Kristen Jørgensen (født 25. december 1848 i Grumstrup, død 5. marts 1910 samme sted) var en dansk lærer, gårdejer og politiker. Han var sognerådsformand, amtsrådsmedlem og fra 1895 til 1898 medlem af Folketinget valgt i Horsens Landkreds. I Folketinget tilhørte han Det forhandlende Venstres gruppe.
K. Jørgensen var søn af en gårdejer i Grumstrup mellem Skanderborg, Horsens og Odder. Han blev uddannet lærer på Lyngby Seminaruim fra 1866 til 1869 og var derefter lærer på en biskole i nærheden af Lemvig og senere huslærer. I 1872 giftede han sig til gården Holmgård i Grumstrup. Kun tre år senere købte han også en nabogård som han sammenlagde med Holmgård.
Han var fra 1879 til 1894 sognerådsformand i Vedslet Sogn og fra 1888 medlem af Skanderborg Amtsråd. Han havde bestyrelsesposter Horsens Landboforening og Landbosparekassen i Horsens. Han var bestyrelsesformand i sparekassen fra 1903 til 1910. I 1902 blev han formand for bestyrelsen for Horsens Folkeblad, og han var også formand for Østjydsk Hagelskadeforsikring i en årrække. ("Hagel" er en ældre stavemåde for hagl. Haglskadeforsikring dækker tab af afgrøder som ødelægges ved haglnedslag)
Han stillede op til Folketinget ved valget i 1895 i den nyoprettede Horsens Landkreds mod Fredrik Bajer som havde været medlem af Folketinget siden 1872, valgt i Horsenskredsen. Bajer var også Venstre-mand, men modstander af Forliget i 1894. K. Jørgensen vandt valget med 1015 stemmer mod 960 stemmer til Bajer og tilsluttede sig Det forhandlende Venstre i Folketinget.
Kristen Jørgensen genstillede ikke ved folketingsvalget 1898 eller senere. Han døde i 1910 i Grumstrup.
Referencer
Kategori:Folketingsmedlemmer i 1890'erne Kategori:Folketingsmedlemmer fra Moderate Venstre Kategori:Sognerådsformænd fra Danmark Kategori:Amtsrådsmedlemmer