Statsrådssekretær (fra 1848 til 1883 statssekretær) er en dansk embedsmand, hvis primære opgave er at føre den såkaldte statsrådsprotokol over forhandlingerne i Statsrådet (mellem 1848 og 1866 Gehejmestatsråd), der indeholder referater af rådets sager og beslutninger. Statsrådssekretæren er den eneste embedsmand, der deltager i de cirka seks årlige statsrådsmøder. Som hovedregel er det statsrådssekretæren, der oplæser protokollen fra seneste møde, hvorefter det godkendes.
Embedet blev oprindeligt oprettet ved kongeligt reskript af 29. marts 1848 under titlen statssekretær, og funktionen blev fra 1848 til 1914 varetaget som en selvstændig embedsstilling. Ved kongelig resolution af 5. september 1883 fik stillingen sin nuværende betegnelse som statsrådssekretær. Siden 1914 har embedet imidlertid været beklædt ex officio af Statsministeriets departementschef, en stilling der siden 2020 har været bestredet af Barbara Bertelsen. Det er i egenskab af statsrådsekretær, at departementschefen i Statsministeriet deltager i en række officielle kongelige middage og begivenheder.
Oprettelse og organisatorisk udvikling thumb|Statsrådssekretær Erik Arup siddende yderst til højre under statsrådet, hvor Christian 10. underskriver Grundloven den 5. juni 1915. Det kongelige reskript af 29. marts 1848 om ministrenes ansvarlighed og regeringssagers behandling i Statsrådet blev udstedt som led i overgangen fra enevældens kollegiestyre til et ministerielt regeringssystem. Ministrene blev pålagt ansvaret for de kongelige resolutioner, som de kontrasignerede, og for deres øvrige regeringshandlinger. De skulle desuden selv foredrage deres ministeriers sager i Statsrådet, hvorved den tidligere ordning, hvorefter kollegiernes chefer eller ældste medlemmer forestod referatet, bortfaldt.
Reskriptet bestemte, at hver minister senest aftenen før et statsrådsmøde skulle sende Statsrådets præsident en fortegnelse over de sager, som ministeren agtede at foredrage. En dertil beskikket statssekretær skulle føre protokol over forhandlingerne og senest to dage efter hvert møde udarbejde et summarisk ekstrakt over de behandlede sager og trufne beslutninger. Ekstraktet skulle gennem Statsrådets præsident forelægges kongen.
Da det i marts 1848 oprettede statsråds virksomhed reelt ophørte den 28. januar 1852, fortsatte statssekretæren protokolførelsen i Gehejmestatsrådet. Dette ændrede den 28. juli 1866 navn til Statsrådet. Indtil den 3. marts 1854 sorterede en ekspeditionssekretær under statssekretæren. Ekspeditionssekretæren fungerede samtidig som sekretær for premierministeren.
I Stats- og Gehejmestatsrådssekretariatet blev der ført en særskilt journal fra 1852 til 1880. Før og efter denne periode indgik sekretariatets sager i henholdsvis premierministerens og Konseilspræsidiets journaler. Som selvstændigt embede blev det nedlagt i 1914, hvorefter dets funktioner blev overtaget af Statsministeriets departementschef i henhold til lov nr. 291 af 19. december 1913.
Protokolførelse Under Frederik 6. og Christian 8. blev der ikke ført protokol over forhandlingerne i Gehejmestatsrådet. Der fandtes fortegnelser over de foredragne sager, men ingen officielle referater af selve drøftelserne. Kort efter Frederik 7.s tronbestigelse begyndte man derimod at protokollere forhandlingerne. Den første protokol omfattede de forfatningspolitiske drøftelser fra den 24. til den 28. januar 1848 og havde nærmest karakter af en forhandlingsprotokol for en forfatningskommission. Den 28. januar blev en almindelig, autoriseret gehejmestatsrådsprotokol taget i brug, hvori de foredragne administrative sager og de tilknyttede forhandlinger blev gengivet i summarisk form.
