes med at besætte det meste af Sicilien, og i 249 f.Kr. belejrede romerne de to sidste karthagiske højborge på øen – i den vestligste del af øen. De lancerede også et overraskelsesangreb på den karthagiske flåde, men blev besejret i forbindelse med Slaget ved Drepana. Karthagerne efterfulgte denne sejr med endnu en sejr i Slaget ved Phintias, hvor de fleste af de resterende romerske krigsskibe gik tabt. Efter flere års dødvande genopbyggede romerne på ny deres flåde i 243 f.Kr. og blokerede effektivt de karthagiske garnisoner. Karthago samlede en flåde, der forsøgte at aflaste dem, men den blev ødelagt i Slaget ved Egadi-øerne i 241 f.Kr. Dette tvang de afskårne karthagiske tropper på Sicilien til at forhandle om fred.
Lutatius-traktaten blev efterfølgende indgået og underskrevet. I henhold til betingelser i denne traktat betalte Karthago store erstatninger til Rom, ligesom Sicilien blev annekteret som en romersk provins. Fremadrettet var Rom den førende militærmagt i det vestlige Middelhav, og i stigende grad Middelhavsområdet som helhed. Den enorme indsats med at bygge 1.000 skibe under krigen lagde grundlaget for Roms maritime dominans i 600 år. Afslutningen på krigen udløste et stort – men mislykket – oprør i det Karthagiske Rige (se Lejesoldatskrigen). Den uløste strategiske konkurrence mellem Rom og Karthago ledte til udbruddet af den Anden Puniske Krig i 218 f.Kr.
Primære kilder Hovedkilden til næsten alle aspekter af de puniske krige er historikeren Polybius ( – ), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik, men han er i dag mest kendt for værket "Historierne" (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr., eller omkring et århundrede efter afslutningen af den Første Puniske Krig. Polybius' værk anses generelt for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.thumb|321x321px|Polybius, en græsk historiker fra antikken.Karthagiske skriftlige kilder blev ødelagt sammen med deres hovedstad, Karthago, i 146 f.Kr. og Polybius' beretning om den Første Puniske Krig er derfor baseret på flere – i dag forsvundne/mistet – græske og latinske kilder. Polybius var en analytisk historiker og interviewede, så vidt muligt, personligt deltagere i de begivenheder, som han skrev om. Kun den første bog ud af de i alt 40, der udgør værket Historierne, beskæftiger sig med den Første Puniske Krig.
Nøjagtigheden af Polybius' beretning om den Første Puniske Krig er blevet heftigt debatteret de seneste 150 år. Men den moderne konsensus er generelt at acceptere den overvejende del for pålydende. De fleste detaljer om krigen i moderne værker er næsten udelukkende baseret på fortolkninger af Polybius' beretning. Den moderne historiker Andrew Curry mener, at "Polybius viser sig at [være] ret pålidelig"; mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdig velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker". Der findes andre, senere historieskrivninger om krigen, men de er i fragmentarisk eller sammenfattende form. Moderne historikere tager ofte højde for de fragmentariske skrifter fra forskellige romerske annalister, særligt Livius (som stolede på Polybius), den græske historiker fra Sicilien Diodorus Siculus, og de senere græske forfattere Appian og Dio Cassius. Klassikeren Adrian Goldsworthy har udtalt, at "Polybius' beretning normalt er at foretrække, når den adskiller sig fra nogen af vores andre beretninger". Andre kilder omfatter inskriptioner, arkæologiske fund på land og empiriske beviser fra rekonstruktioner.
Siden 2010 har arkæologer fundet 19 vædderstævne i bronze fra krigsskibe i havet ud for Siciliens vestkyst (en blanding af romerske og karthaginske). Der er også fundet ti bronzehjelme og hundredvis af amforaer. Vædderstævnene, syv af hjelmene og seks intakte amforaer samt et stort antal fragmenter er siden blevet bjærget. Man mener, at vædderstævnene endnu sad på deres respektive skibe, da de sank og ramte havbunden. De involverede arkæologer udtaler, at placering for disse fund – indtil videre – understøtter Polybius' beretning om, hvor Slaget ved Egadiøerne fandt sted. Baseret på dimensionerne af de bjærgede vædderstævne mener de arkæologer, der har studeret dem, at de alle stammer fra triere, hvilket står i kontrast til Polybius' beretning om, at alle involverede krigsskibe var quinqueremer. De mener dog, at de mange identificerede amforaer bekræfter nøjagtigheden af andre aspekter af Polybius' beretning om dette slag: "Der er den ønskværdige sammenhæng mellem de arkæologiske og historiske optegnelser."
