Slaget ved Dybbøl i juni 1849 var en mindre træfning under Treårskrigen (1848 – 1850).
Baggrund Kort efter slutningen på våbenstilstanden den 2. april, havde en del af den danske hær stået i en stilling på Sundeved og Als. Besætningen her bestod af det såkaldte Flankekorps under de Mezas ledelse.
Den 13. april havde tyskerne erobret selve Dybbøl banke, så kun et brohoved på den anden side af Sønderborg kontrolleredes af danskerne.
Efter slaget ved Kolding beordrede general general Spangenbergs forbundsdivision til at støtte general oppe i Jylland den 24. april og sendte dermed generalløjtnant Bauers reservedivision til at bemande deres nyindtagne stillinger ved Dybbøl, sammen med Wynekens division.
Bauers reservedivision overtog hele forposttjenesten, mens Wynekens hannoveriske og saksiske brigader var indkvarteret i egnene hhv. omkring Stubbæk og Søgård. Batterierne var udstyret med slesvig-holstensk og preussisk fæstningsartilleri.
Både overgeneral Krogh, for danskernes vedkommende, og general Prittwitz, for tyskernes vedkommende, havde bestemt at de militære foretagender i området skulle være strengt defensive. Dette betød, at tropperne yderst sjældent kom i kamp. Fredeligheden var så omfattende, at det endda kom til at tropperne fraterniserede med hinanden.
Af fægtninger i denne periode med fred kan der kun nævnes den 17. maj, hvor en en dansk kanonbåd blev beskudt af de tyske batterier under dens sædvanlige patrulje i Vemmingbund, efter at være kommet lidt for tæt ind mod kysten. Da de danske batterier på Als svarede tilbage, rettede tyskerne deres ild mod Sønderborg, hvor vi led et tab af 2 mand.Jensen. s. 401-404.
Slaget Dagen før var en del af fjendens styrker marcheret ned fra Dybbøl-stillingen til en kløft ved Alssund mellem de tyske batterier II og III, hvor de søgte at udvide deres linje af skanser. 40 mænd af det Hertugelige 2. Nassauiske Infanteriregiment havde påbegyndt forskansningsarbejdet.
Den 6. juni kl. 07.30 beordrede major Henckel af 1. Reservebataljon, at 22 mænd af bataljonen under løjtnant W. Müller skulle drive nassauerne væk. Dette skete uden modstand, da det ikke havde været anset som nødvendigt for dem at tage våben med. Efter omkring 10 minutter kom der forstærkninger fra den Fyrstelige Waldeckiske Infanteribataljon fra en nærliggende skov, og en skydefægtning begyndte. Müllers kommando havde søgt ly bag et levende hegn.
Kl. 10.30 beordrede den tyske forpostkommandør, generalmajor Ludowig, at en afdeling skarpskytter blev skrabet sammen for at støtte Waldeckerne. De 36 mænd, der var blevet udvalgt fra Nassau og det Hertugelige Braunschweigiske Infanteriregiment, blev stillet under en kaptajn Isendahl. Nu greb skarpskytterne den Waldeckiske Infanteribataljon til hjælp i dens venstre fløj med særdeles god virkning. De fjendlige styrker rykkede frem, og tvang danskerne tilbage til det åbne terræn foran brohovedet. Da generalmajor Ludowig ikke anså det for muligt at storme brohovedet, marcherede styrken tilbage, og omkring kl. 11 kunne de begynde arbejdet igen.
Kort tid efter brød danskerne frem igen, denne gang forstærket med kompagniet Baudissin og 6 espingoler. De satte sig i de omkringliggende gårde. Til svar blev de tyske feltvagter forstærket, og den waldeckiske bataljon tog en position bag et levende hegn ved gråstenvejen. Under denne beskydning kunne danskerne intet fremskridt gøre. Nu begyndte danske kanonbåde at beskyde waldeckerne fra Vemmingbund, men blev svaret tilbage af det tyske batteri I. Mens den hårde kamp vedvarede, var snart hele 1. Reservebataljon sendt ud i felten.
Da de danske batterier på Als skød på det nassauiske infanteri, som marcherede hen for at forstærke waldeckerne, blev der givet signal til alle tyske batterier om også at give ild. En voldsom artilleriduel blev nu indledt, som varede de næste 2-3 timer. Broen over Alssundet blev bombarderet, Sønderborg Slot blev ramt, det danske dampskib Glückstadt blev skudt i sænk og en kugle ramte selv de Mezas kvartérer, dog uden at han flyttede et andet sted hen. Efter at de danske batterier tav, befalede Bauer at indstille beskydningen kl. 1.
