Et tørvetag er en traditionel skandinavisk type grønt tag, dækket med tørv oven på flere lag birkebark på let skrånende trætagbrædder. Indtil slutningen af 1800-tallet var det den mest almindelige tagtype på landlige bjælkehuse i Norge og i store dele af resten af Skandinavien. Dets udbredelse svarer omtrent til udbredelsen af bjælkehusbyggeri i den folkelige byggeskik i Finland og på den skandinaviske halvø. Belastningen på omkring 250 kg pr. m2 for et tørvetag er en fordel, da den hjælper med at presse tømmerstokkene sammen og gøre væggene mere vindtætte. Om vinteren kan den samlede belastning let stige til 400 eller 500 kg pr. m2 på grund af sne.Drange 1992:96 Tørv er desuden en forholdsvis effektiv isolator i koldt klima. Birkebarken nedenunder sikrer, at taget er vandtæt.

Betegnelsen ‘tørvetag’ er til en vis grad misvisende, da det aktive, vandtætte element i taget er birkebark. Tørvens primære formål er at holde birkebarken på plads. Taget kunne lige så vel have været kaldt et “birkebarktag”, men dets græsklædte ydre er årsagen til navnet i de skandinaviske sprog: norsk og svensk torvtak, islandsk torfþak.

Et tørvetag er velegnet til dynamikken i en bytteøkonomi, fordi materialerne er allestedsnærværende og gratis, selv om arbejdet er arbejdskrævende. En typisk husholdning i den periode, hvor tørvetage var mest udbredte, havde dog som regel mange mennesker til rådighed, og naboer blev ofte inviteret til at deltage i tagarbejdet, på samme måde som ved en barn raising i USA. Det norske udtryk dugnad betegner en etableret skik, hvor store opgaver blev løst ved hjælp af fællesskabet.Hjelmeland 1993

Historie

Tagene i Skandinavien har sandsynligvis været dækket med birkebark og tørv siden forhistorisk tid. I vikingetiden og middelalderen havde de fleste huse tørvetag,Berg 1989:71 mens kirker og andre bygninger med stejlere tage var dækket med brædder, træspån eller bly.

I landdistrikterne var tørvetage næsten universelle frem til begyndelsen af 1700-tallet. Tegltage, som var opstået langt tidligere i byerne og på herregårde, erstattede gradvist tørvetagene i løbet af 1800-tallet, undtagen i afsidesliggende indlandsområder. Bølgeblik og andre industrielle materialer truede også disse ældgamle traditioner. Netop som de var ved at forsvinde, genoplivede nationalromantikken imidlertid folkelige byggestile, herunder tørvetage. Et nyt marked opstod med efterspørgslen efter fjeldhytter og ferieboliger, mens frilandsmuseer og bevaringsbevægelser bidrog til at beskytte traditionelle byggemetoder.

Ud fra disse rødder er tørvetage begyndt at dukke op igen som et alternativ til moderne materialer. Den nyere idé om det grønne tag blev udviklet uafhængigt, men den har haft gavn af de erfaringer, der er opnået gennem århundreders skandinavisk tradition.

Birkebark

Birkebark er særdeles velegnet som tagdækning, fordi den er stærk, vandafvisende og jordresistent nok til at holde i generationer, selv om 30 år blev betragtet som den normale levetid for et tørvetag de fleste steder. Birk er almindelig i hele Nordeuropa, og barken kan let skrælles af stammen om foråret eller den tidlige sommer, mens saften løber op i træet, hvilket gør den nemmere at få af. Ét snit med en kniv langs stammen mellem to grene vil give et tilsvarende bredt stykke bark med en længde svarende til stammens omkreds. Den ydre, flagedannende (hvide) bark løsnes fra det indre (grønne eller brune) lag, basten. Fjernelse af basten vil få træet til at dø, men fjernelse af den ydre bark skader ikke træet, selv om arret vil være synligt i mange år. En ny, grovere bark vil erstatte den fjernede bark.

Barkstykkerne skal opbevares fladt under pres for at forhindre, at de krøller. Hvis de efterlades uden pres, vil et barkstykke krølle sig sammen til en stram rulle i den modsatte retning af stammens naturlige krumning.Uppstad 1990

Barken lægges med indersiden opad direkte på tagbrædderne uden søm eller andre former for fastgørelse. På groft tilhuggede eller savede tagbrædder vil friktionen alene holde lagene af birkebark på plads.Vreim 1966:64-65 De skal dog tynges ned med et tungere materiale for at forhindre dem i at krølle eller blæse væk. Planker af kløvede stammer er blevet anvendt, men tørv har en yderligere fordel, da det er en langt bedre isolator.Berg 1989:73

Barklagene blev lagt fra tagfoden og opefter, overlappende som tagspån, og ført hen over tagryggen. Seks lag birkebark blev anset for tilstrækkeligt, men der er registreret op til 16 lag på tage af særlig høj kvalitet. De nederste lag rager omkring 8 cm ud over tagfoden, hvor de buer ned omkring kanten af det yderste bræt og danner en drypkant. Ekstra lange barkstykker blev ført hen over tagryggen.

Referencer

Litteratur Berg, Arne: Norske tømmerhus frå mellomalderen. Landbruksforlaget, Oslo 1989, Volume I, pp. 70–73. . Byggforskserien, Byggdetaljer 544.803. Norges byggforskningsinstitutt, Oslo 1996. Drange, Tore; Hans Olaf Aanensen og Jon Brænne: Gamle TrehusHistorikk, reparasjon og vedlikehold. Universitetsforlaget, Oslo 1992, p. 93-99. Gjone, Erling: Utdrag av forelesninger i Byggekunst V. Arkitektavdelingen NTH, Trondheim c. 1960 Hjelmeland, Britt-Alise: Husbygging langs kyst og fjord 1850-1950. UiO, Oslo 1993, pp. 100–113, 159. Melheim, Anders: Um floraen på hustak i Hornindal. Hovedoppgave i botanikk, UiO, Oslo 1933. Meyer, Johan: Fortids kunst i norske bygder. Kunstindustrimuseet i Oslo, Forum forlag 1987. Sunik Roofing. . Nicolaysen, Nicolay: Kunst og Haandverk fra Norges Fortid, Society for the Preservation of Ancient Norwegian Monuments, Kristiania 1881–1890. 1. Række. Nordhagen, Rolf: «Taklauk og fjellkaur». In: Olsen, Magnus (Ed.) Maal og minnenorske studier. Bymaals-lagets forlag, Oslo 1934, pp. 101–127. Paulsrud, Geir: Fjos i Fron frå omkring 1750 og fram til 1980-åra. Magistergradsavhandling i etnologi, UiO, Oslo 1984, p. 112. Uppstad, Torjus: Taktekkjing med never og torv. Valle Laftebygg, Valle i Setesdal 1990. Vreim, Halvor: Laftehustømring og torvtekking. Noregs Boklag, Oslo 1966, pp. 64–75.

Eksterne henvisninger

Kategori:Tage