Baggrund thumb|left|alt=A black and white aerial photograph of an urban area by the sea with a water-filled, torus-shaped inlet.||341x341pxDen Romerske Republik havde – i århundredet op til den Første Puniske Krig udbrød – aggressivt udvidet sit territorium i den vestlige del af Middelhavet på det sydlige italienske fastland. Ved afslutningen af den Pyrrhiske Krig i 272 f.Kr. havde Rom erobret den del af den italienske halvø, der ligger syd for floden Arno. De græske byer i Syditalien (Magna Graecia) underkastede sig herefter romerne. I samme periode havde Karthago, med hovedstad i det nuværende Tunesien, opbygget et militært og handelsimperium, der dominerede det sydlige Spanien, store dele af kystområderne i Nordafrika, Balearerne, Korsika, Sardinien og den vestlige halvdel af Sicilien. Begyndende fra 480 f.Kr. havde Karthago udkæmpet en række resultatløse krige mod de græske bystater på Sicilien, anført af Syrakus. Ved den Første Puniske Krigs udbrød i 264 f.Kr. var Karthago og Rom de dominerende magter i det vestlige Middelhav. De to stater havde flere gange understreget deres gensidige venskab gennem formelle alliancer: i 509 f.Kr., 348 f.Kr. og omkring 279 f.Kr. Forholdet var godt med stærke handelsforbindelser. Under den Pyrrhiske Krig i 280-275 f.Kr. – mod en konge af Epirus, der skiftevis kæmpede mod Rom i Italien og Karthago på Sicilien – forsynede Karthago romerne med materiel og brugte mindst én gang sin flåde til at transportere en romersk styrke.
I år 289 f.Kr. besatte en gruppe italienske lejesoldater kendt som mamertinerne, der tidligere var blevet hyret af Syrakus, byen Messana (det moderne Messina) på Siciliens nordøstlige spids. Under pres fra Syrakus anmodede mamertinerne Karthago om assistance i 265 f.Kr. Karthagerne handlede og tvang Hieron II, konge af Syrakus, til at indstille yderligere kamphandlinger og overbeviste mamertinerne om at acceptere at lade en karthaginsk garnison være udstationeret. Herefter vendte mamertinerne sig pludseligt mod Karthago og anmodede om hjælp fra Rom. I henhold til Polybius fandt der herefter en betydelig debat sted i Rom om, hvorvidt man skulle acceptere mamertinernes bøn om hjælp. Da karthagerne allerede havde besat Messana, kunne accept nemt lede til krig mod Karthago. Romerne havde tidligere ikke udvist nogen interesse for Sicilien og ønskede ikke at komme soldater til undsætning, der uretmæssigt havde stjålet en by fra dens retmæssige ejere. Mange af dem så dog strategiske og økonomiske fordele i at få et fodfæste på Sicilien. Det fastlåste romerske Senat – muligvis på foranledning af Appius Claudius Caudex – lagde sagen for folkeforsamlingen i 264 f.Kr. Caudex opfordrede til at stemme for handling og lovede udsigt til rige plyndringer. Folkeforsamlingen besluttede derefter at acceptere mamertinernes anmodning. Caudex blev udnævnt til leder af en militær ekspedition med ordre om at krydse over til Sicilien og indsætte en romersk garnison i Messana.
Krigen brød ud i 264 f.Kr., da romerne gik i land på Sicilien. På trods af Karthagos fordel på til søs, lykkedes det romerne at krydse Messinastrædet uden nævneværdig modstand. To legioner under ledelse af Caudex marcherede herefter mod Messana, hvor mamertinerne havde fordrevet den karthaginske garnison under Hanno (ikke i familie med Hanno den Store). Byen blev herefter belejret af både karthagerne og syrakuserne. Kilderne er uklare omkring årsagen, men herefter opgav først syrakuserne og derefter karthagerne belejringen. Til gengæld marcherede romerne herefter sydpå og belejrede Syrakus, men de havde hverken en stor nok hær eller sikre forsyningslinjer til at gennemføre en succesfuld belejring, hvorfor de hurtigt trak sig tilbage. Karthago havde i løbet af de foregående to århundreders krigsførelse på Sicilien erfaret, at det var umuligt at gennemføre afgørende militære handlinger. Militære indsatser løb typisk ud i sandet efter store tab og enorme omkostninger. Karthagernes ledere forventede, at denne krig ville forløbe på samme måde. Samtidig ville deres overlegne flåde tillade dem at holde krigen på afstand og tilmed fortsætte med at blomstre økonomisk. Dette ville give dem mulighed for at rekruttere og betale en hær, der kunne operere åbent mod romerne, mens deres stærkt befæstede byer kunne forsynes ad søvejen og fungere som forsvarsgrundlag for operationerne.
Hære