Under artilleriduellen traf tyskerne forberedelser til at trække deres tropper tilbage og afslutte kampen, men lige så snart artilleriilden stoppede, begyndte begge siders infanteri igen. Et braunschweigisk batteri begyndte at give ild mod en gård vest for Aabenraavejen, men da deres kommandør, majoren Orges, indså at deres granater ikke havde den store virkning, sendte han et detachement hen for at sætte det i brand med bomberør. Nu sluttede to braunschwiegiske kompagnier under løjtnanterne von Frankenberg og Koch sig til, og under hæftig beskydning og med gården i brand blev danskerne tvunget til at forlade stedet.
Da kampen omkring kl. 4 så ud til at være over, sendte oberst Krabbe, chefen for 1. Infanteribrigade nye forstærkninger til danskerne fra Als, bestående af den 3. Reservebataljon under major Lorenzen og et espingolbatteri. Sammen med dem blev der sendt ny ammunition til tropperne fra 1. Reservebataljon, der næsten havde skudt det hele væk.
En ny fremrykning fra brohovedet blev forsøgt af danskerne. Da de nåede gårdene, begyndte ilden igen langs hele linjen. De branschweigiske waldeckiske bataljoner led også af stærk ammunitionsmangel, og måtte derfor forstærkes med yderligere én nassaisk bataljon og et braunschweigisk kompagni. Lorenzens angreb blev afvist efter at et par velrettede kardæskskud fra et af de tyske batterier satte hans espingoler ud af spillet. Kompagnierne gik i opløsning og flygtede ind i gårdene efter et par skud fra batteri III, hvoraf den største gik i flammer efter at være blevet ramt af , og derefter blev udsat for et bajonetangreb af braunschwiegerne. Efter dette så danskerne sig nødsaget til at trække sig tilbage mod brohovedet, hvilket var fuldendt kl. 8. De næste dage efter kampen forholdt tyskerne sig i høj beredskab.Isenbart. s. 184.Jensen. s. 404.Moltke. s. 355-357.Vaupell. s. 182-185Kortzfleisch. s. 304-309.
Efterspil Kampen endte uden at nogen af siderne vandt territorium eller momentum. Kampens betydning taget i betragtning og den lille mængde tab, var ammunitionsforbruget enormt. Tyskerne havde ikke affyret mindre end 44.500 patroner(!).Kortzfleisch. s. 309.
Den 15. juni søgte fjenden at trænge vores forposter tilbage over kløften, dog uden held.
Den 20. juni fik de Meza ordre om at afgå til Fyn med Ræders brigade og halvbatteriet Jonquières og midlertidigt afgive kommandoen på Als til oberst Krabbe, for at deltage i det planlagte udfald fra Fredericia. Overfarten begyndte den 21., og den 24.. var alle tropperne på Fyn. Den 23. spottede de fjendlige forposter nogle af skibene, hvilket general Bauer straks meldte til Prittwitz, dog uden at kende danskernes nøjagtige hensigter.Holst. s. 214.
Med den hensigt at få oplysninger om de observerede flådebevægelser forsøgte en nassauisk-waldeckisk-anhaltisk styrke den 24. juni at overfalde en dansk feltvagt, som holdt til i en gård. Gården brændte ned, men feltvagten undslap. En kamp, som varede de næste 4½ timer, blev nu udløst, hvor vi led et tab af 4 sårede, mens fjenden havde 2 døde.Kortzfleisch. s. 312.Jensen. s. 404-408.
Referencer
Litteratur Holst, Vilhelm. Felttogene i 1848, 49, 50. København: Kittendorff & Aagaard, 1852. Isenbart, Wilhelm: Geschichte des Herzoglich Nassauischen 2. Regiments, Stamm des Königlich Preussischen 2. Nassauischen Infanterie-Regiments Nr 88. Berlin: Siegfried Müller & Sohn, 1891. Jensen, N.P: Den første Slesvigske Krig 1848-50. København: Villiam Trydes Forlag, 1898. Kortzfleisch, Gustav Franz Achatius von: Geschichte des Braunschweigischen Infanterie-Regiments Nr. 92. 2. Band: Von der Errichtung des neuen Truppenkorps 1813 bis zum Ausbruch des Krieges 1870. Braunschweig: Albert Limbach, 1898. Moltke, Helmuth Karl Bernhard von: Geschichte des Krieges gegen Dänemark 1848/49. Berlin: Grosser Generalstab, 1893. Vaupell, Otto: Kampen for Sønderjylland, 1848-50, 2. Bind. København: Reitzelske Forlag, 1868.
Dybbøl (juni 1849) Kategori:Dybbøl