Chevrolet Bel Air er en bilmodel produceret af Chevrolet for modelårene 1950–1981.
I de første to års produktion fra 1950 til 1952 var det kun to-dørs hardtop-modellerne i Chevrolets modelprogram, der bar navnet Bel Air. Fra og med modelåret 1953 ændrede Bel Air-navnet karakter fra at betegne en specifik karrosseriform til at være en betegnelse for et højere udstyrsniveau, der blev tilbudt på tværs af forskellige karrosserityper. Bel Air var i modellens første år en model med højere udstyrsniveau end andre biler i tilsvarende klasse, men udviklede sig i modellens levetid til at blive en model med mellemudstyrsniveau for til sidst, da produktionen i USA ophørte i 1975, at være en økonomisk bil til flådeejere. Efter produktionsophøret i USA fortsatte produktionen i Canada til det lokale marked. Produktionen i Canada ophørte endegyldigt i 1981.
Chevrolet producerede i alt syv generationer af Bel Air i de godt 30 år, hvor modellerne blev produceret. Bel Airs blev i denne periode fremstillet som 2-dørs hardtops, Convertibles, coupéer, sedans og stationcars.History of the Chevy Bel Air, volvocars.com Modellerne blev udstyret med række-6'ere og store og små V8'ere op til 7,6 liter.
Perioden med "Tri-Five" (1955-1957) anses ofte som "guldalderen" for Bel Air. Disse modeller havde design inspireret af Cadillac med halefinner og med masser af krom.Chevrolet Bel Air: glory years of ‘the hot one’, Cult Classics, adrianflux.co.uk
__TOC__
Første generation (1950–1954) thumb|1954 Chevrolet Bel Air 4-dørs sedan Efter afslutningen af 2. verdenskrig var Chevrolets mest solgte model Chevrolet Deluxe (solgt som Styleline og Fleetline). I 1950 introducerede Chevrolet en to-dørs hardtop model baseret på Deluxe. for at adskille modellen fra Styleline- og Fleetline-modeller fik den nye hardtop navnet "Bel Air Sport Coupe". Navnet blev valgt for at give associationer til det velhavende kvarter Bel Air i den vestlige del af Los Angeles.
Produktionen det første år nåede kun op på 76.662 eksemplarer. Bilen kostede 1.741 dollars og vejede 1.463 kg.Sixty years of Chevrolet af George H. Dammann Standardmotoren var en sekscylindret "Thriftmaster"-motor på 3,5 liter, der ydede 92 hk.
De første Bel Air-modeller fra denne periode delte kun karrosseridele foran A-stolpen med resten af modelprogrammet. Forrude, døre, ruder og bagagerum var fælles med Styleline Deluxe Convertible Coupe, men taget, bagskærmene og den tre-delte bagrude var unikke for modellen. Chassis og mekanik var fælles med resten af personbilsprogrammet, og det overordnede udseende lignede også resten af serien, bortset fra at taglinjen var lavere, og den unikke tre-delte bagrude gav bilen et længere og mere harmonisk udtryk.
Ud over de sædvanlige årlige ændringer af kølergrill og pyntelister adskilte 1951–1952-udgaverne af Bel Air sig fra 1950-modellen ved indførelsen af højere og mere kantede bagskærme, hvilket var fælles for hele modelprogrammet.
I 1953 omdøbte Chevrolet sine modelserier, og navnet Bel Air blev herefter anvendt om topmodellerne. Der blev også introduceret to lavere modelserier, 150 og 210 (som efterfølgere til henholdsvis Special- og Deluxe-serierne). Chevrolet-modellen fra 1953 blev markedsført som "helt ny hele vejen igennem" på grund af det nydesignede karrosseri samt front- og bagparti. Rent teknisk og konstruktionsmæssigt delte disse biler dog i bund og grund ramme og mekanik med modellerne fra 1949–1952.
De første modeller benyttede teknologi fra før 2. verdenskrig med kardanrørstræk, sekscylindrede motorer med stænksmøring, primitivt forhjulsophæng ("knæledsophæng") og todelte forruder. Med et facelift i 1953 blev disse disse teknologier forladt, og Bel Air var nu den første moderne Chevrolet-personbil i efterkrigstiden. Bel Air-serien var kendetegnet ved en bred kromliste, der løb fra buen over bagskærmen og helt hen til bagkofangeren. Området inden for denne liste var lakeret i en farve, der matchede karrosseriets farve, og selve listen bar påskriften "Bel Air". De billigere modeller havde ingen modelbetegnelse nogen steder på bilen, men var udelukkende udstyret med et Chevrolet-emblem på henholdsvis motorhjelm og bagklap. 1953 var det første modelår med en buet forrude i ét stykke. Den billigere Thriftmaster-motor, der blev monteret i biler med manuelt gear, blev erstattet af den større "Thrift-King" – en version med lavere kompressionsforhold end Blue Flame-motoren.
