Kongeriget Dyfed var et af flere walisiske småkongedømmer, der opstod i 400-tallet i post-romersk Britannien i sydvestlige Wales. Det var baseret på det tidligere område tilhørende Demetae (moderne walisisk Dyfed). Den kongelige slægt blev grundlagt af irske bosættere i 400-tallet. Efter den normanniske invasion af Wales blev Dyfed indlemmet i Pembrokeshire. Navnet blev genoplivet for det nu nedlagte administrative område Dyfed samt i navne på visse regionale organisationer såsom Dyfed–Powys Police.

Dyfed kan oprindeligt have omfattet området, der grænsede op til floderne Teifi, Gwili og Tywi, og inkluderede det nuværende Pembrokeshire, den vestlige del af det nuværende Carmarthenshire samt byen Carmarthen. Dyfed omfattede til sidst mindst syv cantrefi: Cemais, Deugleddyf, Emlyn, Cantref Gwarthaf, Pebidiog, Penfro og Rhos, med et omtrentligt areal på ca. 2.280 km².

I perioder med styrke udvidede kongeriget sig til også at omfatte Ystrad Tywi (“Tywi-dalen”), herunder Cydweli (Kidwelly) og Gwyr (Gower; muligvis under regeringen af Aergol Lawhir), og grænsede endda op til Brycheiniog. Dyfed mistede Ystrad Tywi-området til Ceredigion, et andet småkongedømme, i slutningen af 600-tallet.

Historie thumb|Post-romerske walisiske småkongedømmer. Dyfed er halvøen på den sydvestlige kyst. Den moderne anglo-walisiske grænse er også vist.

Efterromersk grundlæggelse og irsk indflydelse Selv om der findes få skriftlige kilder fra perioden efter romernes tilbagetrækning fra Britannien, optræder lister over Dyfeds konger i middelalderlige walisiske kilder såsom Harleian genealogies og senere genealogies from Jesus College MS 20. Disse lister begynder med den halvt legendariske skikkelse Triffyn Farfog og hans søn og arving Aergol Lawhir.Harleian genealogy 2. Triffyns navn kan stamme fra den latinske titel tribunus. Han angives forskelligt som søn af Owain Fraisg, en efterkommer af den romerske kejser Konstantin den Store og den romerske usurpator Macsen Wledig.

thumb|En 1800-tals skitse af en mindesten for kong Vortiporius af Dyfed, fundet ved Castell Dwyran og dateret til ca. 550 e.v.t. Den latinske indskrift (midt på) angiver den senimperiale titel “protector”, mens Ogham-indskriften (langs venstre kant) vidner om irsk indflydelse.

Det var i denne periode, at Dyfed oplevede omfattende irsk bosættelse, og Triffyn nævnes muligvis som Triphun i den irske fortælling The Expulsion of the Déisi som oldebarn af Eochaid Allmuir (“Eochaid den Fremmede”). Fortællingen beskriver, hvordan Eochaid rejste over havet med sine efterkommere og slog sig ned på et sted kaldet Demed, før den opregner hans efterkommere frem til Tudor map Regin (navngivet som Tualodor mac Rígin). Den irske indflydelse på det tidlige kongerige varede indtil 400-tallet og dokumenteres af de tyve Ogham-sten, der er fundet i området. Nogle af stenene er tosprogede og viser en blanding af romersk og keltisk arv. Ogham-indskriften på en sten ved Castelldwyran nær Narberth, dedikeret til kong Vortiporius fra 500-tallet, giver ham stadig den senromerske titel “protector”.

Kirkeliv I helgenperioden kan Dyfed have haft så mange som syv biskopper, kaldet på latin sacerdotes, én for hver cantref; deres sæder blev kaldt parochia.Williams, A. H., An Introduction to the History of Wales: Volume I: Prehistoric Times to 1063, UoWP, 1941, p 120Davies, John, The Celts, pg 126-155 I højmiddelalderen fremstod bispedømmet St Davids dog som et af blot tre bispedømmer i Wales, hvor St Davids dækkede hele West Wales og en del af Mid Wales.Davies, John, A History of Wales, Penguin, 1994, Celtic Church, 72-79 Welsh Church pg 118

Vikingetogter Dyfed blev udsat for omfattende plyndringer i vikingetiden mellem 700- og 1000-tallet, hvilket skabte social og politisk ustabilitet, og vikingerne etablerede bosættelser i det sydlige Dyfed.Davies, John, A History of Wales, Penguin, 1994. I den sidste del af 800-tallet blev Dyfeds herskere forsigtige over for indflydelsen fra sønnerne af Rhodri den Store og søgte en alliance og beskyttelse hos Alfred den Store af England. Forholdet blev senere præget af et betydeligt element af tvang; ifølge Davies blev “anerkendelsen af, at kongen af England havde krav på dem, et centralt faktum i Wales’ senere politiske historie”.

Omkring 904 døde Dyfeds hersker Llywarch ap Hyfaidd og efterlod sin datter Elen ferch Llywarch (893–943) som arving. Elen blev gift med Hywel Dda, hersker af nabolandet Seisyllwg og barnebarn af Rhodri den Store gennem hans anden søn Cadell ap Rhodri. Gennem sit ægteskab med Elen indlemmede Hywel Dyfed i et udvidet rige kendt som Deheubarth (“den sydlige del”) og erobrede senere Powys og Gwynedd. Efter Hywels død i 950 vendte Powys og Gwynedd dog tilbage til deres oprindelige dynastier. Hans barnebarn Maredudd ab Owain genskabte bedstefaderens rige, men hans styre blev præget af stigende vikingetogter i slutningen af 900-tallet. Det var i denne periode, at vikingebosættelserne voksede, især i cantref Penfro, samt handelspladser i Haverfordwest, Fishguard og Caldey Island. Ifølge Davies var vikingernes angreb “ubønhørlige”, og i 993 måtte Maredudd hæve skatterne for at betale løsesummer for walisiske gidsler; i 999 angreb en vikingeflåde St Davids og dræbte biskoppen Morganau.

Normannisk invasion Dyfed forblev en integreret provins i Deheubarth indtil de normanniske invasioner af Wales mellem 1068 og 1100. I Dyfed-regionen blev cantrefi Penfro, Rhos, Cemais og Pebidiog besat af normanniske overherrer. Normannerne påvirkede valget af biskopper i St Davids i Pebidiog fra 1115 og fremefter. Fyrsterne af Deheubarth, og senere Llywelyn den Store som fyrste af et næsten samlet Wales fra 1216, kæmpede for at genvinde området indtil Edvard 1.s erobring af Wales i 1284 afgjorde sagen. Statute of Rhuddlan fra 1284 oprettede de engelske grevskaber Pembrokeshire og Carmarthenshire ud af området, der formelt var kendt som Dyfed.

I 1138 blev Dyfed indlemmet i et nyt shire kaldet Pembrokeshire efter det normanniske slot opført i Cantref of Penfro og under styret af den marcher-adelige jarl af Pembroke.

Se også Dál Riata Déisi Dyfed Archaeological Trust Pwyll Pendefig Dyfed

Referencer

Litteratur

Kategori:Wales' historie Dyfed