Arne Bertelsen (11. oktober 1910 – 12. februar 1971) var en dansk overlæge og politiker, der var medlem af Folketinget fra 1960 til 1962, samt politisk ordfører for partiet De Uafhængige, og et af dets mest fremtædende medlemmer. I 1957 blev han Danmarks første professor i ortopædkirurgi og han var dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet fra 1963 til 1964.
Bertelsen deltog i adskillige studieture i løbet af sin karriere, og under 2. verdenskrig deltog Bertelsen som krigskirurg i den finske vinterkrig (1941). I 1956 gennemførte han en ambitiøs syv ugers mission langs Grønlands vestkyst, hvor han behandlede hundredvis af patienter, hvoraf mange led af polio, og foretog 29 operationer, som ellers måtte være udført i Danmark.
Under sit professorat arbejdede Bertelsen ivrigt for at knytte ortopædien tættere til den øvrige kirurgi, og han fremhæves for at have bidraget til, at ortopædkirurgi blev et selvstændigt speciale i 1966 samt til, at traumatologi og ekstremitetskirurgi blev en integreret del af specialet. På hans initiativ blev Danmarks første afdeling for håndkirurgi oprettet i 1957.
Han var en af de centrale kræfter bag etableringen af De Uafhængige i 1953, bl.a. ved at opfordre Knud Kristensen til at gå i spidsen for modstanden mod Grundloven af 1953. I det parlamentariske arbejde trak han ofte på sin lægefaglige baggrund, blandt andet i debatten om antibiotika i husdyrfoder, hvor han advarede mod resistensudvikling og talte for styrket offentlig kontrol af hensyn til folkesundheden. Samtidig fremsatte han reformtanker om det politiske system, herunder forslag om hemmelige afstemninger for at styrke det frie mandat og om et fagligt valgt "sagting" som erstatning til Landstinget. Han nedlagde dog allerede sit mandat i 1962 med henvisning til manglende tid ved siden af sine lægelige og akademiske forpligtelser. Han døde i 1971, og er bl.a. farfar til Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.
Fødsel og uddannelse Arne Bertelsen blev født den 11. oktober 1910 i Birkerød som søn af kunstmaleren Aage Bertelsen og hans hustru Karen Dorthea Schmidt. Hans bror, dr. phil. Erik Bertelsen, var direktør for Marinbiologisk Laboratorium i Charlottenlund. Han gik i skole med indenrigsminister Lars P. Jensen (S).
Arne Bertelsen dimitterede fra Birkerød Statsskole i 1928 og afsluttede sin medicinske embedseksamen ved Københavns Universitet i vinteren 1935, hvorved han fik sin cand. med. (kandidatgrad i medicin). Den 30. juni 1938 forsvarede han sin doktorgrad i medicin, hvor lektor, dr. med. Harald Okkels og professor, dr. med. H. Hou-Jensen opponerede på embeds vegne. Doktorgraden blev ham meddelt den 20. september 1938.
Lægefaglige virke Efter medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet i 1935 virkede Arne Bertelsen som prosektor i anatomi ved Aarhus Universitet (1935–1937). I forbindelse med hans ankomst til Aarhus, beskrives Bertelssen i Dansk medicinhistorisk årbog som den "københavnske stormanuduktor og prækandidat", hvis ry "var ilet forud", og hvis skematiske, didaktiske undervisning i efteråret 1935 og foråret 1936 var "som skabt til at bestå eksamen i anatomi". Han fremhæves som en af de store anatomiske fænomener og undervisere og som en forsker med "betydelig videnskabelig sans", der opnåede doktorgraden allerede i 1938.
Fra 1938 til 1949 gennemførte han reservekirurgisk tjeneste og supplerende klinisk uddannelse, i vidt omfang ved Rigshospitalet. Under 2. verdenskrig deltog han som læge i den finske Vinterkrig (1941–1942) og gennemførte i 1941 et ophold i Østkarelen som krigskirurg. I 1948–1950 var Bertelsen desuden prosektor i kirurgi ved Københavns Universitet. I 1949 blev han ansat ved Ortopædisk Hospital i København som reservelæge og senere afdelingslæge (1949–1952) og udnævntes i 1952 til overlæge for hospitalets 1. afdeling. På Ortopædisk Hospital blev behandlingen af de fleste ikke-akutte ortopædiske lidelser centraliseret, og hospitalet blev nedlagt i 1978, og dets afdelinger overflyttet til Rigshospitalet.