I juli-udgaven af Popular Mechanics fra 1953 accelererede en testet 1953 Bel Air fra 0 til 60 mph (97 km/t) på 19,6 sekunder.
Interiøret i Bel Air kunne som ekstraudstyr fås med en stor kromflade på den nederste del af instrumentbrættet (de fleste var ellers malet), samt et luksuriøst Bel Air-rat med en komplet hornring i krom. Gulvtæpper og heldækkende hjulkapsler fuldendte standardudstyret i Bel Air. I 1954 forblev Bel Air stort set uændret, bortset fra en revideret kølergrill og baglygter samt en opdateret motor med udskiftelige maskinlejer og højere olietryk, hvilket var nødvendiggjort af et nyt oliefiltersystem. I disse år var der tre motorvarianter at vælge imellem, afhængigt af hvilken gearkasse der blev bestilt.
I 1953 og 1954 kunne Bel Air-modellerne bestilles som convertible, hardtop-coupé samt sedan med to eller fire døre; i 1954 kom desuden stationcar-modellen Beauville med imiteret træ omkring sideruderne. Fra 1953 kunne modellerne leveres med ekstraudstyr, der tidligere var forbeholdt dyrere luksusbiler. Dette omfattede servostyring, det automatiske lyssystem "Guidematic", bremseforstærkere, elektrisk justerbare forsæder og i 1954 elektriske sideruder foran.
Galleri
Anden generation (1955–1957) thumb|1956 Chevrolet Bel Air 2-dørs sedan Bel Air-modellen fik et nyt, opdateret design til 1955-årgangen. Bilen vejede ca. 1.568 kg (3.456 lb) og var 4,877 m (16 fod) lang. I GM's reklamekampagne blev den markedsført som "The Hot One". Bel Air-modellerne var udstyret med funktioner fra de lavere modelserier samt gulvtæpper, kromlister i hardtop-modellernes loftbeklædning, kromlister på forskærmene, vindueslister i rustfrit stål, heldækkende hjulkapsler og en Ferrari-inspireret kølergrill. Senere på året blev modellerne yderligere kendetegnet ved "Bel Air"-navnet skrevet med guldbogstaver. I 1955 fik Chevrolet-modellerne mulighed for en V8-motor og enten en 2-trins Powerglide-automatgearkasse eller en standard 3-trins Synchro-Mesh-manuel gearkasse med valgfri overdrive. Den nye 4,3 l V8-motor havde et moderne design med topventiler, højt kompressionsforhold og kort slaglængde; konstruktionen var så vellykket, at den forblev i produktion i mange årtier med forskellige slagvolumener. Basis V8-motoren var udstyret med en dobbeltportet karburator og ydede 162 hk, mens "Power Pack"-udgaven havde en fireportet karburator og andre opgraderinger, der gav en ydelse på 180 hk. Senere på året tilføjede "Super Power Pack"-pakken højere kompression og yderligere 15 hk. Advarselslamper erstattede målerne for generatoren og olietrykket.
1955-modellen af Bel Air blev særdeles godt modtaget. Magasinet Motor Trend gav Bel Air topkarakterer for køreegenskaberne. Popular Mechanics rapporterede, at en Bel Air med V8-motor og Powerglide-gearkasse accelererede fra 0 til 60 mph (ca. 97 km/t) på 12,9 sekunder og desuden bød på en komfortabel køreoplevelse samt godt udsyn. På den anden side spærrede rattet for en del af speedometeret, almindelig benzin fik motoren til at banke, og de første V8-motorer fra samlebåndet brugte for meget olie. Benpladsen foran var 43,1 tommer. Bilen var udstyret med 11-tommers tromlebremser. En ny mulighed for 1955-modeller med V8-motor var aircondition med luftdyser på hver side af instrumentbordet; biler med denne ekstraudstyrspakke fik monteret en kraftigere generator.
