Jesper Rasmussen Brochmand (5. august 1585 – 19. april 1652) var professor ved Københavns Universitet 1610-1638 og biskop over Sjælland fra 1638 til sin død.
Brochmand var en central person i opbygningen af det dogmatiske system der skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære i den periode i 1600-tallet der kaldes den lutherske ortodoksi, hvis optakt kan regnes fra Konkordieformlen (1577), og som mod 1600-tallets slutning afløstes af pietismen.
thumb|right|270px|Jesper Rasmussen Brochmand på færøsk frimærke fra Postverk Føroya
Familieforhold. – Skolegang og uddannelse i Køge, Herlufsholm og Holland Han udgik fra en gammel jysk slægt, som i det 16. århundrede havde sin hjemstavn i Skanderborg-Silkeborg egnen, og som – uvist af hvilken grund – har taget navn efter en ældre, indvandret tysk slægt. Han blev født 5. august 1585 i Køge og var broder til Hans Rasmussen Brochmand. Efter faderens død fik han også en jyde til stedfader, idet moderen, Bodil Jacobsdatter (født i København 1561), siden i sin enkestand ægtede Iver Christoffersen Schøller, der stammede fra Ribe. Han havde først været skriver på Dragsholm Slot under Arild Huitfeldt og nedsatte sig derefter som handelsmand i Køge. Da Jesper Brochmand var fem år gammel, blev han sat i fødebyens latinskole og sendtes efter otte års forløb til Herlufsholm, der dengang styredes af den bekendte filolog Hans Alanus. Under dennes vejledning gjorde han så hurtig fremgang, at han allerede 1601 kunne udgå til universitetet. Men endnu samme år kaldte Alanus ham tilbage for at lade ham overtage en hørervirksomhed ved skolen.
Moderen, der ikke synes at have rådet over store midler, gjorde dog udvej for, at han kunne fortsætte sine studier i udlandet, og 1603 forlod han skolen og rejste til Holland, hvor han fra 1604 af studerede i Leiden under de berømte filologer Justus Lipsius, Joseph Justus Scaliger, Daniel Heinsius og flere. Skønt han lod sig indskrive som teologisk student, omfattede hans studier dog, som det synes, udelukkende græsk og filosofi.
Senere opholdt han sig henved to år ved universitetet i Franeker, hvor han fik tilladelse til at holde filosofiske forelæsninger, uagtet han ikke havde taget nogen akademisk grad. Han udgav dem i Franeker 1607 under titlen: «Disputationes variæ philosophicæ».
Lærergerning og professorat ved Københavns Universitet (1610-1638) Arild Huitfeldt, der var skoleherre på Herlufsholm, kaldte ham 1608 tilbage og overdrog ham rektoratet, som han overtog, efter at han først havde taget magistergraden. Men allerede 1610 udnævntes han til professor pædagogicus ved universitetet. Året efter ægtede han Sille Tønnesdatter Balckenburg, der var datter af en købmand i Ålborg og i 13 år havde været i huset på Borreby hos kansleren Christian Friis og fru Mette Hardenberg. Kansleren holdt deres bryllup i København 24. juni 1611. 1613 blev Brochmand professor i græsk og udfoldede i denne stilling en virksomhed, som ikke har været tilstrækkelig påagtet. Hans omfattende kendskab til den klassiske litteratur, som især fremtræder i hans Qvæstiones philologicæ et philosophicæ (1615), har senere sat mærkbare spor i hans dogmatiske arbejder.
Retsforfølgelser af den kryptocalvinistiske bevægelse Medens han 1614 var dekan i det filosofiske fakultet, begyndte de bekendte dogmatiske retsforfølgelser, der tilintetgjorde den kryptocalvinistiske bevægelse og banede vejen for den lutherske enevælde i Den danske Kirke. Ortodoksiens forkæmper, den teologiske professor Hans Poulsen Resen, fandt i Brochmand sin mest trofaste kampfælle. Præsten Oluf Kock blev dømt for sit utilbørlige angreb på Resen, men denne, der var udset til at være Sjællands biskop, måtte dog, førend han tiltrådte embedet, efter kongelig befaling udarbejde et forsvarsskrift, som skulle forelægges de københavnske professorer og landets bisper, og hvori han gjorde rede for sit dogmatiske standpunkt. På et møde, der afholdtes på universitetet, forelæste Brochmand skriftets otte kapitler, hvortil Resen føjede nogle yderligere forklaringer. Da Brochmand derefter skulle afgive sin erklæring, udtalte han sig i fuld overensstemmelse med Resen og påstod, at skriftet intet indeholdt, som stred imod Guds Ord og Den danske Kirkes symbolske bøger. 1615 tiltrådte Resen bispeembedet, og samtidig hermed forfremmedes Brochmand til professor i teologi og kreeredes endnu samme år til dr. theol.