Statsrådet, der fungerede fra marts 1848 til januar 1852, svarede i sin funktion i vidt omfang til senere tiders ministermøder, men adskilte sig ved, at forhandlingerne blev udførligt refereret i en officielt ført embedsprotokol. Fra novemberministeriets tiltræden blev forhandlingerne indført i protokollens venstre spalte, mens beslutningerne eller resolutionerne blev indført i højre spalte. Hver talers indlæg begyndte på en ny linje, og der var i den originale protokol mellemrum mellem de enkelte sager.
Efter genoprettelsen af Gehejmestatsrådet i januar 1852 blev den protokol, der havde været anvendt fra januar til marts 1848, taget i brug igen. Forhandlingerne blev samtidig mere formelle og kom i stigende grad til at omfatte konkrete administrative sager, som krævede kongelig resolution. En voksende del af de egentlige politiske drøftelser mellem ministrene foregik derimod på uformelle ministermøder uden for Statsrådet og blev derfor ikke optaget i statsrådsprotokollen.
Referatpraksis og kildeværdi Statsrådssekretærens referater var ikke stenografiske. Under møderne tog sekretæren notater om de fremsatte udtalelser og udarbejdede derefter et udkast til protokollen. Udkastet blev som hovedregel forelagt Statsrådet til godkendelse på et senere møde, og først efter godkendelsen blev den endelige tekst indført i protokollen. Fremgangsmåden gjorde det muligt at rette misforståelser, men gav samtidig mulighed for, at udtalelser kunne blive omformuleret eller tilpasset i lyset af senere begivenheder.
Godkendelsen af referaterne kunne være betydeligt forsinket. I august 1854 var protokolførelsen kommet elleve måneder bagud. På mødet den 18. juni 1849 blev referaterne fra tretten møder mellem den 14. maj og den 16. juni oplæst. Referatet fra mødet den 3. juni blev ikke godkendt, men skulle udarbejdes i en ny redaktion og forelægges Statsrådet igen.
Det kan ikke altid fastslås, i hvilket omfang sekretæren fik udleveret ministerielle aktstykker og notater som grundlag for referatet. Nogle længere gengivelser må antages at være afskrevet efter foreliggende dokumenter, mens andre oplysninger byggede på den mundtlige forhandling og deltagernes hukommelse. Statsrådsprotokollerne må derfor først og fremmest betragtes som kilder til, hvad der blev sagt eller oplæst under møderne, og ikke uden videre som dokumentation for de faktiske forhold i de behandlede sager.
Referaterne fra de første år blev udarbejdet af statssekretærerne H.M.V. Lunding og navnlig C.F.J.H. Liebe. De blev omhyggeligt optaget og redigeret, og sekretærerne bestræbte sig på at bevare de enkelte deltageres personlige udtryksform og skabe en sammenhængende gengivelse af forhandlingerne. Referaterne var dog redigerede fremstillinger og medtog ikke alt, hvad der var blevet sagt. Konflikter, vredesudbrud og skarpe meningsudvekslinger blev i vidt omfang udjævnet eller udeladt. Niels Petersen betragtede dette som et resultat af sekretærens loyale gengivelse og vurderede desuden, at Frederik 7.s indlæg blev refereret med særlig hensyntagen til kongen, hvorved dennes personlige udtryksform i mindre grad kom til syne.
Fra og med tredje bind af den trykte udgave af Statsrådets forhandlinger 1848-1863 blev Liebes underskrift anført under hvert mødereferat. I udgavens navneregister blev han derfor registreret ved næsten samtlige møder, selv om forekomsten alene skyldtes hans underskrift som statssekretær og protokolfører.
Liste over stillingsindehavere
Mellem 1848 og 1914 Ved J.L.R. Koefoeds tiltrædelse i 1883 ændredes embedsbetegnelsen fra statssekretær til statsrådssekretær. Nr.PortrætNavnEmbedsperiodeTiltrådteFratrådte1Hans Mathias Vilhelm Lunding29. marts 184820. januar 18532107x107pxChristian Frederik Julius Hegelund Liebe20. januar 185328. august 18833124x124pxJens Laasbye Rottbøll Koefoed5. september 188325. december 1913
Siden 1914
Siden 1914 har embedet været besat ex officio af Statsministeriets departementschef, en post der siden 2020 har været bestredet af Barbara Bertelsen.
Referencer
Litteratur
Kategori:Stillingsbetegnelser Kategori:Embedsmænd