1956-modellen af Bel Air fik et facelift med en mere konventionel kølergrill, der strakte sig i hele bilens bredde. Tofarvet lakering langs siderne samt indramninger af hjulkasserne for og bag fuldendte "speedline"-designet. Baglygteenhederne rummede både baglygter, bremselys og baklys, og i venstre enhed var tankdækslet skjult; en løsning, som Cadillac havde gjort populær. Blandt de syv Bel Air-modeller var en ny Sport Sedan; en firedørs hardtop uden B-stolper, der tog sig godt ud med alle ruderne rullet ned og gav nem adgang til bagsædet. Produktionen nåede op på over 103.000 eksemplarer, hvilket kan sammenlignes med 128.000 eksemplarer af hardtop-modellen med to døre. Sikkerhedsseler, skulderseler og polstret instrumentbræt kunne tilvælges, og de store biler kunne leveres med den kraftige 225-hestes motor fra Chevrolet Corvette. Ifølge en undersøgelse foretaget af Popular Mechanics bestilte kun 7,4% af ejerne sikkerhedsseler.
I 1957 steg slagvolumenen til 4,6 liter med "Super Turbo Fire V8"-tilvalget (som også blev brugt i Corvette), hvilket gav en effekt på 283 hk ved 6.200 o/min og et drejningsmoment på 393 Nm ved 4.400 o/min
1957-modellen af Bel Air er betegnet som "et ikon for sin tid" og er blandt de mest genkendelige amerikanske biler nogensinde; Velholdte eksemplarer er eftertragtede blandt samlere og entusiaster.
Chevroletmodellerne i årene 1955–1957 kaldes under ét for "The Tri Fives".
Tredje generation (1958) thumb|1958 Chevrolet Bel Air 2-dørs sedan thumb|1958 Chevrolet Bel Air 4-dørs sedan
I 1958 skiftede Chevrolet-modellerne til GM's B-platform (B-body) og blev redesignet, så de var længere, lavere og tungere end deres forgængere fra 1957; samtidig blev en 5,7-liters "Big-Block"-motor tilbudt som ekstraudstyr. Bel Air-serien fik i 1958 en ny topmodel, Impala, der i introduktionsåret udelukkende kunne fås som hardtop-coupé og cabriolet. Impalaens design fulgte de grundlæggende linjer fra de øvrige Chevrolet-modeller, men havde særlige kendetegn såsom en anden taglinje, en ventilationsåbning over bagruden, unikke sidelister og tre baglygter placeret i lidt bredere nicher. To væsentligt billigere modeller, Biscayne (tidligere 210) og Delray (tidligere 150), var også tilgængelige i dette modelår.
Chevrolets design det år var mere succesfuldt end designs fra andre af GM's mærker og undgik det overforbrug af krom, der prægede andre sedaner på det tidspunkt. Frontdesignet var kendetegnet ved en bred kølergrill og dobbelte forlygter (fire lygter i alt), mens bagenden havde en vifteformet niche på hver bagskærm, der rummede dobbelte baglygter. I et år præget af økonomisk recession blev Chevrolet det mest solgte bilmærke, og Bel Air-modellen var en væsentlig årsag til denne popularitet. Med det store udvalg af karrosserityper og modeller kunne Bel Air udstyres med stort set alle tænkelige luksusdetaljer fra Chevrolets sortiment. Navnet Nomad dukkede også op igen i 1958, da modellen blev lanceret som en eksklusiv firedørs stationcar, omend den manglede det unikke design, der kendetegnede Nomad-modellerne fra 1955-1957. De fleste af Chevrolets stationcar-modeller havde to baglygter (én i hver side af karrosseriet) placeret i forkortede nicher, der var gjort mindre for at give plads til bagklappen. Der blev anvendt et nyt instrumentbræt.
Fjerde generation (1959–1960) thumb|1959 Chevrolet Bel Air 4-Door sedan
Bel Air-modellen gennemgik en omfattende redesignproces til 1959-årgangen. Den mest iøjnefaldende ændring var de flade, vingeformede halefinner. Bilen var bygget med en akselafstand på 3.023 mm og havde en længde på 5.359 mm, hvilket var 279 mm længere end 1957-modellen og gjorde Chevrolet til den længste bil i lavprisklassen, hvor den to år tidligere havde været den korteste. Desuden var bilen 76 mm bredere udvendigt og havde 127 mm mere indvendig bredde end i 1958, hvilket var opnået ved at reducere dørenes tykkelse.