Christian Valdemar greve Danneskiold-Samsøe (16. februar 1864 i København – 14. marts 1931 i Middelfart) var en dansk greve og premierløjtnant i Flåden. Han gjorde tjeneste i både den danske og den britiske marine og blev navnlig kendt for sine redningsbedrifter til søs, herunder et særligt farefuldt redningsforsøg i Storebælt i 1894, for hvilket han modtog Medaljen for Ædel Dåd. Han måtte i 1903 forlade Søværnet på grund af sygdom.

Opvækst og uddannelse Christian Valdemar Danneskiold-Samsøe blev født den 16. februar 1864 i København som søn af hofchef, hofjægermester og teaterchef, greve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og Wanda Sophia Elisabeth Candia Zahrtmann. Han blev hjemmedøbt den 3. maj samme år.

I 1881 indtrådte Danneskiold-Samsøe i Søetaten som søkadet ved Søofficersskolen, hvor han gennemgik sin uddannelse frem til den 29. august 1885, da han blev udnævnt til sekondløjtnant. I 1886 deltog han i en ekspedition til Grønland med skonnerten Fylla, og den 17. november 1888 blev han forfremmet til premierløjtnant.

Sømilitær karriere Den 13. august 1889 førte Danneskiold-Samsøe som premierløjtnant torpedobåd nr. 13 under en samlet eskadreudsejling fra Orlogsværftet.

I 1892–1893 gjorde han tjeneste om bord på skonnerten St. Thomas under et togt til Middelhavet, hvorefter han i både 1893 og 1894 var adjudant hos eskadrechefen.

Redningsbedrifter og Medaljen for Ædel Dåd Danneskiold-Samsøe gjorde sig under sin sømilitære karriere bemærket ved gentagne gange at sætte sit eget liv på spil for at redde mennesker fra at drukne. Han havde ved mindst to forskellige lejligheder bjærget menneskeliv, da han den 16. august 1894 udførte et særligt farefuldt redningsforsøg under panserskibet Helgolands øvelser i Storebælt. En stor og kraftig mand, der ikke kunne svømme, var faldet over bord, og Danneskiold-Samsøe sprang øjeblikkeligt i vandet, fuldt påklædt, for at komme ham til undsætning. Redningsforsøget fandt sted, mens panserskibet var i fart, og under vanskelige forhold med betydelig søgang og stærk strøm. For sin indsats, der blev fremhævet som et udtryk for usædvanligt mod og selvfornægtelse, samt sine mindst to tidligere redningsbedrifter blev han den 9. oktober 1894 dekoreret med Medaljen for Ædel Dåd.

Under redningsforsøget blev Danneskiold-Samsøe selv trukket ned under vandet og var tæt på at drukne. Ifølge Horsens Avis lykkedes det ham at bjærge den nødstedte marinesoldat, mens Nationaltidende i sin dødsomtale fra 1931 anførte, at matrosen druknede. Som følge af hændelsen led Danneskiold-Samsøe af alvorlige helbredsmæssige følger. Han pådrog sig et betydeligt helbredsmæssigt knæk, som han aldrig overvandt, og redningsforsøget blev senere fremhævet som en medvirkende årsag til forværringen af hans sygdom. Hans gentagne redningsbedrifter og personlige risikovillighed gjorde ham i samtiden kendt for sit uforfærdede og selvopofrende mod.

Kadetskibene og svømmebedriften ved Nordfeld I 1895–1896 gjorde Danneskiold-Samsøe tjeneste som skoleofficer ved Søofficersskolen. I somrene 1895 og 1896 gjorde han desuden tjeneste om bord på korvetten Dagmar og skonnerten Absalon, der begge fungerede som kadetskibe, på sidstnævnte som næstkommanderende. I 1896 modtog han desuden den dekoration som officer af den portugisiske militærorden San Bento d’Aviz Orden (Ordem Militar de Avis).

Den 8. august 1895 befandt han sig som premierløjtnant om bord på Absalon, der sejlede ved Sjællands sydkyst. Skibets officerer og kadetter var denne dag indbudt til middag og bal på Nordfeld på Møn hos Danneskiold-Samsøes far, teaterchefen grev Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe. På grund af stormfuldt vejr kunne gæsterne imidlertid ikke landsættes ved Nordfeld som planlagt. Efter at have indhentet sine overordnedes tilladelse sprang Danneskiold-Samsøe derfor i havet og svømmede gennem de oprørte bølger ind til Nordfeld, hvor han underrettede sin far om, at denne måtte sende vogne til Liselund. Absalon sejlede derefter til Liselund, hvor officererne og kadetterne blev afhentet i familiens vogne og kørt til Nordfeld. Middagen og ballet kunne dermed gennemføres, og Danneskiold-Samsøe blev fejret som aftenens og ballets helt. Hans svømmebedrift vakte opsigt, ikke mindst fordi han allerede tidligere havde udmærket sig under langt alvorligere omstændigheder til søs.

