Ålekvabbefamilien (Zoarcidae) er en familie af strålefinnede fisk. Som navnet antyder, ligner de i nogen grad ålefisk. Der er omkring 300 arter som alle lever i havet, for det meste på havbunden og nogle i store dybder. Medlemmer af ålekvabbefamilien findes hovedsageligt på den nordlige halvkugle. Der er det største antal arter i Arktis, det nordlige Stillehav og det nordlige Atlanterhav, men familiens arter findes over hele kloden.
Det største medlem af familien er vestatlantisk ålekvabbe (Zoarces americanus), som kan nå en længde på 1,1 m.
I danske farvande findes arterne ålekvabbe (Zoarces viviparus) som er meget almindelig, almindelig ålebrosme (Lycodes gracilis) som er ret almindelig og sars’ porebrosme (Lycenchelys sarsii) som er ret sjælden.
Taksonomi Familien blev først foreslået som familien Zoarchidae i 1839 af den engelske naturforsker , men stavemåden blev ændret til Zoarcidae, efter at stavningen af slægten Zoarces blev rettet af i 1861. Den 5. udgave af klassificerer denne familie inden for underordenen Zoarcoidei i ordenen Scorpaeniformes (ulkefisk). Andre autoriteter klassificerer familien i infraordenen Zoarcales i underordenen Cottoidei i Perciformes (aborrefisk), fordi fjernelsen af Scorpaeniformes fra Perciformes gør dette takson ikke-monofyletisk.
Fishes of the World nævner fire underfamilier, men tildeler ikke slægter til underfamilierne, men disse blev angivet i Anderson og Federovs Annotated Checklist, og dette er blevet fulgt af FishBase og Catalog of Fishes.
Underfamilier og slægter Ålekvabbefamilien er opdelt i fire underfamilier og 61 slægter med omkring 300 arter:
underfamilie Gymnelinae Gill, 1863 Andriashevia Fedorov & Neelov, 1978 Barbapellis Iglésias, Dettai & Ozouf-Costaz, 2012 Bilabria Schmidt, 1936 Davidijordania Popov, 1931 Ericandersonia Shinohara & Sakurai, 2006 Gymnelopsis Soldatov, 1922 Gymnelus Reinhardt 1834 Hadropareia Schmidt, 1904 Krusensterniella Schmidt, 1904 Magadanichthys Shinohara, Nazarkin & Chereshnev, 2006 Melanostigma Günther, 1881 Nalbantichthys Schultz, 1967 Opaeophacus Bond & Stein, 1984 Puzanovia Fedorov, 1975 Seleniolycus Anderson, 1988 underfamilie Lycodinae Gill, 1861 Aiakas Gosztonyi, 1977 Argentinolycus Matallanas & Corbella, 2012 Austrolycus Regan, 1913 Bellingshausenia Matallanas, 2009 Bentartia Matallanas, 2010 Bothrocara Bean, 1890 Bothrocarina Suvorov, 1935 Crossostomus Lahille, 1908 Dadyanos Whitley, 1951 Derepodichthys Gilbert, 1896 Dieidolycus Anderson, 1988 Eucryphycus Anderson, 1988 Exechodontes DeWitt, 1977 Gosztonyia Matallanas, 2009 Hadropogonichthys Fedorov, 1982 Iluocoetes Jenyns, 1842 Japonolycodes Shinohara, Sakurai & Machida, 2002 Letholycus Anderson, 1988 Lycenchelys Gill, 1884 Lycodapus Gilbert, 1890 Lycodes Reinhardt, 1831 Lycodichthys Pappenheim, 1911 Lycodonus Goode & Bean, 1883 Lycogrammoides Soldatov & Lindberg, 1928 Lyconema Gilbert, 1896 Maynea Cunningham, 1871 Notolycodes Gosztonyi, 1977 Oidiphorus McAllister & Rees 1964 Ophthalmolycus Regan, 1913 Pachycara Zugmayer. 1911 Patagolycus Matallanas & Corbella, 2012 Petroschmidtia Taranetz & Andriashev, 1934 Phucocoetes Jenyns, 1842 Piedrabuenia Gosztonyi, 1977 Plesienchelys Anderson, 1988 Pogonolycus Norman, 1937 Pyrolycus Machida & Hashimoto, 2002 Santelmoa Matallanas, 2010 Taranetzella Andriashev, 1952 Thermarces Rosenblatt & Cohen, 1986 Zestichthys Jordan & Hubbs, 1925 underfamilie Lycozarcinae Andriashev, 1939 Lycozoarces Popov, 1935 underfamilie Zoarcinae Swainson, 1839 Zoarces'' Cuvier 1829
Karakteristika Medlemmerne af ålekvabbefamilien har relativt langstrakte kroppe som er sammenpressede i siderne. Deres hoveder er relativt små og ovale. Ungfisk har en mere afrundet snude og relativt større øjne end voksne. De har ikke eller kun meget små skæl. Ryg- og gatfinnerne strækker sig ned langs kroppen til halefinnen. De producerer pigmentet biliverdin, som farver deres knogler grønne. Dette træk har ingen åbenbar evolutionær funktion og er harmløst. Der er generelt ingen kønsdimorfi.
Biologi Der vides kun lidt om populationer af familiens medlemmer, fordi de ofte passerer gennem net i prøveundersøgelser, og fordi nogle arter lever i utilgængelige, dybe levesteder. Arter, for hvilke fødeøkologi er dokumenteret, er typisk men ikke altid bentiske ådselædere eller rovdyr. Mindst én art (ålekvabbe) har også tilpasset sig evnen til at ånde luft, når den er ude af vandet.
Referencer
Kategori:Pigfinnefisk