Gunnar Larsen (født 5. november 1930 i København, død 30. juli 1990 i Paris) var en dansk modefotograf og journalist, der hovedsageligt arbejdede i Frankrig. Han blev kendt for sin avantgardistiske tilgang til modefotografiet.

Biografi Larsen begyndte sin karriere som freelancejournalist i Danmark og arbejdede blandt andet for Aftenbladet, Frederiksberg Bladet og Ekstra Bladet.

I 1963 blev han sendt til Paris som korrespondent. Opholdet i den franske hovedstad fik afgørende betydning for hans karriere, og han besluttede at bosætte sig permanent i byen. I begyndelsen skrev Larsen især om danske udlandsdanskere i Frankrig. Han var imidlertid utilfreds med de fotografier, der blev leveret af tilknyttede fotografer, og begyndte derfor selv at fotografere for at illustrere sine artikler.

Som korrespondent dækkede han blandt andet internationale filmfestivaler for Jyllands-Posten, hvor han fotograferede en række kendte skuespillere og filmfolk.

Modefotografiet kom gradvist til at fylde mere i hans arbejde, efter at modejournalist Birte Strandgaard fra Ekstra Bladet bad ham dække modebegivenheder. Efterhånden blev modefotografi hans primære beskæftigelse. Han havde blandt andet et årelangt samarbejde med Lotte Heise, der har bekrevet ham som den bedste fotograf, man kan forestille sig. "Han sagde til alle sine modeller, at vi skulle beslutte os til om vi ville smide tøjet, om vi ville fotograferes topløse - og at hvis mænd ville i seng med os, var det ikke nødvendigivis, fordi de synes, vi var søde. Det er der nok desværre mange modeller, der aldrig får at vide", sagde hun i et interview i 2018.

Larsen arbejdede gennem hele sin karriere som uafhængig fotograf. For at kunne publicere sine fotografier uden redaktionelle begrænsninger udgav han egne modemagasiner, hvor hans eksperimenterende og avantgardistiske stil kom til udtryk.

Magasiner Gunnar Larsen grundlagde og udgav flere modemagasiner, der blev brugt som platform for hans egen modefotografi og præsenterede en karakteristisk og eksperimenterende billedstil.

Mode International (1973–1979) Mode Avantgarde (1978–1980) Gunnar International (1980–1990)

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Fotografer fra Danmark