Søren Peter Andersen (født 14. marts 1912 i Ulstrup, død 5. januar 1975) var en dansk landmand og politiker for Venstre, der var medlem af Folketinget i to perioder fra 1947 til 1968, afbrudt af et kort medlemskab af Landstinget i 1953.
Biografi Andersen var søn af gårdejer Peter Andersen. Efter folkeskolen og realskolen tog han præliminæreksamen i Hobro i 1927. Han uddannede sig inden for landbruget, var landvæsenselev i England i 1930 og gik på Ladelund Landbrugsskole 1931-1932.
Han arbejdede som forpagter fra 1937 til 1943 og overtog herefter sin fødegård, Ulstruplund.
Politisk karriere Andersen var opstillet for Venstre i Frederikshavnkredsen fra 1943, i Nørresundbykredsen fra 1945 og i Vråkredsen fra 1947.
Han blev valgt til Folketinget for Venstre i Hjørring Amtskreds i 1947 og var medlem fra 28. oktober 1947 til 20. april 1953. Herefter var han medlem af Landstinget for 6. kreds fra 28. april til 21. september 1953, inden han ved folketingsvalget samme år igen blev valgt til Folketinget, hvor han sad fra 22. september 1953 til 23. januar 1968.
I 1961 fik han ophævet hans parlamentariske immunitet, da han var sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Han havde udvist manglende agtpågivenhed, hvilket førte til en påkørsel.
Fra 1966 var han medlem af Finansudvalget.
Øvrige hverv Ved siden af sit politiske arbejde beklædte Andersen en række tillidshverv. Han var medlem af Oue-Valsgård Sogneråd 1946-1950 og formand for Venstres Ungdoms Landsorganisation 1943-1946.
Inden for landbruget var han blandt andet formand for Vedbæk Andelsmejeri 1941-1948 og medlem af bestyrelsen for Hobro og Omegns Andelsslagteri 1946-1952 og igen 1954-1956. Han var desuden medlem af ankenævnet vedrørende brug af visse landejendomme fra 1952.
Han var medlem af repræsentantskabet for Krogerup Højskole 1947-1957, bestyrelsen for Aalborg Diskontobanks Jubilæumsfond 1955-1959 samt bankernes repræsentantskab fra 1959. Endvidere var han medlem af Landsnævnet for Børne- og ungdomsforsorg fra 1962 og af tilsynet for Mødrehjælpen fra 1965.
Referencer
Kategori:Personer fra Favrskov Kommune Kategori:Formænd for Venstres Ungdom Kategori:Landmænd fra Danmark Kategori:Landstingsmedlemmer i 1950'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre Kategori:Folketingsmedlemmer i 1940'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1950'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1960'erne Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Folketingsmedlemmer, der har fået ophævet deres parlamentariske immunitet