Sagen mod Oluf Kock Men hans embedsgerning blev dog i de første år ofte afbrudt af anden virksomhed. De undersøgelser, som stod i forbindelse med den kockske sag, var endnu ikke afsluttet, men rettedes nu imod den fynske biskop Hans Knudsen Veile. 23. august 1615 blev der efter kongelig befaling nedsat en kommission, bestående af Christian Friis til Kragerup og professorerne Elias Eisenberg og Jesper Brochmand, der skulle undersøge biskoppens embedsforhold. Forhør afholdtes omkring i stiftet 1615 og genoptoges i København 1616. Sagen endte i juni samme år med, at Hans Knudsen Veile blev dømt som calvinist.
Privatlærer for tronfølgeren på Kronborg Brochmand optog derefter for en kort tid sin universitetsvirksomhed, men den blev afbrudt allerede året efter, idet kongen i foråret 1617 udnævnte ham til lærer for tronfølgeren, den "udvalgte" Prins Christian (som døde før faderen), dog således at han skulle vedblive at nyde sin professorløn, medens hans forelæsninger blev holdt af en anden teologisk professor. I de to følgende år opholdt han sig med prinsen på Kronborg. Under denne virksomhed, hvori han særlig lagde vægt på at give sin elev en religiøs opdragelse, søgte han ofte råd hos sin lærde velynder Holger Rosenkrantz til Rosenholm. I juni 1620 skulle han have været universitetets rektor, men valget måtte overføres på en anden, da han endnu var ved hoffet, og først i juli samme år havde han fuldendt sit hverv og fik som efterløn et kanonikat i Lunds domkapitel.
Det var imidlertid naturligt at han, der nød stor anseelse som praktisk skolemand, blev taget med på råd ved de forhandlinger, der på denne tid førtes om forbedringer i skolevæsenet, og kongen overdrog ham endogså 1622 udarbejdelsen af en ny skolebog. Men da dette ville drage ham for langt bort fra hans embedsgerning, blev han fritaget for dette hverv og kunne fra nu af uforstyrret hellige sig til en videnskabelig virksomhed, der igennem lange tider blev af den største betydning for Den danske Kirke.
Kamp mod katolsk propaganda – polemisk virksomhed Medens Resen nærmest havde stillet sig som opgave at forsvare den lutherske lære over for angreb fra reformert side, var det derimod kampen imod Romerkirken, der blev hovedsagen for Brochmand. Netop i de år, da han atter optog sine teologiske forelæsninger, havde den katolske propaganda begyndt en hemmelig mission i Danmark, og skønt disse forsøg hurtig opdagedes, og de hemmelige udsendinger skyndsomst måtte forlade landet, blev det dog pålagt Brochmand at holde forelæsning hvert år imod de papistiske vildfarelser, for at den akademiske ungdom bedre kunne oplyses om alle kontroverspunkter. Allerede i hans første forelæsninger, der for største parten var udlægninger af Mosebøgerne og Det Nye Testamente, er det polemiske element stærkt fremtrædende og særlig rettet imod katolikker, arminianere og socinianere.
Men på samme tid udgav han en række disputatser om den kristelige religions dogmer, som udkom samlede 1626-1627 under titlen: «Controversiarum sacrarum pars I-II», og hvortil han 1628 som pars III føjede: «Akropolis pontificatus». Dette omfattende værk var rettet imod jesuiten kardinal Robert Bellarmin, hvis skarpe angreb på den lutherske lære han gennemgik og gendrev punkt for punkt. Men da tidsforholdene også gjorde det nødvendigt, at menigmand blev oplyst om stridspunkterne, udgav han 1627 «Gudelig undervisning, om et Guds barn uden sin Sjæls største skade kan den papistiske religion antage» og «Et kristen menneskes åndelige Kamp». De hører begge til Brochmands mest udbredte opbyggelsesskrifter, og det første, der har en afgjort polemisk karakter, blev endnu optrykt 1853 som modvægt imod den katolske propaganda.