Studierejser Bertelsen gennemførte en række studierejser og uddannelsesophold i udlandet, bl.a. i Wien (1935) samt, særligt i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, i Sverige, England, USA og Canada (1946–1947) med fokus på plastikkirurgi og ortopædkirurgi. Indtrykkene blev offentliggjort som rejsebreve i Ugeskrift for Læger og gav anledning til stor faglig debat. Senere fulgte ophold i London (1952) og Paris (1953). Den internationale uddannelse bidrog til at introducere og udbrede nyere kliniske og operative metoder i Danmark.
Hans studieophold i England foregik under Sir Achibald McIndoe, som var berømt for sin banebrydende plastikkirurgi på brandsårsofre under Anden Verdenskrig. På sin hjemkomst blev Bertelsen efterfølgende den første kirurg, der fik tilladelse til at udføre plastikkirurgi i Danmark.
I sommeren 1956 gennemførte Bertelsen en syv uger lang rejse langs Grønlands vestkyst, hvor han tilså hundredvis af patienter, herunder mange med polio, og han foretog undervejs 29 operationer, som ellers skulle være udført i Danmark. I 1959 var han i Helsingfors for at holde gæsteforedrag i det finske ortopædiske selskab.
Professorat Han blev lektor i ortopædi ved Københavns Universitet i 1953 og professor fra 1957. Professoratet var Danmarks allerførste i ortopædi. I sin professorperiode arbejdede Bertelsen for, at klassisk ortopædi ikke skulle isoleres som et snævert subspeciale, men integreres tættere med den øvrige kirurgi. Under hans professorat vandt synspunktet frem, at specialet skulle forstås som ortopædkirurgi, herunder med et tydeligt ansvar for traumatologi og behandling af akutte ekstremitetstraumer. På hans initiativ blev Danmarks første afdeling for håndkirurgi grundlagt i 1957 og fra 1968 var han leder af en ortopædkirurgisk afdeling ved universitetshospitalet i København. Han var desuden dekan for Det Medicinske Fakultet ved Københavns Universitet 1963–1964.
I januar 1959 opererede Bertelsen arveprins Knud til Danmark for en "seneskrumpning i højre hånd" på Ortopædisk Hospitals 1. afdeling, efter han blev overført fra Amtssygehuset i Gentofte. Operationen var succesfuld.
Forskning og tillidshverv Som forsker publicerede Bertelsen bl.a. disputatsen Beitrag zur Frage der normalen Genese der Blutzellen (1938) og artikler om patologisk-anatomiske, kirurgiske og ortopædiske emner. I en nekrolog fremhæves hans brede forskningsarbejde og bidrag til den klinisk-metodiske ortopædkirurgi. Hans forskning, herunder hans afhandling fra 1953 om dannelsen af blodceller, og især hans studier af pseudartrose (manglende knogleheling) i de lange rørknogler og af knoglemarvens indflydelse på knogleregenerering vandt international anerkendelse. Bertelsens historiske interesse og humor kom bl.a. til udtryk i en kort, satirisk artikel, "Fingers compensation and King Canute", skrevet sammen med Norman Capener (J. Bone and Joint Surgery, maj 1960). Artiklen redegør for fingrenes historiske nomenklatur og middelalderlige kompensationsregler for fingerskader, særligt med henvisning til Knud den Stores love. Flere yngre ortopædkirurger udarbejdede afhandlinger under hans vejledning.
Han blev valgt som formand for Dansk Ortopædkirurgisk Selskab i 1954, og tjente indtil 1956. Han blev i 1962 udnævnt til æresmedlem af British Orthopaedic Association. Han var endvidere blandt redaktørerne for tidsskriftet Acta Orthopaedica Scandinavica.
I 1958 var Bertelsen sammen med dr.phil. Vilhelm la Cour medstifter af tidsskriftet Mod og Mening, der blev udgivet af en tværpolitisk, demokratisk orienteret kreds. Tidsskriftet behandlede bl.a. "vor hjemlige forsvarssituation", "Berlin-situationen" og andre aktuelle emner.
