En sømand går i land er en roman af Aksel Sandemose fra 1931, som er anden del af hans Canada-trilogi. I bogen introducerer Sandemose sit alter ego Espen Arnakke,Aksel Sandemose, på forfatterweb.dk som man følger på flugt fra et mord, han begik på Newfoundland, gennem Canada til en nybyggerkoloni i Alberta, hvor han slår sig ned.

Handling Bogen består af fire unummererede kapitler, af hvilke det tredje udgør størstedelen af bogen. Første kapitel foregår på en skonnert ud for Newfoundland og Labrador, mens det andet foregår i byen Misery Harbor på Newfoundland, begge over få uger. De to sidste kapitler foregår langt overvejende i præriebyen Beaver Coulee i Alberta, over en periode på seks år omkring 1930. (Første bind af Canada-trilogien foregår også i Beaver Coulee, men en snes år tidligere.) thumb|Tremastet skonnert. Den tremastede skonnert Rurik sejler i første kapitel varer på Canadas østkyst. Såvel arbejdsdagen som omgangstonen ombord er hård, og den syttenårige skibsdreng Espen Arnakke fra limfjordsbyen Jante kæmper for at sætte sig i respekt. Efter det hårde arbejde til søs nyder besætningen at ligge i havn, bruge penge i byen og besøge de lokale prostituerede. Blot man ikke gør som skåningen Gustav, som forelskede sig i en sådan pige og flyttede ind hos hendes familie, med tanke på ægteskab. Da det gik op for Gustav, pigen allerede var gift, og hendes familie kun var ude efter hans penge, blev han så rasende, at han stak pigen ihjel, og nu sidder han i spansk fængsel.

Espen bøvler med øjenkatar, som iblandt gør ham næsten blind, foruden det er smertefuldt. Da han udebliver fra en vagt pga øjnene, tror skipper og styrmand ikke på ham, men mener han pjækker fra arbejdet. Espen bliver tvunget på arbejde, herunder at i næsten blind tilstand kravle ud i spidsen af skibet for at bjærge et sejl. Da beslutter Espen at rømme fra Rurik. Da man en nat er ud for Deadman’s Point på Newfoundland, pakker Espen sine få ejendele forsvarligt i en bylt fæstnet til en planke, lægger et selvmordsbrev i sin køje, og hopper i vandet - som er iskoldt. I vandet orienterer han sig efter et fyr. Da han nærmer sig stranden, kæmper han mod bølger og store glatte sten, men det lykkes ham at komme i land. I den iskolde morgensol tager Espen alt tøjet af og lægger til tørre. Lidt efter får han ude i vandet øje på sin bylt med ejendele, men da han kommer nærmere, viser bylten sig at være et lig. Espen tager sin klamme uldtrøje på og går.

På Newfoundland får Espen i andet kapitel arbejde med at stuve fisk i en by med det dystre navn Misery Harbor. Han er vellidt, får sig et godt logi, og begynder at kigge efter pigerne. Men her er han usikker, og beundrer sin store, mandige jævnaldrende kollega John Wakefield, som har et godt tag på pigerne - som omvendt kigger længselsfuldt efter ham, selvom han for Espen at se opfører sig brutalt og krænkende over for dem, se citat. Så dukker den gudesmukke, sekstenårige Eva op, og Espen forelsker sig øjeblikkeligt, og begynder at drømme om et liv med hende, mens han prøver at tage sig mod til at gøre kur til hende. Men John Wakefield lægger også an på Eva, hvilket gør Espen voldsomt jaloux. Og da han en sen aften overhører to mennesker have sex i lejligheden under sin, og opdager, det er Eva og John, bryder hans verden sammen. Han drikker sig fuld, og ude af sig selv går han ud for at opsøge Eva eller John, den John der har skændet, ydmyget og krænket hans elskede Eva. Han støder tilfældigt på John, som giver sig til at hovere over at have taget Evas mødom for næsen af Espen, se citat, og som også giver sig til at gramse på Espen. Så trækker Espen sin dolk og stikker John, så han dør. Espen kaster liget i en mose og forlader Misery Harbor.

thumb|Ross Dane kørte måske i en Packard som denne, fra 1926. Tredje kapitel begynder med, at Espen Arnakke stiger af toget på Beaver Coulee station og spørger efter den navnkundige Ross Dane. Ross er tilfældigvis på stationen, og han tager Espen, som søger arbejde, med sig i sin fine Packard bil, se foto. Espen får plads hos farmer Sten Eriksen, en moderne landmand, som opfatter sine ansatte som ligemænd, og som er “vedholdende høflig over for sin kone”, den elskelige og kønne Maja. Espen føler, man rynker lidt på næsen af hans flugt fra Rurik, for disse farmere er bofaste folk, se citat.