Brochmands dogmatiske hovedværk: «Universæ theologiæ systema», 1633 1633 havde Brochmand fuldendt sit store dogmatiske hovedværk: «Universæ theologiæ systema», et omfattende arbejde i to kvartbind, der snart vandt overordentlig anseelse i hele Den lutherske Kirke og hurtig optryktes i udlandet. Det udtog deraf, som han senere udgav («Epitome systematis theologiæ», 1649), var her i landet i over et århundrede den almindelig brugte dogmatiske håndbog ved teologiske forelæsninger og disputatser.
Imidlertid havde Brochmand allerede 1634 genoptaget sin polemiske virksomhed. Christian 4.'s svoger, Markgrev Christian Vilhelm af Brandenborg, var gået over til katolicismen , og jesuiterne havde 1633 i Wien udgivet et skrift: «Speculum veritatis» til forsvar for dette frafald. Kongen fandt sagen så vigtig, at han befalede Brochmand at forfatte et modskrift, og denne udgav derfor «Lychnos logou prophêtikou oppositus veritatis pontificiæ speculo» («Det profetiske Ords lys stillet imod den papistiske sandheds Spejl»), som indeholder vigtige bidrag til oplysning om forfatterens og tidens anskuelse om skriften, kirken, traditionen og fædrenes vidnesbyrd og tillige giver en grundig apologi for Luther og hans virksomhed.
Han bruger den taktik at vise, at netop det omvendte forhold af det, jesuiterne i «Speculum» påstår, finder sted, idet det er katolikkerne, der hylder de vildfarelser, som de lægger protestanterne til last. Skriftet er affattet i videnskabelig alvor uden bitterhed og lidenskab. Men jesuiterne ville ikke lade Brochmand have det sidste ord og overfaldt ham 1638 i «Apologia speculi veritatis», som de dedicerede til Christian IV. De kalder Brochmand: «Forstyrrer af det romerske Rige, hans kejserlige majestæts og de katolske fyrsters frækkeste foragter, en giftig edderkop, en vanslægtet Absalon» og taler om «Spørgsmål, der er for sindrige til at kunne løses af en, der er født i Danmarks tykke Luft». Selve bevisførelsen i skriftet var i øvrigt meget svag. Ved hårkløveri og idelige fordrejelser mener de stykke for stykke at have gendrevet ham. Hele tonen viser, hvor godt Brochmand havde ramt.
Et sådant skrift måtte både kongen og Brochmand selv ønske besvaret, og han begyndte derfor at holde en række forelæsninger på universitetet, hvori han på grundlag af de dogmatiske anskuelser, som han tidligere havde fremført i «Lychnos», på ny optrævlede det jesuitiske væv. Disse forelæsninger fortsatte han til sin død, og de udkom først 1653 i fire store bind under titlen: «Apologiæ speculi veritatis confutatio». I modsætning til hans tidligere polemiske arbejder er dette skrift holdt i en hvas og bitter tone. Over for jesuiternes skarpe personlige angreb fremtræder det som et forsvar for hans dogmatiske standpunkt og for hele hans universitetsvirksomhed og blev tidsalderens fuldstændigste opgørelse af mellemværendet imellem papisme og lutherdom.
Da Brochmand første gang førtes ind i de uendelige dogmatiske stridigheder, som optog så stor en del af hans livsgerning, var det spørgsmålet om kryptocalvinismen og i det hele taget om forholdet til Den reformerte Kirke, der stod på dagsordenen. Kampen imod Romerkirken trådte først senere i forgrunden; men nu, da denne foreløbig var kommet til afslutning, kom forholdet imellem de to protestantiske kirkesamfund atter på bane, og Brochmand kunne nu lige så lidt som tidligere opgive sit stive dogmatiske standpunkt. Hans udtalelser imod de reformerte er endnu skarpere end imod papisterne, og han erklærer det for umuligt at indgå kirkesamfund med «Modstandere af Gud og Sandheden». Han udgav dog ingen nye stridsskrifter, men hans sidste indlæg i dette spørgsmål fremkom 1639 igennem det teologiske fakultets erklæring, der skarpt afviste et unionsforsøg, som var udgået fra den skotske presbyterianer Johannes Duræus.
Venskabet med velynderen Holger Rosenkrantz sættes over styr