I 1959 blev han medlem af lægerådet for Polioforeningen. I 1964 deltog han i Skandinaviens første konference om lægers uddannelse efter embedseksamen i Helsinki. Han var sagkyndig i ortopædi og kirurgi ved Retslægerådet i årene 1959-65.
Medlem af Folketinget
De Uafhængige Ved Folketingsvalget i 1960 var Bertelsen kandidat for partiet De Uafhængige i Østre Storkreds. De Uafhængige var et yderligtgående højre-liberalistisk parti med en kompromisløs linje, og var blevet grundlagt i 1953 af den tidligere statsminister Knud Kristensen, i tilknytning til modstanden mod Grundloven af 1953 og udsprang af en udbryderkreds fra Venstre, og en kritik af, at Venstre og Det Konservative Folkeparti havde forladt deres ideologiske udgangspunkt til fordel for en kompromispræget linje. Bertelsen havde selv haft en fremtrædende rolle i partiets tilblivelse ved i månederne før grundlovsvalget at skrive til Knud Kristensen og opfordre ham til at gå i spidsen for modstanderne af den nye grundlov. Partiet blev organiseret i sommeren 1953 og formelt etableret 1. september 1953. Han var kandidat for De Uafhængige i Østre Storkreds fra 1953.
Partiet var repræsenteret i Folketinget fra 1960 til 1975 og blev ledet af dyrlæge Iver Poulsen. Bertelsen blev valgt som det folketingsmedlem for De Uafhængige med flest personlige stemmer (1.101). Han blev et af partiets seks folketingsmedlemmer, og desuden valgt som partiets politiske ordfører. Han beskrives som et af partiets mest fremtrædende medlemmer. Partiets kompromisløse profil blev almindeligvis anset for at begrænse dets muligheder for politisk indflydelse.
Politiske synspunkter Som folketingsmedlem for De Uafhængige markerede Arne Bertelsen sig i en række enkeltsager, ofte med en liberal skepsis over for udbygning af statslige ordninger, men også med enkelte afvigelser fra partilinjen.
I december 1960 deltog han i debatten om lægemidler i husdyrfoder i forbindelse med et ændringsforslag om lempelse af foderstoflovgivningen. I Land og Folk advarede han "meget alvorligt" mod tilsætning af antibiotika og pegede på risikoen for udvikling af "modstandsdygtige stammer af bakterier"; han fremhævede, at både arbejdsmiljø og forbrugere kunne blive berørt, og tilkendegav, at man i givet fald måtte være indstillet på at "betale den kontrol, der bliver nødvendig". I en samtidig omtale i Ærø-Posten begrundede han sin linje med, at "de saglige synspunkter maa komme først", og at "folkesundheden maa til enhver tid være en naturlig statsopgave". I den forbindelse talte han bl.a. for oprettelsen af et levnedsmiddelinstitut og styrket statslig kontrol.
I 1961 udtrykte han i drøftelserne om et lægevidenskabeligt fakultet i Odense Odense og argumenterede for, at der ikke var "tilstrækkeligt med brækkede ben på Fyn" til at begrunde oprettelsen. Samme år tog han i en valgretsdebat afstand fra Aksel Larsens (SF) forslag om at give adgang for syge til at stemme ved valg. Han udtalte i den forbindelse, at "lovforslaget om stemmeret til indlagte paa offentlige helbredelsesanstalter maa betyde, at ogsaa sindssyge og aandssvage, som ikke direkte er umyndiggjort, faar mulighed for at stemme. Disse patienter skal maaske ogsaa have brev fra Statsministeriet?". I samme folketingsår stemte Bertelsen, overraskende, for øget statslig støtte til kunst og forskning (bl.a. Statens Kunstfond), mens resten af hans partifæller undlod at stemme, og hans parti stemte imod statens overtagelse af Erhvervsarkivet i Aarhus.
Under behandlingen af et lovforslag om Retslægerådets sammensætning kritiserede han, at det blev "overlad[t] justitsministeren at udpege formand og næstformand i retslægerådet", hvilket han fandt "yderst betænkeligt". Som beskikket sagkyndig anførte han endvidere, at rådets daværende medlemmer "deler denne betænkelighed".