Æthelflæd (ca. 870 – 12. juni 918) herskede som Merciernes frue i de engelske Midlands fra 911 og frem til sin død i 918. Hun var det ældste barn af Alfred den Store, konge af det angelsaksiske kongerige Wessex, og hans hustru Ealhswith.
Æthelflæd blev født omkring 870 på højdepunktet af vikingernes invasioner af England. I 878 var størstedelen af England under dansk vikingestyre – East Anglia og Northumbria var blevet erobret, og Mercia var blevet opdelt mellem englænderne og vikingerne – men samme år vandt Alfred en afgørende sejr i slaget ved Edington. Kort tid efter kom den engelskkontrollerede vestlige halvdel af Mercia under Æthelreds, Merciernes herres, styre. Han anerkendte Alfreds overhøjhed. Alfred antog titlen som angelsaksernes konge (tidligere havde han, ligesom sine forgængere, haft titlen som vestsaksernes konge) og gjorde dermed krav på at herske over alle angelsaksere, der ikke boede i områder under vikingernes kontrol. I midten af 880'erne beseglede Alfred den strategiske alliance mellem de tilbageværende engelske kongeriger ved at gifte Æthelflæd bort til Æthelred.
Æthelred spillede en vigtig rolle i kampen mod fornyede vikingeangreb i 890'erne sammen med Æthelflæds bror, den senere kong Edward den Ældre. Æthelred og Æthelflæd befæstede Worcester, skænkede generøse donationer til mercianske kirker og opførte et nyt kloster i Gloucester. Æthelreds helbred blev sandsynligvis forværret tidligt i det følgende årti, hvorefter Æthelflæd formentlig hovedsageligt stod for styret af Mercia. Edward havde efterfulgt sin far som angelsaksernes konge i 899, og i 909 sendte han en vestsaksisk og merciansk styrke på et plyndringstogt mod det nordlige Danelagen. De vendte tilbage med relikvierne af den nordumbrianske kongelige helgen Oswald, som blev overført til det nye kloster i Gloucester. Æthelred døde i 911, og Æthelflæd herskede derefter over Mercia som merciernes frue. Historikeren Ian Walker beskriver indsættelsen af en kvindelig hersker i Mercia som "en af de mest enestående begivenheder i den tidlige middelalders historie".
Alfred havde opbygget et netværk af befæstede burher, og i 910'erne indledte Edward og Æthelflæd et program for at udvide dette netværk. Blandt de byer, hvor hun opførte forsvarsanlæg, var Wednesbury, Bridgnorth, Tamworth, Stafford, Warwick, Chirbury og Runcorn. I 917 sendte hun en hær af sted for at erobre Derby, den første af Danelagens fem borge der faldt til englænderne, en sejr, som Tim Clarkson har beskrevet som "hendes største triumf". I 918 overgav Leicester sig uden kamp. Kort tid efter tilbød Yorks vikingehøvdinge hende deres troskab, men hun døde den 12. juni 918, inden hun kunne drage fordel af tilbuddet, og få måneder senere fuldførte Edward erobringen af Mercia. Æthelflæd blev efterfulgt af sin datter Ælfwynn, men i december overtog Edward personligt kontrollen over Mercia og førte Ælfwynn med sig til Wessex.
Historikere er uenige om, hvorvidt Mercia var et selvstændigt kongerige under Æthelred og Æthelflæd, men de er enige om, at Æthelflæd var en fremragende hersker, som spillede en vigtig rolle i erobringen af Danelagen. Hun blev rost af anglo-normanniske krønikeskrivere såsom William af Malmesbury, der beskrev hende som "en betydelig styrkelse af [Edwards] parti, sine undersåtters glæde, sine fjenders skræk og en kvinde med en storslået sjæl". Ifølge Pauline Stafford blev hun "ligesom ... Elizabeth I et vidunder for senere tider". Efter Nick Highams opfattelse er middelalderlige og moderne forfattere blevet så betaget af hende, at Edwards omdømme uretfærdigt har lidt i sammenligning.
Referencer
Litteratur
Kategori:Konger af Mercia