thumb|Snorre Sturlason, som tegneren Christian Krohg forestillede sig ham. Illustration til Heimskringla, 1899.

Håkon den Godes saga er den fjerde af kongesagaerne i Snorre Sturlasons Heimskringla, efter Ynglingesagaen, Halvdan Svartes saga og Harald Hårfagers saga. Snorres kongesagaer er skrevet på Island i 1220'erne og handler om Harald Hårfagers yngste søn, Håkon den Gode.

Baggrund og kildemateriale Islændingen Snorre blev født i 1179 og havde opholdt sig i Norge i to år fra 1218 til 1220. I denne periode rejste han meget rundt i Norge, og man må antage, at han tilegnede sig omfattende viden om norsk historie både fra mundtlige og skriftlige kilder.

Skrivekunsten i Norge havde indtil kristendommens indførelse hovedsageligt bestået af runeindskrifter, som var dårligt egnede til længere tekster. Med indførelsen af det latinske alfabet og pergament omkring årtusindskiftet opstod der gradvist tekniske muligheder for at skrive historiske værker. Den første historieskriver, der kendes til i Norge, er Theodoricus monachus (Tjodrek eller Tore munk), som skrev Historien om de gamle norske konger på latin engang mellem 1177 og 1188. I udlandet fandtes allerede værket Historia Norvegiæ af en ukendt forfatter, sandsynligvis skrevet mellem 1160 og 1175. Omkring 1190 blev historiekrøniken Ágrip af Nóregskonungasögum skrevet som de første kongesagaer på norrønt sprog. Forfatteren er ukendt. Krøniken Fagrskinna blev skrevet omkring 1220 og regnes også for at være en værdifuld kilde for Snorres sagaer.

Efter at Snorre vendte tilbage til Island i 1220, færdiggjorde han sin Edda. Derefter begyndte han arbejdet med Olav den Helliges saga. Denne saga indarbejdede han senere i sin samlede historie om de norske konger, Heimskringla.

Sagaens indhold thumb|Håkon den Gode, maleri af Peter Nicolai Arbo

Sagaen er opdelt i 32 kapitler. Den følger efter sagaen om hans far, Harald Hårfaget, og efterfølges af Erikssønnerne, Håkons brors sønner.

Sagaen begynder med, at Håkon rejser fra sin fostrefar, kong Adalstein af England, til Norge, da han får besked om, at hans far, kong Harald Hårfager, er død. Håkon drager til Trøndelag og indgår alliance med ladejarlen Sigurd Håkonsson. Han blev taget til konge dér i 931 eller 932, blot 15 år gammel.

Kong Erik Blodøkse måtte herefter flygte fra landet og rejste til England, hvor han gennem et forlig med kong Adalstein blev lensherre i Northumberland. Sagaen fortæller videre, at Erik faldt i unåde hos Adalsteins efterfølger, kong Edmund 1., og at han faldt i kamp mod englænderne. Efter Eriks flugt fik Håkon fuld kontrol over hele det norske kongerige, men kom i konflikt med den danske konge Harald Blåtand.

Håkon fremstilles som fredsommelig og omgængelig, og det fortælles, at han indførte Gulatingsloven og Frostatingsloven. Det berettes også, at Håkon stod bag lovpåbuddet om, at hver fri mand skulle brygge en vis mængde øl til jul.

Håkon havde sin vigtigste magtbase i Trøndelag. Han var kristen, efter at være blevet døbt og opfostret hos den kristne engelske konge. I Norge gik han i begyndelsen forsigtigt frem med sin kristne tro, men efterhånden indkaldte han bønderne i Trøndelag til tinget og bad dem antage den kristne tro. Her mødte han kraftig modstand, især fra bøndernes talsmand Asbjørn fra Melhus. Kongens ven Sigurd jarl, som selv var hedning og en ”stor blotmand”, trådte imellem og opnåede et forlig, hvor Håkon blev tvunget til at acceptere hedenskabet. Dermed genvandt Håkon støtten fra de trønderske høvdinge, som han havde brug for for at forsvare landet mod angreb – især fra Erikssønnerne, der gentagne gange hærgede Norge fra deres base i Danmark.

Afslutningen af sagaen er viet til Håkons kampe mod Erikssønnerne. Først beskrives slaget ved Rastarkalv ved Frei på Nordmøre, hvor Håkon besejrede Erikssønnernes større hær og dræbte Gamle Eriksson. Dernæst skildres slaget ved Fitjar på Stord, hvor Erikssønnerne under ledelse af Harald Eriksson overraskede Håkon med en stor hær. Håkon beskrives med stort heltemod; han driver fjenderne på flugt, men bliver selv dødeligt såret og dør efter slaget. På dødslejet beder han om, at Erikssønnerne – hans modstandere – skal overtage kongemagten i Norge.

Efter Håkons død digtede skalden Eyvind Skaldaspillir digtet Hákonarmál om, hvordan Håkon faldt, og hvordan han blev modtaget i Valhal. Sagaen afsluttes med et langt citat fra dette digt.

Litterær stil At Heimskringla – med Håkon den Godes saga – er blevet stående som noget af det ypperste i norrøn litteratur fra denne periode, ”skyldes først og fremmest, at Snorre forener historisk kritik og tænkning med genial fortællekunst. Han komponerer omhyggeligt, forbereder, skaber spænding, opbygning og forventning, indtil afgørelsen falder i en fortættet, dramatisk scene.”Harald Beyer: Norsk litteraturhistorie, s. 51 De øvrige kilder, såsom Ågrip og Fagrskinna, er kortfattede og nøgterne i formen, mens Snorre uddyber og levendegør handlingen og personerne. Snorre viser evne til at finde sammenhænge, motiver og årsager. Han lader gerne taler og samtaler krydre beretningen. Sådanne udsagn er naturligvis fri digtning, men de giver liv til fortællingen.

Skriftlige overleveringer Den eneste bevarede skriftlige kilde fra middelalderen til Snorres kongesagaer er Codex Frisianus fra ca. 1330. De øvrige nedskrifter gik tabt ved Københavns brand 1728.

Referencer

Kategori:Kongesagaer