Tjeneste i den britiske marine I 1896 fik Danneskiold-Samsøe som premierløjtnant bevilget orlov fra det danske søværn med henblik på ansættelse i den britiske marine. Han gjorde engelsk tjeneste i 1897–1898.

Krydstoldvæsenet og afsked fra Søværnet Fra 1900 til 1902 var Danneskiold-Samsøe næstkommanderende ved Krydstoldvæsenet og fører af krydstoldinspektionsskonnerten Argus. Under denne tjeneste blev det bemærket, at hans sindstilstand var påvirket og i forværring. Hans helbredsmæssige problemer blev sat i forbindelse med de belastninger, han tidligere havde været udsat for under sine redningsbedrifter, navnlig redningsforsøget fra Helgoland i 1894.

Den 31. marts 1903 fik Danneskiold-Samsøe afsked fra Søværnet på grund af sygdom og svaghed. Hans helbred blev aldrig fuldt genoprettet, og han var i de følgende år næsten uafbrudt svagelig.

Senere år I marts 1925 skænkede Danneskiold-Samsøe og hans hustru Kronborgmuseet et historisk passageinstrument, der var opfundet af den danske astronom Ole Rømer og anvendt til observation af stjerners kulmination. Instrumentet havde tidligere tilhørt Danneskiold-Samsøes morfar, admiral Christian Christopher Zahrtmann, Danmarks første marineminister, som havde modtaget det som gave fra kong Frederik 6. i 1825. På instrumentet fandtes indskriften: "Kong Frederik VI skænkede allernaadigst Lieutenant Zahrtmann dette Instrument 1825". Donationen fandt sted, mens regeringen overvejede Kronborgs fremtidige anvendelse og en gennemgribende udvendig og indvendig restaurering af slottet.

Efter mange års sygdom døde Danneskiold-Samsøe den 14. marts 1931, 67 år gammel, på Middelfart Sindssygehospital. Han blev begravet den 21. marts på Valløby Kirkegård.

Ægteskab og familie Den 22. januar 1889 blev Danneskiold-Samsøe gift i Valdemars Slots kirke på Tåsinge med Margrethe Caroline Augusta Julie baronesse Iuel-Brockdorff (24. juli 1867 – 23. oktober 1943). Hun var født på Ølstedgaard og blev i 1875 indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster.

Margrethe Iuel-Brockdorff var datter af kammerherre, hofjægermester, ritmester og cand.phil. Carl Frederik Sophus Vilhelm lensbaron Iuel-Brockdorff til baroniet Scheelenborg, stamhuset Thorseng (Taasinge), samt Hindemae, Stenagergaard og Hollufgaard, og Julie Sophie Thora Anna Caroline baronesse Reedtz-Thott til Hindemae, Hollufgaard og Stenagergaard, med tilknytning til Gavnø. Margrethe Danneskiold-Samsøe bosatte sig på Vallø i 1907. Efter sin ægtefælles død blev hun i 1932 udnævnt til dekanesse for Vallø adelige Stift, en stilling, hun beklædte resten af livet. Hun døde efter nogen tids sygdom den 23. oktober 1943, 76 år gammel, i sit hjem på Vallø Kloster. Hun blev bisat den 29. oktober fra Valløby Kirke og begravet på Vallø Kirkegård.

I ægteskabet var der fem børn:

Agnete Danneskiold-Samsøe (1890–1933), komtesse, konventualinde i Gisselfeld Kloster og sygeplejerske. Wanda Danneskiold-Samsøe (1892–1969), komtesse, formand for Dansk Røde Kors' Nyborgafdeling; gift 1914 med forpagter Michael Treschow (1884–1951). Marie Danneskiold-Samsøe (1894–1945), komtesse; gift 1925 med kunstmaler, greve Ernst Schimmelmann (1887–1965) i Hellebæk. Margrethe Vibeke Danneskiold-Samsøe (1896–1964), komtesse og konventualinde i Gisselfeld Kloster; gift 1929 med kammerherre, løjtnant, greve Eiler Frederik Ernst Moltke (1870–1956), bosat på Basnæs og bror til Aage Moltke (godsejer) til Lystrup. James Christian Carl Sophus Danneskiold-Samsøe (1900–1966), lensgreve, godsejer og overdirektør for Gisselfeld Kloster; gift 1931 med Isabel Craven Dilworth (1901–1967; skilt 1958) og 1959 med Dorrit Natalia Holm (født 1937; skilt 1967).

Referencer

Valdemar Kategori:Personer fra København Kategori:Grever fra Danmark