Hele byen samles i kirken søndag formiddag, og her møder Espen den vanskabte og tilgroede hidsigprop af en farmer “korporal” Bodilsen og hans mandhaftige, men smukke datter Kristine. Snakken går om Sten Eriksens nye karl Vilfred Larsen, som mange ser skævt til, fordi han er kommunist, inklusive pastor Frandsen, som tager afstand fra kommunister, fordi de ikke tror på arvesynden. Vilfred deler sin tid mellem Alberta, hvor han arbejder på gårde om sommeren, og USA, hvor han tilbringer vintrene med at sidde på biblioteker og læse om samfundsforhold, og rejse rundt i landet.

Eriksens er ikke vellidte i byen, fordi folk synes, de er lidt for fine på den, og da Espen inde i byen hører hollænderen med øgenavnet Røde Fane nedgøre Maja Eriksen, kommer det til slagsmål. Som Espen vinder, ved at nikke Røde Fane en skalle, heraf tilnavnet Espen Skallesmækker. Da lidt senere en smed med tilnavnet Ole Jernmave også generer Maja, giver Espen også ham tæv, og får tilnavnet Espen Bloddrikkeren. Men da de mødes, reagerer Kristine Bodilsen voldsomt over for Espen på, han tilsyneladende holder mere af Maja. Stortudende går hun ud i en kornmark, men snubler og trækker Espen med sig ned. Og der, “midt på dagen i Jens Abrahams korn”, elsker de to for første gang.

Espens øjenkatar bryder ud igen, og da den otte dage senere er ovre, vil Eriksens gerne give ham en belønning. Espen vil dog ikke have noget, men betror Maja, der er noget han “absolut ikke vil have”, nemlig Kristine Bodilsen. Sidst på sommeren bliver det en dag et mægtigt tordenvejr, og den efterfølgende haglbyge, med hagl på størrelse med hønseæg, ødelægger en del af folks korn. De som har tegnet forsikring mod haglskade, bliver kompenseret, men den stærkt troende Jens Abraham tror ikke, man kan forsikre sig mod Guds straf.

Kristine elsker Espen, men han gengælder ikke hendes kærlighed. Dvs han holder faktisk meget af hende, og synes tilmed hun er smuk, selvom hun er et stort skrummel. Og han glemmer aldrig deres liflige favntag i Jens Abrahams korn. Men alligevel undgår han hende, og stritter imod, når han er uheldig at støde på hende og hun bliver kærlig over for ham. Så får han igen lyst til hende, men bliver distraheret af, Kristine så vil snakke oprigtigt med ham, for “bedst som det tegnede rigtig godt fik man sine synder revet lige i næsen, man skulle skrive under på veksler og svare dybsindigt på ting som det var umuligt at holde fast på i sådanne stunder”.

Det slidsomme høstarbejde begynder, med mange og lange arbejdsdage i marken og ved tærskeværket, se foto, men også det smukke syn af hundredevis af brændende halmstakke udover prærien. Da Espen en dag går i marken, dukker Kristine op med en gave til ham, i anledning af hendes fødselsdag: en tur i høet med hende. “Han lovede alt. Når hun var sådan…” Men da Kristine vil have Espen med til bal, afslår han, og hun vælger i trods at danse hele aftenen med Røde Fane. Da de senere mødes, og Kristine skiftevis beder ham bestemme sig og lader som om, der ikke er noget i vejen mellem dem, og Espen vakler mellem at sige ja og nej til hende, ender han med at gøre deres forhold forbi. Kristine bliver rasende og kalder ham en konfirmand, en fornærmelse som gør Espen handlingslammet.

Med hveden høstet og tærsket er der den lange vinter ikke meget arbejde på farmene, og Vilfred Larsen tager på sin årlige rundfart i “Staterne”. Espen får lov at blive hos Sten og Maja vinteren over, for halv løn, mens Ole Jernmave savner tilrejsende på pool'en i Beavertown, han kan ‘låne’ penge af, for ingen farmer vil ansætte ham. På samme pool fordriver en lille gruppe farmere, med Pedersen og Huseby-brødrene i spidsen, tiden med at spille poker, om temmelig store beløb. Eller man kan gå på jagt, efter prærieulve, som tager farmernes høns. På en sådan jagt er den dygtige skytte Kristine Bodilsen tæt på at aflive Espen, fordi hun troede, hans pelshat, som hun så stikke op over en bakkekam, var en prærieulv. Espen kræver tre dollars i erstatning, hvilket man griner en del af den vinter. Espen tænker tilbage på mordet i Misery Harbor, med udgangspunkt i begreber som anger og retfærdighed, og han sammenligner hændelsen, hvor Kristine skød pelshuen af ham, med mordet på John Wakefield.

Espen trænger til luftforandring, så han siger op hos Sten Eriksen og får i stedet plads hos Bodilsen. Som ansætter ham, selv om både han og hans datter Kristine er forundrede over Espens skift. Og desuden forundrede over, Espen ikke har fortalt mere i byen om skudepisoden. Kristine antyder, Espen var bange for at omtale det. Hos Bodilsen undgår Espen og Kristine hinanden, mens hun til gengæld ynder at spille dam med tilflytteren Alfred fra Manitoba. Espen opdager, de spiller om penge, først cent, men så bliver det dollars. Til at begynde med vandt Kristine som regel, men nu er hun begyndt at tabe. Alfred vil slå en streg over spillegælden, men Kristine insisterer på at betale, med henvisning til den gamle folkevise om prinsessen på højenloftet. Så dæmrer det for Alfred, at det Kristine har gang i med ham er et spil om hende, et spil som uanset udfald vil ende med, de skal giftes. Så trækker Alfred sig. I stedet dukker en fyr ved navn Ferdinand Reuss op i Kristines liv. Reuss har en tid sværmet om Kristine, og pludselig kommer det frem, at han nu har voldtaget hende. Han overtales med bestemthed af både præst og gamle Bodilsen til at gifte sig med hende, trods det at hverken han eller Kristine har lyst til hinanden. På dagen for brylluppet mangler pludselig en af Bodilsens heste, og Espen bliver sendt ud for at hente den hjem. Han skulle egentlig have passet farmen i stedet for Kristines lillesøster Gjatrid, som gerne ville med til brylluppet. Da Espen er kommet tilbage med hesten, er det blevet voldsom tordenvejr, og femtenårige Gjatrid, som er bange for tordenvejr, putter sig ind til Espen, hvergang der kommer et tordenskrald. Den unge pigekrop så tæt på hans sætter noget i gang i Espens hoved og krop, og han må kæmpe for ikke at give efter for sin lyst til hende, se citat. Med tanke på sin barndom i Jante konstaterer Espen, han har overholdt det sjette bud, men samtidig overtrådt Janteloven.

Syvoghalvfemsårige Pedersen og hans aldrende søn Fred Coyote beslutter, mest pga. likviditetsproblemer pga. Freds spillelidenskab, at sælge deres fine gård og i stedet starte forfra på en jordlod i South Coulee. Det er blevet vinter, “den længste og værste vinter i [Espens] liv”, og mens for ham Kristine er som død, nu hun er gift, er han også gået hen og blevet mørkeræd. En nat opsøger han derfor Gjatrid, og betror dette til den forbløffede teenage-pige. “Men tordenvejr?” spørger hun. “Nej, jeg er ikke bange i tordenvejr.”

Det forår beslutter Espen at bygge sin egen gård, ude i South Coulee, og han vil ikke dyrke hvede, men hør. En smilende Gjatrid besøger ham jævnligt på gården, men en dag er hun forstemt, og da Espen spørger hvorfor fortæller hun tøvende, at Alfred har besøgt hende, de spillede dam, han vandt, og “tog fat i hende - han var så modbydelig”. Espen tænker tilbage på Eva og John Wakefield i Misery Harbor, og beslutter sig for at hævne krænkelsen af Gjatrid. Da hun senere fortæller historien færdig, viser det sig, Alfred ikke fuldbyrdede voldtægten, for “så ringede telefonen”, og Gjatrid stak af. Nu frier Espen til Gjatrid: “Vil du gifte dig med mig om et par års tid?” Hun siger ja. Espen opsøger Alfred, og siger han skal holde sig fra Gjatrid, se citat: